En lang beskrivelse eller et budskab?

Jeg sidder med mit selvlæste værker i hånden og funderer over forsiden. Jeg prøver at danne mig et indtryk af hvad det egentlig er at jeg skal til at læse. STUK står der med store bogstaver, men med nogle krøller som var det en overskrift for en cirkusforestilling. Men efter at have læst bogen, ved jeg ikke helt om det ville være det rette indtryk, eller ville det?

I 1887 udgiver Herman Bang romanen Stuk. Vi bliver kastet ind i bogen med et in medias res, hvor vores hovedperson Herluf Berg og hans ven Lange er på vej i byen. Igennem tusinder af beskrivelser, får vi fortalt om deres køretur igennem Københavns gader, på vej hen til det store nybyggede Victoria teater. Alle har set frem til denne forestilling som ”8 dage i Rad af alle blade” var blevet fortalt. Herman Bang opstiller et billede af København i 1880’erne, og et billede af byens liv under højkonjunktur. Vi følger Herluf Bergs synsvinkel igennem første takt. Som var vi der selv, får vi beskrevet alle detaljer af stykket og birollernes reaktioner til stykket. Første akt slutter og Berg og Lange er nu i tivoli. Igen i et væld af beskrivelser oplever vi deres tur igennem tivoli med fyrværkeri og deres medmennesker. Vi kommer tilbage i Victoria teateret og hører om resten af forestillingen, hvor vi til sidst ender tilbage hos Herluf Berg.

Begivenhederne i bogen er som perler på en snor. 113 siders beskrivelse uden nogen form for handling. Mange små øjebliksbilleder uden nogen yderligere sammenhæng, overlapper hinanden igennem hele første del af romanen Stuk, og resten må man selv fortolke sig til.

Herman Bangs fascination af København er ikke til at se bort fra igennem hele teksten, samt den impressionistiske skrivestil som sådan set fører ordet fra start til slut. Romanen er delt op i to dele. Den ene kaldet Regn af Guld, og den anden Regn af Aske. I første del af bogen fokuserer han på den fremgang der sker i København med højkonjunktur, hvor han i den næste del fokuserer på det modsatte. De sættes op imod hinanden som modsætninger. Romanen har ikke den typiske opbygning, da den ikke rigtigt har nogen udvikling. Efter at have læst bogen, sidder jeg tilbage med den følelse at jeg ikke har rykket mig ud af stedet siden jeg startede.

Men hvad med titlen Stuk? Hvad skal vi forstå med det? Stuk er noget let, plastisk gips af marmor og lim. I 1800-tallet byggede man store huse af Stuk. Husene kunne ikke holde til noget, og med det tror jeg at Herman Bang bruger det som et symbol på de falske forhold imellem mennesker. Specielt imellem de fine mennesker i den omgangskreds han befinder sig i. Han signalerer en indre tomhed bag den strålende facade. Også Victoria teateret tror jeg at han prøver at beskrive med Stuk. Teateret har en imponerende facade og fremgang i første del af bogen, men i anden del af bogen hører vi om teaterets nedtur, hvor vi ser at der inde bag den imponerende facade gemmer sig en fordærvet virkelighed.

Da jeg sad med bogen i hånden inden jeg påbegyndte min læsning, sad jeg med en anden følelse end efter. Det virkede som en uoverskuelig opgave, men nu efter at have læst den, har jeg fået et andet syn på tankegangen i Det Moderne Gennembrud. På den måde har det været en positiv overraskelse, selvom at jeg må indrømme at den ikke har været nem at komme igennem. Analyse og fortolkning lå på egne skuldre, hvilket gjorde bogen til et svært stof. Med et vanskeligt sprog, og svære vendinger. 

Og hvad så med den cirkusforestilling? Med de store fascinationer og mange beskrivelser kunne man måske godt se en perspektivering til en cirkusforestilling. København beskrives som noget stort, sprudlende og fantastisk hvilket ikke er langt fra et cirkus, men det er vist kun ud fra fortolkningen. For på den anden side sidder man ikke tilbage med en sprudlende fornemmelse i kroppen. Det tror jeg er fordi at den fascination og de beskrivelser der bliver gjort, ikke bliver gjort med en sådan sprudling, men med et præg af Det Moderne Gennembrud hvor det er realismen der sætter sit præg.

