Spisepauser

Det der med spisepauser

Jeg har tænkt over en ting.
   Hvordan er det muligt at noget som spisepauser, kan føre til så vilde ting som at seks piger nu render rundt med et projekt om at bage 100 fastelavnsboller? Vores spisepauser ender altid ud i store diskussioner om alverdens ting. Et ord kan sætte gang i store projekter. Hvilket egentlig også er grunden til at vi render rundt med dej og kagecreme til halsen lige nu. En helt almindelig spisepause i klassen, hvor en af pigerne lige smed en kommentar som lød ’’Fuck jeg kunne egentlig godt spise en fastelavnsbolle!’’ førte til denne mesterlige plan. Faktisk synes jeg altid vi ender med at snakke kage, hvad der ligger i det, ved jeg nu egentlig ikke lige.

Men nok om det, her er vi så, efter en længere planlægning, i gang med at bage 100 fastelavnsboller.

En typisk spisepause i 1.z, drengene er smuttet i kantinen, pigerne sidder tilbage i klassen. Fordelt over to borde. Allerede nu, ved at vi at det er vores trygge rammer, det er sådan her hver spisepause er. Tænkt engang hvordan det ville være hvis vi ikke sad i vores ’’grupper’’ eller hvis vi rent faktisk bevægede os ned i kantinen? Klassen og de 5 dejlige piger som jeg stort set tilbringer hver eneste spisepause med, er blevet en vane som ikke skal brydes. De dage hvor vi har bioteknologi eller kemi i 2.- og 3. modul, ender vi nu med at sidde i kantinen.  Der bliver altid smidt kommentarer som: ’’ej det er underligt det her… ’’ Kantinen og os, no-go!

Nu sidder jeg selv og siger, den vane skal bare ikke brydes! Men hvad ville der overhovedet ske? Hvordan ville det være hvis vi lige pludselig ikke sad sammen, og sad nye steder… Det er ikke engang noget vi har prøvet, da vi begyndte at sidde sammen, var det bare sådan det skulle være. I princippet kan det være lige så godt at sidde med nogle andre, frygten er vel at det ville være for fjernt. Vi ville mangle at kunne sige de mærkelige ting, som vi ellers ville sige. Fordi, underlige ting, det bliver der i hvert fald sagt! Altså siden man kan sige at man har lyst til fastelavnsboller, og så ende med at bage 100, så må der vel være et eller andet galt.

Spisepausen er højdepunktet på dagen, mest fordi man ved at det er sjovt at sidde med de personer som man er vant til. Personligt ved jeg, at en spisepause aldrig er kedelig! Fordi når  forskellige personligheder samles, hver eneste dag, kommer der nogle ret geniale ting ud af det! Såsom at fire personer lige nu står og ruller dejen ud til vores første fastelavnsboller, hvilket er første skridt på vej mod de 100. Vi tager kampen op og holder stadig humøret højt!

Men måske skulle man prøve at flytte sig et andet sted hen, det kan være at nogle ligeså geniale ting kommer ud af det. Det skader vel ingen at prøve, nu handler det jo bare om at gøre det.

-Maria Louise Køpfli

Tiden flyver afsted

Tiden flyver af sted

Nå, så blev det også min tur til at skulle skrive et blogindlæg til vores 1.z blog. Det var dog en smule uventet, da jeg pludselig overtog Marias tur. Jeg sidder herhjemme under dynen, og helt ærligt var det her ikke min førsteprioritet i dag, da jeg måske har en smule søvn at indhente. Men der bliver mindre og mindre tid til at sove efter min mening, man vil jo ikke gå glip af noget i fritiden, men der skal også være styr på det hele ude på gymnasiet. Marias problem var jo også at hun også lige skulle klemme noget arbejde ind, og vi gør jo alt for at nå det hele. Sådan har de fleste af os det nok, det hele skal kunne nås. Hver uge siger jeg til mig selv ”denne her weekend skal du bare slappe af, og sove ud”, men det bliver aldrig rigtigt til noget. Og hver mandag morgen fortryder jeg det.

