En smag af noget

Mad kan være ufatteligt individuelt og personligt. Man kan have et særligt forhold til en bestemt ret, eller have en hemmelig opskrift til den der populære lasagne, som alle er så vilde med. Det er svært at beskrive hvad mad kan gøre ved os, hvordan det påvirker os. For den samme ret kan smage forskelligt, alt efter hvem der spiser den.

Her står jeg så. Alene på en fredag aften med to hunde som eneste selskab. Resten af familien er enten til julefrokost eller fest og er rigtig ude og være sociale. Og hvad gør jeg? Jeg laver en ordentlig stor portion risengrød til mig selv. Hvorfor? Det er hverken på grund af årstiden eller højtiden. Ja, mange forbinder risengrød med julen og den bidende kolde vinter. Personligt går jeg slet ikke ind for at man deler mad ind i sæson og årstid.

At opveje den mængde grødris, der passer til en liter mælk. 125 gram.

Jeg kan godt se ideen med, at hvis man kun spiser en bestemt ret på et bestemt tidspunkt af året, så bliver det noget særligt, noget specielt. Man ville ikke se frem til smagen af and, hvis man fik den hver eneste måned året rundt. Så er der selvfølgelig også det faktum at visse grøntsager og frugter er modne på det ene og det andet tidspunkt af året.

Der kommes lidt vanilje i grøden, så den får en lækker og hyggelig smag. Ja, en smag kan godt være hyggelig.

Jeg går mere ind for at man spiser hvad man vil, når man vil. Jeg føler ikke for at få en livslektion om, at nogen (min mor) synes det er upassende at spise risengrød en juni aften. Ja, det har hændt. Grøden var ikke engang til hende. Nu er det nemlig uheldigvis sådan, at jeg er den eneste i mit hus, der kan lide at spise risengrød. Derfor er det tæt på aldrig vi får det.

Grøden skal op at koge, hvorefter jeg skruer ned for varmen og putter låget på gryden.

Dengang mine søskende og jeg var små, fik vi kun risengrød, når mine forældre ville have skinkebrød. Min søster fik ikke risengrød, hun kan ikke tåle ris. Det vil sige at de få gange, der endelig blev serveret risengrød, var det kun til min lillebror og  mig selv. Det var den første ret, jeg lærte at lave. Måske ikke så pralende, når man tænker på enkeltheden ved det, men det var stort for mig dengang.

Låget løftes og der røres rundt i det, der endnu bare er varm mælk. Det skulle nødigt brænde på.

Det lyder helt tosset, når man sådan ser det på skrift. Jeg står faktisk og bliver næsten sentimental over at lave en rimelig kedelig og ordinær ret. Det er skørt hvordan noget så trivielt og simpelt kan have en følelsesmæssig effekt på mennesker. Jeg er sikker på, jeg ikke er den eneste med en ret, der bringer minder frem.

Der tændes op i brændeovnen i stuen. Jeg nægter at spise alene ved det store spisebord. Ingen grund til at understrege ensomheden.

Hvordan kan det egentlig være at mad er gået fra kun at være noget man skulle have for at overleve, til at blive noget, der kan placeres på lige linje med fotoalbummet eller sjove historier fra de gode gamle dage? I dag er mad meget let tilgængeligt for os, medmindre vi bor i den tredje verden desværre, og det er efterhånden blevet et svært emne at undgå, mad.

Jeg bliver lige nødt til at tænde radioen for at overdøve stilheden i huset.

Mad er noget der er på vores hjerner hver eneste dag, og det er uanset om vi spiser noget eller ej. Hvis vi spiser mad, og det gør de fleste jo, tænker vi enten på hvor godt det smager, hvor meget vi nyder det eller hvor godt selskab vi er i mens vi spiser det. Hvis vi ikke spiser noget mad, kan det være man tænker frem til det næste måltid, tænker tilbage på det forrige, drømmer om sin livret eller prøver at ignorere en gnavende sult. Om man vil det eller ej, så fylder mad utrolig meget i stort set alles hverdag. Det er der ingen vej udenom.

En fordel ved at være alene i huset er, at man kan skrue så højt op for musikken, som man lyster, og ingen kommer og siger at det er skod.

Nu kan det selvfølgelig være, at der findes nogen, som er exceptionelt gode til ikke at fokusere på mad dagen lang, men det skal medierne nok kunne hjælpe med. Fjernsynet er efterhånden proppet med programmer om hvordan man laver flot og lækker mad, programmer hvor mennesker dyster om at lave den bedste kage og andre programmer hvor mennesker er uduelige i et køkken. Blade og magasiner er proppet med kure og de sundeste opskrifter, som selvfølgelig er tilpasset årstiden, det er klart.

En dyb skål, et strøg kanel og en klat smør. Så kører det. Det obligatoriske glas saftevand og jeg er 7 år gammel igen.

Kort sagt er mad et uundgåeligt emne. Hvilket er hvad der gør mad til noget kulturelt. Vi elsker at tage ud og spise på restauranter. Mad smager bare bedre, når vi ikke selv har lavet det, og ikke selv står med opvasken bagefter. Det har jeg i hvert fald hørt.

Det kan heller ikke benægtes at mad smager bedre, når man er i godt selskab. Madens smag kan sågar være afhængig af den sindsstemning, man er i besiddelse af idet man spiser det. Det er i hvert fald det, der bliver givet udtryk for i ”Blodige Jordbær”, som er skrevet af Kristian Ditlev Jensen, hvor smagen af et jordbær forsøges at beskrives. Men det er svært. Det er svært at beskrive smagen, for smagen bringer med sig associationer, som har meget lidt med smagen af et jordbær at gøre. Eller også forsøger han blot at vise, hvor mange forskellige måde hvorpå man kan beskrive en smag, ”Er den mandig? Ja. Og lidt simpel og fjollet i det”.

Hver gang jeg spiser risengrød bliver jeg automatisk mindet om min bror, der sidder over for mig ved bordet. Hvordan vi næsten har en hemmelighed sammen, fordi vi er de eneste der spiser den hvide grød.

En smag er en meget kompleks ting. Netop fordi en smag er meget mere end noget der foregår i munden. Smagen føres lynhurtigt videre til hjernen, hvor vi begynder at mindes om andre ting, der minder os om smagen. Ligesom i ”Blodige Jordbær” hvor han spiser sit andet jordbær og han kommer til at tænke på blod. Han bygger hurtigt videre på tanken om blod og ender ud med at jordbærret smager af pis og lort. Langt de fleste mennesker vil være dybt uenige i denne beskrivelse af et jordbærs smag, men det viser hvordan smagen af mad ikke kun handler om hvad vi smager, men hvad vi tænker når vi spiser det.

