En gave fra himlen

Hej venner!

Har i tænkt på hvor dejlige jeres familiemedlemmer egentlig er? Det har jeg, specielt i dag. Vi kender alle følelsen af en lang 4 modulers dag, specielt når solen skinner udenfor, og vi bare sidder indenfor i et lille lokale. Tanken om at spille lidt bold udenfor eller bare hygge med familien strejfer de fleste i den her tid, men det kan vi ikke på sådan en lang dag hvor vi møder klokken 8:15 og først er hjemme igen 15:10 (eller i mit tilfælde 16:15). Det var på sådan en dag jeg kom til at tænke på hvor dejlige ens familiemedlemmer egentlig er. Vi elsker selvfølgelig alle vores familier, men nogen gange gør familiens medlemmer bare noget, som får enhver til at sætte pris på dem, ligegyldigt hvor irriterende de kan være til tider. Grunden til jeg sidder inde og skriver det her i stedet for at være udenfor i solskinnet, og søge inspiration til mit blogindlæg her i lille Ebeltoft er min ældste storebror. Han gjorde noget af det sødeste en storebror med kørekort kan. Han ringede til mig, og bad mig om at vente, fordi han ville komme og hente mig, og det er netop sådan nogen små gerninger, som får mig til at elske min familie endnu højere. Min bror har været til eksamen i dag, og han var færdig længe før jeg fik fri, men alligevel valgte han at vente på mig og tage mig med. Min storebrors gode gerning gjorde at jeg slap for at skynde mig efter en bus og stå op hele vejen til Rønde for så at skifte til en anden bus.

 Mine brødre og jeg er ikke specielt meget sammen, og når vi så endelig sidder ude i stuen sammen ender det altid med at vi jagter hinanden med puder - bare for hyggens skyld. Pointen er at ligegyldigt hvor meget man jagter hinanden og hvor meget man irriterer hinanden, så er man en familie, og familier holder sammen.  

Hvad er en familie egentlig? Jeg er sikker på at vi alle har forskellige idéer om familien, men vi kan sikkert alle blive enige om at en familie er mere end bare nære personer. De er en stor del af vores liv, og der er virkelig ingen der kan erstatte ens familie. Biologisk familie eller ej, det er ligegyldigt, så længe man føler sig som en familie. Selvom om familien fylder en stor del i vores liv, kan det godt være svært at tilbringe tid med dem fordi vi lever i det senmoderne samfund, hvor begge forældre er på arbejdsmarkedet og tjener til føden. Samfundet er endda udviklet så meget at selv de unge er kommet på arbejdsmarkedet, det var de selvfølgelig også i de gamle dage, men det er anderledes nu. Hele familien render rundt og har så travlt hele tiden, så de knap nok har tid til at sidde hjemme og være sammen, ALLE på samme tid. 

Der findes flere typer af familier i det senmoderne samfund, der er den stærke familie som fungerer som et team og arbejder sig gennem alle op- og nedture som et hold. Den traditionelle stærke familie er en familie med et hierarkisk system, hvor der er én der sætter rammerne for familien. Der findes flere typer af familier, såsom svingdørsfamilien og akvariefamilien, som knap nok har tid til hinanden. Selvom det lyder lidt voldsomt med de forskellige typer, og det godt kan se ud som om at børnene bare bliver efterladt alene, så er det faktisk ikke så slemt, det synes jeg i hvert faldt ikke. Hjemme ved mig står det sådan til at vi er tre børn, som går på HTX eller STX, mens vores forældre arbejder for at forsørge os. Det er ikke så tit vi alle sidder derhjemme og laver noget sammen, men vi ved stadig at vi er der for hinanden, og det er det vigtigste. Det er selvfølgelig lidt trist at skulle sidde alenen og spise aftensmad en fredag aften når man lige er kommet hjem fra arbejde mens resten af familien er på arbejde, men alle de ensomme aftener bliver helt glemt når man ved at ens familie vil være der for en til enhver tid.  

Familien er faktisk ret vigtig. Et barns personlighed og holdninger er da inspireret af resten af familien gennem primær socialisering, og nogen børn er mere sammen med familien end institutioner, så det er ikke altid at den sekundære socialisering spiller en stor rolle. For mig har familien ikke spillet den store rolle dengang jeg var lille, jeg blev sendt i dagpleje ret tidligt fordi min mor skulle på arbejde igen. Dengang var det intet problem for mig, jeg skulle jo bare lege hele dagen og hygge, men i dag ville jeg blive rimelig trist hvis mine forældre og brødre aldrig var der for mig. For mig så er de små skænderier med mine brødre og mine forældre noget af det mest uundværlige i verden, for jeg føler bare at vi er tættere på hinanden når man kan skændes det ene øjeblik og griner det andet. 