Mathilde Dhejne 

Nåede hun at blødgøre hjerter?

Nåede hun at blødgøre hjerter? Dette er den afsluttende sætning i fortællingen om Ditte Menneskebarn. Spørgsmålet er formet til læseren, hvor jeg som læser overensstemmende kan svare ja, for mit hjerte nåede hun hvert fald at blødgøre.

Ditte Menneskebarn er et af Martin Andersen Nexø’s hovedværker og udkom i 5 selvstændige bøger. Bøgerne er skrevet i perioden 1917-1921. Historien om Ditte Menneskebarn er intet andet end rørende. Ditte Menneskebarn vokser op i strenge kår, og trods megen uretfærdighed og modgang tager den lille gæve pige livet til sig, som det nu engang er og hun kæmper sig igennem det. Hver af værkets fem bøger beskriver en livsfase for Ditte. Jeg har gennem den seneste periode har beskæftiget mig med de to første bøger; I En Barndom og II Lillemor.

En Barndom beskriver Dittes opvækst. Ditte bliver født uden for ægteskab og allerede her er hendes kår afgjort i livet. Hendes mor Sørine vil ikke kendes ved hende og rejser væk, hvilket efterlader Ditte ved hendes bedsteforældre Søren og Maren. Søren dør mens Ditte er meget ung, hvilket fører til at Ditte og Maren, der fra Dittes side går under navnet bedste, knytter et meget tæt bånd. En dag kommer Dittes mor Sørine og vil have Ditte igen. Hun har fået mand og børn, og kan derfor nu bruge Ditte i husholdningen. Ditte slider og slæber for moderen, hvilket går ud over hendes skolegang. Sørine som er meget egennyttig, ved at bedste gemmer på nogle penge, der blev givet som kompensation for manglende faderskab på Ditte. Sørine opsøger derfor bedste for at få fat i pengene og hun ender med at kvæle den gamle dame i dynen. Ditte ser episoden og udvikler et had til Sørine, men trods hadet bliver Ditte boende for hendes søskendes skyld. Sørine bliver senere anholdt og kommer i fængsel, her begynder anden bog II Lillemor. Som titlen beskriver bliver Ditte her Lillemor. Nu hvor Sørine er væk, får Ditte moderrollen for hendes 3 mindre søskende. De resterende tre bøger; III Syndefaldet, IV Skærsilden og V Mod Stjernerne beskæftiger sig med Dittes ungdoms og voksen liv, hvor Ditte selv føder to børn uden for ægteskab, og tager et tredje barn i pleje. Gennem hele hendes liv bliver hun udsat for modgang og strenge kår, og hun kæmper sig gennem tilværelsen for sig selv og børnene. Hun dør i en alder af 25 år, ung men nedslidt og bliver begravet af det offentlige i det fattigste hjørne af kirkegården. Hvorved Nexø kommenterer i en af bogens sidste linjer ” Hun blev begravet på det offentliges bekostning. Det var den eneste æresbevisning der blev vist i hendes liv – og den var ikke frivillig”.

Fortællingen om Ditte er barsk og sørgmodig men jeg ville ikke have været den foruden. Martin Andersen Nexø er grundet hans egen opvækst i det nederste sociale lag helt fantastisk til at formidle historien om en fattig pige med et hjerte af guld. Selvom fortællingen er dyster og kan ses som en undergangsroman, grundet manglen på opgang er romanen samtidig en øjenåbner. I denne roman formidler Martin Andersen Nexø historien om en pige, for hvem at ulykken aldrig vender. Det er en deprimerende men sandfærdig fortælling, og jeg synes det er en fantastisk bog at læse, da den husker én på at  sådanne mennesker findes. Jeg synes det er en modig og vovet fortælling at give sig ud i som forfatter, men også som læser, for man bliver nød til at have en hvis psyke for at kunne kapere så megen lidelse for en så god sjæl. 

Sprogligt syntes jeg at romanen var okay at læse, trods det er en ældre bog. At sproget er ældre kræver tid og fordybelse, men en roman som denne falder også bedst ud ved tid og fordybelse. Jeg kan klart anbefale værket til andre og vil selv kunne finde på at tage Ditte Menneskebarn med mig på ferie, som læsestof i fremtiden.

Line

Enten - Eller

Det var dælens, tænker jeg, da jeg læser overskriften ΔIAΨAΛMATA.