Det er hvad der sker for mig når jeg sidder foran pejsen og spiser min risengrød. Jeg smager ikke bare risengrøden, jeg smager fortiden og barndommen, jeg smager en simplere tid, hvor min største bekymring var, om slikskålene var blevet fordelt ligeligt, eller om de andre havde fået mere end mig. En smag kan sjældent nøjes med at blive beskrevet med et enkelt ord.

Det er langt fra kun smagsløgene, der er på arbejde, når man spiser et måltid. Hjernen arbejder hårdt for at følge med den tankestrøm, der kan være forbundet med en bestemt smag, eller bare en bestemt duft af et måltid. Mad kan smage af mange ting. Ting som ikke altid har noget at gøre med salt, oregano eller østerssovs, men som kan have med alt andet at gøre end maden selv. Og netop derfor kan mad fylde utroligt meget hos et menneske.

- Mathilde Fjord

Mad - En tradition

Mens jeg sidder her i stuen, kan jeg dufte min mors lækre mad. Det dufter af noget stærkt, noget krydret, lige som det skal være hjemme hos os. Maden er færdig og jeg tager min portion med hen til spisebordet og spiser. Den første mundfuld føles lige så godt som en hvid jul. På en kold vinterdag er det eneste der kan få mig i godt humør min mors stærke mad. Hun kan lave noget til en hver smag, hendes sans for madlavning er næsten lige så god og præcis til at ramme enhvers smag som Juliette Binoches chokolader i filmen Chocolat (2002).

Mens jeg sad og spiste filosoferede jeg som regel over livet og tilværelsen, det plejer som regel at være om fortiden, tænke over det fortabte, det der var forgået, men i dag, i dag var speciel. Det handlede ikke længere om fortiden, i dag handlede det om fremtiden. At se min mor stå og lave mad i køkkenet mindede mig om at det snart bliver min tur, det er snart mig der skal stå i køkkenet og lave mad til min familie. Jeg er ikke spor kreativ, men når det gælder madlavning, så er det noget helt andet, jeg elsker følelsen af at være en ’’lille husmor’’ der går og laver mad og bager småkager til familien, men selvom det er noget af det jeg holder mest af, så frygter jeg det. Madlavning er ikke simpelt, og mad har en større betydning end man skulle tro, ikke bare for overlevelsen, men også i litteraturen.

Her i den vestlige verden tænker man ikke så meget over madens betydning, da man har overset det grundet at ressourcerne til madlavningen har været en del af de vestlige borgeres hverdag. De fleste ser bare maden, som noget alle har rådighed til, men i en anden del af verden er der folk, som kæmper for at få mad på bordet hver dag. Det har ikke altid været sådan her, og litteraturen er et god eksempel på dette. I litteraturen kan vi se gode eksempler på hvordan madens betydning har ændret sig gennem tiden. I sagatiden fra ca. 900-1030 var mad set som et symbol på magt og storhed, det at kunne fylde et bord med mad bragte ikke taknemmelighed hos folket, det beviste bare deres status i samfundet. Senere hen brugte man mad som en kilde til religionen. Dette ses oftest i renæssancens litterære værker hvor de realistiske beskrivelser af maden er med til at forene menneskerne med det guddommelige. Mad har altid været en del af os, og et eksempel på mad som en del af os er  Juan Cotans maleri, ’’kvæde, kål, melon og agurk’’ fra 1602, hvor man ser maden som et symbol på livscyklussen, hvor man ser hvordan et æble udvikler sig fra det lille barn til at blive den lille, halvrynkede agurk. De forskellige frugter og madvarer er formet i en aftagende hyperbel, som eventuelt beskriver livets måde at ’’tynde’’ ud på, hvor man går fra det energiske lille barn til et ældre menneske, som ikke har spor meget energi tilbage.  I barokkens kunst så man også hos kunstneren Jan Steens maleri ’’den tøjlesløse husstand’’ hvor undervurderet de vigtigste i værdier i verden bliver når man har rigdom og velstand. Det kunne især ses ved at kvinden i billedet træder på Biblen og undervurderer kristendommen, og der står en dreng, formentlig kvindens søn, henne ved døren og afviser en tigger, som ikke har mulighed for at stille mad på bordet er nødt til at tigge sig frem til noget med. Dette viser også de rige menneskers selviske handlemåde, fordi de har mad nok til at kunne dele, men alligevel vælger de at smide tiggeren væk i stedet. Her ses også tydeligt kontrasten mellem de rige og de fattige, som jeg nævnte tidligere med de vestlige lande og de fattigere ikke-vestlige lande. Det ses tydeligt at social status har en betydning for hvordan man anser madens betydning i livet.  I romantikken så man ikke på maden i den forstand at det skulle spises og nydes, men så på hvordan det skulle nydes. I denne periode så man ikke uligheden blandt folket, da man fokuserede på individet selv. Mens romantikken fungerede som en modsætning til barokken opstod der en modsætning til romantikken, det moderne gennembrud. Her blev det gjort tydeligt at der var et skel mellem fattig og rig, og at mad var med til at gøre dette skel endnu større.

En af de værker, som har givet mig det bedste indtryk er Benny Andersens ’’Dej’’ fra 1993, da denne tekst minder mig om det hyggelige ved at bage og især julebagning, som nok er en af de hyggeligste tidspunkter at bage på. Jeg har altid haft et stort ønske om at skulle lave en stor julemiddag for min familie, selvom vi ikke går så meget op i det, men frygten for at fejle har altid holdt mig tilbage. Efter at have læst digtet, er min lyst til at bage kun steget. Allerede i første strofe kan man føle glæden hos børnene, som beundrer deres forældre når de bager. ’’Man stod med selve lykken i hænderne, skrabede med en finger de rigelige rester af den dejligste dej’’ beskriver så smukt følelsen af at være barn og være en del af forældrene. Dette viser også hvordan mad kan medvirke til at danne et stærkere bånd blandt forældre og børn, eller bare to tilfældige mennesker. Når jeg læser førnævnte citat minder det mig om dengang det var min mor der bagte kagerne derhjemme, vi fik altid lov til at smage af dejen og slikke skålen ren. Nu har jeg overtaget min mors job, og hvem ved, en dag får jeg måske også lov til at give bage-tjansen videre til en af mine børn.