Så husk lige at sætte pris på jeres familie, for familien er som grene på et træ, vi vokser alle i hver vores retning, men vores rødder forbliver sammen. 

 - Britte

Lidt om reality-tv

Hvordan kan det være at hver eneste mandag til torsdag aften kl. præcis 22.00, sidder jeg parat foran tv'et for at se Paradise Hotel? Jeg er helt sikker på at jeg ikke er den eneste der gør det, ellers ville der nok ikke være noget der hed Paradise Hotel. Men hvad er det der for os til at se sådan nogen platte reality-programmer? Der findes tusindvis af forskellige reality-programmer, du nærmest kan sidde at se i døgnets 24 timer. De Unge Mødre, For Lækker Til Love, Singleliv, Big Brother og jeg kunne jo blive ved. Disse programmer handler ikke om andet end at følge nogen personers liv, som der i øvrigt ikke er særlig meget indhold i. Det største klimaks vil nok være, at de kom op at skændes med deres mor eller gik fra deres kæreste, som de allerede har gjort så mange gange før. For at det ikke skulle være nok, vil jeg mene at langt de fleste reality-programmer er iscenesatte. Nogen i højere grad end andre. Hvis de ikke var blevet iscenesat, vil der være endnu mindre indhold i programmerne og folk ville slet ikke gide at se dem. Personerne som er medvirkende i programmerne, har fået tildelt en "rolle" de skal spille. En rolle som måske ligger langt, fra deres egentlige jeg. Optagelserne kan sagtens redigeres, tages om eller blive slettet, fra det vi ser i fjernsynet. Det er langt fra virkelighed, det vi ser. Selvom de fleste af os måske godt ved alt dette, er der altså mange der ser programmerne alligevel. Heriblandt mig. 

Der er rigtig mange der mener, at vi ser reality-programmer, for at få det bedre med os selv. Vi kan lide, at se på folk som har det værre end os selv. Men jeg synes ikke, at det er i alle reality-programmer, hvor man ser på folk der har det værre end en selv. Hvis vi nu f.eks. kigger på programmet, For Lækker Til Love, hvor det absolut ikke er folk der har det værre end os. Det er bare en flok mennesker, der selv mener de er for lækre til at få sig en kæreste. Ingen kan simpelthen måle sig med dem, personen skal i hvert fald være helt perfekt fra top til top, og skal passe lige nøjagtig til deres stramme krav. Selvom de ikke ligefrem har det værre end os, er det stadig rigtig sjovt at se, i hvert fald for mit vedkommende. Det er sjovt at se dem gå på flere og flere dates, hvor personerne de har datet aldrig har været gode nok. I programmer som dette har personerne nogen helt specielle personligheder, for det meste er det nogen ret uintelligente folk, der kommer med nogen også ret uintelligente udtalelser en gang i mellem. Det er det vi godt kan lide. Vi kan godt lide at gøre nar og grine af deres knapt så intelligente udtalelser. Man kan dog med ret stor sikkerhed vide, at det er iscenesat, de har fået at vide at de skal sige de ting. Personerne har ikke noget imod at sige de ting, fordi de udemærket godt ved at det er det de kan tjene penge på. Det er jo det folk vil have. 

Nu er det heller ikke fordi jeg siger det er alle der kan lide at se reality-tv, langt fra faktisk. Der er rigtig mange der ikke kan se det sjove i disse programmer. De synes det er overfladisk og opreklameret. Hvilket det på mange punkter også er. Det er jo ikke ligefrem noget formål i at se De Unge Mødre, ikke andet end ren underholdning. Men hvad er det, der er underholdningen i det? Det har jeg spurgt mig selv om i rigtig lang tid. Reality-tv startede allerede i 1990'erne. Allerede dengang var folk interesseret i andre folks liv og kunne lide at sammenligne sig med dem. 