Første bind af ”Enten – Eller” af Søren Kierkegaard er et sammensurium af digte, generaliseringer, argumentationer og analyser, tilsat livsfilosofi fra den lomme der står ”æstetiker” på.

Æstetikeren, som bogen leverer en udførlig beskrivelse af, har et dionysisk livssyn og en kunstnerisk livsførelse baseret på at få størst mulig nydelse på kortest tid. Bogen tilhører romantismen, hvor den store, euforiske lykke nærmest forstærkes af en truende ulykke, der venter i horisonten.

Det førnævnte græske ord, nu sat med latinske bogstaver, er Diapsalmata. Det er et hebraisk tegn, oversat til græsk og derefter brugt i en hjemmelavet flertalsform af Søren Kierkegaard for ”mellemspil”, som han har valgt at kalde sine tekstfragmenter i romanens første afsnit.

I romanens andet afsnit argumenteres der for, at Don Juan er en klassisk opera. Molieres og Holbergs dramatiske versioner af operaen kritiseres, da dialogen gør Don Juan reflekterende og mindre umiddelbar. Fortælleren foretrækker tydeligvis den idealiserede Don Juan fra Mozarts opera.

Herefter følger et afsnit, om forskellen på den antikke og den moderne tragedie, hvori det konkluderes, at det i den moderne tragedie er individet, der er ansvarlig for ulykken, mens skæbnen  spillede den største rolle i antikken. En tragedie opridses også i ”Skyggerids”, romanens fjerde afsnit, der omhandler Elvira, der lader sig forføre af Don Juan. Sådan fortsætter romanen ikke mindre melankolsk, med ”Den ulykkeligste”, der kort fortalt handler om den eksistentialistiske håbløshed og den levende død. Lidenskaben behandles igen i romanens sjette afsnit, og i det syvende: ”Vexeldriften” bliver kedsomheden iscenesat. Den sidste del af ”Enten – Eller” er ”Forførerens dagbog”, hvor læseren følger en forførerens refleksioner under en forførelse.

Hvad Kierkegaard selv mener om æstetikere, kommer til gengæld ikke direkte til udtryk. Han har nemlig distanceret sig, ved at lade en fiktiv person: Victor Eremita udgive nogle papirer, angiveligt fundet i en gammel kommode tilhørende ”A”. Personen A er tydeligvis en æstetiker, hvilket også stilistisk fremgår af de rodede papirer, der på kunstnerisk og lyrisk vis er tvetydige og tankevækkende.

   På en måde er det en meget moderne opsætning. Indholdet viser dog hele tiden tilbage til oldtiden, via referencer til græsk mytologi.

Denne forskel viser tilbage til den første tese, Kierkegaard opstiller: Det udvendige er ikke det samme som det indvendige.

Det er en meget speciel læseoplevelse. Det er spændende at læse noget af en så ikonisk dansk filosof, men det har også været frustrerende: Det er svært at forstå hvad Søren Kierkegaard mener, og der skal slås mange navneord op undervejs. Jeg vil anbefale dig at læse dele af ”Enten – Eller” hvis du enten er fascineret af romantismen, eller hvis du er nysgerrig

- Marine Sølling Ramsing

Ung Elskov

Ung Elskov

Når jeg ser på titlen ”Ung Elskov” forbinder jeg det med noget uskyldigt og uvidende. Man forelsker sig i hinanden i en tidlig alder, man ser sig selv slentre lange gåture langs vandet med sin eneste ene i hånden. Og børn? Ja, de er der skam også. Der snakkes om ægte kærlighed før man overhovedet ved hvad kærlighed indebærer. Nogle mener, at skæbnen bestemmer, men er det ikke i virkeligheden kun dig selv der bestemmer din egen skæbne? Nogle forhaster sig meget med at finde den eneste ene, mens andre skaber et kærlighedsideal, hvor drifterne skal overgå fornuften.  Når det så er sagt, er det et meget vanskeligt ideal at udleve, når man lever i sin egen lille nøddeskal og er rædselsslagen for at opgive kontrollen over sit eget liv, til fordel for elskov som ofte ender i fiasko. For man skal huske på at i sidste ende har man kun sig selv, men er det ægte lykke? Jens Thyssen som fremtræder som hovedpersonen i Henrik Pontoppidans roman ”Ung Elskov” døjer med et tilsvarende dilemma.

