Pap-pizzaer og tanker om mad

Man siger, at mad kan bringe mennesker sammen, at det kan skabe særlige øjeblikke og sensationelle oplevelser og dit og dat. Idet jeg sad foran aftensmaden forleden dag, gik det i et øjeblik op for mig, at jeg ikke kunne undgå at være uenig. I dagens anledning var der ingen kære mor til at stå for måltidet. Hjemme hos mig ved vi alle sammen godt, hvad det betyder. Menuen står enten på spaghetti med kødsovs eller andet ukompliceret mad, hvor der ikke skal arbejdes i mere end nogle minutter, for at alle kan blive mætte. Det skal være nemt og billigt og ellers bliver det for meget bøvl. Det var dermed besluttet, at vi skulle have frysepizza den pågældende dag.

Jeg havde tidligere på dagen siddet og læst et uddrag af Kristian Ditlev Jensens Livret, om hvordan hovedpersonen beskriver hans sindstilstand, efter konens selvmord, gennem en beskrivelse af et jordbærs smag. Meget farverigt fortæller han om, hvordan jordbærret pludselig begynder at smage af alle mulige mærkværdige ting, men overraskende nok udtrykker han sig alligevel gentagne gange til jordbærsælgeren, som om at det ikke smager af noget som helst. Idet jeg tog en bid af pizzaen, følte jeg, at jeg godt kunne have overtaget pladsen som personen, der skabende beklagede sig over, at det forhelvede ikke smagte af noget – til trods for at ingen selvmord havde påvirket min sindstilstand. Altså, det smagte af noget.. men så alligevel ikke. Smagen var lige så tom som mit trætte hoved. Det er i det hele taget forunderligt, hvordan sådan et måltid, der er så uinteressant og kedelig, kan være blevet så populær i nutidens samfund. Dette gælder generelt for ”papmad”, vil jeg mene.

For manges vedkommende er maden ikke længere noget væsentligt punkt på dagsordenen, men nærmere et biologisk behov, der skal opfyldes og så er det dét. Mad er fysisk ikke mere eller mindre end ”bare mad”. Undskyldningen bliver ofte, at det stressede senmoderne menneske bare ikke har overskud til at lægge tid og kræfter i udvælge en ret, rode rundt i supermarkedet efter ingredienser og i sidste ende lave maden. Den nutidige travle verden kan nemt gøre de mere simplere køberetter til den nemmeste løsning, men jeg tror, man skal passe på med, at papprodukterne ikke overtager pladsen som værende rigtig mad. Det skulle nødigt være det eneste, man ender med at spise.

Der er noget mere rigtigt ved en ordentlig omgang flæskesteg med brunede kartofler, rødkål og hele svineriet, hvis der er lagt noget arbejde i måltidet, i stedet for at rødkålen er færdigkøbt og at det hele bare er klart til at blive stillet på bordet lige fra indkøbsvognen af. Lidt kliché-agtigt kan man sige, at maden bliver bedre ved, at der bliver lagt noget kærlighed i den. Smagen bliver bedre. Det behøver ikke være noget festligt måltid, som i Babettes Gæstebud, hvor en hel formue og en masse arbejde bliver brugt til at lave maden, for at maden får den ekstra gode smag. Bare tanken om, at det ikke er maskinproduceret mad, giver det lige det lille pift, at man tænker: ”Mmh, det smager interessant/anderledes” i stedet for, at man kan forudsige den uforanderlige smag af papprodukterne. ”Det smager jo præcis som det plejer. Det har maskinerne vel nok gjort godt”. Mad er en kunst, og man får aldrig helt præcist det samme resultat – med mindre man altså er en maskine.

Kærlighed har altid været et meget populært emne inden for litteraturskrivning og kunst, og det er derfor selvfølgelig heller ikke uden grund, at retter som ”brændende kærlighed” eksisterer. Mad har med sine mange sammensætninger og former kunne bruges som symbol og allegori for mange ting, men specielt kærlighed har altid været et gennemgående tema. Om det så har været kærlighed til Gud eller til et andet menneske, har maden tjent et kunstnerisk formål, der rækker noget længere end et sørgeligt stykke pap-pizza. Eksempelvis ses det i Emil Aarestrups En middag, hvordan digter-jeget gør måltidet til en æstetisk nydelse, hvor seksuelle undertoner også kommer frem:

”Og Orangens søde Skive
I din Purpurmunds Indfatning”

Maden er ikke bare et uskyldigt måltid, der skal indtages, men noget større der binder manden og kvinden sammen i det sanselige øjeblik.

Ligesom æstetikken i maden har haft stor betydning for digtning omkring mad, har det også ledt til, at maden i sig selv er blevet en kunstform. Det går ikke længere bare at spise gammel danske madretter, som bedstemor plejede at lave dem – maden skal være en æstetisk og sanselig oplevelse, og der skal derfor også gøres noget ud af madens udseende. Smag er for nogle ikke længere nok i sig selv. I stedet for at få kedelige frysepizzaer fra SuperBrugsen, tager man derfor på restaurant og bruger penge på, at maden skal være gastronomisk.

Idet mad har fået en symbolsk værdi som værende andet end ”bare mad”, er det med tiden også blevet et mere populært middel til selvrealisering. Det er ligefrem blevet en kunst for specielt piger at vise sig selv frem på medierne med sin mad og lave albums i massevis på Instagram med sine mange madbilleder. Man bruger maden til at definere sig selv. Det er derfor også vigtigt, at der er noget særligt ved maden, så det ikke bare bliver en kedelig selfie ved siden af en mikroovns-lasagne, men i stedet en selfie med en lækker portion sushi fra en eller anden eksklusiv sushi-bar. Nærmest som et moderne omvendt ”stilleben” bliver maden til noget livsgivende eller livsbekræftende, mens det i barokken var billeder på forgængeligheden - eksempelvis på Juan Cotans maleri Kvæde, kål, melon og agurk, hvor stadierne fra fødsel til død skildre med de fire stykker grøntsager/frugt.