Alle vil have forskellige holdninger til mad, nogle går op i sundhed, andre går op i nydelse, men ligegyldigt hvad, så er mad en stor del af alles hverdag, og det er der ingen der kan ændre på. Maden har ændret sig gennem tiden, man har fundet mange flere spiselige ting og der er lavet en hel del retter, som man kan finde i de forskellige kogebøger. En del er også gode til at eksperimentere og bliver ved med at skabe nye retter. Maden begyndte som en simpel lille ting, og har nu udviklet sig til at betyde stort set alt. Mad har forandret sig, og mad vil altid forandre sig, så mon ikke man en dag bliver den ’’perfekte’’ kok som sin mor.  

- Britte  

Mad og Symboler

Mad er en essentiel ting for alt levende. Mad kommer i mange former og størrelser og hvis jeg selv tænker på den type mad, jeg bedst kan lide, tager det ikke lang tid før mundvandet løber. Men mad er andet end et remedie til overlevelse. Når jeg fx spiser sushi med mine veninder, er det ikke fordi, vi skal overleve. Det er noget, som bringer os sammen, men også noget vi alle bruger til definere, hvem vi er. Sushi er en spise, der er fra en anden kultur, og det er noget, der kræver en teknik at kunne spise, da man ikke bruger normalt bestik. For mange kan det være meget eksotisk og det at vi kan lide smagen af det kan måske få os til at føle os specielle eller anderledes i forhold til dem, der ikke spiser sushi. Men sushi er også noget, vi spiser ved specielle lejligheder i min familie. Det er noget eksklusivt og noget, man nyder mere end andre retter. Det er noget, jeg ønsker mig til min fødselsdag og noget, som vi fejrer specielle anledninger med. Da jeg var lille og jeg smagte sushi for første gang, kan jeg huske, at min mor sagde, at det var utroligt at jeg kunne lide det, da det var en ret, voksne spiste. Dette fik mig til at rette ryggen og spise det med ekstra stor glæde, da det fik mig til at føle mig stor og anderledes på en god måde. Sushi er for mig noget, der symboliserer noget dyrt, eksklusivt, lækkert og noget, der får mig til at føle mig anderledes, når jeg møder folk, der ikke kan lide det. Det er for mig noget, der samler mennesker, jeg holder af og en tradition, der kobles til lejligheder.

Dette leder mig hen på, hvilken rolle mad spiller i litteraturen og kunsten. Her er mad heller ikke bare mad. Mad er en følelse, en tanke og en oplevelse. Mad bliver gennem kunsten og litteraturen til noget mere end mad. Fordi maden kun kan beskrives gennem tekst, eller afbilledes på et lærred, er det ikke muligt for tilskueren eller læseren fysisk at komme i kontakt med maden. Derfor bliver maden til en ide. Et symbol.

I teksten ”sjælen marineret” af Benny Andersen er maden også blevet et symbol. Benny Andersen har nemlig valgt at lade sjælen blive marineret. Pludselig er marineringsprocessen blevet en allegori for det at drømme. Man kan forestille sig, hvordan et saftigt stykke kød ligger og marinerer, men samtidig har man en stærk opfattelse af, at det slet ikke er det, teksten handler om. Vi er i gang med at få beskrevet den komplicerede proces at drømme. Vi er ved at marinere vores sjæl. Teksten har form som en opskrift og i stedet for at tilsætte de nødvendige krydderier tilsætter vi følelser og minder. Teksten starter med at beskrive marinering af kød, og jeg troede til at starte med, at det var en opskrift, men efter nogle linjer kan man tydeligt mærke på beskrivelserne af marineringen, at der ikke længere er tale om kød.

Men det er ikke kun i litteraturen, at man bruger mad som allegorier eller symboler. Hvis man kigger på barokgenren vanitas eller ”stilleben”, bruges mad som et symbol for forgængelighed. Her kan en frugtskål pludselig blive symbol for livet og det faktum, at vi skal dø. Frugten og den menneskelige krop bliver et og det samme, da de begge vil dø og forgå med tiden. Dette har for mennesker i barokken fortalt dem, at det jordiske liv ikke varer evigt. Det jordiske liv er syndigt, og vi venter bare på at forrådne og komme i himmelen, hvor vi forenes med Gud.

Ud over at maden kan beskrive faser i vores liv, som døden og vores drømme, kan det også hjælpe os mennesker til at forstå os selv. Den er med til at definere dem vi er gennem hvad vi kan lide af mad. Fx er det at vælge at blive vegetar noget, der beskriver dig som person. Du vælger noget mad fra, fordi du ser kød som ukorrekt spise. Du gør det for at sætte fokus på en problemstilling, du synes er vigtig, og det er noget du ofte fortæller folk, og du forklarer hvorfor du har taget det valg. På de sociale medier ser vi også, at mad spiller en større og større rolle. Folk tager billeder af alt, hvad de spiser og deler det helst med så mange mennesker som muligt, der så kan misunde deres lækre kreationer eller ærgre sig over, at de ikke selv spiser sundt eller går på kur. Det meste er sikkert opstillet som en nutidig form af stilleben bortset fra, at disse billeder ikke er taget for at lede tankerne hen mod det forgængelige og forfængelige liv, men snarere viser en vis forfængelighed hos fotografen og er et indlysende krav om opmærksomhed og bekræftelse af ens person. Denne måde at definere sig gennem maden har ikke kun været et nutidigt fænomen.

Tidligere har mad været et symbol på magt og manddom. I sagatiden har måltidet været noget, der symboliserede voldsomhed og manddom. Det har også været noget, der har vist hvor høj en stand, man var af. Hvis du havde råd til mad, viste det samfundet, at du havde velstand. Så måske bruger vi vores instagrambilleder af vores vidunderlige ”low fat” kyllingesalat til at føle, vi har velstand i forhold til andre, da vi føler os bekræftet af billedet og dermed højt hævet over andre grundet vores politisk korrekte og sunde livstil.