Bogen er skrevet af den samfundskritiske Henrik Pontoppidan, som optrådte som en af ”Det Moderne Gennembruds” forfattere. Henrik Pontoppidan delte samme tankegang som den danske samfundskritiker Georg Brandes, som siges at være teoretikeren bag ”Det Moderne Gennembrud”. Deres tankegang var at realisere litteraturen. Henrik Pontoppidans roman ”Ung Elskov” bærer i den grad præg af kritik i mod de gamle traditioner, som f.eks. romantikken, og Pontoppidan forsøger ihærdigt at lade realismen udvinde romantikken og derved give læseren en opfattelse af hvordan det idéelle samfunds billede ser ud i hans øjne. 

Vi ser romanen ”Ung Elskov” igennem hovedpersonen Jens Thyssens øjne. Jens Thyssen forelsker sig i kromandens datter Ellen, men indser at han tilsyneladende er fanget i sig selv. Gennem hele romanens forløb jagter han anerkendelse, kærlighed og nærhed i form af andre mennesker, men han tør ikke give slip på det har han har i frygt for ikke at kunne kende sig selv. Hans største kærlighed Ellen bliver forført af en anden mand ved navn Jakob. Ellen og Jakob får barnet Martha sammen, og nu hvor hans store kærlighed Ellen er ude af spillet, forsøger Thyssen at påtage sig rollen som Marthas far, selvom han ikke er den rigtige far. Martha vokser op, og Thyssen gør hvad han kan for at fremstå som en faderfigur for Martha. Martha vokser fra Thyssen og kommer ud i noget rod, hvor hun gifter sig med den unge slagsbror Jesper. Martha forelsker sig i en student, men det får fatale følger når den barske og jalousi ramte slagsbror Jesper opdager kærlighedsaffæren. Jesper pågriber Martha, men ender med at blive kvalt af hende. Martha bliver skør efter episoden og tager sit eget liv, og tilbage har vi Jens Thyssen.

Jeg har med denne bog fået et indblik i hvilke idealer Henrik Pontoppidan mener, skal være byggestenene for vores samfund, og Pontoppidan har brugt hovedkarateren Jens Thyssen som en afspejling af realismen. Jens Thyssen står i modsætningen til romantikken, og igennem hans øjne er kærlighed og elskov opstillet som en kliché.

Trods bogens hårde analyse og fortolkning synes jeg alt i alt at det var en udmærket bog, i dét den har gjort mig klogere på hvordan man som ”Det moderne gennembruds” forfatter udfolder sit budskab. Jeg synes til gengæld at sproget til tider kunne være vanskeligt at tyde, når der i bogen vendinger og ord der ikke indgår i den moderne måde at skrive på. Jeg vil anbefale bogen, hvis man har tid og lyst til at tolke gamle ord og vendinger og jeg vil i sær anbefale den, hvis man er glad for bøger der omhandler ”Det Moderne Gennembrud”.

-          Morten Sørensen

Fremmede Takter

Palmer. Store, lange blade der vifter i en vind af stærke krydderier. Tunge dufte der brænder på tungen. Sjove syngende sprog talt med dybe brune øjne. Mærkelige toner og rytmer. Fødder der stamper i jorden i ukendte taktarter. Hænder der griber ud og byder op til fremmed dans. Har du danset før? Alting bobler, du sitrer og det hele kulminerer i en eksplosion af farver og følelser... Er det sådan den føltes? Den fremmede eksotiske kærlighed, som Georg oplever i Romanen "De Frifarvede" af Henrik Hertz. Georg er søn af plantageejeren Fru Graves. Fru Graves er en yderst bestemt dame, der med urokkelig viljestyrke hader mulatter eller frifarvede, som de også kaldes. Det er hendes store skam, at hun igennem sin svogerens giftemål, er beslægtet med dem. Derfor er det ingen overraskelse, at Georg ikke tør indrømme forholdet til sin mulatter kusine Marguerite Hoquesville for moderen. Hun finder i mellemtiden ud af hans fascination af kusinen, og sender ham på en forretningsrejse rundt i Europa. Mens han er afsted, arrangerer hun et ægteskab mellem Georg og det gode parti Heloise Carstensen. De mødes i Norge, hvor moderen bringer dem sammen. Georg bliver hurtigt forelsket i Heloise, og snart har han glemt alt om sine løfter til Marguerite. De to bliver forlovet, men inden brylluppet holdes bliver Georg opsøgt af Arthur Hoquesville, Marguerites bror. Denne beretter at Marguerite har født Georg en søn, og at de opholder sig på en gård tæt ved. Georg smider alt, hvad han har i hænderne og følger med Arthur. I det øjeblik han ser Marguerite, dukker hans gamle følelser op til overfladen. Han fortæller Fru Graves, at han agter at gift sig med Marguerite, nu da han har gjort hende så stor uret. Fru Graves bliver vred og slår hånden af ham. Georg kan ikke holde til det pres, der rammer ham fra både familien Hoquesville og Fru Graves side. Han bliver sindssyg, men når på sit dødsleje at komme til sig selv. Her gifter han sig med Marguerite, og de lever sammen indtil George dør nogle dage efter. Arthur Hoquesville gifter sig med Heloise Carlsen, og Fru Graves flytter tilbage til sin plantage, der ender med at gå konkurs.