Et af de mest provokerende og grænseoverskridende reality-programmer jeg har set, er et amerikansk program. Det handler om to kærestepar der skal på ferie sammen. To af dem er ekskærester. Ekskæresterne kommer på et luksuriøst hotel sammen, mens deres rigtige kærester kan sidde og overvåge dem på video. De rigtige kærester kan se meget af det de laver på video. Det afsnit jeg så, endte med at ekskæresterne fandt sammen igen og efterlod deres nuværende kærester. Her sætter jeg min grænse, med reality-tv. Det kan da ikke være rigtigt, at et kærestepar er nødt til at gå fra hinanden, for at folk kan blive underholdt. Tv-holdet gjorde ganske vidst også alt for at disse ekskærester skulle få følelser for hinanden igen. Det er dybt latterligt. Så hvordan kan det egentlig være at vi eller i hvert fald nogen af os, holder af at se sådanne slags programmer? Føler vi virkelig en trang til at sammenligne os med folk, der har det værre end os selv, eller er meget mere uintelligente end os? Det kan også være nogen helt andre faktorer der spiller ind. Det kommer an på hvad for et menneske man nu engang er. Nogen ser det måske bare for hyggens skyld. Hvem ved?

- Anne Mette Gissel Jensen. 

Trends, hvad, hvordan og hvornår?

Så blev det min tur og nøj hvor har jeg brugt tid på at finde ud af hvad jeg skulle skrive om. Eller det har jeg faktisk ikke, da jeg fandt ud af det søndag, mens jeg sad og spillede Candy Crush Saga på Facebook. Men her er så mit indlæg.

En trend kan f. eks. være en bestemt måde at klæde sig på, eller i "Facebook-generationens" tilfælde et bestemt spil der pludselig hitter, uden nogen bestemt grund andet end, at alle spiller det. Det er ofte gratis spil som bliver udgivet over Facebook. Mange af dem, som sidder på Facebook en del, kan godt komme til at kede sig når de sidder dér. Så er det jo meget nemt bare lige at hoppe ind på et spil, og hvis der så er ét spil der er et rigtig godt tidsfordriv, kan man blive virkelig fanget af det, og vende tilbage til det gentagne gange. At kunne inddrage andre er et kendetegn for Facebook spil, og kan ske i form af udfordringer og anmodninger.

Jeg kan huske den gang Tetris, et af de ældste spil i historien, pludselig hittede på Facebook, og ALLE spillede det. Tetris var et spil som de fleste kendte, men aldrig havde spillet, så hvordan blev det pludselig så kendt, at alle ville spille det? Der blev lavet forskellige undersøgelser om, hvorfor lige netop det spil blev så populært. Man interviewede spillere, og gjorde svarene op. De fleste spillede Tetris som et tidfordriv, simpelthen for at undgå at kede sig. En del andre spillede det for at konkurrere med deres venner, da dette var et fantastisk spil at gøre det i.

Lige for tiden, er det helt store spil nok Candy Crush Saga, som er et simpelt pusslespil-agtigt spil, hvor man skal forsøge at opnå et bestemt antal point, eller fjerne klodser af forhindringer, ved at få 3 eller flere af den samme slags slik til at ligge på stribe. Hvis det ikke lykkedes mister man et liv, og man kan prøve igen. Man har 5 liv, og hvis man bruger dem alle op, skal man vente på at de bliver gendannet over tid. Sådan nogle spil popper op hele tiden, og nogle af dem bliver hits, mens andre går i glemmebogen.

En trend opstår ikke på noget fastlagt tidspunkt, og kan være lidt svær at definere. Man kan sige at en trend opstår, når en masse mennesker begynder at gøre den samme ting, fordi de finder det interessant, eller sjovt. Der er også dem, der bare hovedløst følger trenden, bare fordi det er populært. Personligt kan jeg godt lide at kalde folk som dem for lemminger, da de bare følger med, uden selv at tænke, eller gøre noget for at skille sig ud som et individ. Man kunne også kalde dem får, da får også bare hovedløst følger den der fører an, ligesom lemminger gør.

Jeg ved ikke om jeg har ret i alt hvad jeg skriver her, men jeg føler at jeg rammer begrebet "Trend" rimelig godt. Det sjove ved en trend er, at den ikke begrænser sig særligt. Der kan være trends inden for alt. Det kan være mode, det kan være spil, det kan være film, det kan være bøger eller sågar mad. Det er mange varianter af trends, alt efter hvilken slags person man er. Trends kan variere lige så meget som personer. Det har nok noget at gøre med, at trends er skabt af forskellige personer, og på den måde er fuldstændig uforudsigelige.