 Men alt litteratur og kunst bruger ikke mad som symboler eller allegorier. Modernisterne valgte at følge en mere positivistisk tankegang og beskrev tingene, som de var. De valgte at ignorere symbolikken i maden og bare beskrive et æble som et æble, og et stykke kød som et stykke kød. Hvis de skulle have lavet teksten ”sjælen marineret”, ville de bare have lavet en opskrift for, hvordan man marinerer kød. På en måde er det meget befriende ikke at skulle give alting en mening og ikke altid tænke over symbolikken i alting. Man ville bare kunne male et billede af en frugtskål uden, at det skulle have en dybere mening. Hvis jeg havde været en modernist, ville jeg nok ikke have spist sushi, fordi det var noget eksklusivt eller specielt symbolsk. Hvis jeg skal være helt ærlig, ville jeg nok slet ikke spise det, da det ville være alt for dyrt taget i betragtning af, at jeg bare ville tolke det som mad. Men skulle jeg vælge mellem symbolik eller ikke symbolik, ville jeg hælde mere til at beholde min symbolik og især med hensyn til maden. Hvis ikke der var nogen form for symboler eller minder, der kom frem, når man spiste et måltid, ville det blive trist og kedeligt. Julemiddage ville blive ubeskriveligt kedelige og vanitasbilleder ville blive kedelige og uinteressante. Tænk sig at fjerne maden som symbol i litteraturen og kunsten. Næsten alt ville jo miste sin mening. Den sidste nadver ville være ligegyldig og vi ville ikke have nogen nadver i kristendommen. Man ville i renæssancen miste sin nærhed med Gud, da det er gennem nadveren, at man kom i kontakt med Gud. Gennem smagssansen og maden kunne man lettere forstå Gud. Romantikerne ville ikke have haft deres forfinede måder at beskrive erotik på og det ville være meget uromantisk, med meget færre æblekurve og frugter, der skulle lægges i kvinders skød. Det ville blive en grov litteratur og en endnu grovere kunst.

Som en sand naturvidenskabelig studerende kan jeg hermed konkludere, at maden som symbol i litteraturen og kunsten er altafgørende. Det giver ikke kun litteraturen og kunsten mening, men hjælper også mennesker med at finde mening i deres egen person. Uanset hvem vi er, hjælper maden os med at definere os som mennesker, og det hjælper os med at beskrive ting, der måske ikke er så lette at sige direkte. Det definerer vores kultur, og det inspirerer os. Det er noget, som alle rent biologisk har brug for, og det er noget, kroppen har brug for, for at overleve. Men der er ingen, der siger, at det skal være kedeligt at overleve. Jeg vil se frem til den næste tur, jeg skal have med mine sushispisende veninder på en måske lidt for dyr sushirestaurant. Sushi er noget, der hjælper mig med at definere min personlighed. Hvis ikke jeg havde mit livsnødvendige sushi som symbol for mig selv, hvad skulle jeg dog så sige når folk spurgte mig, hvad min yndlingsret var? Bøf med løg og kartofler er lidt for ordinært og dansk. Jeg har altid følt mig som en mere eksotisk person. Hvem ved, om jeg har japansk blod i årerne?

Frokost i sort på hvidt

Jeg kan tydeligt huske den lidt for kølige, men klare eftermiddag, da vi alligevel satte os midt i den duftende, syrlige fyrreskov. Madpakken var lækker, for man bliver altid sulten i en skov. Aldrig har blødkogte æg været så cremede, aldrig har røget makrel været så viljefast i smagen og så spændstig i konsistensen. Agurken var sprød og smagte af regnskov frem for vand.  Tomaten var som et lille koncentrat af solskin, der tikkede som en bombe for at springes, så snart tænderne prikkede hul i den spændte skræl. Fugle af en art stod nærmest stille på himlen, som kurrende prikker. Jeg husker tydeligt at Cornelia også var der, og at vi drak skarp snaps, der prikkede i næsen og ned langs struben ud i blodet. Jeg husker alt dette, da jeg læser Per Højholdts digt ”Frokost i det grønne” fra 1977.

Digtet er ord på et stykke papir, men de går i metamorfose i læserens fantasi og bliver til billeder og dufte, måske endda stemning og følelse og oplevelse, som et minde, næsten som havde læseren været på picnic selv. Min ”frokost i det grønne” er stensikkert anderledes end din, men der er måske nogle elementer vi kan blive enige om, selvom de ikke står i teksten sort på hvidt.

Denne oplevelse af en tekst er noget som Per Højholdt tematiserer. Han bryder med ét sin hjemmelavede illusion for at afslutte med en metarefleksion over det at opleve en beskrevet frokost. Denne refleksion kommer lige under ”frokostens” klimaks, da Cornelia skal til at bide i en tomat, som kan læses som et uundgåeligt syndefald. Det er netop denne læsning som Per Højholdt gør en smule grin med, når teksten ”slår op”:

”I samme sekund sekundet

 indtræffer det sekund hvor teksten

slår op og den umulige frokost

alligevel fortsætter

og allerede har fundet sted”

Digtet vender på en tallerken, da det starter ud som en sanselig beskrivelse og ender som en kommentar til, hvad tekst kan gøre i læserens hoved. Per Højholdt kan overraske på denne måde, da han kender den symbolværdi et måltid kan have.

Mad i kunsten og litteraturen har en merbetydning. Et æble er et syndefald, en gulerod er en fallos og mange andre ingredienser og sågar måltider har symbolværdier, eller stærke konnotationer. Et eksempel er stegt flæsk med persillesovs, som for nyligt blev udnævnt ”Danmarks nationalret” og emmer af tradition og patriotisme. Selve det at spise er associeret med den seksuelle akt, helt fra folkeeventyret. Men mad må mere - udover at de forskellige spiser har symbolværdi og en affektionsværdi, så kan mad være enormt sanselig. Det er særligt smag og lugtesansen der stimuleres, hvilet bryder med litteraturens ofte visuelle beskrivelser, velsagtens fordi synet er menneskets stærkeste sans. Det skal også tilføjes, at vi helt konkret opfanger teksten med øjnene når vi læser. Når så andre sanseindtryk kobles på, bliver tekstens motiv nemmere at forestille sig, man kan med et passende kliché sige, at teksten bliver levende.

Inden for billedkunst er det visuelle udtryk det vigtigste. Ganske vist kan en billedflade have taktile egenskaber, men det er gennem øjnene vi modtager indtrykket. Billeder med mad på påvirker beskuerens øvrige sanseapparat, og måske er det netop en påvirkning af modtageren, der er kunst.