Romanen er skrevet i 1836 af Henrik Hertz. Dette placerer den litteraturhistorisk i romantismen. Her passer den godt ind, da den arbejder med begrebet "den svimlende lykke". Georg må igennem meget inden han opdager at hans kærlighed til Marguerite, er det vigtigste af alt. Han ender med at have dette øjeblik af svimlende lykke inden han dør. Herudover arbejder man i romantismen med splittelse, der opleves mellem det intellektuelle og det følelsesmæssige. I bogen ser man det i Georgs valg mellem moderens fordomme og hans store kærlighed til Marguerite. Henrik Hertz er en dansk jødisk forfatter og "De Frifarvede" er en af de få romaner, han har skrevet, ellers har han oftest skrevet digte og lystspil. Hertz skriver romanen efter han er hjemvendt fra en udenlandsrejse i 1934, så man kan forstille sig at en del af inspirationen til romanen kommer herfra. Derudover er ligestillingen mellem danskere og mulatter i de dansk vestindiske øer juridisk set sket et par år forinden, så dette er også en mulig inspirationskilde. Henrik Hertz ser positivt på ligestillingen, og det er også tydeligt i romanen. Den måde både den fremmede natur, og bl.a. Arthur Hoquesville beskrives er både positivt og malende. Eks. beskrivelsen af Arthur efter at han har redet Heloise fra en bjørn, "Han var høi og rank og en af de smukkeste mænd hun havde seet." Her beskrives Arthur som en sand helt, derudover er han i bogen en retfærdig og tilgivende person. Arthur er på mange måder beskrivelsen af den ideelle mand.

Fortælleteknikken i romanen er meget atypisk, og ligger overraskende nok på kanten til den Blicherske novelle. Historiens fortæller indleder historien med at fortælle at han har hørt denne som barn af en mand ved navn Junghans, som har været forretningsmand for familien Graves. Allerede her ligner det den Blicherske novelle, idet man kan stille spørgsmålstegn ved fortællerens pålidelighed. Da der er tale om en mundtlig overleveret historie, er den skrevet i datid. Fortælleren er alvidende og kender derfor personernes tanker, dog er det som om at historien betragtes på afstand. Dette ses på side 50 i bogen "Men - af alle disse Planer skulde ikke ret mange gaae i Opfyldelse" en sådan kommentar understreger, at det ikke er muligt, at ændre i det der er sket i fortællingen. Disse træk er præcis nogle, der kendetegner den Blicherske novelle. Selvom romanens handling cirkulerer om de politiske debatter der vedrører slaveri og sortes rettigheder, er det ikke en politisk roman. Fokus er på kærlighedshistorien ikke på politik, og det er igen et træk der også er genkendeligt i Blichers noveller. 