Gennem historien har betydningen af mad altså ændret sig meget, og det vil den helt sikkert fortsætte med – det skulle dog nødigt være i en retning, hvor mikroovnsprodukter er det eneste, der står på menuen. Til trods for at vi lever i en travl verden, bør man altså nogle gange stoppe op og give sig tid til at lave et ordentligt måltid. Om det så skal være gastronomisk eller ej, eller om formålet udelukkende er til selfies på Instagram, er det et bedre alternativ end at skulle leve af forudsigelig ens-smagende mad.

- Rasmus

At spise er at rejse

Det sker en gang imellem, at min far lige ringer klokken fem, når han tager hjem fra arbejde, og spørger hvad vi vil have at spise. Næsten hver gang opstår der det luksusproblem, at jeg ikke kan blive enig med min lillesøster om hvad han skal købe. Når det kommer til mad og smag er vi simpelthen bare modsætninger af hindanden. Det er lidt uheldigt, men samtidig ret sjovt at tænke på. For vi er på mange måder ret ens, men mad og smag er så individuelt. Jeg er meget tit blevet beskyldt for at være den kræsne i familien. Det er jeg ikke så glad for, men jeg kan godt se hvor min familie får det fra. Der er bare så mange ting som de andre elsker, som jeg simpelthen ikke kan fordrage, og det er ofte de mest almindelige retter som, indrømmet, spaghetti med kødsovs. Det er der mange der slet ikke kan forstå. Jeg vil så gerne påpege, at jeg er den bedste til at smage på nye, mere eksotiske og måske lidt mærkelige retter. Min yndlingsspise i efterårsferien på Kreta var eksempelvis calamari (blæksprutte). Min pointe er, at vi som mennesker er meget forskellige, og rigtig gode til at dømme hinanden. Mad er bare en af mange ting, man kan vurdere folk ud fra.

Mad kan godt sige en del om en person. Det er vel derfor eksperterne fra ”Kender du typen” altid skal se en gang i køleskabet, for at danne sig et billede af den kendte person, de er på besøg hos. Køber man altid økologisk, så er man en person, der går højt op i sundhed og kvalitetsvarer. Hvis du har spegepølse, leverpostej og pålægschokolade i køleskabet, er du mere familieorienteret og vil gerne bevare hygge og traditioner. Så er der også nogle, der går en helt anden vej og elsker sushi eller lignende. De fremstår mere eksperimenterende, hippe, æstetiske, ekstravagante og (måske) lidt mindre fornuftige med pengene. Man kan så diskutere om det her altid er sandt, men det er sjovt at tænke på, hvor meget mad betyder for os mennesker. Altså udover at vi har behov for nogle bestemte proteiner, vitaminer, fedstoffer og mineraler hver dag, så er der bare noget mere i det. Mad er for de fleste mennesker ensbetydende med velvære og nydelse. At spise kan være en følelsesmæssig rejse og oplevelsen kan ændre sig i løbet af en personlig udvikling. Maden bliver en del af vores identitet.

Når man ser på forskellige kulturer i verden, er det igen ret interessant at se på deres madvaner. I et oprindeligt asiatisk køkken spiser man eksempelvis altid med pinde, da knive er et tabu ved bordet, og det er høfligt at sige mange lyde mens man spiser. Det er meget forskelligt fra den mere vestlige madkultur, hvor folk spiser med kniv og gaffel og helst skal sidde pænt og stille ved bordet. Jeg har selv mærket en forskel på forholdet til mad, da jeg voksede op i USA og senere flyttede til Danmark i slutningen af fjerde klasse. Forskellen kan jeg eksempelvis se, når jeg læser rimet om Else:

Else elsker pelse.

Else elsker pølse.

Pølse åd hun dagen lang.

Elses pels blev alt for trang.

Else holdt, men pelsen sprak.

Else – pelse – pølsesnak.

Børnerimet om Else kommer fra Halfdan Rasmussens ABC, som jeg ikke kender, men jeg forstår at der er et rim for hvert bogstav, hvor Else er for E. Det er ret sjovt for mig at tænke på, at små børn i Danmark vokser op med rim om folk der spiser for meget og bliver tykke. Det burde man måske gøre i USA, for de har i den grad et problem med overspisning. Det er bare aldrig noget jeg har oplevet, for man benægter fedmen i USA. Det er i hvert fald ikke noget man skal snakke så meget om med børnene, så det er nærmest blevet et tabuemne. I kindergarten/børnehaveklasse skulle vi synge om at drikke en masse mælk, så vi ikke får osteoporose. Ironisk nok hjælper mælk slet ikke, når det kommer til knogleskørhed, for det er faktisk mest mennesker fra lande, hvis kost indeholder meget calcium, der har sygdommen. Det er selvfølgelig stadig sundt at drikke mælk, men det er et underligt fokus i en sang der er lavet til børn. Oftest er det ældre mennesker der får knogleskørhed, så det havde været mere relevant for små amerikanske børn at lære noget om fedme.  Som kulturer er vi så forskellige, men fælles for alle er dog, at maden er et samlingspunkt for mennesker. At spise er at rejse til et andet land og opleve nye kulturer og verdenssyn.

Mad er også et vigtigt element i det spirituelle liv. Inden for kristendommen, islam, jødedommen, hinduismen og buddhismen finder man vigtige koblinger til mad. I kristendommen har man store festmåltider til jul og påske og modtager nadver i kirken, der symboliserer Jesus og vores synders forladelse. I islam handler det om at gøre alt i moderation. Hvis man følger Allahs ord, er daglige beskæftigelser som spisning en form for tilbedelse og er derfor en central del af religionen.  I jødedommen møder man det hebraiske ord kosher, for mad der er tilladt at spise. Maden knytter bånd mellem det materielle og det åndelige, og løfter mennesket op på et højere plan, så spisning ikke kun er en tilfredsstillelse af fysiske behov, men også indeholder moralske aspekter. I både hinduismen og buddhismen tror man meget på gensidig afhængighed og vil derfor ofte undgå at spise kød, for ikke at bringe smerte og død til dyr, som senere vil ramme en selv. Mad er grundlæggende en meget spirituel og vigtig del af livet, da det er en nødvendighed for at overleve, og noget man skal være taknemmelig for at have. At spise er en spirituel og kulturel rejse.