Et stilleben af en frugtskål ser lækkert ud og beskueren får gerne frugt-cravings og spyt i munden. Omvendt kan man blive frastødt, når maleriet taler til andre sanser, som for et eksempel på Mickael Kviums ”Man kan hvad man vil” og ”Man gør hvad man kan”, hvor en deform kvindeskikkelse spiser et barn på det ene maleri og kaster op på det næste. Man skal ikke tage fejl af, at det er Kviums intention at frastøde beskueren. Det må det være. Når man modtager så stærkt et indtryk, provokeres man til at reflektere, når væmmelsen har lagt sig. Man kan hvad man vil. Næsten. Den generation jeg tilhører har i hvert fald flere muligheder end nogensinde før. At man skal gøre hvad man kan, i den betydning at man skal gøre sig umage, kan heller ikke rejse stor debat. Men at gøre noget blot fordi, at det er muligt er derimod helt forskruet og afskyeliggøres i malerierne, på samme måde som det blev med Marco Evaristtis ti guldfisk i blendere.

Helt omvendt er æstetikken i min frokost, og der stilles også nogle anderledes spørgsmål. Fra den afskyelige handling til det virkelige og det umulige. Jeg tror, at de fleste tænker, at nuet er det mest virkelige – altså det du oplever lige nu, hvor du læser dette blogindlæg. Men ”nu” der blev beskrevet i forrige sætning, er et andet, end det nu, du oplever nu. Nutiden er altså en serie uhåndgribelige punkter, der er overstået så snart de er begyndt, hvilket ikke lyder ret håndgribeligt eller ret virkeligt. Måske er det derfor, at det med at gribe nuet er så svært. Fremtiden er blot endnu mere uhåndgribelig – det ved jeg og mine klassekammerater bedre end nogen andre, da vi udruges som drukne studenter til sommer. Fremtiden er uendelig og asiatisk i sin vælde og det samme er mulighederne.

Fortiden er derimod for længst forsvundet, men har efterladt sig mange håndgribelige spor. Fortiden defineres ofte, for eksempel i historiebøger, avisartikler, smalltalk og dramaserier, men det er selvfølgelig umuligt at give det perfekte billede af, hvad der skete dengang i november 2014, da en klasse på Egå Gymnasium skulle beskrive en gulerod.

Det at ”leve i fortiden” betegner noget negativt. Fortiden har i den vestlige verden en konnotation af noget forældet, det er dårligt at bevæge sig tilbage, mens fremtiden er lys, det er godt at bevæge sig frem, og helst så hurtigt som muligt. Mad er et af de livsvigtige elementer i livet, der kan få et menneske til at bremse op, føle nærvær og sanse øjeblikket. Mad kan få én til at føle, at noget sker her og nu. Men mad må mere. Dufte kan få et menneske til at genopleve et minde fra en ubagt barndom og på den måde kan nutid og fortid forenes på en underlig måde i en tekst. Jeg tror at det er derfor, at Per Højholdt skriver, at ”den umulige frokost alligevel fortsætter” og på samme tid, ”allerede har fundet sted”. Og så kan man ellers sidde her og vente på, at hun skal bide i den helvedes tomat.

- Marine

Mississippi Mud Pie

Jeg sidder sammen med min familie rundt om sofabordet. Det er en af de der hyggelige søndag eftermiddagsstunder, hvor vi alle sidder med vores krus med dejlig varm kaffe og et stykke kage. I dette tilfælde er det en lækker Mississippi Mud Pie, det gælder. Smagen, den fyldige, bløde, cremede chokolade bringer minder frem fra min barndom. Den minder mig om min ynglings choko-banankage med hindbærsyltetøj, der var det bedste, jeg vidste, da jeg var yngre. Kagen minder mig om de varme sommerdage, og adskillige af mine fødselsdage, hvor denne kage var en obligatorisk del af menuen.

Det er noget mad kan, altså det at minde en, om en bestemt følelse eller en bestemt situation. Jeg er ikke den eneste, der bliver mindet om noget, det kan enten være godt eller skidt, gennem mad. I digtet ’Dej’ af Benny Andersen føler jeg-personen netop det samme som jeg. Jeg-personen bliver, ved mødet af noget så simplet som dej, mindet om situationer fra sin barndom, hvor han fik lov til at slikke skålen, når der blev bagt. Dejen var for ham meget bedre end selve den færdige kage, og han følte at dejen var som tyktflydende kærlighed, det var alt, hvad trygt og godt ved hans barndom. Hver gang har møder denne kagedej, vil han altid mindes de lykkelige stunder i køkkenet, hvor han fik lov til at smage den himmerigeske dej, og han altid var tryg og havde det godt, uden bekymringer.

For mange er mad bare noget, der skal spises for at kunne overleve, mad er jo en helt essentiel ting. Mad er livsnødvendigt for alle både mennesker og dyr. Er der ingen føde er der intet liv. Men maden er jo også noget andet, mad er ikke bare mad. I dag ser mange mennesker, ikke blot mad som noget nødvendigt. Det nødvendige er der jo ikke nogen. der kan komme udenom, ikke hvis man har lyst til at leve i hvert fald.

Mad er i dag blevet til en interesse, mange har det som deres hobby at bage, det er på sin vis meget naturligt, da det er noget, man altid har gjort, det er bare ikke en nødvendighed i Danmark i dag. Kokkene bliver kaldt for vores dags rockstjerner. Der er da også uendeligt mange madprogrammer i tv med både professionelle og amatørkokke.

Kigger man reklamerne for Arnoldbusk eller Bog&idé igennem, er der ufatteligt mange kogebøger med alt hvad hjertet begærer, hvad end det er chokolade, kage eller stenalderkost, de bliver jo nærmest smidt i hovedet på en. Heller ikke på internettet slipper kan man slippe for maden, det er alle vegne på diverse blogs og hjemmesider, jeg synes i hvert fald, at det altid popper i hovedet på mig. Her i Danmark ligger desuden verdens bedste restaurant Noma, for nogle mennesker er det en helt særlig nydelse at få mad i en sådan klasse.

Men mad findes ikke bare i den virkelige verden. Maden er også at finde i både litteraturen og i kunsten. Mad tolkes som så meget andet i kunsten og litteraturen på mange forskellige måder, mad har altså efterhånden fået mere end én betydning. Mad skildret i både kunsten og litteraturen, er altså ikke bare gengivelser af mad som sådan. Maden er ofte et symbol på en konkret virkelighed, som er blevet fortolket og omsat til kunst i form af billeder og litteratur. Maden bliver et symbol på noget og større end bare mad.