Personerne i Romanen er alle meget stærke. Vi har Georg, der er både privilegeret, stærk og følsom. Vi har hans mor Fru Graves, der har en del af de samme karaktertræk, men hun har ikke en følsom eller tænksom side. Tvært imod, hun er udspekuleret, hadefuld, arbejdsom og utrolig stædig. I romanen optræder hun på mange måder som mand, bl.a. fordi hun har overtaget forretningen efter Hr. Graves død. Fru Graves er i sandhed et billede på en hård og kontant plantageejer. Eks. s. 12 "Hun Herskede i sit Huus og over sine talrige Undergivende med en mands Bestemthed og en Vestindisk Planters Strenghed." Hun er en meget streng dame, men hendes store fejl er, at hun ikke kan ændre sit synspunkt. Til det sidste er hun farstødt af Marguerite og Georgs forhold, hun ændre ikke mening. Dette straffes hun for i slutningen af bogen, idet hun ender med at gå konkurs og afskære sig fra sin familie. Sønnen George lider en anden skæbne, han vinder kærligheden til sidst, selvom han må gå meget igennem for at få den. Som nævnt tidligere, opnå Georg den svimlende lykke, da han dør i armene på Marguerite. Døden er altså for ham ikke en straf, men en sejer idet han vinder kærligheden.

Komposition i romanen er typisk for dannelsesromaner. Vi ser hjemme ude hjemme princippet, Georg starter hjemme hos Marguerite, drager ud på forretningsrejse og til Norge, hvor han også oplever en anden og mere tilbedende kærlighed, som han føler for Heloise. Til sidst ender han igen "hjemme" i Marguerites arme. Han når aldrig tilbage til de vestindiske øer, men idet Marguerites arme er der han hører til, ender han alligevel hjemme. Romanen er altså en dannelsesroman. Dette ses både i romanenes komposition, men også i måden hvorpå man følger Georgs liv fra barn til voksen. Han går fra at være en naiv dreng, der lader sig friste ude i den store verden og lytter til sin mors fordomme. Til at blive en mand, der vælger kærligheden. Ud over Georgs dannelse har vi også en dannelse af Fru Graves eller mangel på samme. I løbet af romanen får Fru Graves flere gange muligheden for at forstå, hvad den virkelige lykke er. Hun er dog for stædig til at acceptere den, og ender med at blive straffet for det. Igennem historien dannes læseren også, da de to modsatrettede dannelser bliver sat op imod hinanden. Roman er derfor uden tvivl en dannelsesroman. Kærlighed eller ensomhed, sådan lyder valget. Dette valg er samtidig to af tematikkerne i romanen, samt mulatter og sortes rettigheder. Alle tre tematikker er noget, man kan relatere til i dag. Selvfølgelig kærlighed, men også den måde fremmede behandles på er relevant i nutidens Danmark. Alt i alt er ”De Frifarvede” en spændende roman, der både belyser nogle af samtidens tematikker og beretter en kærlighedshistorie, der nok altid vil være relevant.

Selv i forskellige taktarter kan toner være ens.

- Ida Bergholdt Jul Christiansen

Forførerens Dagbog

Forførelsens magt har været velkendt i litteraturen i flere årtusinder. Allerede Biblen beretter om Edens have med forbudte fristelser, og Homer bragte det sidenhen på banen i hans skrifter om det gamle Grækenland. Siden har ikke mindst  Søren Kirkegaard, men også en lang række andre forfattere arbejdet med emnet. Trods et stort tidspænd er fænomenet det samme.  I sociologiens verden beskrives forførelse som en proces, hvorved en person lokker en anden person ind i en akt. Denne akt forbindes ofte med seksualitet og begær. Forførelsens kunst må beherskes til præcision for, at være effektiv . Mange elementer spiller ind i overvejelsen om, hvordan et offer skal forføres. Søren Kirkegaards fiktive karakter Johannes, beherskede netop denne disciplin til præcision, hvorved han også vandt Cordelia.

Bogen er skrevet som Johannes dagbog, hvilket gør det let at følge kronologien, og derved også lettere at leve sig ind i fortællingen. Dette er en klar fordel for nutidige læsere, da det kan være svært at relatere til en fortælling hvis handlig forgår i en anden tid. Kirkegaard gør dog intet let tilgængeligt for læseren. Han gør stor brug fra henvisninger og uddrage af bibelske tekster, og som om det ikke skulle være nok er sproget også gammeldags og kræver derfor lidt ekstra kræftanstrengelser at forstå ordene.