Vi har svært ved at tilsidesætte de mindre vigtige ting, og prioritere de vigtigste ting. Det hele er jo vigtigt, det prøver jeg i hvert fald at bilde mig selv ind gang på gang. Vi skal både nå at arbejde, passe vennerne, i byen og have alle lektierne på plads - og måske lige engang imellem få tid til familien. Men det er jo et valg man selv tager, men jeg foretrækker nu at være en smule træt end at skulle vælge noget fra. Desværre kan jeg også tage mig selv i lige at tænke ”hvis jeg nu dropper det her skide sidste modul, hvor jeg først er hjemme kl. 16:10, kunne jeg nå alt det andet jeg også skal have styr på i dag”, og det er da hændt at det er det der sket. Men sådan burde det jo heller ikke være, da vi selv har valgt at gå på gymnasiet, har vi jo også selv valgt at det er en af vores første prioriteter. Det prøver jeg så også at sige til mig selv, og det holder da også det meste af tiden.

Da jeg sad i bussen på vej hjem fra gymnasiet den anden dag, kørte vi forbi min folkeskole, og min første tanke var ”nogle gange ville jeg ønske at jeg lige kunne være tilbage” men da jeg lige tænkte det over en anden gang, var det faktisk slet ikke hvad jeg mente. Jeg tænkte det lige over en ekstra gang, men at komme tilbage til det hvor det kun var ¼ del af klassen der gad lave noget og kun én ud af alle vores lærere der gik op i sit job. Jeg synes det er skønt at gå på gymnasiet, det er skønt med alle de nye venner, og endnu mere skønt nu hvor man er i en klasse hvor man synes man hører godt til.

Jeg synes bestemt at en stor del af at kunne holde fast i det travle gymnasium liv, er ved at have det godt socialt. Når jeg ligger der i min seng og mit vækkeur ringer kl. 06:00, men lige bliver udskudt en halv time, er en af de ting der får mig af sted da at tænke på at jeg skal op til mine venner. Man er nødt til at holde fast, men det eneste vi kan tænke er jo ”det bliver kun værre”, så det kan vi jo se frem til, og mon ikke at vi klarer den. Nu tror jeg at jeg vil få styr på lektierne til i morgen, og meget snart hoppe i min seng. Så jeg igen i morgen er klar til at få udnyttet min tid fuldt ud.

- Mathilde Dhejne Jakobsen 

Hvor er vi på vej hen?

Nu er det blevet min tur til at skrive et blogindlæg, og jeg sidder nu her aftenen forinden, med hjernen begravet i snot, og prøver at vride min hjerne. De sidste par dage har jeg ligget syg herhjemme under dynen og druknet mig selv i the, så et blogindlæg om en begivenhed på Egaa bliver det ikke til denne gang. I stedet er jeg midt i min sygdom faldet over noget, som jeg egentlig syntes relaterede rigtig fint til vores tid på Egaa.

Nemlig dette billede, der illustrerer de forskellige stillinger de forskellige karakterer kan give. Jeg ved denne illustration er overdrevet, men jeg synes alligevel den indeholder en del af sandheden.

Da jeg fandt dette billede på nettet, fik jeg gang i tankerne, hvilket der ikke har været de seneste par dage. Jeg har en forventning om at de fleste i vores klasse har en lang uddannelse i sigte efter denne gymnasiale uddannelse, derfor fik dette billlede mig virkelig til at stoppe op og filosofere. Her i Danmark bliver de danske skolebørn næsten pisket for at komme videre i skolesystemet. Når man søger ind på universitetet, kan man kun gange sit gennemsnit, hvis man højst har et sabbatår, og man kan gange ens gennemsnit endnu mere, hvis man vælger at gå videre direkte fra gymnasiet. Man bliver presset videre, og jo hurtigere jo bedre. Det skulle endelig ikke ske, at vi havde tid til at stoppe op og tænke. 

