Hvor er kontakten?

Hej kære venner i 1.z, så blev det min tur til at skrive et blogindlæg. Jeg har i lang tid gået og tænkt på, hvad jeg dog skulle skrive om. Og efter noget tid fandt jeg ud af et ”emne”. Jeg håber I vil finde det interessant, og at I muligvis kan relatere til det.

Kender I det når man mister kontakten til en ven eller veninde? Det gør jeg i hvert fald. Nu hvor jeg er startet på Egå gymnasium, har jeg især lagt mærke til hvor dårlig jeg er til at holde kontakten til mine gamle venner og veninder, og dermed miste dem. I løbet af de 16 år, som jeg har levet i, har jeg mistet kontakten til rigtig mange venner af forskellige grunde. Grundene til at kontakten forsvandt, er bl.a. pga. religion og flytning. 

Jeg havde engang en rigtig god veninde, så god, at jeg på det tidspunkt ville have betegnet hende som min bedste veninde. Vi havde samme interesser og hobbyer, og fungerede i det hele taget ret godt sammen. Indtil den dag, hvor hun fandt ud af, at jeg på ingen måde er kristen. Det endte i et stort skænderi, men vi blev dog alligevel venner igen, men det blev aldrig det samme som før. Det skal lige siges, at det viste sig, at min veninde var ekstrem kristen, og det var altså mere end jeg kunne holde ud. Det er rimelig anstrengende at være venner med en, som kigger underligt på dig, når du f.eks. siger: ”Ej, den er sku flot”, bare fordi at du kommer til at sige sku. Man måtte åbenart ikke bande i hendes nærvær, hvilket er ret svært for mig. Men hun tog heldigvis på efterskole og jeg har ikke snakket med hende ordentligt siden. Jeg har også haft en anden veninde, som jeg var rigtig gode venner med, men uheldigvis flyttede hun, og selvom at hun ikke flyttede særlig langt væk, har jeg kun set hende tilfældigt en gang siden. 

Efter jeg er startet på gymnasiet, har jeg været rigtig dårlig til at holde kontakten til mine venner, som ikke går på gymnasiet. Dem som jeg engang så mindst en gang om ugen, ser jeg nu kun måske en gang hver anden måned. Det er ikke fordi jeg ikke vil se mine gamle venner, det bliver bare ikke rigtig til noget. I dag burde det ellers ikke være så svært at holde kontakten med al den elektronik vi har. Vi har jo alle facebook og mobiler, man skal bare trykke på en enkelt knap, og så har man vennen eller veninden i røret.  Der er egentlig ingen undskyldninger, men jeg får det alligevel ikke gjort. Det er dog noget jeg har tænkt mig at blive bedre til, inden for ikke så længe. Har i samme problem som mig, eller er jeg den eneste, som ikke kan finde ud af, at holde kontakten til mine gamle venner og veninder?

Sofie Haulrik

”Lektier? Det kan vente til i morgen!”

Hej alle sammen! Jeg har for dette blogindlæg besluttet at skrive om noget, vi nok alle et eller andet sted kan relatere til, nemlig strukturering af tiden i vor dagligdag i forhold til en helt bestemt ting - lektier. I har måske bemærket, hvor tidligt dette blogindlæg er blevet lagt op, og dette er der da en overordentlig god grund til! LEKTIER! Vi hader dem, men kan ikke undgå dem (no offense til alle de lærere der nu måtte læse dette - I gør bare jeres job). Det ender typisk altid med, at man bare tænker: ”Det kan vente til i morgen”, men for en gangs skyld har jeg ufatteligt nok taget forskud på disse påtvungne tidsædere – hvilket jeg endda er blevet glad for.

I kender helt sikkert alle sammen følelsen af, at man bare ikke orker lektierne. Så længe der er den mindste smule fritid et senere tidspunkt før deadline, kan man godt liiiiiige skubbe dem der til. Sådan er det i hvert fald foregået gennem hele min skolegang. Afleveringer har altid ventet til dagen før sidste frist. Men hvorfor er det, at vi så tit laver alle de overspringshandlinger med at gå på Facebook og YouTube eller whatever i stedet for bare at tage det sure i en mundfuld og så komme videre? Ville vi så ikke få nemmere ved at sætte tid af til alt det sjove? Det har jeg besluttet at efterprøve!