Jeg gad vide hvad den næste trend bliver på Facebook efter Candy Crush Saga. Det kan kun tiden vise. Måske bliver det et platformspil ligesom Mario. Man ved aldrig.

Anders Broch Ulsted

Hvornår skal det ende?

Jeg har længe gået og spekuleret på hvad teknologien gør for os som mennesker, både hvad angår det sociale men også på det personlige plan. Hvad er det, som får os ”misbrugere” til at sidde på Facebook eller hive vores mobil op af lommen for at tage et billede af os selv og sende det til vennerne. Vi kunne bruge tiden på en masse andet konstruktivt - på at udvikle os selv.

Jeg er som person meget interesseret og åben overfor den nye teknologi, men jeg synes, at den er i gang med at tage en for stor drejning. I denne uge har jeg gået og overvejet, om jeg bruger for meget tid på alt det her elektroniske udstyr. Dette udstyr som er med til, at distancerer os fra vores omverden.

Vi sidder i gennemsnit ved computeren i 6 timer i skolen. Jeg ved ikke med jer, men udover det bruger jeg nok også mellem 1-3 timer på lektier og afleveringer om dagen. Jeg vil gætte på, at mange af jer også bruger jeres computer her, har et tv stående tændt eller mobilen liggende lige i nærheden.

Som om det ikke var nok med det? Åbenbart ikke. Jeg bruger nok i gennemsnit en time på at sidde at surfe osv. Hvad kan jeg som person få ud af det?. Jeg tror ikke det er meget andet end et mere distanceret forhold til samfundet. Hvis vi antager, at jeg har brugt 3 timer på lektier og så lige en times tid på at surfe osv. så er jeg oppe på 10 timer blot på computeren. Hvornår er der så tid til alt det sociale?. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan den næste generations brug af teknologien bliver. Synes du også, at du bruger for meget tid med hovedet bundet til skærmen?

Jeg tror på, at de bedste erfaringer man får sig gennem livet er dem, som man oplever på egen hånd. Dem som man lære af ved at begive sig ud i det virkelige liv. Det nytter ikke at sidde foran sin egen lille elektroniske verden hele tiden. Som et eksempel på det med erfaringer, kom jeg til at tænke på kørekort.

Nu er jeg i gang med at tage kørekort og for jer som er igennem det tillykke med det J - Som de erfarne bilister som i er ved at blive, ved i vel også at det nytter ikke noget at man lære det teoretiske hvis man ikke kan finde ud af det praktiske. - det samme med "social cyberspace" i forhold til det "virkelige" sociale liv. 

Fredag da jeg kom hjem fra skole, troede jeg, at jeg var døden nær. Jeg kom hjem og vidste godt hvad weekenden stod på – afleveringer, lektier og uanede mængder af tid med hovedet gravet i computerskærmen. Jeg tror at vi her vil lære mere, af at være sammen i sociale sammenhænge, eller have et fritidsjob, end denne binding til computeren.

Et eksempel på at teknologien er ved, at tage overhånd er i frikvarterene. I frikvarterene hvor nogle sætter sig ved bordene mens andre spæner ned i kantinen for at købe mad og mobilerne langsomt bliver fisket op af lommen på de resterende, fordi de skal til at "snapchatte". Jeg ved ikke om det kun er mig, som har lagt mærke til det, men der er mange situationer, hvor man fanger sig selv i at fiske min mobil op af lommen. Fisker efter mobilen blot fordi, at man er bange for denne akavede situation, der kan forekomme når man ikke har noget at snakke om. Til familie tamtam i min familie begynder hver en enkelt gæst nu også at sidde med en mobil.

Jeg kan især huske en ting fra, da jeg var lille. Jeg fik altid at vide, at når man så for meget tv, kunne man blive skeløjet. Hvor skeløjet bliver vi så ikke af gymnasietidens massive brug af den digitale verden??J

Hvad skal der ske i fremtiden, hvornår siger man stop til teknologiens udvikling?. Da jeg sad og tænkte på det her spørgsmål, slog det mig at vi allerede har passeret denne grænse. Phillips, Sony og andre førende selskaber indenfor den teknologiske udvikling er allerede i gang med, at lave små solbriller med indbygget tv, gps, mobil osv. Det er ingen til at sætte grænser for hvornår det går for vidt.