Vi har siden vi var små fået af vide at jo højere gennemsnit, og jo længere uddannelse, jo bedre er vores chance for et godt og problemfrit liv, og dette er jo også rigtigt i en vis grad. Men hvad med alle dem hvis talent og livsdrøm går helt andre veje? Hvad med dem der har et kæmpe talent for noget usædvanligt? Hvad med de få som Steve Jobs og Mark Zuckerberg? Hvad var sket hvis de havde valgt at bruge deres tid på historie og biologi i stedet for at udvikle og skabe deres livsdrøm? 

Hvis man en helt almindelig skoledag kigger rundt i Egaas kantine og kigger rundt på alle de glade unge mennesker der snakker, spiser og griner, tænker man at man har valgt det rigtige. At vi alle har valgt det rigtige. Men tankerne kan vi ikke se. Vi kan ikke se alle dem som egentlig ikke brænder for dette liv. Nogle gange tænker jeg om vi unge vælger den gymnasiale uddannelse fordi det er den vej vi har lyst til at gå, eller den vej der er mest rigtig at gå? Måske sidder den næste Steve Jobs her på Egaa gymnasium og spilder sin tid? 

For at komme ned fra skyerne igen og komme med en konklusion, er det selvfølgelig de færreste der ejer dette talent og har mulighederne for at fører sin drøm ud i livet. Det er kun en snes af de mennesker der stræber efter denne måde at nå til tops på, der endelig når til tops og resten ender som det vi helst ikke vil ende som. Den gymnasiale udannelse er det samme som et sikkerhedsnet. Et sikkerhedsnet at falde tilbage på, hvis alt andet mislykkedes, og vi der har dette sikkerhedsnet, har, som vi altid har fået fortalt en bedre chance for et godt og problemfrit liv. Men har vi også chancen for at få det hele, som dem der vælger at satse? Jeg håber det og glæder mig over mit sikkerhedsnet.  

- Line Vibeke Jacobsen

Åh det dejlige nytår!

Nå, så blev det min tur til at skrive et indlæg til 1.z bloggen, jeg sidder endnu en gang med alle lektierne presset op til sidste afleveringsfrist.. Men det er der vel ikke så meget at gøre ved, de skal jo laves! Og det her er jo ikke ligefrem den værste aflevering vi har haft, det er såmænd en meget hyggelig en. Håber I vil nyde mit indlæg!

Mit indlæg skal handle om noget af min juleferie, nemlig den del, hvor jeg var på skiferie med 17 drenge fra min efterskole. Det var vi fra den 28. december til den 2. januar, og det var en FED tur!

Den 28. december satte jeg mig i en bus, og kunne se frem til omkring 20 timers stillesidden, fra Danmark til skisportsstedet, Bad Gastein, i Østrig - forresten rigtig fedt sted!
Men det er aldrig den fedeste fornemmelse, at vide man skal sidde stille så længe, men denne gang var det endnu værre. Jeg vågnede nemlig om morgenen den 28. og startede dagen ud med, at kaste op 2 gange.. Og efterfølgende havde jeg det heller ikke helt fint, jeg var noget sløj, og havde ingen appetit.. Mens de andre drenge hyggede sig og fik nogle øl i bussen, sad jeg på min egen lille plads, med alt for meget tøj på, og prøvede at sove…
Nej, busturen var ikke det fedeste, men jeg klarede den hele vejen! Og da vi så ankom til Bad Gastein havde jeg fået det bedre, men jeg havde ikke spist noget hele den foregående dag, så jeg startede den nye dag, den 29. december, med at leje mine ski, komme op på toppen af bakken og få mig et godt måltid mad – det hjalp! Resten af dagen gik med at stå på ski og om aftenen på afterski – selvom appetitten stadig ikke helt var i top, så kan man da ikke sige nej til noget afterski, vel? – Men det blev ikke så længe jeg var der, jeg gik i seng klokken 11, fordi jeg er så fornuftig.