Igennem tiden har kunstens og litteraturens syn på maden ændret sig en del. Hvis man starter helt tilbage i sagatiden, var mad et symbol på magt. Det var manddigt at spise meget, for man skulle være stor og stærk. Havde man råd til så meget mad, så betød det høj status. I 1500-tallet kom renæssancen og med bragte den et nyt syn på mad. Man gik meget op i objekter og det var vigtigt at skildre ting på en realistisk måde. Maden blev tit knyttet til religiøse motiver og det at spise betød ultimativt, at man forenede sig med Gud. Mads tilknytning til Gud fortsatte igennem barokken, men blev nærmere en allegori for livet. Mad holder ikke evigt – det rådner og forgår. Mad var et vanitassymbol og symboliserede verdens forfængelighed og forgængelighed. Det ændrede sig i løbet af 1800-tallet. I romantikken var maden ikke længere noget syndigt, men en kilde til nydelse og glæde. Maden blev ofte forbundet med kærligheden, men også stadig med Gud. Bare det, at man spiste, ville skabe en kontakt til Gud, meget ligesom i islam og jødedommen. I det moderne gennembrud bliver mad, ligesom i saga-tiden, et symbol på social status. Der er stor fokus på ulighed i samfundet, hvor det rige, der har råd til masser af mad, udnytter de fattige og sultende. Efter ”Guds død” i 1950’erne betragtes mad ikke længere som noget symbolsk. Mad er et konkret materiale og det har slet ingen kobling til religion. Der er en kritik af tydelig metaforisk betydning og mad skal ikke ses som andet end det det er, nemlig noget man spiser. Igennem tiden har vores syn på mad ændret sig en del. At spise og opleve mad er en tidsrejse.

De fleste i dag vil umiddelbart have den samme holdning som i modernismen, men når man kigger nærmere har vi alligevel fået et nyt forhold til mad. Vi kender ikke kun mad som et behov. Det kan være en kunstart i sig selv. Mad er noget man kan udtrykke sig med. Derfor siger den mad vi spiser ofte noget om vores personlighed, eller den kultur og tid vi er opvokset i. Mad er blevet en del af vores selvrealisering og image. På de sociale medier er mad blevet en måde at fremstille sig selv på en positiv måde. Man virker til at have et interessant og spændende liv, hvis man tit er på restaurant med vennerne, eller har en kaffe i hånden, mens man sidder på en fortovscafe ved Central Park. Mad er en vigtig del af vores livsstil. Mad er en del af rejsen til, at finde sig selv.

Mad kan opleves og forstås på mange forskellige måder. Man kan udtrykke sin personlighed igennem det mad man spiser. Man kan opleve nye ting. Man kan hele tiden prøve noget nyt - smage noget nyt. Mad kan være en kunst eller have symbolsk betydning. Mad kan være en rejse.

Fie Krogh Sommer  

Mad i alle mulige forskellige former

Mad er ikke altid bare mad. Der er tæt på uendeligt mange måder at forholde sig til mad på. Man kan udstille mad, blot for at det bliver spist af øjet. Mange mener at madens udseende spiller en vigtig rolle for god mad. Udover det kan man lugte og selvfølgelig spise maden. Mad kan spises i dens rene form direkte plukket fra haven, fanget i søen eller hentet fra stalden. Det kan også sammensættes på uendeligt mange, mulige og umulige, måder. Kun fantasien sætter grænser for hvordan maden skal serveres og det er derfor en sejr når man endelig laver en ret, som lige falder i ens smag. Alle har forskellige meninger om hvad perfekt mad er. Forskellige nationaliteter har forskellige vaner med mad. Her i Danmark har vi leverpostej, hvor man næsten ikke kan kalde sig for rigtig dansker uden at kunne lide denne. I andre lande, hvor de ikke er vokset op med leverpostej, kan de fleste ikke fordrage det. Sådan er vores syn på mad så forskelligt, og det er en af grundene til at mad er så smuk en ting. Derudover spises mad ikke kun for sultens skyld. Mad spises af mange forskellige årsager; selvfølelig for overlevelsens skyld. Uden mad ville vi jo ikke overleve; men det spises også for at fejre højtider, til at hygge sig til, trøstespise, gå til nadver i kirken og mange andre lejligheder. Mad fylder altså rigtig meget i folks hverdag, og har altid gjort det.

I teksten ”Enkle retter, nogle forslag”, af Peter Seeberg, præsenteres vi for syv små, og meget enkle, retter. Teksten er stillet op i otte punkter hvoraf de syv første er beskrivelser af nogle uforberedte, men spiselige retter. Det sidste punkt skiller sig lidt ud, da det beskriver det at spise noget med tankerne. Han kalder det for ”en hel lille ret”, selvom det blot er tanken, om at spise det. Ser man nærmere på de otte punkter opdager man at det rent faktisk er små opskrifter. Ikke opskrifter på hvordan man tilbereder en ret, men på hvordan man skal gå til værks med at spise de mest enkle uforberedte måltider. Der er opskrifter på hvordan man skal drikke vand og hvordan man skal plukke og spise forskellige frugter direkte fra haven. Det er beskrevet med et sprog der får det til at fremstå meget mere appetitligt, end det egentlig er. Det beskrives ikke kun hvordan de enkelte retter skal spises, men også hvornår på dagen eller året. Det sidste punkt i teksten bruges til at understrege enkeltheden i de første syv retter, samt til at minde os om, at det, at tænke på det mad vi lige har læst om, næsten føles som om vi har spist det, ved at sige at det at tænke på noget velsmagende næsten kan være som at spise det. Det er måske også netop en af grundene til at mad igennem tiden har spillet en stor rolle i kunst og litteratur. Mad er en del af vores dannelse og som man jo så rigtigt siger i ordsproget ”Man får det ind med modermælken”.

