Hvornår skal det ende?

Jeg har længe gået og spekuleret på hvad teknologien gør for os som mennesker, både hvad angår det sociale men også på det personlige plan. Hvad er det, som får os ”misbrugere” til at sidde på Facebook eller hive vores mobil op af lommen for at tage et billede af os selv og sende det til vennerne. Vi kunne bruge tiden på en masse andet konstruktivt - på at udvikle os selv.

Jeg er som person meget interesseret og åben overfor den nye teknologi, men jeg synes, at den er i gang med at tage en for stor drejning. I denne uge har jeg gået og overvejet, om jeg bruger for meget tid på alt det her elektroniske udstyr. Dette udstyr som er med til, at distancerer os fra vores omverden.

Vi sidder i gennemsnit ved computeren i 6 timer i skolen. Jeg ved ikke med jer, men udover det bruger jeg nok også mellem 1-3 timer på lektier og afleveringer om dagen. Jeg vil gætte på, at mange af jer også bruger jeres computer her, har et tv stående tændt eller mobilen liggende lige i nærheden.

Som om det ikke var nok med det? Åbenbart ikke. Jeg bruger nok i gennemsnit en time på at sidde at surfe osv. Hvad kan jeg som person få ud af det?. Jeg tror ikke det er meget andet end et mere distanceret forhold til samfundet. Hvis vi antager, at jeg har brugt 3 timer på lektier og så lige en times tid på at surfe osv. så er jeg oppe på 10 timer blot på computeren. Hvornår er der så tid til alt det sociale?. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan den næste generations brug af teknologien bliver. Synes du også, at du bruger for meget tid med hovedet bundet til skærmen?

Jeg tror på, at de bedste erfaringer man får sig gennem livet er dem, som man oplever på egen hånd. Dem som man lære af ved at begive sig ud i det virkelige liv. Det nytter ikke at sidde foran sin egen lille elektroniske verden hele tiden. Som et eksempel på det med erfaringer, kom jeg til at tænke på kørekort.

Nu er jeg i gang med at tage kørekort og for jer som er igennem det tillykke med det J - Som de erfarne bilister som i er ved at blive, ved i vel også at det nytter ikke noget at man lære det teoretiske hvis man ikke kan finde ud af det praktiske. - det samme med "social cyberspace" i forhold til det "virkelige" sociale liv. 

Fredag da jeg kom hjem fra skole, troede jeg, at jeg var døden nær. Jeg kom hjem og vidste godt hvad weekenden stod på – afleveringer, lektier og uanede mængder af tid med hovedet gravet i computerskærmen. Jeg tror at vi her vil lære mere, af at være sammen i sociale sammenhænge, eller have et fritidsjob, end denne binding til computeren.

Et eksempel på at teknologien er ved, at tage overhånd er i frikvarterene. I frikvarterene hvor nogle sætter sig ved bordene mens andre spæner ned i kantinen for at købe mad og mobilerne langsomt bliver fisket op af lommen på de resterende, fordi de skal til at "snapchatte". Jeg ved ikke om det kun er mig, som har lagt mærke til det, men der er mange situationer, hvor man fanger sig selv i at fiske min mobil op af lommen. Fisker efter mobilen blot fordi, at man er bange for denne akavede situation, der kan forekomme når man ikke har noget at snakke om. Til familie tamtam i min familie begynder hver en enkelt gæst nu også at sidde med en mobil.

Jeg kan især huske en ting fra, da jeg var lille. Jeg fik altid at vide, at når man så for meget tv, kunne man blive skeløjet. Hvor skeløjet bliver vi så ikke af gymnasietidens massive brug af den digitale verden??J

Hvad skal der ske i fremtiden, hvornår siger man stop til teknologiens udvikling?. Da jeg sad og tænkte på det her spørgsmål, slog det mig at vi allerede har passeret denne grænse. Phillips, Sony og andre førende selskaber indenfor den teknologiske udvikling er allerede i gang med, at lave små solbriller med indbygget tv, gps, mobil osv. Det er ingen til at sætte grænser for hvornår det går for vidt.

Vi skulle jo nødig ende som i romanen ”1984” (af George Orwell), som beskriver det ekstreme overvågningssamfund. Heldigvis tror jeg nu, at det ender med at det er det sociale som sejrer - hvad tror du?