Næste dag, den 30. december, stod vi alle tidligt op, og skyndte os op på bakken. Sneen var god på de fleste pister, dog lidt iset nogle steder, men det gik. Vi havde en god dag, hvor vi bl.a. var ude i offpisten og bygge nogle hop. Oscar udførte et vellykket hop, helt nøgen, han frøs lidt, men det var skam sjovt. Oscar og jeg lavede også et hop, hvor man vel og mærke hvis man havde nok fart på, kunne hoppe over et træ på 2-3 meters højde. Men som sagt skulle man have nok fart på, og det var der ingen af os der havde, så vi endte alle med at hoppe ind i træet i stedet for…
Om aftenen havde vi meldt os på noget pubcrawl, hvor vi skulle besøge 4 forskellige barer og have nogle konkurrencer, det levede ikke helt op til hvad vi havde forventet vi ville få for de penge vi havde betalt.. Men vi fik da en god aften ud af det, og endte på en bar som lå lige ved vores hotel. Der blev vi til klokken 5 om natten.

Endelig blev det nytårsaften, den aften vi alle havde glædet os så meget til – nogle var mere kvæstede end andre, men vi fik alle skiende på og havde en god dag på pisten, nogenlunde tilsvarende de andre dage.. Men aftenen var dog lidt anderledes, nok en af mine hidtil bedste nytårsaftener jeg har haft! Den startede lidt sløjt ud, vi var stadig lidt trætte fra dagen inden, men da vi endelig kom ned på baren, så kom der gang i festen‼ Baren var fyldt med glade mennesker, som alle var i vildt festhumør, så det lovede godt!
Da klokken endelig slog 12, stod vi udenfor og kiggede på den flotte himmel, med alt fyrværkeriet, vi ønskede hinanden godt nytår, og drak champagne. Lige præcis sådan en nytårsaften skal være!
Sådan fortsatte festen til klokken 7 om morgenen, med en masse glade og festglade mennesker.
Vi fik os et par timers søvn, og fortsatte så på pisten den 1. januar - nogle blev dog hjemme og havde det knap så godt, men jeg holdt ud, og klarede den sidste dag vi havde på ski.

Om aftenen ventede de 20 timer så i bus hjemad igen.. Denne gang var uden sygdom, men vi var jo selvfølgelig alle sammen godt kvæstede, så turen hjem føltes lidt hurtigere end turen derned.

Nu vil jeg bare gerne sige, lidt forsinket god jul og godt nytår til jer alle sammen fra 1.z, og hvis der skulle være andre der læser det. Håber i får et rigtig godt år 2013, i selvskab med nogle dejlige Egå Gymnasium elever og selvfølgelig i selvskab med 1.z.

Vi ses! 

Dronningen klædt i rødt

Eftersom at vi ikke har været i skole, har jeg ikke kunnet skrive noget flot og filosofisk om en nylig happening på Egå. Jeg funderede længe over hvad der ville være relevant at skrive om, og hvad er mere relevant end at skrive om nytår!

Jeg brugte desværre min nytårsaften og det meste af ferien, på at ligge i senge med influenza, hvilket gjorde jeg fik en sådan pludselig lyst til at se dronningens nytårstale, da det var den eneste aktivitet hvor man ikke var nødt til stå oprejst – sørgeligt. Mens jeg lå der og ventede, nærmest spændt på at se hvilken farve hende vores kære dronning var i, gik det lige pludselig op for mig at det faktisk var nytårsaften, og at jeg nu havde været gymnasieelev i godt og vel et halvt år. Ikke nok med at et halvt år virker om lang tid, er der også sket så uendeligt meget på den tid.