I skolen lærer man omkring Adam og Eva i edens have, hvor Eva spiser af visdommens træ og herefter bliver forvist til menneskenes verden, maden fremstår som et stærkt begær på lige fod med sex. I Homers Odysseen ser man Odysseus narre kyklopen, til at sætte dem fri, ved at drikke ham fuld i vin, mens den spiser Odysseus’ mænd. Igen narres kyklopen ved at udnytte dennes trang til mad og drikke. I historierne om Asterix og Obelix, såvel som historier om vikingerne, ser vi hvordan det at spise store mængder mad kommer til at fremstå som et stærkt symbol på maskulinitet, ved at disse spiser et helt vildsvin uden kvaler. I nordisk mytologi har Thor sin tordenvogn, som bliver trukket af to geder, specielt ved disse geder er, at man de kan spises og derefter genoplive. Dog skal man modstå lysten til at brække knoglerne og suge marven ud, da dyret da vi vækkes til live med brækkede ben. Igen et symbol på den lyst og trang man skal kunne modstå. Mange andre fortællingen har også mad og drikke som et vigtigt element i forståelsen af historien og det har altså altid fremgået som et stort element i historier, og det kommer nok af, at mad både er en nødvendighed for overlevelsen, men lige så vel er en lyst vi har, såvel som lysten til sex.

Ligeså lærer vi om brugen af mad i de forskellige tidsperioder. I mange perioder indgår mad som en vigtig del af kunsten og litteraturen. I barokken kommer mad frem i en helt anden tredimensionel og levende form, hvor maden er en vigtig del af stillebenbillederne, hvor maden bliver stillet op i formationer, der har en vigtig betydning for maleriets mening. Mange af de kendte vanitassymboler består ligeså af mad. Nødder, frugt og fisk er kendte symboler for forgængeligheden. Selvom maden har en så stor rolle i denne tid er det dog ikke for madens skyld, at den bliver afbildet, men derimod, som sagt, for symbolismen heri. I barokken ses der også stort på maden i kristendommen. Især Thomas Kingo bruger maden i hans nadversalmer, hvor han bruger elementer fra bibelen som den sidste nadver og syndefaldsberetningen. 

Mad fortsætter med at have betydning, når man bevæger sig frem i romantikken. Her ser man Emil Aarestrup og hvordan han i digtet ”En middag” beskriver tre forskellige fødevarer; appelsinen, druen og fiskens udvikling fra deres naturlige liv i deres naturlige omgivelser til de bliver bearbejdet og omdannet til spiselige retter. Man kan, ligesom i Peter Seebergs ”Enkle retter, nogle forslag” se en kritik af omdannelsen fra det naturlige liv til den færdige ret. Samtidig fremstår maden her som et symbol på menneskets, samt alt andet levendes, gang i livet. 

I modernismen får mad en anden betydning for kunsten. Tidligere har den haft stor symbolik i form af vanitas eller kristne symboler, men nu bliver maden afbilledet uden at skulle symbolisere noget specielt. Det begynder at blive accepteret at fx tilværelsen er meningsløs og dette afspejles i kunsten. Maden får altså ikke samme betydning som tidlegere, men er blot et motiv. 

Bevæger man sig helt op i nutiden, ser man mad i diverse tv-programmer som Spise med Price, Annemad i Spanien, Masterchef og Den Store Bagedyst. Alle sammen programmer der handler om at sælge maden eller at give folket lyst til mad. I nogle af programmerne er der sat stor vægt på at formidle den sunde ret, mens det i andre blot kommer an på at vise det lækre for øjet. Der er sat meget fokus på at vise den sunde, men samtidig, lækre ret, da antallet af overvægtige er enormt højt. Fast-foodkæder findes på ethvert gadehjørne og det gør det derfor rigtig let for folket at blive overvægtige. Man ser også programmer der ikke handler direkte om mad, men hvor maden, eller drikkevarerne, indgår som en vigtig rolle. I reality programmer som Paradise Hotel ser man hvordan de unge deltagere hælder alkohol i sig hver eneste aften og dette skaber et forvirrende billede for de unge seere, der endnu ikke har fundet deres eget forhold til alkohol. De bliver fristede til at tro at det er sådan den gennemsnitlige befolkning omgås alkohol. I andre programmer, hvor man ser usundt mad blive lavet og spist, bliver man fristet til det samme, og det er derfor slet ikke sært at overvægt er et stort problem. Dokumentarer som Super Size Me sætter fokus på at nedsætte antallet af overvægtige, og problemet er derfor på vej den rigtige vej.

For mig er mad og drikke ligeså en meget vigtig del af min hverdag. Jeg står op, får mine tre skiver franskbrød og pakker madpakken bestående af seks skiver rugbrød og lidt frugt til. I skolen spiser jeg min madpakke og får i kantinen den livsnødvendige kop kaffe. Når jeg kommer hjem er jeg igen sulten. Det er måske ikke den vilde sult der presser, men mere lidt lækkersulten. Jeg finder derfor lidt at tygge på og venter så til aften med at spise mere. Aftensmaden ryger ned og måske lidt mere mad senere på aftenen. Sådan er mit daglige indtag af mad nærmest skemalagt og en rutine jeg slet ikke tænker over. Mange har den samme rutine i deres hverdag, dog blot med andre fødevarer. Nogle har til vane at drikke flere liter Coca-Cola hver dag eller stoppe forbi Maccen på vej hjem fra arbejde, og pludselig hænger man fast i denne usunde rutine, der i sidste ende kan koste en livet. Jeg tror det er vigtigt at alle har deres egen daglige rutine, som man nogenlunde overholder. Ellers kan maden, med den evige fristelse, der er fra medier og butikker, både blive en dyr og fed fornøjelse. 

Laurits Kjær Madsen

Giv mig en bid erindring

Giv mig en bid erindring ellers erindrer jeg en bid. Det er da besynderligt, ja ligefrem underligt, at mad kan frembringe følelser og erindringer ved, at vi blot stikker et stykke organisk materiale ind i munden på os selv. Langsomt fordeler det sig imellem tænderne, som sorterer det i mindre og hvad man skulle tro var ”ubetydelige” dele. Det viser sig dog, at disse ”ubetydelige” dele af og til får en stor effekt for os mennesker. De kan frembringe en følelse af befrielse fra tid og rum, ja sågar en form for befrielse fra den ”fysiske” tilstand, som det enkelte individ befinder sig i, i den bestemte situation hvormed mad fortæreres.