Anders Broager Gregersen

Det med de traditioner

Hej alle sammen! Så blev det d. 7 april, og vi kom over påskeferien og endnu en uge på Egaa Gymnasium. Men vent, hvad var nu lige det med Påsken?

Jeg har i løbet af ugen gået og grublet lidt over det med højtider og traditioner. For en uge side var det påskedag, dagen hvor Jesus’ grav blev fundet tom af tre kvinder, der havde fulgt Jesus. En engel fortalte dem, at Jesus var genopstået fra de døde og taget tilbage til byen, hvor han vil møde dem. Det var altså i søndags, at vi fejrede genopstandelsen.

Jeg må dog erkende, at når jeg hører ordet påske, tænker jeg straks på ting som påskeæg, kyllinger, påskeharen og gækkebreve. Jeg tænker på alle de ting og traditioner, som jeg har forbundet med påsken, siden jeg var lille. Er der ikke nogen af jer, der klippede gækkebreve eller malede påskeæg, da I var små? Ellers er jeg sikker på, at nogen af jer før har fået et chokoladeæg af mor og far (mums!).

I ferien var jeg selv til en påskefrokost. Der blev ikke nævnt et ord om Jesus, men jeg tror nu, at det er meget normalt. Det handlede i stedet om at hygge sig med familien og at nyde ferien. Men ordet ”ferie” af det latinske ”feriae” betyder egentlig ”hellige festdage”. Hvad bliver der efterhånden af det hellige?

En tradition defineres som en overlevering af en procedure eller skik fra generation til generation. Samtidig påmindes vi ved traditioner en religiøs højtid eller helligdag.

Jeg synes, at traditioner er noget, der hører sig til. Det er da lidt festligt, når en højtids stemning bredes rundt i gaderne, synes I ik? Jeg elsker især julestemningen i December - dog er det sommeren, jeg ser frem til lige nu.

Men ja, jeg tror ikke, jeg er den eneste, der ved højtider som jul og påske først kommer i tanke om alle traditionerne som maden og legene, og derefter højtidernes egentlige oprindelse.

Det kommer selvfølgelig an på, hvad man er vokset op med. Men den kristne religion fyldte i mange danske familier mere før i tiden, end den gør i dag.

Jeg ved i hvert fald, at påskefrokosten i min familie handler om det sociale. Det handler om at samle familien til god mad og hygge. Traditioner er jo en måde, hvorpå man sikrer familiens overlevelse. Det kan være svært at finde tid til at mødes med hele familien. Især hvis man som jeg har en relativ stor familie. Jeg har nogle venner, hvor traditionerne i familien med tiden er forduftet.

I Danmark er der i højere grad kommet flere familier af typerne ”teamfamilie”, hvor man som familie finder en balance mellem fællesskabet og det enkelte individ, og de to svage familietyper ”svingdørsfamilien” og ”det sociale akvarium”, hvor man blot mødes i ”svingdørene”, men foretager sig intet som familie. De er alle familietyper, hvor man som individ har en større chance for at bryde med generationerne og traditionerne. Hvis nu man tager længere syd på, støder man på flere traditionelle familier, hvor der ses et tydeligt hierarkisk system i familien. Mulighed for at vedligeholde de gamle traditioner er klart større, fordi forældrenes lov ikke er til diskussion, men en naturlig selvfølge i familien.  

Nu må I ikke tro, at jeg mener, at traditioner ses som noget negativt. Ligesom mange andre er jeg glad, for at vi i min familie holder fast i nogle gamle traditioner. Men de kan som så meget andet også ændres med tiden. Og jeg tror, det er godt, at man engang imellem prøver noget nyt.

Jeg har før overvejet at udskifte den traditionelle julemenu, når jeg flytter hjemmefra, udelukkende fordi jeg ikke bryder mig om maden. Men i sidste ende vil jeg nok alligevel gå tilbage til det velkendte. For traditioner handler netop om det forudsigelige. Vi ved alle, hvad man spiser juleaften, og i mange familier er ikke til diskussion.

Traditioner er i høj grad en del af ens kultur. Her i Europa og Vesten har vi dog ladet os inspirere meget af hinanden, bla. med dekoreringen af juletræet, som stammer fra Tyskland.