 Jeg kan huske den første skoledag hvor mange nerver man havde på, hvor stor skolen var og hvor lille man selv følte sig. Der var en masse overvældende førstehåndsindtryk, forventninger og forhåbninger, som nok kom til udtryk i et lille akavet smil og en smule sved på overlæben. Jeg kan husker tydeligt hvor nervøs jeg især var for at møde min nye klasse, og hvor gerne jeg ville give et godt førstehåndsindtryk. Fra den første gang vi mødte hinanden, dannede vi os nogle tanker om hinanden og havde sikkert også nogle fordomme. Jeg tror uanset hvor gerne vi vil være fordomsfrie er det ikke en mulighed, fordi at fordomme er til for at have noget at forholde sig til. Siden den første dag har vi lært hinanden og skolen at kende, og det virker ikke længere stor og skræmmende, men det er blevet en del af vores hverdag og for mit vedkommende, ville jeg ikke være det foruden.

Som sagt hyggede jeg mig rigtigt nytårsaften, med strepsils, en kold klud på panden og så selvfølgelig dronningens nytårstale. I dette års tale fortæller hun bl.a. om når man er på vej ind i et nyt og ukendt år, om hvordan vores samfund i Danmark ikke er kommet af sig selv, men er et resultat af det vi selv har ydet, om hvordan vi møder uoverskuelige forhindringer, men at vi altid må begynde med os selv og vores nærmeste, da den enkelte kan betyde uendeligt meget ved at være opmuntrende, vise respekt og række hånden ud.

 Hvis man tænker lidt ud af boksen, kan man uden lige sammenligne, det dronningen siger, med 1.z. Vi startede på noget nyt og ukendt, og vi vidste ikke helt hvad det indebar at gå i gymnasiet. Vi skulle til at starte vores eget lille ”samfund” som klasse, og alt efter hvad vi selv har ydet og vil yde, kan vi forme det som vi vil. I en klasse på ca. 30 mennesker, 30 forskellige mennesker, der skal være i stand til samarbejde på kryds og tværs, vil der ubevidst opstå nogle forhindringer og konflikter, som man også skal være i stand til at kunne håndtere med respekt. Efter det her halve års tid er mit indtryk at, det kan vi sagtens i 1.z.

Gennem de tre år vi kommer til at ”hænge” på hinanden, vil der komme til at ske forandringer, både individuelt fra person til person og som klasse. Her i det nye år 2013 vil der allerede ske en større forandring for os som klasse, nemlig at Oscar flytter ud og to nye piger rykker ind, Line og Mathilde.

Vi kan så diskutere yderligere om hvad vores forventninger og forhåbninger er til det nye år, og det er jeg sikker på vi kan bruge lang tid på, men jeg tror vi kan blive enige om at vi håber at skolen bliver ved med at være det dejlige sted det er. Vi er byggestenene til Egå Gymnasiums helt eget lille samfund.

Eleverne Bevarer Egå

-Josefine Møller Horsdal 

Hygge

Hygge

Det er torsdag formiddag d. 20 december, kl. er 10.00 og 1. z skal til at have samfundsfag. På programmet er lidt politisk debat og derefter pakkeleg og julehygge.

Her op til jul kan man ikke undgå begrebet ”hygge”, i sig selv et meget finurligt ord. For hvad er hygge egentlig? Hvad skal der til for at noget er ”hyggeligt”? Det er vel i høj grad op til hver enkel person at definere, for det er vel forskelligt hvad man finder hyggeligt. Det er rart når noget er hyggeligt, men det er ikke nødvendigvis hyggeligt fordi det er rart. Hygge er rart og varmt og trygt. Hygge er et tæppe, en god film og en kop te. Eller jul og sne. Sne er hyggeligt. Og pakkeleg i samfundsfag, det når jo toppen! En ting jeg har bemærket er at hygge i høj grad er en stillesiddende affære. Hygge er ikke et sprudlened aktivt begreb, jeg vil faktisk gå så langt at sige er det er et ret dovent ord. Hvis man laver noget aktivt ville valget mere falde på begrebet ”sjovt”. Egentlig en ret hårfin grænse, vores sprog er i det hele taget ret kompliceret ved nærmere eftertanke. Alle de ord vi har for forskellige følelser, forestillinger og tanker.