Af og til oplever man, at manden smager af en årstid. Her dannes der billeder ud fra erindringerne. Men ikke nok med at kulturelt og traditionelt mad, såsom risengrød, flæskesteg og hakkebøf, kan skabe fælles erindringer blandt et folk i en kultur, så kan en bestemt type mad også have betydning og ”smage” af erindringer for det enkelte individ.

Paul Cazannes maleri ”stilleben med mælkekande og frugt” fra 1900 er et pragteksemplar på dette. Ahh, hvor får jeg dog lyst til en bid af et æble, et bid af mine erindringer, når jeg observerer disse livsløse æbler. Eller livsløse er de vel ikke. De betyder jo faktisk meget for mig og hvert et æble ”lever” i mit indre. De bringer erindringer frem, om en del af det liv, som jeg indtil videre har levet i. De fremprovokerer en indre lyst til, at opleve situationen, medens jeg fortærer et æble. Mest af alt fordi æbler mider mig om min barndom og ens barndom vil alle vel til en hvis grad, forsøge at opleve igen? Men kanden der står i bagrunden af billedet, som indeholder mælk, har for mig en næsten ligeså stor betydning som æblet. Jeg husker tydeligt de dage, hvor jeg kom hjem fra skole, var træt, tog et glas mælk og et æble, et grønt vel og mærke og derefter satte mig ind og så fjernsyn. Dette gav mig en dejlig fornemmele af afslappehed. En følelse, jeg gang på gang, kan vende tilbage til, når jeg lyster uafhængig af min alder. Man kan nærmest sige, at der er blevet dannet et forhold mellem mig, æblet og mælken. Dette forhold til mad kan dannes gennem flere år, men også gennem det øjeblikkelige møde med det. Man kan af og til opnå en lykkefølelse ved blot at spise maden, selvom man egentlig ikke er sulten fordi, at maden netop betyder noget specielt for en.  Men dette forhold til mad er ikke ufarligt, det driver en, man vil have mere, som et adrenalin kick for bjergbestigeren der vover sig ud i det ukendte.  For nogle betyder dette forhold til maden bogstavelig talt liv eller død, idet nogle ikke kan modstå fristelsen fra denne specielle nydelse, som manden frembringer i dem. De bliver fede, fordi de måske ikke dyrker sport, men prioriterer maden fremfor alt og de ender måske med at ”dø for maden”.

Dette leder mig videre til spørgsmålet om hvilket et æble jeg nu skal vælge, der er jo ingen grønne, som netop betyder noget specielt for mig og bringer lysten frem i mig. Men på billedet ses der i midten af fadet, et rødt frisk æble ved siden af et muggent. Det ene forandret, det andet ikke, det ene mere ophøjede end det andet. På mange måder er de meget forskellige, men samtidig også meget ens. Det mugne æble har tidligere været et rødt frisk æble. Men i takt med at tiden har taget over og æblet har fået lov at ligge, da har æblet ændret sig, formeret sig og skrumpet ind. Ligesom alt mad ændres med tiden, så ændrer litteraturen og kunsten sig også. Disse æbler eller litteraturhistoriske perioder om man vil, har dog meget tilfælles. De udspringer af det samme, begge fra én stamme. Stammen er fundamentet, fundamentet for at noget nyt kan opstå. Stammen baner vej op til de enkelte æbler, de enkelte litteraturhistoriske perioder. Mængden af æbler er ubegrænsede, der er mange at plukke af. Hver gang der kommer et nyt forgår et andet måske eller måske vokser de sammen. Af og til sker det, at et forrådnede æble havner i supermarkedet. 

Dog må man huske, at det i supermarkedet er det de færreste, som vælger dette rådne æble, altså det med rynkerne, det æble som skriger om, at det snart er borte og gerne vil fortæres. Når kunden får øje på det friske, som har banet sig vej frem til kanten af bakken, fordi medarbejderen som skulle have stået for at organisere æblerne havde glemt, at lægge det ældste forrest, da bliver et nyt æble plukket, en ny litteraturhistorisk periode.  Sandsynligheden for at nyt kapitel i litteraturhistorien åbnes, idet personen som får æblet, måske vil sanse lige netop dette æble anderledes end de æbler, som han hidtil har spist. Den tanke som han havde, når han tidligere spiste det rådne æble, vil måske erstattes med noget nyt, nu da han spiser det friske. Der vil opstå nogle nye indtryk og dermed også udtryk, udtryk i måden hvorpå personen vil beskrive æblet, vil beskrive maden, vil beskrive sit eget stillestående billede af verden. Mad bliver herved en allegori for dannelsen af litteraturhistorien. Såvel som maden kan have betydning for litteraturhistorien, ja såvel kan maden også indgå i selveste de tekster, som er skrevet i de enkelte perioder. Maden benyttes ofte i litteraturen med henblik på dannelse af symboler, allegorier, og metaforer i de enkelte tekster for at skabe en bestemt nuance, som forfatteren netop ønsker at give udtryk for i sit værk.

Ligesom vi tænker forskelligt, så spiser vi også forskelligt også selvom, vi får den samme slags mad. Den nuance der opstår, hvorpå forfatteren giver maden et bestemt udtryk, har ændret sig igennem litteraturhistorien og kunsten i hundredevis af år, fordi vi netop sanser forskelligt, når vi spiser. F.eks. blev maden i saga-tiden et statussymbol på magt og handlekraft og maden var ofte skildret som det voldsomme. I renæssancen steg interessen for at skildre manden igennem kunsten. Manden blev ofte skildret gennem malerier, der viste religiøse begivenheder. Maden fik en merbetydning end blot det, at være af essentiel behov. I barokken blev denne symbolik dyrket endnu mere. Ofte var det frugten, som blev til et vanitas symbol på, at det hele er forgængeligt og maden blev portrætteret i stilleben. I romantikken blev maden et idyllisereret aspekt af hverdagslivet og der forekommer malerier hvori maden i overført betydning skildrer det guddommelige.  I det moderne gennembrud tages der igen fat i madens betydning som et statussymbol, maden skaber ulighed mellem rig og fattig. I modernismens tre faser såvel frem til i dag ændrer madens betydning sig ligeså. Pointen er, at manden har betydning for de centrale perioder i dansk litteraturhistorie såvel som den international, og har været i konstant udvikling.