Maden ses i mange perioder op gennem tiden, og i de forskellige perioder lægges der naturligvis vægt på forskellige ting.

I vikingetiden, som vi i dag litterært kender fra sagaerne, så man mad som et statussymbol, der var dengang meget fokus på manddomen blandt andet i form af mjød og kød. Det er også noget, der ofte forbindes med det mandlige i dag.

I den efterkommende renæssance, hvor der for alvor begyndte at komme fokus på kunsterne som andet end håndværkere, kunne på samme måde også begyndte at se maden i kunsten. Kunsterne var efterhånden blevet bedre til at eftergive virkeligheden, maden blev derfor eftergivet realistisk, men ofte i forbindelse med noget religiøst, idet dette var hvad værkerne ofte omhandlede, da det for det meste var kirken der benyttede kunsterne. Biblen var et af de første litterære værker, der brugte metaforer, heriblandt mad.

Senere i barokken begyndte man, at bruge symbolikken mere, blandt andet i form af mad. Dette ses blandt andet i stilleben, hvor mad i vanitassymbolikken blandt andet er tegn på forfængelighed og forgængelighed. Vanitas betyder på latin noget tomt, noget indholdsløst, i overført betydning noget forfængeligt. I barokken rimer forgængelighed på forfængelighed.

Mad begynder altså i barokken, at blive et symbol på både liv og død. Det kan man blandt andet se på Juan Cotans maleri ’Kvæde, kål, melon og agurk’ fra 1602, som er en stilleben, man eviggør et motiv, for eksempel frugt, der er mere eller mindre i forfald. Her benytters grønsagerne som en allegori på livsfaserne. Tilsammen danner de en hyperbel over livets stadier, hvor kvæde er det lille barn fyldt af liv, hvorefter kålen begynder at springe ud, ungdommen, melonen er hvor det begynder at gå ned ad bakke, man bliver ældre, stifter familie, ved agurken er man ved at være gammel og rynket, livet er ved at være ovre.

I romantikken der for alvor sat fokus på mads symbolske betydning i både kunsten og litteraturen.

Mad er efterhånden også blevet til et sexsymbol. Dette så man også i romantikken, her kunne maden for eksempel være med til eller en måde at beskrive en kvinde. Også op i gennem det moderne gennembrud, modernismen og i det senmoderne samfund har der været fokus på maden i forskellig grad. Maden bruges ofte som et symbol på det seksuelle, i det modernistiske og senmoderne samfund.

Det er derfor meget naturligt, at vi ikke blot betragter mad ud fra en meget ensidig tankegang, hvor der ikke er mere ved mad, end at det bare er noget vi skal bruge for at overleve. Det kan godt være, at det ikke lige er noget man tænker over, når man bare lige sidder med sin lidt kedelige rugbrødsmad med leverpostej og agurk på toppen, det er dog for det meste i vores underbevidsthed. Hvis vi begynder at tænke over de ting vi gør, og hvad det egentlig er vi spiser, og hvorfor vi gør det, så er det der et sted.

Mad er for mange altså ikke blot mad. Mad forbinder os med fortiden, og den vil for altid være et symbol på alt andet end bare mad.

Mit lækre stykke chokoladekage er altså ikke bare mad, det er noget der både kan forbindes med de søde minder fra min barndom, det er noget der kan forbindes med det seksuelle og det er også noget der i den grad er symbol på livet generelt, helt fra den spæde start på livet til døden. 

- Sara

Mad som følelser

Jeg har personligt ikke oplevet meget i mit liv, hverken når det kommer til sorg eller lykke. Noget af det, der dog står klarest i min erindring er dengang min første hund døde. Det var første gang, jeg oplevede en så inderlig, ubarmhjertig og fuldstændig ubærlig sorg, og det var svært pludselig at skulle håndtere en sådan følelse. Det der hjalp mig til at bære sorgen og komme gennem den svære periode var for mig musik. Det føltes befriende at sætte en sang på, der bare mindede det mindste om sorgen og så lade følelserne vælde op i mig. På samme måde som mig er der mange, der bearbejder sit indre kaos af følelser ved at forbinde dem med noget konkret og sanseligt. I litteraturen er dette gennem århundreder blevet udnyttet til at kunne beskrive og udtrykke bestemte følelser og sindstilstande, og her er mad, som noget sanseligt, i høj grad blevet anvendt.

Mad har altid fyldt en enorm del af menneskets hverdag lige fra urtidens første mennesker til den travle og senmoderne hverdag anno 2014. På trods af dette har menneskets syn på mad og madens rolle i hverdagen ændret sig drastisk gennem tidens løb. For millioner af år siden var mad intet andet end en forudsætning for liv og er det i princippet stadig i dele af verden i dag. Gennem tiden har det ændret sig, og mad er gået fra at være en basal betingelse for liv til at være et symbol på magt og status, Herren og Jesus, kærlighed og erotik, livet som et forgængeligt fænomen, uligheden i samfundet og i dag som en måde at promovere sig selv på. Dette kan findes som eksempler overalt i kunsten og litteraturen, helt fra det gamle testamente til Instagram-opdateringer i dag. Mange af de nævnte eksempler er eksempler, hvor noget abstrakt bindes på noget konkret, som her er mad. Det hjælper på forståelsen at kunne forbinde svære og abstrakte begreber, som kærlighed eller troen på Gud, til noget konkret og sanseligt, og det gør det nemmere at forholde sig til svære og ellers ubeskrivelige følelser.

I et værk af Kristian Ditlev Jensen fra 2004, Livret, ses netop denne måde at forholde sig til følelser på. I en passage i bogen, Blodrøde jordbær, fremstilles sindstilstanden af en mand gennem den måde, hvorpå han opfatter smagen af et jordbær. Da hovedpersonen spiser det første jordbær rammes han af et kaos af smagsindtryk, som han har svært ved at sammenfatte til en helhed. Man fornemmer hans frustrationer gennem de modsætninger, han opstiller: på én gang smager bærret både feminint og maskulint, stærkt og mildt, harmonisk og uharmonisk og tykt og tyndt. Jordbærret bliver pludselig et udtryk for hans liv som ét stort kaos, og han har svært ved at få overblik, hvilket frustrerer ham. ”Jeg kan godt smage det, men det giver ingen mening.” siger han og giver i ord udtryk for den meningsløshed, der har ramt ham.