Vi skulle jo nødig ende som i romanen ”1984” (af George Orwell), som beskriver det ekstreme overvågningssamfund. Heldigvis tror jeg nu, at det ender med at det er det sociale som sejrer - hvad tror du?

Anders Broager Gregersen

Det med de traditioner

Hej alle sammen! Så blev det d. 7 april, og vi kom over påskeferien og endnu en uge på Egaa Gymnasium. Men vent, hvad var nu lige det med Påsken?

Jeg har i løbet af ugen gået og grublet lidt over det med højtider og traditioner. For en uge side var det påskedag, dagen hvor Jesus’ grav blev fundet tom af tre kvinder, der havde fulgt Jesus. En engel fortalte dem, at Jesus var genopstået fra de døde og taget tilbage til byen, hvor han vil møde dem. Det var altså i søndags, at vi fejrede genopstandelsen.

Jeg må dog erkende, at når jeg hører ordet påske, tænker jeg straks på ting som påskeæg, kyllinger, påskeharen og gækkebreve. Jeg tænker på alle de ting og traditioner, som jeg har forbundet med påsken, siden jeg var lille. Er der ikke nogen af jer, der klippede gækkebreve eller malede påskeæg, da I var små? Ellers er jeg sikker på, at nogen af jer før har fået et chokoladeæg af mor og far (mums!).

I ferien var jeg selv til en påskefrokost. Der blev ikke nævnt et ord om Jesus, men jeg tror nu, at det er meget normalt. Det handlede i stedet om at hygge sig med familien og at nyde ferien. Men ordet ”ferie” af det latinske ”feriae” betyder egentlig ”hellige festdage”. Hvad bliver der efterhånden af det hellige?

En tradition defineres som en overlevering af en procedure eller skik fra generation til generation. Samtidig påmindes vi ved traditioner en religiøs højtid eller helligdag.

Jeg synes, at traditioner er noget, der hører sig til. Det er da lidt festligt, når en højtids stemning bredes rundt i gaderne, synes I ik? Jeg elsker især julestemningen i December - dog er det sommeren, jeg ser frem til lige nu.

Men ja, jeg tror ikke, jeg er den eneste, der ved højtider som jul og påske først kommer i tanke om alle traditionerne som maden og legene, og derefter højtidernes egentlige oprindelse.

Det kommer selvfølgelig an på, hvad man er vokset op med. Men den kristne religion fyldte i mange danske familier mere før i tiden, end den gør i dag.

Jeg ved i hvert fald, at påskefrokosten i min familie handler om det sociale. Det handler om at samle familien til god mad og hygge. Traditioner er jo en måde, hvorpå man sikrer familiens overlevelse. Det kan være svært at finde tid til at mødes med hele familien. Især hvis man som jeg har en relativ stor familie. Jeg har nogle venner, hvor traditionerne i familien med tiden er forduftet.

I Danmark er der i højere grad kommet flere familier af typerne ”teamfamilie”, hvor man som familie finder en balance mellem fællesskabet og det enkelte individ, og de to svage familietyper ”svingdørsfamilien” og ”det sociale akvarium”, hvor man blot mødes i ”svingdørene”, men foretager sig intet som familie. De er alle familietyper, hvor man som individ har en større chance for at bryde med generationerne og traditionerne. Hvis nu man tager længere syd på, støder man på flere traditionelle familier, hvor der ses et tydeligt hierarkisk system i familien. Mulighed for at vedligeholde de gamle traditioner er klart større, fordi forældrenes lov ikke er til diskussion, men en naturlig selvfølge i familien.  

Nu må I ikke tro, at jeg mener, at traditioner ses som noget negativt. Ligesom mange andre er jeg glad, for at vi i min familie holder fast i nogle gamle traditioner. Men de kan som så meget andet også ændres med tiden. Og jeg tror, det er godt, at man engang imellem prøver noget nyt.

Jeg har før overvejet at udskifte den traditionelle julemenu, når jeg flytter hjemmefra, udelukkende fordi jeg ikke bryder mig om maden. Men i sidste ende vil jeg nok alligevel gå tilbage til det velkendte. For traditioner handler netop om det forudsigelige. Vi ved alle, hvad man spiser juleaften, og i mange familier er ikke til diskussion.

Traditioner er i høj grad en del af ens kultur. Her i Europa og Vesten har vi dog ladet os inspirere meget af hinanden, bla. med dekoreringen af juletræet, som stammer fra Tyskland.