Kærligheden til m
emmkfn. v,g kunsten i hundrede i hundrede af hærkt eller form af syboler, allegorier,  den effekt at indgår i selveste teskternad er mere end bare det essentielle behov og opfattes den dag i dag, stadig som et statussymbol. Man siger at mad, er med til at beskrive hvilke type menneske vi er. I og for sig er jeg også enig i dette, men hvorfor er det lige, at noget mad er bedre end andet? Handler det ikke om, at mad skal være personligt og betyde noget for det enkelte individ. Behøves der en accept, et like, fra andre om, at den mad man spiser, er okay. Er den mad nu så vigtig, som vi går og tror. Er det et livsnødvendigt behov for, at vi konstant skal tilkendegive hvad vi har spist og hvad vi skal til at fortærer. Skal vi ikke holde maden individuelt og smigrer os over den glæde vi selv får heri. Skal vi virkelig forsøge at dele ud af den nydelse, som vi selv er berettigede, når vi spiser? 

Er der nogen grund til, at man i det senmoderne samfund tager et billede, eller nej måske 10 billeder af maden før man spiser den. Maden bliver jo bare til et statussymbol igen. Skal vi virkelig efterleve dette igen, mad som statussymbol, som kendes helt tilbage fra saga-tiden og ses i det moderne gennembrud. Er det fair at dem som ingenting har, skal opleve konstante ydmygelser og konfronteres med, at de er fattige, hver gang en rig poster et billede af ”sushi-torsdag” eller ”Noma-søndag”. Skal de fattige ikke have lov til, at have ligeså mange erindringer, sansninger og smagsoplevelser igennem livet som alle andre. Maden og de udtryk der gives af den, igennem opdateringer på Facebook og de konstante restaurant besøg, beskriver godt den litteraturhistoriske periode vi passerer lige nu. Som Fukuyama sagde, så er dette måske ”The End Of History”. I dag er vi ikke i stand til at skelne mellem hvilke type mad, som skal være ”det nye”. Ment i den forstand af, at vi bliver bombarderet med forskellige slags æbler. Både friske og rådne, grønne og røde og de frembringer alle forskellige udtryk og dermed mulige tangenter som litteraturen og kunsten kan udspringe sig af.  Det er umuligt at vælge og historien kan på baggrund af mad derfor ikke ændre sig mere. Der er for mange genrer der blandes sammen og vi er ikke i stand til, at præcisere lige netop denne periodes særpræg, som vi ellers har været i stand til i litteraturhistoriens perioder.

Men livet vil være kedeligt uden mad. Vi skal spise os gennem livet. Fra barnsben kender man ikke særlig mange former for mad, men i takt med at vil bliver ældre bliver vores madkendskab større. Vi vil være i stand til, at erindrer mere fra de specielle momenter hvori vi har spist lige netop den ret, som får os til at erindrer. Men for at vende tilbage til æblet, så kan man spørge sig selv, om denne episode af forandring hvori individet mødes med det nye og friske æble skal finde sted. Hvis det står til kunden, som altid har været vant til det halvdårlige og måske rådne æble og ikke fundet et frisk, så vil han formentlig takke pænt nej tak, til det friske. Han vil ikke være i stand til at ændre sit syn og få den ”åbenbaring” for det nye og friske æble, for den nye litteraturhistoriske periode. Hvis vi skal videre, må vi altså finde et fælles æble. Måske skal det være et rådnet. Et æble som ud fra ligner et rådnet æble, men indeni har en fin struktur. Når vi så fortærer denne frugt, vil vi alligevel og delvist mod vores vilje, sanse noget nyt og dermed udtrykke æblet anderledes og en ny litteraturhistorisk epoke kan da træde til. 

Mad har vist sig ikke kun i at have essentiel  betydning for menneskets overlevelse, men kan altså også have betydning for det enkelte individs liv og litteraturhistoriens mangfoldige tankegange. Vi skal spise os gennem livet for netop, at opnå det følelser, som vi ønsker frembragt i os selv. Mad skal skabe erindringer der gør os lykkelige.  Mad er ikke bare noget ,som skal fortæres, det skal nydes, det skal bides og erindredes, såvel som erindringerne skal skabe bidende.

- Anders B. Gregersen

Alle elsker mad

Maden er en vigtig del af vores liv. Vi bruger mad for at kunne overleve, for uden mad vil vi ikke kunne få energi. Mad spises, hvor vi indtager det flere gange dagligt, og vi spiser for overlevelsen, som alle kender fra dagligdagen. Maden er, med til at give energi, så man kan overleve, bevæge sig og lære, og derfor er det vigtigt for ens liv at spise. Jeg har selv flere gange glemt at spise morgenmad, hvor jeg har følt mig træt og udmattet, indtil jeg fik noget at spise. Derimod gør for meget mad mig også træt, idet jeg spiser mere end min krop kan klare. Nogle gange føler jeg, at mad kan være mere irriterende end det gavner, hvilket jeg har oplevet i USA. Dengang jeg var på ferie og rejste rundt i USA. De mange amerikanere, som jeg observerede, måtte enten der alle sammen må have nydt lidt for godt af maden. Deres kroppe var ikke lige frem de mest tynde, der følger det amerikanske skønhedsideal, som så mange går og drømmer om. Dette syn af store mennesker minder mig om Halfdan Rasmussens bog ”Halfdans ABC”, hvor han i kapitel E skrev om Else, der elsker pelse pølse. Kort fortalt er Else en kvinde, der elsker at spise pølser dagen lang, og bliver ved med at spise. Til sidst ender det dog tragisk for Else, hvor hun til sidst sprak, idet hendes begær efter mad ødelagde hendes liv. Men kan mad virkelig være så ødelæggende?