Men tager man øst på, vil man møde nogle helt anderledes traditioner, der ikke ligner nogle af dem, vi kender herhjemme. Og selvom vi er mange lande, der deler højtider, er der stadig forskellige traditioner for, hvordan de fejres i familien. Jeg vil vædde med, at der er nogen af jer, som har nogle traditioner, der stikker ud fra mængden. Vi skal da have nogle mønsterbrydere, hvis i spørger mig. Vi kommer trods alt fra familier med forskellige normer og værdier.  

Nåh, men traditioner findes jo alle vegne. Globalt, nationalt og lokalt, kan man vel sige?

Her på gymnasiet har vi også mange traditioner, der skal føres videre gennem de kommende klasser. Og selvom vores kageordning er det, man vil kalde en sød vane, vil jeg være så fræk og tillade mig selv at kalde det en hyggetradition i 1.z J

Af Amalie Ling Povlsen

Hvordan er det gået så stærkt?

Husker i dengang, man levede det dejlige bekymringsløse, simple luksusliv uden pligter og store beslutninger at forholde sig til? Livet uden forventninger til en? Det gør jeg, og jeg kan ikke lyve mig fra, at jeg savner det.

Nogle gange kan jeg simpelthen ikke lade være med at tænke på, hvordan tiden er gået så stærkt. Tænk engang, at vi går i gymnasiet nu. Jeg har længe vidst, at den her tid ville komme, men da den endelig kom, kunne jeg slet ikke fatte det. Jeg er ikke længere en lille pige, der bare kan lægge alle mine bekymringer, pligter og beslutninger over på mine forældre. Jeg er selv blevet en del af deres verden, og ærlig talt føles det ret deprimerende. Alt er anderledes, end det var engang. Højtiderne er heller ikke de samme. For at være helt ærlig, var de da klart bedre, dengang man var lille. Dengang var gaverne en større del af juleaften. Nu forventes det bare, at man skal sidde og snakke med de voksne hele aften. Fedt.

Så er der skolen. Gud alle de lektier! Det er også noget, man efter at være blevet ældre, må tage mere seriøst. Og pligter og arbejde slipper man heller ikke for mere. Der er virkelig bare så mange ting, man må sige farvel til i takt med, at man bliver ældre. Først sin barndom, så skolen, så gymnasiet og for at køre det helt ud til det ekstreme, kommer den tid, hvor man skal sige farvel til sine forældre jo også engang. Og jo, jeg kan da godt se nogle af fordelene ved at blive ældre, men tiden går så frygtelig stærkt og med denne fart, føles det som om, det allerede så småt er ved at lakke mod enden. Selvfølgelig er det en skør tanke. Jeg er jo kun 16! Men altså, lige om lidt er jeg 30, så er jeg 60 og pludselig er jeg her slet ikke mere.

Jeg ved ikke, om jeg er den eneste, der har det på denne her måde, eller om alle andre bare ønsker at få ungdommen overstået i en fart og blive voksne så  hurtigt som muligt. I så fald tænker jeg bare, ja det er fedt, at i takt med at vi bliver ældre, får vi mange flere muligheder. Vi kan bestemme over vores eget liv og vi kan gøre mange flere ting, men er jeg den eneste, der også bliver en smule skræmt af denne tanke?

Noget andet jeg frygter meget er også, at jeg ikke når alt det, jeg gerne vil nå i mit liv. At jeg i en stund glemmer tiden, og pludselig er muligheden der ikke længere. Tænk hvis jeg ikke opnår de drømme og forventninger jeg har i mit liv? Da jeg var lille, fandt jeg pludselig ud af, at jeg gerne ville være dyrlæge. Dengang var det intet problem. Jeg skulle nok blive dyrlæge, hvis det var det, jeg ønskede. Nu skal jeg pludselig til at tænke på, om jeg overhovedet egner mig til det, og om jeg har snittet. Livet er bare overhovedet ikke simpelt længere. Det kan være, det bliver bedre på et tidspunkt, men lige nu virker det meget uoverskueligt.