Hele hurlumhejet omkring min nuværende ”trælse” situation startede så småt i søndags, da jeg endelig tog en ordentlig kigger på, hvordan det så ud med afleveringer til den kommende uge. Jeg vidste, at jeg overhovedet ikke ville have tid i den næste weekend, da jeg skulle til fødselsdag hos en efterskolekammerat og derefter være sammen med andre efterskolehoveder. Det måtte altså derfor hellere gøres klart, hvad der lå i vente for de næste dage. Okaaaay, semi-slem uge. Nå. Tja, det skulle vel nok være nogenlunde overkommeligt. Jeg erfarede dog hurtigt, at dette ikke bare var så lige til, idet den kommende dag havde flere afleveringer ventende. Vores danskaflevering var åbenbart allerede til den næste mandag, og da Rune efter snakken om Ninas indlæg kom hen imod mig, var jeg ikke et øjeblik i tvivl om, hvad han ville sige. ”Det er din tur næste gang”. Pis. Min hjerne gik fuldkommen i selvsving. Jeg fik et strejf af en af de tanker, om bare at droppe ud af skolen og blive professionel næsepiller i stedet – det virkede mere overskueligt. Min panikslagne tanker forårsagede så, at de næste mange minutter gik med at prøve og lave en eller anden distribueringsplan over, hvad der virkede som utroligt mange elevtimer, i stedet for at lytte til Runes snakken om taler og sprog (beklager!). Desværre er panik ikke et særlig godt grundlag at lægge planer på, og det hele blev derfor, rent ud sagt, ikke til en skid.

Senere da jeg sad foran skærmen derhjemme, var jeg ved at overveje, om man måske bare skulle aflyse alt for weekenden, så der var mere tid til afleveringerne. Jeg var så småt gået i gang med den daglige rutine med først at tjekke Fjæsbog, se adskillige latterlige videoer igennem etc., og da gik det op for mig. Hvis nu jeg droppede at bruge så meget tid på ligegyldige ting, og lod være med at udskyde tingene til sidste øjeblik, kunne jeg vel ligesom sagtens få lavet de afleveringer. Hvis jeg bare kunne se at komme i gang i stedet for at lave det hele til noget uoverskueligt, skulle det vel nok blive en realitet? Denne åbenbaring ledte dermed til, at jeg for en gangs skyld nu afprøver, hvordan det er at lade de vigtigere ting komme først i rækken. Jeg sidder derfor og skriver dette indlæg nu, og jeg er hverken stresset eller sur over det på nogen måde. Det er faktisk slet ikke så slemt, som man skulle tro!  

En lektie er populært beskrevet, som noget man lærer noget af, og det vil jeg i hvert fald mene, at jeg har gjort i denne omgang. Jeg er så småt begyndt at forstå, hvordan man egentlig burde strukturere sin tid i gymnasiet – ikke for at sige jeg dermed har lært det endnu. Alle lektierne skal vel et eller andet sted ses som en forberedelse til det senere liv, hvor der også til tider er tusind ting, der skal nås. Jeg tror derfor, at det er en god ting at tænke på lektier som en hjælp i stedet for noget ”lort”, som det så ofte bliver omtalt som. Det gør dem nemmere at gå til i god tid, og bliver det så i sidste ende ikke nemmere at finde tid til alt det sjove? Presset bliver da i hvert fald mindre af det!

Komisk nok kom jeg under min skrivning forbi det gode gamle citat: ”Alt godt kommer til den, der venter”, som fik mig til at tænke lidt… Tja. Nogle gange er det sgu en god ide at tage tingene stille og roligt, men alligevel når det gælder lektier, passer det ikke altid så smart. Man må til tider finde en balancegang. Jeg siger ikke, at der er nogen korrekt måde at lave lektier på, men nogle gange bør man alligevel tvinge sig selv til at få hul på skidtet i god tid. Det kan godt betale sig at ikke ”bare lige vente til i morgen”. Vi har jo trods alt nogle travle år foran os. J

Rasmus Bohl Kristensen          

D-vitamin, sommer og brun hud

Hej alle sammen! I har vel alle lagt mærke til at den store brændende kugle af gas, der hænger over hovedet på os, er kommet frem fra sit skjul bag skyerne. De seneste par dage har solen faktisk været fremme og vi har alle siddet som små koldblodige øgler og suget solen til os. Men når man tænker på at solen praktisk talt ikke har været fremme siden august, så kan man da godt forstå vores kroppe skriger efter D-vitamin.