Men det er nu stadig sjovt. Hygge. At vi kan tage en nissehue på og spille pakkespil og straks er det hyggeligt. Hvad er der hyggeligt ved at sidde 27-28 mennesker rundt om et bord og slå med en terning? Men der er hyggeligt. Og lige netop her sker der er komplikationer. For det er både hyggeligt og sjovt. Hmm.. Sjovt fordi man griner, snakker, spiller og i det hele taget er lidt højlydte. Hyggeligt? Nok primært fordi det har noget med jul at gøre. Så snart julen er indblandet er det pr. definition hyggeligt. Punktum.

Jeg har ladet mig fortælle at der ikke er noget ord for lige præcis hygge i mange lande, at det er et ord der tilhører norden. Det må betyde at vinter er hyggeligt. Og ikke mindst kulde. Det er nok ikke så meget det at være ude i kulden som det er det ikke at være i kulden. At side indenfor når sneen drysser ned, dét er hygge i en nøddeskal. Eller i tordenvejr! Jeg synes nu det er underligt at der kun er hyggeligt i norden, jeg er lige blevet enig med mig selv om at man altså godt kan have det hyggeligt om sommeren. En flok mennesker der sidder udenfor og snakker en lun sommeraften, ville nogen kunne benægte hyggen i dét! Nej vel? Altså må menneskene længere sydpå også have det hyggeligt af og til. De mangler bare det begreb vi har fundet til lige netop dén stemning og dén følelse. I kender vel også det ikke at kunne finde ord. At der sker noget oppe i ens hoved som simpelthen ikke er til at udtrykke. Der vil være ord der delvis dækker, men ordet findes ikke. På dansk i hvert fald. For på et eller andet sprog et eller andet sted i den store verden der må det da findes. Om det så er et eller andet lille junglefolk langt, langt væk. Nogen må have fundet lige netop den følelse vigtig nok til at den kunne få sit eget ord. Menneskene sydpå må vel også mangle ordet ”hygge”, selvom andre ord kan dække det næsten lige så godt. Måske har de haft et ord engang. Et uddødt ord som simpelthen ikke er blevet brugt nok. De hyggede sjældent, en gang i mellem gjorde de, men herre gud de to-tre gange om året kunne et andet ord da bruges. Hygge-ordet blev overflødigt. Vores forfædre har simpelthen været hyggeligere end deres!

Hvis vi ser det fra den anden side kan der også være en del ord vi går glip af. Ord som er uundværlige i netop den kultur. Som bliver brugt igen og igen. Hvad i alverden kunne det dog være? Hvilken tanke kunne være så vigtige som vi ikke allerede har sat ord på? Kan i komme i tanke om noget for jeg kan ikke. Men det handler vel om hvem man er. Hvor man kommer fra og hvad man finder vigtigt her i livet. Hvordan ens dagligdag er skruet sammen.

-Hyg jer!

Katrine Mertz Borum

Kærlige Dask - Johan Dissing

-->

Kærlige dask

Hey folkens. jeg har filosoferet over en ting: Hvorfor rører vi ved hinanden? Hvordan hilser I på jeres venner? Hvor gode venner skal I være for at kramme? Kan I kramme en person af det samme køn?

Det er nogle af de spørgsmål, jeg har tænkt over. Hvad er normalt, og hvordan undgår man den der akavede situation, hvor den ene går frem for at kramme, og den anden bliver tilbage for at give et håndtryk? 