Endnu en deprimerende tanke jeg har tænkt er, at alle de minder vi har fået gennem livet må for altid forblive minder, for som det nok ikke kommer bag på nogen, får vi aldrig de tider tilbage igen. Men hvis jeg skal være helt ærlig, er det vel også det bedste. Det er trods alt også en skøn følelse at kunne tænke tilbage på fortiden og tænke ”Gud, hvor var det en dejlig tid!” Når jeg tænker nærmere over det, husker jeg selv, hvordan jeg i 9. Klasse bare ønskede at komme væk fra min skole og prøve noget nyt. Vi skal jo videre i livet og  har brug for udvikling, og forandringer. At man så ikke har lyst til at give slip på en del af disse ting, som man ved, man bliver nød til at give slip på, er jo så bare en del af livet. Man kan altid komme til at savne trygheden og livet uden bekymringer og ansvar, men det liv har vi levet, og nu er det vores tur til at tage ansvar. Derfor har man selvfølgelig lov til at savne det liv alligevel, det er jeg trods alt nok ikke alene om.

Amalie Nielsen

Undervisningsmetoder - hvad nu med det?

Tja..  Nu er det så blevet min tur til at skrive blogindlæg. Jeg har længe gået og tænkt over hvad jeg dog skulle finde på at skrive om når min tur kom, det gjorde den så og efter lang tids overvejen, kom jeg så på en eller anden måde til at tænke over de forskellige undervisningsmetoder, der bliver brugt i de forskellige fag, og hvordan de forskellige lærer bruger vidt forskellige måder at undervise på, og igen hvordan de metoder adskiller sig fra dem der bliver benyttet i folkeskolen og i undervisningen før i tiden.

Da jeg først startede her på gymnasiet blev jeg en smule overrasket over, at vi i nogle fag blev introduceret til nogle helt nye undervisningsmetoder. Et eksempel på dette er min tysklærer, Mathilde, hun bruger nogle helt andre metoder end jeg før har været vant til. Nu ved jeg selvfølgelig ikke hvordan det er på de andre hold, men hos os er det en meget aktiv undervisning med masser af gruppearbejde (matrixgrupper), walk and talks og en enkelt gang har vi også været udsat for at skulle spille skuespil. Nu er Mathilde jo også dramalærer, og det bruger hun meget i vores undervisning.

Nu er det selvfølgelig ikke kun i tysk der er anderledes undervisningsformer end jeg før har været vant til i folkeskolen, men noget jeg synes er meget karakteristisk ved undervisningen på gymnasiet er, at vi arbejder meget i grupper.

I mit tilfælde arbejdede vi i folkeskolen hovedsageligt alene, sad på vores pladser og arbejdede på forskellige lidt ensformige opgaver, det var selvfølgelig forskelligt afhængigt af hvilket fag der var tale om, men det var oftest sådan det foregik. Når vi så en sjælden gang fik lov til at arbejde i grupper, var vi heller ikke så seriøse som vi nok skulle have været, det tog i hvert fald sin tid før vi blev det. Det er mit indtryk at det også fungerede sådan de fleste andre steder, eller jeg er måske helt forkert på den her?

I andre fag som matematik og historie er tilgangen dog en lidt anden, og det er (går jeg ud fra) fordi det er meget besværligt, hvis ikke tæt på det umulige, at undervise på en så aktiv måde i de lidt mere hardcore boglige fag. Her er det en lidt mere slå røven i sædet, og hør efter hvad der bliver sagt metode, dog afløst af opgaver og walk and talks.

I forhold til de undervisningsmetoder der blev brugt tidligere, er der sket en drastisk forandring. Før i tiden skulle eleverne rejse sig når læreren kom ind i klassen, kun sige noget når de blev spurgt, rejse sig op når de sagde noget, der var udenadslære - og ikke noget med gruppearbejde her! Og gjorde man ikke som der blev sagt, så faldt hammeren og man kunne risikere at få en med spanskrøret. 

Som min bedstemor fortalte mig da jeg var lille, så var det en helt anden og meget strengere undervisningsform end vores nutidige mere humane system. 

Den gang var lærerne og eleverne heller dus, så det var hr eller fru lærer! For mig er det næsten ikke til at forestille mig en sådan hverdag. I folkeskolen kaldte min klasselærer, Majbritt, klassens elever for Sweetiepies og hun var næsten som vores anden mor. Hun foreslog mig endda, da hun fandt ud af at jeg skulle flytte til Aarhus midt i niende klasse, at jeg da bare kunne overnatte hjemme hos hende hvis jeg havde behov for det... 