Da hovedpersonen spiser et jordbær mere, lader det til at han pludselig kan smage det, jordbærret i virkeligheden smager af – nemlig urin, afføring og sort hår. Det kan ses som om, at personen i værket pludselig rammes af virkeligheden og konfronteres med de følelser, han har haft så svært ved at åbne op for. Hans sorg og vrede kommer til udtryk i en endeløs række af ulækre og negative ting, han forbinder jordbærret med. Inden dette skift i tonen opstår, er der en sætning, der lyder: ”Han holder fat i bærrets grønne top med pege- og tommelfinger og lader det svinge dér i luften, som om han kunne slippe det hvad øjeblik, det skulle være.” Her bliver jordbærret et symbol på livets skrøbelighed, og på hvordan vi alle kun hænger i en tynd tråd, der kan knække når som helst. Dette hænger sammen med årsagen til hans frustration og sorg.

Ser man Blodige jordbær i hele sin kontekst med værket Livret, forstår man, at kærligheden spiller en større rolle, end det umiddelbart lader til. Hovedpersonens kone har taget sit eget liv, og hans frustration, som udtrykkes i Blodlige jordbær bunder altså i en stor sorg over dette tab. Det kommer til udtryk i teksten, da der lægges stort fokus på modsætningerne mand og kvinde, og liv og død, som peger på det forhold, han havde med sin kone og det faktum, at hun nu er død. Den forvirring hovedpersonen udtrykker, da han spiser det første jordbær, bliver et symbol på den meningsløshed, han føler ved at skulle leve et liv uden sin kone. Hans indtryk af det andet jordbær er et udtryk for hans sorg over sit store tab og hans vrede over, at hun har forladt ham.

Mad er, selvom man sjældent tænker over det, ofte forbundet med følelser i form af kærlighed og elskov. Som nævnt er kærlighed et fænomen, der kan være meget svært at udtrykke i ord, og det kan derfor være lettere at udtrykke den gennem noget sanseligt som mad. For eksempel kan det at lave en lækker middag til en, man holder af være et udtryk for en handling af kærlighed. På samme måde tager man som regel på date på en restaurant og spiser en middag, fordi det er romantisk. Det er ikke noget, mennesker tænker så meget over – sådan er det bare.

I 1838 udkom et digt af Emil Aarestrup. En Middag gengiver en romantisk scene, hvor Aarestrup beskuer en kvinde gennem sansning af mad. Maden bliver et udtryk for hans forelskelse og begær efter kvinden og hun et objekt for den. Digtet beskriver dog kærligheden som noget, der kun findes, når den er umulig og derfor fylder adskillelse og forgængelighed også en stor rolle i digtet. ”Og orangens søde skive I din purpurmunds indfatning, fik for tabet af sin guldhud, en guddommelig erstatning.” Her ophøjes kvinden til noget guddommeligt, men samtidig gives der udtryk for det tab, der var forudsætning for dette – at appelsinen måtte miste sin skal. På denne måde eksisterer kærligheden i digtet kun i kraft af modstanden mod den.

                      De samme temaer tager plads i Kristian Ditlev Jensens værk, men på en måde, hvor tabet ikke ses som en forudsætning for kærligheden og nydelsen, som i Aarestrups digt, men blot for den smerte den forårsager.

Mad, som er en sanselig ting for os mennesker i både syn, lugt, følelse, smag og selv hørelse, er en oplagt tilgang til at beskrive situationer eller følelser, der er svære at beskrive i helt ren form. Det er derfor ikke mærkeligt, at der gennem tiden er skrevet en lang række værker med mad, ikke som centrum, men som en måde at formidle følelser og abstrakte fænomener på. Dog kan mad som beskrivelse og formidling af sindstilstande, følelser osv. være en ret bred og upræcis måde at skrive på. Naturligvis er sanser noget af det mennesker allerbedst kan forholde sig til, men kan tolkes på mange forskellige måder. Det kan derfor være svært, når man læser et værk, hvor maden formidler det centrale i teksten, da det vil være svært at vide, hvorvidt værket skal læses erotisk, romantisk eller i en religiøs sammenhæng. Det er en ulempe, og man kan nemt forstå noget i værket, som egentlig ikke er relevant.

                      På trods af det vil mad nok alligevel altid blive inddraget i tekster, da den fylder så meget af menneskets hverdag i forvejen og altid vil gøre det. Desuden er det naturligt, at man kan tolke værker på alverdens forskellige måder, og det at mad bidrager til endnu flere tolkninger gør det blot mere interessant at arbejde med. 

Mad er altså ikke længere noget, man blot spiser for at overleve eller for smagen i sig selv. Den er blevet en væsentlig del af litteraturen og har i århundreder været en primær kilde til at udtrykke bestemte følelser og sindstilstande på. På samme måde kan andet sanseligt foruden mad virke på samme måde – ligesom musik, som jeg selv fandt trøst i, da jeg mistede en, jeg holdte af.

Amalie Nielsen

Fiskefrikadeller 4 pers.

Bogen er lurvet og dufter af bibliotek. Dens brunlige forside er slidt i kanterne, og titlens friske grønne farve virker ironisk på det gamle papir. Billedet viser en tallerken med kombinationen fisk i flødesovs og gulerodsboller. Ved siden af tallerkenen er en opskriftsbog, der er slået op på netop denne ret. Jeg smiler ved tanken, intet er ladt op til tilfældighederne. Bag bogen gemmer sig en kniv med et lag smør fra en anden tid. Titlen står med stort, ”Karolines Køkken”. Jeg åbner kogebogen, og en side er lige ved at falde ud. ”Sommergryde” og ”Vintergryde” læser jeg på de bortløbende opskrifter. Billedet viser to skåle, en med stuvede ærter og gulerødder, og en med stuvede pastinakker og gulerødder. Igen må jeg lette på smilebåndet. Forskelligheden eller mangel på samme er så slående, at det virker komisk. Den gamle kogebog er noget helt andet end nutidens individ dyrkelse. Den bygger på ensartethed, simpelhed og regler. Smør, fløde og sukker. Det er gennemsnittets pølsedanmark i fuldt flor.