Bare ved at gå nogle enkelte årtier tilbage, så var der mangel på mad, i blandt befolkninger rundt omkring i Danmark, men i dag kan næsten alle få mad på bordet, når de har lyst. Men vi nyder lidt for godt at disse goder, og måske endda lidt for godt. Den gang min søster, far og jeg rejste rundt langs den amerikanske vestkyst, så kunne jeg se de mange overvægtige amerikanere, som hele tiden spiste, hvor de mere eller mindre spiste for at have noget at lave. De kunne være sultne eller måske endda ulykkelige. De er et samfund, som har masser af sundhedsproblemer, og er blevet til et land, der kunne minde om Else, som spiser og spiser uden at stoppe. Selv i litteraturen har maden spillet en vigtig rolle, som har påvirket samtlige steder rundt omkring i verdenen igennem litteraturen og kunsten. Det første rigtige store begær for mad, som man har kunnet finde i litteraturen stammer fra sagatiden, hvor mad blev statueret som et magtsymbol. Under sagatiden var der ikke de store kunstneriske tanker, som man kender i dag, men nogle kunstneriske tanker blev udtrykt bedre med tiden.

I renæssancen blev alt forandret, og mad fik en helt ny betydning, når man talte om kunst. Man begyndte nu at få nye motiver fra omverdenen, hvor man nu fik øjnene op for bl.a. mad, idet man endelig fik øjne op for plante- og dyrelivet. Leonardo Da Vinci formåede, at skabe et kunstnerisk værk, som mange går og beundrer den dag i dag, ja nemlig ”Den sidste nadver”, som illustrerer Jesus, sidste måltid med sine disciple. Her bliver maden sat sammen med det religiøse, hvor det bliver sat i forbindelse med Gud. Alt for kunsten var forandret, og madens betydning for kunsten var begyndt.

Maden er dog ikke altid et tegn på lykke og det religiøse, som i renæssancen, men også død, som ses i barokken. Her spiller symbolikken en stor rolle for datidens litteratur. I barokken spiller maden en stor rolle, idet frugt og kød er vanitas symboler, der symbolisere død og forgængelighed. Frugten vil rådne, og den vil ikke ligne sig selv, og det samme gælder for mennesker. Kødet er det samme, som det menneskelige legeme, der en dag vil dø, rådne op og forsvinde. Det illustrerer at alt det, som er kommet vil forsvinde en dag.

For maden blev ikke glemt efter renæssancen og barokken, men huskes stadig i dag, hvor den dog desværre mere eller mindre er blevet latterligt gjort, end i sin storhedstid. Den blev engang ophævet og gjort til en religiøs ting, men i dag er den overalt, og alle kan bliver eksperter indenfor mad på 2 sekunder. I dag når man tænder sit TV eller læser et blad, springer der konstant et eller andet med mad frem i hovedet på en. Nogle gange er det en reklame, og andre gange er det et latterligt program, og nogle gange er det noget helt tredje. I sagatiden spiste man mad for overlevelsens skyld, men er vi i dag gået fra at se mad, som noget vi behøver for vores overlevelse, til vi i dag bare ser maden som en oplevelse, der bare skal nydes? Og hvordan mon fremtiden ser ud for maden, og vil maden overhovedet eksistere eller ville det være noget, som kigger på og tænker, at det bare er en nærringskilde? Ingen ved det, fordi verden er uforanderlig, og ingen kan sige med sikkerhed, hvordan verden kommer til at se ud. Det vides dog at mad har og har haft en næsten fortryllende effekt på folk igennem tiderne.

Mad er en fortryllende ting, som er mere fortryllende, hvis vi ikke kan få det, men kan det forklare Elses bestræbelse efter mad, som Halfdan Rasmussen skriver om Else? Han skriver jo trods alt:

E

Else Elsker Pelse.

Else elsker pølse.

Pølse åd hun dagen lang.

Elses pels blev alt for trang.

Pelsen holdt, men Else sprak.

Else pelse pølsesnak

Menneskers begær for mad, er blevet ukontrollerbart, idet nogle folk spiser for meget mad, som også kan ses på Else, som bliver styret af hendes afhængighed til mad. Mad kan gøre en lykkelig, men det kan også give en erotisk følelse, der skyldes at mad kan give en tilfredsstillende følelse, som vi alle går og længes efter. Alle søger det erotiske hos noget, og vi søger den erotik gennem nogen eller noget. Det erotiske kan overtage og styre ens liv, men kan det formå at få folk til søge bestemte ting i livet, uden at de ved hvad det er? Else er ikke den type der holder igen, og hun spiser for oplevelsen frem for overlevelsen.

Men er maden virkelig vejen frem til lykke og kærlighed, eller er der mere, der står på spil? Ideen med mad er jo vi indtager den for at overleve, grundet vi optager de nærringsstoffer, som det indeholder, men der må være mere bag det end det. Vores forhold til mad varierer, og derfor må der være nogle, som ser og smager på maden, som noget væmmeligt. Men alle må da elske mad på en eller anden måde, for bare ved at se på tidernes løb, så har madens betydning for vores liv ændret sig meget.

- Christian

En smag af noget

Mad kan være ufatteligt individuelt og personligt. Man kan have et særligt forhold til en bestemt ret, eller have en hemmelig opskrift til den der populære lasagne, som alle er så vilde med. Det er svært at beskrive hvad mad kan gøre ved os, hvordan det påvirker os. For den samme ret kan smage forskelligt, alt efter hvem der spiser den.

Her står jeg så. Alene på en fredag aften med to hunde som eneste selskab. Resten af familien er enten til julefrokost eller fest og er rigtig ude og være sociale. Og hvad gør jeg? Jeg laver en ordentlig stor portion risengrød til mig selv. Hvorfor? Det er hverken på grund af årstiden eller højtiden. Ja, mange forbinder risengrød med julen og den bidende kolde vinter. Personligt går jeg slet ikke ind for at man deler mad ind i sæson og årstid.

At opveje den mængde grødris, der passer til en liter mælk. 125 gram.

Jeg kan godt se ideen med, at hvis man kun spiser en bestemt ret på et bestemt tidspunkt af året, så bliver det noget særligt, noget specielt. Man ville ikke se frem til smagen af and, hvis man fik den hver eneste måned året rundt. Så er der selvfølgelig også det faktum at visse grøntsager og frugter er modne på det ene og det andet tidspunkt af året.

Der kommes lidt vanilje i grøden, så den får en lækker og hyggelig smag. Ja, en smag kan godt være hyggelig.