Men tager man øst på, vil man møde nogle helt anderledes traditioner, der ikke ligner nogle af dem, vi kender herhjemme. Og selvom vi er mange lande, der deler højtider, er der stadig forskellige traditioner for, hvordan de fejres i familien. Jeg vil vædde med, at der er nogen af jer, som har nogle traditioner, der stikker ud fra mængden. Vi skal da have nogle mønsterbrydere, hvis i spørger mig. Vi kommer trods alt fra familier med forskellige normer og værdier.  

Nåh, men traditioner findes jo alle vegne. Globalt, nationalt og lokalt, kan man vel sige?

Her på gymnasiet har vi også mange traditioner, der skal føres videre gennem de kommende klasser. Og selvom vores kageordning er det, man vil kalde en sød vane, vil jeg være så fræk og tillade mig selv at kalde det en hyggetradition i 1.z J

Af Amalie Ling Povlsen

Hvordan er det gået så stærkt?

Husker i dengang, man levede det dejlige bekymringsløse, simple luksusliv uden pligter og store beslutninger at forholde sig til? Livet uden forventninger til en? Det gør jeg, og jeg kan ikke lyve mig fra, at jeg savner det.

Nogle gange kan jeg simpelthen ikke lade være med at tænke på, hvordan tiden er gået så stærkt. Tænk engang, at vi går i gymnasiet nu. Jeg har længe vidst, at den her tid ville komme, men da den endelig kom, kunne jeg slet ikke fatte det. Jeg er ikke længere en lille pige, der bare kan lægge alle mine bekymringer, pligter og beslutninger over på mine forældre. Jeg er selv blevet en del af deres verden, og ærlig talt føles det ret deprimerende. Alt er anderledes, end det var engang. Højtiderne er heller ikke de samme. For at være helt ærlig, var de da klart bedre, dengang man var lille. Dengang var gaverne en større del af juleaften. Nu forventes det bare, at man skal sidde og snakke med de voksne hele aften. Fedt.

Så er der skolen. Gud alle de lektier! Det er også noget, man efter at være blevet ældre, må tage mere seriøst. Og pligter og arbejde slipper man heller ikke for mere. Der er virkelig bare så mange ting, man må sige farvel til i takt med, at man bliver ældre. Først sin barndom, så skolen, så gymnasiet og for at køre det helt ud til det ekstreme, kommer den tid, hvor man skal sige farvel til sine forældre jo også engang. Og jo, jeg kan da godt se nogle af fordelene ved at blive ældre, men tiden går så frygtelig stærkt og med denne fart, føles det som om, det allerede så småt er ved at lakke mod enden. Selvfølgelig er det en skør tanke. Jeg er jo kun 16! Men altså, lige om lidt er jeg 30, så er jeg 60 og pludselig er jeg her slet ikke mere.

Jeg ved ikke, om jeg er den eneste, der har det på denne her måde, eller om alle andre bare ønsker at få ungdommen overstået i en fart og blive voksne så  hurtigt som muligt. I så fald tænker jeg bare, ja det er fedt, at i takt med at vi bliver ældre, får vi mange flere muligheder. Vi kan bestemme over vores eget liv og vi kan gøre mange flere ting, men er jeg den eneste, der også bliver en smule skræmt af denne tanke?

Noget andet jeg frygter meget er også, at jeg ikke når alt det, jeg gerne vil nå i mit liv. At jeg i en stund glemmer tiden, og pludselig er muligheden der ikke længere. Tænk hvis jeg ikke opnår de drømme og forventninger jeg har i mit liv? Da jeg var lille, fandt jeg pludselig ud af, at jeg gerne ville være dyrlæge. Dengang var det intet problem. Jeg skulle nok blive dyrlæge, hvis det var det, jeg ønskede. Nu skal jeg pludselig til at tænke på, om jeg overhovedet egner mig til det, og om jeg har snittet. Livet er bare overhovedet ikke simpelt længere. Det kan være, det bliver bedre på et tidspunkt, men lige nu virker det meget uoverskueligt.