Som afslutning kan jeg fortælle, at jeg syne,s at det system vi har her på gymnasiet helt klart fungerer bedst, det er i hvert fald at foretrække frem for de andre. Det er min mening, hvad synes i?

- Sara Munk Grøndahl 

Hvor er kontakten?

Hej kære venner i 1.z, så blev det min tur til at skrive et blogindlæg. Jeg har i lang tid gået og tænkt på, hvad jeg dog skulle skrive om. Og efter noget tid fandt jeg ud af et ”emne”. Jeg håber I vil finde det interessant, og at I muligvis kan relatere til det.

Kender I det når man mister kontakten til en ven eller veninde? Det gør jeg i hvert fald. Nu hvor jeg er startet på Egå gymnasium, har jeg især lagt mærke til hvor dårlig jeg er til at holde kontakten til mine gamle venner og veninder, og dermed miste dem. I løbet af de 16 år, som jeg har levet i, har jeg mistet kontakten til rigtig mange venner af forskellige grunde. Grundene til at kontakten forsvandt, er bl.a. pga. religion og flytning. 

Jeg havde engang en rigtig god veninde, så god, at jeg på det tidspunkt ville have betegnet hende som min bedste veninde. Vi havde samme interesser og hobbyer, og fungerede i det hele taget ret godt sammen. Indtil den dag, hvor hun fandt ud af, at jeg på ingen måde er kristen. Det endte i et stort skænderi, men vi blev dog alligevel venner igen, men det blev aldrig det samme som før. Det skal lige siges, at det viste sig, at min veninde var ekstrem kristen, og det var altså mere end jeg kunne holde ud. Det er rimelig anstrengende at være venner med en, som kigger underligt på dig, når du f.eks. siger: ”Ej, den er sku flot”, bare fordi at du kommer til at sige sku. Man måtte åbenart ikke bande i hendes nærvær, hvilket er ret svært for mig. Men hun tog heldigvis på efterskole og jeg har ikke snakket med hende ordentligt siden. Jeg har også haft en anden veninde, som jeg var rigtig gode venner med, men uheldigvis flyttede hun, og selvom at hun ikke flyttede særlig langt væk, har jeg kun set hende tilfældigt en gang siden. 

Efter jeg er startet på gymnasiet, har jeg været rigtig dårlig til at holde kontakten til mine venner, som ikke går på gymnasiet. Dem som jeg engang så mindst en gang om ugen, ser jeg nu kun måske en gang hver anden måned. Det er ikke fordi jeg ikke vil se mine gamle venner, det bliver bare ikke rigtig til noget. I dag burde det ellers ikke være så svært at holde kontakten med al den elektronik vi har. Vi har jo alle facebook og mobiler, man skal bare trykke på en enkelt knap, og så har man vennen eller veninden i røret.  Der er egentlig ingen undskyldninger, men jeg får det alligevel ikke gjort. Det er dog noget jeg har tænkt mig at blive bedre til, inden for ikke så længe. Har i samme problem som mig, eller er jeg den eneste, som ikke kan finde ud af, at holde kontakten til mine gamle venner og veninder?

Sofie Haulrik

”Lektier? Det kan vente til i morgen!”

Hej alle sammen! Jeg har for dette blogindlæg besluttet at skrive om noget, vi nok alle et eller andet sted kan relatere til, nemlig strukturering af tiden i vor dagligdag i forhold til en helt bestemt ting - lektier. I har måske bemærket, hvor tidligt dette blogindlæg er blevet lagt op, og dette er der da en overordentlig god grund til! LEKTIER! Vi hader dem, men kan ikke undgå dem (no offense til alle de lærere der nu måtte læse dette - I gør bare jeres job). Det ender typisk altid med, at man bare tænker: ”Det kan vente til i morgen”, men for en gangs skyld har jeg ufatteligt nok taget forskud på disse påtvungne tidsædere – hvilket jeg endda er blevet glad for.