I går gik det så vidt at nogle piger fra klassen inklusiv mig selv, sad ude og spiste. Man skulle jo tro det var sommer, som vi sad der med vores madpakker, med ansigtet vendt mod himlen og sugede lyset til os. Efter lidt tid gik det dog op for os, at det stadig var slutningen af februar og at der altså ikke var mere end et par få plus grader. Det endte også med vi sad og skuttede os og begyndte at snakke om at trække ind i varmen igen. Man kan også mærke at samtaleemnet blandt pigerne begynder at dreje sig over mod solbadning, brunere hud og lange sommerdage. Som jeg så fint kan citere Amalie D.: ’’ ja jeg bliver sådan i sommerhumør at jeg må have min sommerjakke og solbriller på. EJ skal vi ikke side ude og spise?’’ og Fie får hurtigt svaret: ’’ ja jeg har valgt at tage forårs-farver på.’’ Da vi IGEN sidder ude for at spise, drejer emnet sig igen over på sommer. Katrine snakker om bål og fest ved stranden, mens de andre pige begynder at snakke om deres evner til at blive brun.

Men hvorfor er det lige at brun er den optimale hudfarve? Vores historie lærer, ville sikkert så nydeligt kunne fortælle os, at man i gamle dage forbandt den brune hud med arbejderne der havde gået ude i solen hele dagen, mens de finere folk der sad inde hele dagen var lige så hvide som sne. Men man kan da så sandelig sige at det har ændret sig. I dag er det optimale for unge piger en smuk solbrun hud. Om den så er kommet naturligt eller ej. De fleste danskere er i hvert fald ikke solbrune om vinteren, med mindre de har været nede i sydens sol i juleferien, ligget i solariet eller brugt selv-bruner  Og så er det jeg kunne prædike de næste mange linjer om solarier og hudkraft, men nu er det jo sol, sommer og vores behov for D-vitamin jeg vil snakke om, så det ville jeg ikke gå ind på. 

D-vitamin bruger vi faktisk til at styrke vores immunforsvar, som hjælper med at bekæmpe sygdomsfremkaldende organismer. Ikke at det undrer mig. Personligt har jeg været snottet og halv syg meget af vinteren og man har da også hørt en del snøften i klassen her i vinter. Men vi kæmper os jo i skole for at holde fraværsprocenten nede.

Selv min mor propper mig med D-vitamin piller, som hun siger: ’’ Nina du er for lidt ude… du har brug for sol og du er også så bleg.’’ Og ja. Jeg føler mig også lidt som en vampyr når jeg står op før solen. Sidder indendørs hele dagen for så at tage bussen hjem når solen er ved at gå ned. Hvis der har været sol de seneste par måneder har JEG ikke opdaget det! Endnu en gang kan jeg citere én for et vanvittigt godt citat. Amalie pointere så fint at albedoen på hendes underarme må være mindst 100% og ja, der er ikke meget lys der bliver absorberet på vores hvide underarme. Personligt er jeg ikke en der prøver at blive brun. Nej jeg prøver febrilsk på ikke at blive rød.

Så folkens, har i også tænkt jer at side og suget D-vitamin til jer de næste mange dejlige forårsdage? Personligt er mit mål at gå fra kridhvid til en fin hudfarve. Meeeen pas nu på alle sammen. Kraftens bekæmpelse vil sikkert sige til jer:’’ husk solcreme eller solhat. Huden glemmer aldrig!’’ så find den solcreme frem og undgå at blive solbrændt og prøv så at ligne en arbejder fra gamle dage.

af Nina

Hvad er en god historie egentlig?

En god historie. Ja, hvad skal den i grunden handle om? Det spørgsmål har jeg diskuteret med mig selv en masse gange. Det kan være utrolig svært at sætte ord på hvordan en historie helt præcist skal være, nu hvor der både findes sjove, spændende og fascinerende historier, eller det er i hvert fald de tre kategorier jeg har valgt, at inddele en god historie i, men hvor starter en god historie så henne? og for mig starter de bedste historier altid på den usle fastfood restaurant, MacDonalds som til dagligt bliver tiltalt ”Maccen”.