Den slående forskel får mig til at sætte nutiden i perspektiv. Maden er konkret og håndgribelig. Noget vi alle kan relatere til, og netop derfor afspejles samfundets principper i madkulturen. Maden definerer måden vi er sammen på og med hvem. Tager vi på café, drikker vi kaffe med lakrids. Laver vi middag, gøres det med indiske krydderier. Tager vi hjem til Mormor, står den på alt god fra Karolines. Maden tilpasser sig miljøet den afspejler, som individet gør det i samfundet. Nutidens kogebøger handler ligeså meget om individet og selvrealiseringen, som det handler om maden. Her er eksempler som Jamie Oliver, Gordon Ramsay og Claus Meyer fremtrædende. Alle har de et individuelt image, man matcher ved netop at lave maden på deres måde. Tanken om maden og hvad den symboliserer, bliver derfor vigtigere end maden i sig selv. Men er denne overflødige individdyrkelse for falsk, ligefrem og påtaget for dig, så kan du dyrke dig selv gennem et utal af kogebøger, der matcher din person. ”Gastromand” til den maskuline perfektionist. ”Kogebog for tøser” til prinsessen. ”THAItapas” til den nysgerrige der ikke går op i traditioner. Her kan du selvrealisere ved at bruge de rigtige råvarer, pynte og dokumentere din mad på Instagram.

Gad vide hvilken respons et billede af slatten sommer- eller vintergryde ville give på Instagram? Ingen følgere, suk fra sundhedstosser og et væld af uheldige kommentarer? Jeg lægger den løbske side på plads i bogen og bladrer videre denne gang mere forsigtigt. De ensartede retter er åbenbart skrøbeligere end som så.  Helstegt lever, stegt hornfisk, sild, svinekød med grønsager, butterdej med ost og sild igen. Ingen overraskelser at hente her. Bingo, fiskefrikadeller. Billedet ser ligeså tiltalende ud som bogens lurvede sider, men det ser jeg bort fra det, da opskriften er fra et andet århundrede.

½ kg torskefilet’er • 1 mellemstort zittauerløg • 3 spsk hvedemel • 3 spsk kartoffelmel • 2 æg • 3 spsk friskhakket dild • 1½ tsk groft salt • friskkværnet peber • 1 dl mælk • 50 g smør.

Jeg finder tingene frem og rører farsen sammen. Fisken er hakket i forvejen, så det tager ikke lang tid at røre sammen. Mælken kommer i lidt efter lidt, mens håndmixeren kører på fuld skrue. Den mekaniske lyd guider mig ind i tankestrømmen fra før. I ”Karolines køkken” er maden noget andet, maden er et dansk håndværk forbeholdt husmødre. Her er det ikke individet, der er i centrum. Men et kollektivt samlingspunkt, der bygger på korrekthed og kærligheden til kartofler og fed sovs. Men samtidigt er ”Karolines Køkken” i en datidig sammenhæng et revolutionerende fænomen, der skabte et samlingspunkt for den danske madkultur. Opskriftbogen var samtaleemne ved middagsbordene og samlede den danske befolkning omkring dette madideal, ligesom de sociale medier gør det i den nyere madkultur. Hvis man betragter ”Karolines Køkken” som litterære værker bærer kogebøgerne på tusindvis af samfundsmæssige referencer gennem formidlingen af opskrifterne, og kogebøgerne har uden tvivl spillet en vigtig rolle i udviklingen af dansk mad. 

Lad farsen stå koldt og tildækket i ca. 1 time.  

1 time er lang tid at vente, når man er småsulten og tænksom. Men farsen skal lige sætte sig, ellers bliver den aldrig til fiskefrikadeller, så jeg sætter et ur og lægger mig på sofaen for at tænke videre. For en ting er mad i kogebogen eller som spejlbilledet af samfundet. Hvad sker der, når maden sættes i en anden sammenhæng? Når maden bruges som et værktøj til at skabe en stemning eller understrege pointe? Når maden bruges som metafor, allegori eller symbol i litteraturen, er det for at gøre situationen let forståelig og håndgribelig. Vi kender det fra modernismens erkendelseslitteratur, hvor konfrontationen er i højsæde. Et eksempel er i Klaus Rifbjergs ”Det er blevet os pålagt” fra digtsamlingen ”Konfrontation”.

Digtet er et billede på hverdagsmennesket, der udsættes for alverdens normalitet i et gennemsnitsliv. Digtet bygger på en stigende mæthed idet man fortærer gennemsnitslivet og ikke kan stoppe. Hvad skulle man ellers gøre? Det er ”Karolines Køkken” om igen. Du bliver ved med at spise sovs, kød og kartofler, for det er det, du kender til, og det er det der står i opskriften. Maden er derved blevet en allegori for livet, og man æder af det så længe, at man til sidst må æde sin egen død. Rifbjerg anvender maden til at konfrontere os med virkeligheden og dens meningsløshed, der er et paradoks i sig selv. For i bund og grund er det ikke et valg, det er blevet os pålagt, som om vi var rugbrøden i et stykke smørrebrød. Vi ender med at æde det stykke smørrebrød, der er billedet på vores gennemsnitlige liv. Her opstår tomheden i mætheden og splittelsen i fremmedgørelsen af det ellers så hjemmelige at spise. Rifbjerg opnår konfrontationen gennem maden, der serverer et budskabet om ikke at følge opskriften. I stedet bør man selv tage stilling og flytte synsvinklen fra det kendte til det nutidige og det relevante.

Jeg kigger på uret, der er gået en halv time. Jeg trækker på skuldrende og rejser mig fra sofaen. Jeg går ud i køkkenet, tager farsen ud af køleskabet og finder pande, palet og passende mængde fedtstof frem. Duften breder sig hurtigt idet fiskefrikadellerne steger i varmen. Jeg kan ikke lade være med at smage på én. Den er sprød på overfladen men silkeblød i midten. Den har den helt rette tekstur. Lidt grumset. Smagen breder sig i min mund, som duften gør det i mine næsebor. Smagen af stegt fisk, på den helt rigtige måde. Ingredienserne konfronterer mine smagsløg. Humor, splittelsen, ironi, meningsløshed, fremmedgørelse, selfie, selfie, samfund. Bekræfter fiskefrikadellens formål og dens succes. Jeg rækker ud efter en mere og en til og mærker snart mæthedsfornemmelsen brede sig. Behovet for den omfavnende helhed, der giver mening i min mave.

- Ida