Jeg går mere ind for at man spiser hvad man vil, når man vil. Jeg føler ikke for at få en livslektion om, at nogen (min mor) synes det er upassende at spise risengrød en juni aften. Ja, det har hændt. Grøden var ikke engang til hende. Nu er det nemlig uheldigvis sådan, at jeg er den eneste i mit hus, der kan lide at spise risengrød. Derfor er det tæt på aldrig vi får det.

Grøden skal op at koge, hvorefter jeg skruer ned for varmen og putter låget på gryden.

Dengang mine søskende og jeg var små, fik vi kun risengrød, når mine forældre ville have skinkebrød. Min søster fik ikke risengrød, hun kan ikke tåle ris. Det vil sige at de få gange, der endelig blev serveret risengrød, var det kun til min lillebror og  mig selv. Det var den første ret, jeg lærte at lave. Måske ikke så pralende, når man tænker på enkeltheden ved det, men det var stort for mig dengang.

Låget løftes og der røres rundt i det, der endnu bare er varm mælk. Det skulle nødigt brænde på.

Det lyder helt tosset, når man sådan ser det på skrift. Jeg står faktisk og bliver næsten sentimental over at lave en rimelig kedelig og ordinær ret. Det er skørt hvordan noget så trivielt og simpelt kan have en følelsesmæssig effekt på mennesker. Jeg er sikker på, jeg ikke er den eneste med en ret, der bringer minder frem.

Der tændes op i brændeovnen i stuen. Jeg nægter at spise alene ved det store spisebord. Ingen grund til at understrege ensomheden.

Hvordan kan det egentlig være at mad er gået fra kun at være noget man skulle have for at overleve, til at blive noget, der kan placeres på lige linje med fotoalbummet eller sjove historier fra de gode gamle dage? I dag er mad meget let tilgængeligt for os, medmindre vi bor i den tredje verden desværre, og det er efterhånden blevet et svært emne at undgå, mad.

Jeg bliver lige nødt til at tænde radioen for at overdøve stilheden i huset.

Mad er noget der er på vores hjerner hver eneste dag, og det er uanset om vi spiser noget eller ej. Hvis vi spiser mad, og det gør de fleste jo, tænker vi enten på hvor godt det smager, hvor meget vi nyder det eller hvor godt selskab vi er i mens vi spiser det. Hvis vi ikke spiser noget mad, kan det være man tænker frem til det næste måltid, tænker tilbage på det forrige, drømmer om sin livret eller prøver at ignorere en gnavende sult. Om man vil det eller ej, så fylder mad utrolig meget i stort set alles hverdag. Det er der ingen vej udenom.

En fordel ved at være alene i huset er, at man kan skrue så højt op for musikken, som man lyster, og ingen kommer og siger at det er skod.

Nu kan det selvfølgelig være, at der findes nogen, som er exceptionelt gode til ikke at fokusere på mad dagen lang, men det skal medierne nok kunne hjælpe med. Fjernsynet er efterhånden proppet med programmer om hvordan man laver flot og lækker mad, programmer hvor mennesker dyster om at lave den bedste kage og andre programmer hvor mennesker er uduelige i et køkken. Blade og magasiner er proppet med kure og de sundeste opskrifter, som selvfølgelig er tilpasset årstiden, det er klart.

En dyb skål, et strøg kanel og en klat smør. Så kører det. Det obligatoriske glas saftevand og jeg er 7 år gammel igen.

Kort sagt er mad et uundgåeligt emne. Hvilket er hvad der gør mad til noget kulturelt. Vi elsker at tage ud og spise på restauranter. Mad smager bare bedre, når vi ikke selv har lavet det, og ikke selv står med opvasken bagefter. Det har jeg i hvert fald hørt.

Det kan heller ikke benægtes at mad smager bedre, når man er i godt selskab. Madens smag kan sågar være afhængig af den sindsstemning, man er i besiddelse af idet man spiser det. Det er i hvert fald det, der bliver givet udtryk for i ”Blodige Jordbær”, som er skrevet af Kristian Ditlev Jensen, hvor smagen af et jordbær forsøges at beskrives. Men det er svært. Det er svært at beskrive smagen, for smagen bringer med sig associationer, som har meget lidt med smagen af et jordbær at gøre. Eller også forsøger han blot at vise, hvor mange forskellige måde hvorpå man kan beskrive en smag, ”Er den mandig? Ja. Og lidt simpel og fjollet i det”.

Hver gang jeg spiser risengrød bliver jeg automatisk mindet om min bror, der sidder over for mig ved bordet. Hvordan vi næsten har en hemmelighed sammen, fordi vi er de eneste der spiser den hvide grød.

En smag er en meget kompleks ting. Netop fordi en smag er meget mere end noget der foregår i munden. Smagen føres lynhurtigt videre til hjernen, hvor vi begynder at mindes om andre ting, der minder os om smagen. Ligesom i ”Blodige Jordbær” hvor han spiser sit andet jordbær og han kommer til at tænke på blod. Han bygger hurtigt videre på tanken om blod og ender ud med at jordbærret smager af pis og lort. Langt de fleste mennesker vil være dybt uenige i denne beskrivelse af et jordbærs smag, men det viser hvordan smagen af mad ikke kun handler om hvad vi smager, men hvad vi tænker når vi spiser det.

Det er hvad der sker for mig når jeg sidder foran pejsen og spiser min risengrød. Jeg smager ikke bare risengrøden, jeg smager fortiden og barndommen, jeg smager en simplere tid, hvor min største bekymring var, om slikskålene var blevet fordelt ligeligt, eller om de andre havde fået mere end mig. En smag kan sjældent nøjes med at blive beskrevet med et enkelt ord.

Det er langt fra kun smagsløgene, der er på arbejde, når man spiser et måltid. Hjernen arbejder hårdt for at følge med den tankestrøm, der kan være forbundet med en bestemt smag, eller bare en bestemt duft af et måltid. Mad kan smage af mange ting. Ting som ikke altid har noget at gøre med salt, oregano eller østerssovs, men som kan have med alt andet at gøre end maden selv. Og netop derfor kan mad fylde utroligt meget hos et menneske.

- Mathilde Fjord