Den 25/02 – 2013 er det igen blevet tid til den månedlige bustur til ”Maccen”. Vi går i rask tempo fra gymnasiet og ned til bussen. Vejret koldt, og solen prøver desperat på, at snige sig igennem den overskyede himmel, men hvem fanden lægger mærke til det udover mig? Jeg vil godt vædde med, at størstedelen af drenge fra klassen kniber det ene øjenbryn sammen og tænker” Hvaaaaa, er Morten ved at blive bøsse eller hvad?” eller den klassiske sætning ”Ha, gaaaaaaaaaaay”. Mine observationer og betragtninger af naturens gang blev lige pludselig fuldstændig ligegyldig, da Arthur og jeg besluttede os for at bombe Malthes selvtillid med spydige spørgsmål og kommentarer, om f.eks. Malthes nye look med hans læderjakke, som ikke ligefrem matcher den kærlige person, som han jo er. Hvis jeg kender Malthe ret er jeg sikker på, at Malthe har balls nok til at håndtere mig og Arthurs barnligheder, som en mand, men hvem ved? Nu er det vist blevet tid til rette min fokus tilbage på mit emne ”Historier”, så sidesporet ikke fører til et stop i et helt andet land.  Malthe, Arthur og jeg ender så med at ankomme til ”Maccen” og inden historierne rigtigt bliver slynget ud, starter den sædvanlige diskussion om hvem der skal hente cola. Det varer ikke længe før de højlydte grin overrumler den hyggelige små snakken, som altid plejer at være der inden vi kom, og de mange minutter flyver af sted, med sjove historier fra tidligere bedrifter og erindringer der mindes fra datidens fester. Igen i dag er jeg positivt overrasket over MacDonalds evne til, at få mig til at slynge den ene historie ud efter den anden, god som dårlig, men oftest gode.

Nu hvor gode og dårlige historier er på talefod kommer Johan Dissing fra min klasse ind i billedet. Johan Dissing, 18 år, bopæl i Egå og er i mine øjne klassen største kritiker af historier. Jeg har altid været lidt fascineret af den måde Johan i starten kunne lade som om han kunne lide de vilde og ukontrollerede drengerøvs historier, og det skal da ikke være nogen hemmelighed, at efter som Johan begyndte at give vores historier point fra 1-10, har en god historie om weekendens bedrifter ikke været den samme! Nu kan det godt lyde, som om Johan er nederen og kedelig, men det kan jeg love dig for han ikke er! Mht. til hans syn på historier kan godt følge ham lidt hen ad vejen, når han konfronterer os med vores manglende situationsfornemmelse og lamme historier som af og til går over gevind, men Johan når der først er hul på åren er det sgu svært, at stoppe igen.

Efter jeg har skrevet på mit blogindlæg, kan jeg klart konkludere at en ekstrem brandert historie, til hver en tid slår historien om, at have skrevet to SRP opgaver inden for kort tid. Til sidst vil jeg stille alle eleverne i 1.z og helt specielt Johan spørgsmålet, ”hvad er en god historie egentlig?”

af Morten

Sådan noget om lærere

Så blev det godt nok Mathilde den 3. (mit selvopfundne tilnavn)’s tur til at skrive et indlæg til bloggen. Og efter at have gået og grublet lidt over noget relevant, har jeg fundet et emne, som jeg gerne vil dele med jer:

Jeg kan huske for et par måneder siden, i forbindelse med en dansktime i klassen, hvor det blev afsløret at der befinder sig et bordfodboldbord på gymnasiets lærerværelse. Jeg tror at den simple information kom en lille smule bag på os alle sammen. Det er nemlig ikke det første man forestiller sig, når man tænker på hvad lærerne foretager sig i pauserne. Men hvorfor egentlig ikke? Hvad er det der gør, at min forestilling af en gymnasielærer primært viser en kop kaffe og en stor stak matematikbøger? 