Forførerens dagbog beskriver den proces, hvorved Johannes vinder Cordelias hjerte. Han er en yders velovervejet kynisk ung mand, som er bevidst om betydning af æstetik og erotik. Bogen er dog ikke erotisk i den forstand, da dens omdrejningspunkt er mere psykisk forførelse. Johannes er altså  er velovervejet i den forstand at han formår at planlægge og gennemføre forførelsen af Cordelia. Det handler for Johannes om at trække forførelsen i langdrag, da det er den egentlige nydelse. At se pigen udvikle sige, og blive til en kvinde. Når den erotiske agt er udført, da er pigen ikke af interesse for ham længere. Dette er hvad den unge Cordelia udsættes for. Dette giver et godt billede af Johannes spil, og hvor kynisk han leger forførelsens leg. For hvad er det han vil have ud af dette? I bund og grund ikke pigen, men nærmere en selvanerkendelse af, hvor dygtig han efterhånden er blevet til, at læse og tackle situationer, så de falder til hans fordel.

Under min læsning blev jeg både en smule smigret, men dog også indigneret over Johannes beskrivelser af unge kvinder. For både skriver han, at det er det skønneste gudskabte, men han skriver også, at efter den erotiske akt er kvinden fortabt, og hvis hun skulle reddes, da skulle hun forvandles til en mand. Jeg må dog erkende, at dette blot er præget det daværende kvinde syn, og kvindens samfundsmæssige rolle i romantikkens dage.

Inden jeg påbegyndte min læsning føltes læsning af Kirkegaard som en uoverstigelig opgave, men efter nu at have læst den, mener jeg, at det måske noget, som man på et tidspunkt i livet burde tage sig tid til. Jeg har aldrig før læst så velovervejet og symbolsk en bog som denne. Og tilmed omhandler den tematikker, som også i dag er relevante. Jeg må altså sige at jeg var meget positiv overrasket over bogen, da den gav et godt historisk billede af romantikken som tidsperiode, men dog havde relevans og interesse for mig. Som et typisk romantisk træk omhandler bogen meget psyken, hvilket er meget svarende til det indadvendte fokus i denne periode.

Bogen overlader meget analyse og fortolkning til læseren, hvilket gør det til sværere læsning. Jeg vil dog varmt anbefale den, men med en advarsel om, at den kræver tid og arbejde at forstå. Noter og opslag er til tider nødvendige, men ellers en underholdende bog, som efter min mening giver en udvidet horisont både hvad romantisk litteratur og filosofi angår.  

Emma Grønbæk

Kemi og kærlighed

Det er ren kemi. En kort "googling" ledte mig frem til svaret. Tilstedeværelsen af stoffer som oxytocin, vasopressin og dopamin i kroppen er altafgørende for, hvorvidt vi føler os seksuelt tiltrukket af et andet menneske, og om vi forelsker os. Ja, det lyder skuffende. Kærligheden, lysten til sex, svæveturen på den lyserøde sky, følelserne, der giver dig et sug og en kildren i maven, lysten, der får dig til at glemme tid og sted, og som kan mærkes helt ude i fingerspidserne, er egentlig bare kemiske reaktioner igangsat af et kompliceret samspil mellem hormoner, neurotransmittere og hjerneområder. Evolutionen har udstyret mennesker og dyr med en række kemikalier, som skal hjælpe os gennem befrugtningsprocessen og med udvælgelsen af en partner. Selvom det lyder tørt, så er det alligevel en ret lækker værktøjskasse kroppen besidder, om man vil, og denne kasse kom til at styre Marie Grubbes liv. 

Romanen Fru Marie Grubbe handler om den unge Marie, som i sin søgen efter kærlighed må lide mange nederlag. Hun rejser som ung pige fra Tjele til København. Her ægtes hun til kongesønnen Ulrik Frederik, men forelskelsen varer ikke længe. Ulrik Frederiks lange ophold i Spanien og affæren med en anden kvinde dræber Maries kærlighed til sin ægtemand. Med Sti Høg rejser hun nu til Frankrig for at søge lykken. Marie og Sti forelsker sig i hinanden, men allerede efter et halvt års tid har hun fået nok af Stis kritiske intellekt, og de går hver til sit. Hun vender nu hjem til Tjele, hvor hun voksede op, og bliver gift med adelsmanden Palle Dyre, som tager hende af forretningshensyn. I lang tid ligner det, at Marie skal ende sine dage - ulykkelig og i et hus, hvor faderen og ægtemanden kun synes at have interesse for det materielle, men da møder hun den nye ladefoged på gården, den modige Søren Ladefoged. Han er en stor, stærk og primitiv mand. De finder hurtigt ud af, at de begge er dødeligt forelsket i hinanden og køber et færgested på Falster, hvor Marie ender sine dage. 