I kender helt sikkert alle sammen følelsen af, at man bare ikke orker lektierne. Så længe der er den mindste smule fritid et senere tidspunkt før deadline, kan man godt liiiiiige skubbe dem der til. Sådan er det i hvert fald foregået gennem hele min skolegang. Afleveringer har altid ventet til dagen før sidste frist. Men hvorfor er det, at vi så tit laver alle de overspringshandlinger med at gå på Facebook og YouTube eller whatever i stedet for bare at tage det sure i en mundfuld og så komme videre? Ville vi så ikke få nemmere ved at sætte tid af til alt det sjove? Det har jeg besluttet at efterprøve!

Hele hurlumhejet omkring min nuværende ”trælse” situation startede så småt i søndags, da jeg endelig tog en ordentlig kigger på, hvordan det så ud med afleveringer til den kommende uge. Jeg vidste, at jeg overhovedet ikke ville have tid i den næste weekend, da jeg skulle til fødselsdag hos en efterskolekammerat og derefter være sammen med andre efterskolehoveder. Det måtte altså derfor hellere gøres klart, hvad der lå i vente for de næste dage. Okaaaay, semi-slem uge. Nå. Tja, det skulle vel nok være nogenlunde overkommeligt. Jeg erfarede dog hurtigt, at dette ikke bare var så lige til, idet den kommende dag havde flere afleveringer ventende. Vores danskaflevering var åbenbart allerede til den næste mandag, og da Rune efter snakken om Ninas indlæg kom hen imod mig, var jeg ikke et øjeblik i tvivl om, hvad han ville sige. ”Det er din tur næste gang”. Pis. Min hjerne gik fuldkommen i selvsving. Jeg fik et strejf af en af de tanker, om bare at droppe ud af skolen og blive professionel næsepiller i stedet – det virkede mere overskueligt. Min panikslagne tanker forårsagede så, at de næste mange minutter gik med at prøve og lave en eller anden distribueringsplan over, hvad der virkede som utroligt mange elevtimer, i stedet for at lytte til Runes snakken om taler og sprog (beklager!). Desværre er panik ikke et særlig godt grundlag at lægge planer på, og det hele blev derfor, rent ud sagt, ikke til en skid.

Senere da jeg sad foran skærmen derhjemme, var jeg ved at overveje, om man måske bare skulle aflyse alt for weekenden, så der var mere tid til afleveringerne. Jeg var så småt gået i gang med den daglige rutine med først at tjekke Fjæsbog, se adskillige latterlige videoer igennem etc., og da gik det op for mig. Hvis nu jeg droppede at bruge så meget tid på ligegyldige ting, og lod være med at udskyde tingene til sidste øjeblik, kunne jeg vel ligesom sagtens få lavet de afleveringer. Hvis jeg bare kunne se at komme i gang i stedet for at lave det hele til noget uoverskueligt, skulle det vel nok blive en realitet? Denne åbenbaring ledte dermed til, at jeg for en gangs skyld nu afprøver, hvordan det er at lade de vigtigere ting komme først i rækken. Jeg sidder derfor og skriver dette indlæg nu, og jeg er hverken stresset eller sur over det på nogen måde. Det er faktisk slet ikke så slemt, som man skulle tro!  

En lektie er populært beskrevet, som noget man lærer noget af, og det vil jeg i hvert fald mene, at jeg har gjort i denne omgang. Jeg er så småt begyndt at forstå, hvordan man egentlig burde strukturere sin tid i gymnasiet – ikke for at sige jeg dermed har lært det endnu. Alle lektierne skal vel et eller andet sted ses som en forberedelse til det senere liv, hvor der også til tider er tusind ting, der skal nås. Jeg tror derfor, at det er en god ting at tænke på lektier som en hjælp i stedet for noget ”lort”, som det så ofte bliver omtalt som. Det gør dem nemmere at gå til i god tid, og bliver det så i sidste ende ikke nemmere at finde tid til alt det sjove? Presset bliver da i hvert fald mindre af det!