Endnu en deprimerende tanke jeg har tænkt er, at alle de minder vi har fået gennem livet må for altid forblive minder, for som det nok ikke kommer bag på nogen, får vi aldrig de tider tilbage igen. Men hvis jeg skal være helt ærlig, er det vel også det bedste. Det er trods alt også en skøn følelse at kunne tænke tilbage på fortiden og tænke ”Gud, hvor var det en dejlig tid!” Når jeg tænker nærmere over det, husker jeg selv, hvordan jeg i 9. Klasse bare ønskede at komme væk fra min skole og prøve noget nyt. Vi skal jo videre i livet og  har brug for udvikling, og forandringer. At man så ikke har lyst til at give slip på en del af disse ting, som man ved, man bliver nød til at give slip på, er jo så bare en del af livet. Man kan altid komme til at savne trygheden og livet uden bekymringer og ansvar, men det liv har vi levet, og nu er det vores tur til at tage ansvar. Derfor har man selvfølgelig lov til at savne det liv alligevel, det er jeg trods alt nok ikke alene om.

Amalie Nielsen

Undervisningsmetoder - hvad nu med det?

Tja..  Nu er det så blevet min tur til at skrive blogindlæg. Jeg har længe gået og tænkt over hvad jeg dog skulle finde på at skrive om når min tur kom, det gjorde den så og efter lang tids overvejen, kom jeg så på en eller anden måde til at tænke over de forskellige undervisningsmetoder, der bliver brugt i de forskellige fag, og hvordan de forskellige lærer bruger vidt forskellige måder at undervise på, og igen hvordan de metoder adskiller sig fra dem der bliver benyttet i folkeskolen og i undervisningen før i tiden.

Da jeg først startede her på gymnasiet blev jeg en smule overrasket over, at vi i nogle fag blev introduceret til nogle helt nye undervisningsmetoder. Et eksempel på dette er min tysklærer, Mathilde, hun bruger nogle helt andre metoder end jeg før har været vant til. Nu ved jeg selvfølgelig ikke hvordan det er på de andre hold, men hos os er det en meget aktiv undervisning med masser af gruppearbejde (matrixgrupper), walk and talks og en enkelt gang har vi også været udsat for at skulle spille skuespil. Nu er Mathilde jo også dramalærer, og det bruger hun meget i vores undervisning.

Nu er det selvfølgelig ikke kun i tysk der er anderledes undervisningsformer end jeg før har været vant til i folkeskolen, men noget jeg synes er meget karakteristisk ved undervisningen på gymnasiet er, at vi arbejder meget i grupper.

I mit tilfælde arbejdede vi i folkeskolen hovedsageligt alene, sad på vores pladser og arbejdede på forskellige lidt ensformige opgaver, det var selvfølgelig forskelligt afhængigt af hvilket fag der var tale om, men det var oftest sådan det foregik. Når vi så en sjælden gang fik lov til at arbejde i grupper, var vi heller ikke så seriøse som vi nok skulle have været, det tog i hvert fald sin tid før vi blev det. Det er mit indtryk at det også fungerede sådan de fleste andre steder, eller jeg er måske helt forkert på den her?

I andre fag som matematik og historie er tilgangen dog en lidt anden, og det er (går jeg ud fra) fordi det er meget besværligt, hvis ikke tæt på det umulige, at undervise på en så aktiv måde i de lidt mere hardcore boglige fag. Her er det en lidt mere slå røven i sædet, og hør efter hvad der bliver sagt metode, dog afløst af opgaver og walk and talks.

I forhold til de undervisningsmetoder der blev brugt tidligere, er der sket en drastisk forandring. Før i tiden skulle eleverne rejse sig når læreren kom ind i klassen, kun sige noget når de blev spurgt, rejse sig op når de sagde noget, der var udenadslære - og ikke noget med gruppearbejde her! Og gjorde man ikke som der blev sagt, så faldt hammeren og man kunne risikere at få en med spanskrøret. 

Som min bedstemor fortalte mig da jeg var lille, så var det en helt anden og meget strengere undervisningsform end vores nutidige mere humane system. 

Den gang var lærerne og eleverne heller dus, så det var hr eller fru lærer! For mig er det næsten ikke til at forestille mig en sådan hverdag. I folkeskolen kaldte min klasselærer, Majbritt, klassens elever for Sweetiepies og hun var næsten som vores anden mor. Hun foreslog mig endda, da hun fandt ud af at jeg skulle flytte til Aarhus midt i niende klasse, at jeg da bare kunne overnatte hjemme hos hende hvis jeg havde behov for det... 

Som afslutning kan jeg fortælle, at jeg syne,s at det system vi har her på gymnasiet helt klart fungerer bedst, det er i hvert fald at foretrække frem for de andre. Det er min mening, hvad synes i?

- Sara Munk Grøndahl