Marie er gennem hele romanen styret af sine drifter og drømme. J. P. Jacobsen fremstiller hende som en stærk kvinde, der ender sine dage lykkeligt, omend hendes sociale status er kørt i sænk af hendes seksualdrift. Hendes behov er ikke materielle, de er seksuelle. Hendes første forelskelse bliver i kongens halvbror, Ulrik Christian. Hun mærker hvor stærkt hun drages af det heroiske og mandige i ham. Efterfølgende bliver hun Ulrik Frederiks hustru, hvorved hun opnår status som Danmarks næstfornemmeste dame. Men da hun ikke elsker ham, og hendes seksualdrift er for bestemmende, skilles hun fra Ulrik Frederik, livet som statholderfrue og de mange materielle goder, for i stedet at søge en udlevelse af hendes drifter og seksuelle behov. 

Det skulle dog vise sig at være sværere end som så. Den civiliserede Sti Høg, som efter en slåskamp synes modig, får hun som nævnt et forhold til. Dog trætter Stis melankolske tænkning hurtigt Marie. Han er nu hverken munter eller modig. På sin udlandsrejse møder Marie også den unge Remigius. Han er meget betaget af Marie, hvilket hun synes er meget spændende, men den unge mand dør snart i en ulykke. 

Maries seksuelle drifter har ikke ført hende tættere på tilfredsstillelse. I hele 12 år i ægteskab med Palle Dyre lever hun i en hverdag med endeløse, ligegyldige skænderier. Hun er endt i et materielt helvede, hvor faderen truer med at gøre hende arveløs, og manden har taget hende for pengenes skyld. Hun har intet af det hun ønsker sig, og går tit og drømmer sig væk. 

Men da opstår der brand på gården. Søren Ladefoged redder tappert hestene ud af staldene, mens Marie beundrer hans maskuline, heltemodige gerning. Søren Ladefoged er manden i hendes liv. Han er mandsidealet, den dominerende patriark, som elsker hende og nyder hende. Marie Grubbe rammes for alvor af kærligheden. Hendes krop (det store sammensurium af kemikalier, hormoner og neurotransmittere) har ledt hende til denne.

J. P. Jacobsen, manden bag Fru Marie Grubbe, er dybt fascineret af kvindens seksualitet, og det ses tydeligt i romanen, hvor seksualdrift og udlevelse af egne drømme er tydelige temaer. Som Marie selv udtrykker det i romanen: "Jeg tror, hver menneske lever sit eget liv og dør sin egen død, det tror jeg." 

Jacobsen er naturalist og tror på det rationelle og fornuftige i naturvidenskaben. Han er inspireret af Darwin, hvorved Maries seksualdrift - og i sidste ende også hendes valg af Søren Ladefoged - er forklaret. Naturens udvælgelsesproces, som vi også kender ved udtrykket "survival of the fittest," optager nemlig Jacobsen. Maries valg om at lade kroppens begær bestemme hendes liv er - set med Jacobsens naturalistiske briller - evolutionært set det rigtige valg at træffe. 

Selv om romanen ikke ligner noget af det skønlitteratur, jeg nogensinde har læst, så vælger jeg alligevel at give Fru Marie Grubbe thumbs up. Da romanen udkom, blev den kaldt amoralsk, fordi Marie havde forhold til så mange forskellige mænd. I dag ser samfundet anderledes ud. Folk har flere forhold og bliver ofte gift flere gange i livet. Men romanen er stadig aktuel. I 1600-tallet var det helt uhørt, at Marie gik fra social optur til social nedtur, og faktisk er det stadig sensationelt. Statistikker viser, at kvinder i dag gifter sig opad den sociale rangstige og at jo lavere social status en mand har, des mindre forplanter han sig. 

Eksemplet med Marie Grubbe og Søren Ladefoged var en total modsætning af hvad normerne i samfundet i 1600-tallet tillod og er heller ikke normalt i dag. Det kunne da være spændende at invitere Jacobsen op fra dødsriget, så han kunne få lov til at se, at han egentlig legede med temaer, som er aktuelle i dag. I samme anledning kunne man også fortælle ham om naturvidenskabens udvikling. Det ville sikkert fornøje manden at høre på logiske forklaringer om sammenhængen mellem kemikalierne i hjernen og hjertets kærlighed.

Malthe Wiis