Komisk nok kom jeg under min skrivning forbi det gode gamle citat: ”Alt godt kommer til den, der venter”, som fik mig til at tænke lidt… Tja. Nogle gange er det sgu en god ide at tage tingene stille og roligt, men alligevel når det gælder lektier, passer det ikke altid så smart. Man må til tider finde en balancegang. Jeg siger ikke, at der er nogen korrekt måde at lave lektier på, men nogle gange bør man alligevel tvinge sig selv til at få hul på skidtet i god tid. Det kan godt betale sig at ikke ”bare lige vente til i morgen”. Vi har jo trods alt nogle travle år foran os. J

Rasmus Bohl Kristensen          

D-vitamin, sommer og brun hud

Hej alle sammen! I har vel alle lagt mærke til at den store brændende kugle af gas, der hænger over hovedet på os, er kommet frem fra sit skjul bag skyerne. De seneste par dage har solen faktisk været fremme og vi har alle siddet som små koldblodige øgler og suget solen til os. Men når man tænker på at solen praktisk talt ikke har været fremme siden august, så kan man da godt forstå vores kroppe skriger efter D-vitamin.

I går gik det så vidt at nogle piger fra klassen inklusiv mig selv, sad ude og spiste. Man skulle jo tro det var sommer, som vi sad der med vores madpakker, med ansigtet vendt mod himlen og sugede lyset til os. Efter lidt tid gik det dog op for os, at det stadig var slutningen af februar og at der altså ikke var mere end et par få plus grader. Det endte også med vi sad og skuttede os og begyndte at snakke om at trække ind i varmen igen. Man kan også mærke at samtaleemnet blandt pigerne begynder at dreje sig over mod solbadning, brunere hud og lange sommerdage. Som jeg så fint kan citere Amalie D.: ’’ ja jeg bliver sådan i sommerhumør at jeg må have min sommerjakke og solbriller på. EJ skal vi ikke side ude og spise?’’ og Fie får hurtigt svaret: ’’ ja jeg har valgt at tage forårs-farver på.’’ Da vi IGEN sidder ude for at spise, drejer emnet sig igen over på sommer. Katrine snakker om bål og fest ved stranden, mens de andre pige begynder at snakke om deres evner til at blive brun.

Men hvorfor er det lige at brun er den optimale hudfarve? Vores historie lærer, ville sikkert så nydeligt kunne fortælle os, at man i gamle dage forbandt den brune hud med arbejderne der havde gået ude i solen hele dagen, mens de finere folk der sad inde hele dagen var lige så hvide som sne. Men man kan da så sandelig sige at det har ændret sig. I dag er det optimale for unge piger en smuk solbrun hud. Om den så er kommet naturligt eller ej. De fleste danskere er i hvert fald ikke solbrune om vinteren, med mindre de har været nede i sydens sol i juleferien, ligget i solariet eller brugt selv-bruner  Og så er det jeg kunne prædike de næste mange linjer om solarier og hudkraft, men nu er det jo sol, sommer og vores behov for D-vitamin jeg vil snakke om, så det ville jeg ikke gå ind på. 

D-vitamin bruger vi faktisk til at styrke vores immunforsvar, som hjælper med at bekæmpe sygdomsfremkaldende organismer. Ikke at det undrer mig. Personligt har jeg været snottet og halv syg meget af vinteren og man har da også hørt en del snøften i klassen her i vinter. Men vi kæmper os jo i skole for at holde fraværsprocenten nede.

Selv min mor propper mig med D-vitamin piller, som hun siger: ’’ Nina du er for lidt ude… du har brug for sol og du er også så bleg.’’ Og ja. Jeg føler mig også lidt som en vampyr når jeg står op før solen. Sidder indendørs hele dagen for så at tage bussen hjem når solen er ved at gå ned. Hvis der har været sol de seneste par måneder har JEG ikke opdaget det! Endnu en gang kan jeg citere én for et vanvittigt godt citat. Amalie pointere så fint at albedoen på hendes underarme må være mindst 100% og ja, der er ikke meget lys der bliver absorberet på vores hvide underarme. Personligt er jeg ikke en der prøver at blive brun. Nej jeg prøver febrilsk på ikke at blive rød.

Så folkens, har i også tænkt jer at side og suget D-vitamin til jer de næste mange dejlige forårsdage? Personligt er mit mål at gå fra kridhvid til en fin hudfarve. Meeeen pas nu på alle sammen. Kraftens bekæmpelse vil sikkert sige til jer:’’ husk solcreme eller solhat. Huden glemmer aldrig!’’ så find den solcreme frem og undgå at blive solbrændt og prøv så at ligne en arbejder fra gamle dage.

af Nina