Danmark adskiller sig utroligt meget fra nogle lande, når det kommer til skole. I Tyskland er det påkrævet at man tiltaler sin lærer ved efternavn. I Frankrig skal man stille sig op bag stolene, idet læreren træder ind i klasselokalet. På engelske privatskoler må lærerne oven i købet stadig bruge vold overfor eleverne! Generelt er forholdet mellem lærere og elever en del mere køligt og distanceret andre steder, end det er i det danske samfund.
Jeg er venner med flere af mine gamle lærere på Facebook, og sætter mig gerne og småsnakker lidt med nogle af dem, hvis vi støder på hinanden. Jeg kom endda til, engang i tredje klasse, at kalde min lærer for ”Far”. Han var, i mine øjne, en gammel mand, og højt værdsat af hele 3.E. Alligevel husker jeg tydeligt hvordan mit ansigt kogte over, og ønsket om hurtigt og smertefrit at synke i et hul.
Selvom min reaktion ikke ligefrem viste sikkerhed, må man da sige at det kun kan være et tegn på tryghed. Og hvis man sagtens kan opnå sådan en tillid og et kendskab til sin lærer, hvordan kan det så være at en hel klasse kan blive overrasket over det faktum at der er et bordfodboldbord på lærerværelset? Hvorfor kan vi stadig ikke se bort fra fordomme, film og gamle historier fra bedsteforældre, der alle sammen ser læreren som en fremmedgjort alien fra Mars?

Efter at have tænkt lidt over det, er jeg nået frem til en mulig konklusion. Bedømmelsen. Det er enhver lærers job, både gymnasie og folkeskole, at afveje og evaluere enhver elev. Personligt tror jeg at der er denne faktor, der skaber det distancerede forhold mellem en lærer og en elev.
Det er altid hårdt at blive bedømt og kritiseret, hvilket gælder for alle mennesker. Hver eneste dag skal skoleelever være opmærksomme på hver enkelt handling eller udtalelse, for tænkt nu hvis læreren hørte det, og syntes det var dumt?
Jeg tror måske man kan sige, på et eller andet plan, at vi alle sammen en smule bange for at lade en lærer komme ’’for tæt på’’. Frygten for at en lærer pludselig ser sider af én selv, de ikke bryder sig om og bedømmer derefter, er ikke altid til at få øje på, men den er der.

Efter min mening vil sådan noget aldrig ændre sig. Men hvem ved, måske ser jeg selv anderledes på tingene, efter 3 år på Egå Gymnasium? Måske bliver det den stakkels censor til en sidste eksamen, der må stå model til at blive tiltalt som ”Mor”.
Meen, for min vedkommende sker det nok ikke før vi finder en hoppeborg på rektors kontor… J



 Mathilde Thusgaard Kristensen

Akavethed

Hej – Jeg er akavet

Akavet – forekommer upraktisk, forkert eller bagvendt og evt. fremkalder forlegenhed.

Kære venner! Jeg håber, I alle har haft en rigtig dejlig ferie, hvad end I så har lavet i denne uge væk fra skolebænken.

Jeg har i lang tid gået og spekuleret på, hvad jeg i alverden skulle skrive om, når det engang blev min tur til at kreere et blogindlæg til vores fælles blog. For det skal vel både være noget om mig, men samtidig noget, I alle kan relatere til. Gad vide hvordan det kommer til at gå…

Kender I det at blive midtpunktet i en virkelig pinlig situation? Så kender I nok også til det faktum, at det er utrolig underholdende at overvære sådanne situationer fra sidelinjen.

Jeg vil ikke skrive om dem, der overværer eller dem, der bliver pinligt berørte. Jeg vil skrive om den person, der kan være årsag til at folk kommer i en forlegen situation. Det er nemlig ofte mig.

Jeg kan faktisk være vildt meget akavet, hvis jeg beslutter mig for det. Og det beslutter jeg mig tit for at være. Bare for sjov. Nogle gange sker det også, at jeg gør det ubevidst.

Min specialitet, når jeg vil bringe folk i forlegenhed, er at give mig til at kigge på dem med et stort smil uden at fortrække en mine i meget lang tid. Det kan bringe selv de bedste helt ud af fatning (nogle af jer er måske allerede blevet udsat for det).

Det er meget morsomt at udføre i praksis, især fordi jeg er klar over, at det er mig og kun mig, der er skyld i denne akavet stemning, der hurtigt breder sig. Har I prøvet det? Det skulle I faktisk tage at gøre.

Hændelsen skete ikke for tre dage siden, men dog for ganske nylig. Jeg var i drillehumør og trængte til forlegenhed i tilværelsen. Jeg udtænkte mig et bytte, som en ægte jæger på rov! Der var ingen samtale i gang, og bedst af alt kender personen mig ikke helt vildt godt. Jeg satte mig ved siden af personen og kiggede på hende med mit største og bedste smil. Det blev meget hurtigt ret akavet for personen. Det var så tydeligt. Personen kiggede på mig og kiggede hurtigt væk for så at kigge på mig igen, for lige at tjekke om jeg stadig kiggede på personen, og kiggede så hurtigt væk igen. Jeg skraldgrinede indeni!