Jeg har altid tænkt, at piger gerne vil kramme, selvom man ikke kender dem særlig godt. Ved mænd skal man have mere situationsfornemmelse. Nogle mænd vil kramme, når de hilser, mens det for andre vil det være totalt mærkeligt. Jeg har en rigtig god ven oppe på gymnasiet som jeg plejer at kramme, når vi hilser, men når jeg om fredagen tager til fodbold i brydeklubben med min far og spiller mod nogle andre halvgamle mænd og deres sønner, ville det være totalt mærkeligt, hvis jeg bare så meget som gav et håndtryk. Når vi hilser, er det bare med et kort "hej" - og så ind på banen, spille fodbold, skubbe og tackle, mens stanken af sved og mandeprutter breder sig. Bagefter er der velfortjente kolde øl, mens ugens strabadser vendes, som var det en fucking gruppeterapi. Når vi skal hjem, siger min far noget i retningen af: "Nå, Hanse, vi skal vel også hjem engang", og så pakker vi vores ting, og lige inden udgangen vender vi os om med et "farvel, vi ses", og så kører vi. Det er ikke fordi, vi ikke har et personligt forhold til dem - de er vores rigtigt gode venner. Jeg har kendt dem, siden jeg var 2 år gammel, og de har været der, da vi 2 gange om ugen trænede brydning. Måske vil de altid se mig som den lille fyr, der løber i mine storebrødres fodspor.

Jeg havde musik i mit tredje modul og sad for mig selv og gloede tomt ud i luften. Pludseligt kom en af mine gode veninder og daskede kærligt til mig. Jeg fik en sjov følelse af accept og glæde. Det var jo bare et lille dask. Det er som om, det også er nemmere at indlede en samtale med en pige, der lige har dasket til en. Det var det i hvert fald for mig. Det var som om, at hun med dasket sagde: "Hej Johan. Jeg vil gerne snakke med dig". Der er generelt rigtigt mange 'dask', 'high-fives', kram, kærlige slag og meget mere på mit gymnasium, og vel også alle de andre steder jeg omgås med mine gode venner. Det er vel både en positiv ting og en negativ ting. Det er godt, at vi kan lide hinanden, og at vi har overskud til nogle gange at gå over til en ven, der bare sidder og stirrer tomt ud i luften, og daske til ham. På den anden side kan jeg ikke lade være med at synes, at det er en mærkelig og umoden måde at starte en samtale på. Hvorfor er det så svært at gå over til en pige og sige: "Hej min ven, jeg vil gerne snakke med dig"?

Det har vel rigtigt meget med unges usikkerhed at gøre. Tænk engang hvis der var en, der sagde: "Jeg gider ikke snakke med dig", eller: "Skrid, du lugter". Det er der jo ikke nogen, der gør, men tænk hvis! Jeg tror, at den tanke er så afskrækkende, at mange bare indleder en samtale med et dask. Jeg vil heller ikke dømme - jeg er selv rigtig glad for at få et dask engang imellem, og jeg giver også selv rigtig tit et dask til dem, jeg vil i kontakt med.

Hvorfor krammer jeg ikke de halvgamle, ildelugtende brydere fra mit fodboldhold? Jeg har tænkt meget over det og har konkluderet, at det bare ikke er sådan vores interne sprogkode er. Når jeg tænker over, hvem jeg krammer, er det hovedsagligt unge mennesker på under 25. Når de bliver over 25 år, skal det være nogle voksne mennesker, jeg stoler rigtigt meget på, hvis jeg skal kramme dem. Enten en tæt familieven eller et familiemedlem, eller også skal det være en person, som på et eller andet tidspunkt har haft en forældrerolle i mit liv, for eksempel mine efterskolelærere eller mine værtsforældre i England.

Hvad er et kram? Der er mange forskellige definitioner verden over. I nogle lande kysser de på kinden, når de hilser. Da jeg boede i England, skulle jeg ALTID kysse en kvinde, som var over min værtsmors alder, på kinden, og jeg skulle altid give hånd til en anden mand. Det var dog normalt at kramme de små drenge, som jeg var i ”familie” med, og også min gamle værts-farfar. I Danmark tror jeg, at det er unormalt at kindkysse en kvinde, man ikke kender, dog synes jeg ikke det ville være mærkeligt at kramme en mand på samme måde, som de synes i England. Jeg tror, at min værtsfar vil gå i baglås, hvis jeg en dag gav ham et kram.

Johan Dissing