Jeg joker tit med andre om socialt akavethed, hvor det fremstilles som noget negativt. I samfundet stræber man ikke efter at være akavet, fordi man derefter stemples som at være socialt akavet, der ikke kan begå sig blandt andre mennesker, og måske dømmes til at være mindre intelligent. Derfor stræber vi alle efter at undgå at være akavet, fordi man ikke vil være den, folk griner af.

Men hvis man i stedet for at distancerer sig fra akavethed, tager den til sig, og benytter den som et våben eller underholdning er man netop ikke socialt akavet, fordi man manipulerer med akavethed så man netop er det omvendte af socialt akavet.

Med ovenstående har jeg lige argumenteret for at jeg ikke er socialt akavet, men hvis du er en af dem jeg stirrer på, kan jeg godt forstå, hvis det bare lyder som en undskyldning for at være akavet.

Men nu må I ikke dømme mig - jeg er bevidst omkring det faktum, at jeg er et ondt menneske, hvilket er noget jeg forsøger at bekæmpe hver dag ved at være så flink som muligt og smile lidt for meget - men jeg elsker at bringe folk i forlegenhed!

Mathilde Fjord Svendsen

Spisepauser

Det der med spisepauser

Jeg har tænkt over en ting.
   Hvordan er det muligt at noget som spisepauser, kan føre til så vilde ting som at seks piger nu render rundt med et projekt om at bage 100 fastelavnsboller? Vores spisepauser ender altid ud i store diskussioner om alverdens ting. Et ord kan sætte gang i store projekter. Hvilket egentlig også er grunden til at vi render rundt med dej og kagecreme til halsen lige nu. En helt almindelig spisepause i klassen, hvor en af pigerne lige smed en kommentar som lød ’’Fuck jeg kunne egentlig godt spise en fastelavnsbolle!’’ førte til denne mesterlige plan. Faktisk synes jeg altid vi ender med at snakke kage, hvad der ligger i det, ved jeg nu egentlig ikke lige.

Men nok om det, her er vi så, efter en længere planlægning, i gang med at bage 100 fastelavnsboller.

En typisk spisepause i 1.z, drengene er smuttet i kantinen, pigerne sidder tilbage i klassen. Fordelt over to borde. Allerede nu, ved at vi at det er vores trygge rammer, det er sådan her hver spisepause er. Tænkt engang hvordan det ville være hvis vi ikke sad i vores ’’grupper’’ eller hvis vi rent faktisk bevægede os ned i kantinen? Klassen og de 5 dejlige piger som jeg stort set tilbringer hver eneste spisepause med, er blevet en vane som ikke skal brydes. De dage hvor vi har bioteknologi eller kemi i 2.- og 3. modul, ender vi nu med at sidde i kantinen.  Der bliver altid smidt kommentarer som: ’’ej det er underligt det her… ’’ Kantinen og os, no-go!

Nu sidder jeg selv og siger, den vane skal bare ikke brydes! Men hvad ville der overhovedet ske? Hvordan ville det være hvis vi lige pludselig ikke sad sammen, og sad nye steder… Det er ikke engang noget vi har prøvet, da vi begyndte at sidde sammen, var det bare sådan det skulle være. I princippet kan det være lige så godt at sidde med nogle andre, frygten er vel at det ville være for fjernt. Vi ville mangle at kunne sige de mærkelige ting, som vi ellers ville sige. Fordi, underlige ting, det bliver der i hvert fald sagt! Altså siden man kan sige at man har lyst til fastelavnsboller, og så ende med at bage 100, så må der vel være et eller andet galt.

Spisepausen er højdepunktet på dagen, mest fordi man ved at det er sjovt at sidde med de personer som man er vant til. Personligt ved jeg, at en spisepause aldrig er kedelig! Fordi når  forskellige personligheder samles, hver eneste dag, kommer der nogle ret geniale ting ud af det! Såsom at fire personer lige nu står og ruller dejen ud til vores første fastelavnsboller, hvilket er første skridt på vej mod de 100. Vi tager kampen op og holder stadig humøret højt!

Men måske skulle man prøve at flytte sig et andet sted hen, det kan være at nogle ligeså geniale ting kommer ud af det. Det skader vel ingen at prøve, nu handler det jo bare om at gøre det.

-Maria Louise Køpfli