Kærlige Dask - Johan Dissing

-->

Kærlige dask

Hey folkens. jeg har filosoferet over en ting: Hvorfor rører vi ved hinanden? Hvordan hilser I på jeres venner? Hvor gode venner skal I være for at kramme? Kan I kramme en person af det samme køn?

Det er nogle af de spørgsmål, jeg har tænkt over. Hvad er normalt, og hvordan undgår man den der akavede situation, hvor den ene går frem for at kramme, og den anden bliver tilbage for at give et håndtryk? 

Jeg har altid tænkt, at piger gerne vil kramme, selvom man ikke kender dem særlig godt. Ved mænd skal man have mere situationsfornemmelse. Nogle mænd vil kramme, når de hilser, mens det for andre vil det være totalt mærkeligt. Jeg har en rigtig god ven oppe på gymnasiet som jeg plejer at kramme, når vi hilser, men når jeg om fredagen tager til fodbold i brydeklubben med min far og spiller mod nogle andre halvgamle mænd og deres sønner, ville det være totalt mærkeligt, hvis jeg bare så meget som gav et håndtryk. Når vi hilser, er det bare med et kort "hej" - og så ind på banen, spille fodbold, skubbe og tackle, mens stanken af sved og mandeprutter breder sig. Bagefter er der velfortjente kolde øl, mens ugens strabadser vendes, som var det en fucking gruppeterapi. Når vi skal hjem, siger min far noget i retningen af: "Nå, Hanse, vi skal vel også hjem engang", og så pakker vi vores ting, og lige inden udgangen vender vi os om med et "farvel, vi ses", og så kører vi. Det er ikke fordi, vi ikke har et personligt forhold til dem - de er vores rigtigt gode venner. Jeg har kendt dem, siden jeg var 2 år gammel, og de har været der, da vi 2 gange om ugen trænede brydning. Måske vil de altid se mig som den lille fyr, der løber i mine storebrødres fodspor.

Jeg havde musik i mit tredje modul og sad for mig selv og gloede tomt ud i luften. Pludseligt kom en af mine gode veninder og daskede kærligt til mig. Jeg fik en sjov følelse af accept og glæde. Det var jo bare et lille dask. Det er som om, det også er nemmere at indlede en samtale med en pige, der lige har dasket til en. Det var det i hvert fald for mig. Det var som om, at hun med dasket sagde: "Hej Johan. Jeg vil gerne snakke med dig". Der er generelt rigtigt mange 'dask', 'high-fives', kram, kærlige slag og meget mere på mit gymnasium, og vel også alle de andre steder jeg omgås med mine gode venner. Det er vel både en positiv ting og en negativ ting. Det er godt, at vi kan lide hinanden, og at vi har overskud til nogle gange at gå over til en ven, der bare sidder og stirrer tomt ud i luften, og daske til ham. På den anden side kan jeg ikke lade være med at synes, at det er en mærkelig og umoden måde at starte en samtale på. Hvorfor er det så svært at gå over til en pige og sige: "Hej min ven, jeg vil gerne snakke med dig"?

Det har vel rigtigt meget med unges usikkerhed at gøre. Tænk engang hvis der var en, der sagde: "Jeg gider ikke snakke med dig", eller: "Skrid, du lugter". Det er der jo ikke nogen, der gør, men tænk hvis! Jeg tror, at den tanke er så afskrækkende, at mange bare indleder en samtale med et dask. Jeg vil heller ikke dømme - jeg er selv rigtig glad for at få et dask engang imellem, og jeg giver også selv rigtig tit et dask til dem, jeg vil i kontakt med.

Hvorfor krammer jeg ikke de halvgamle, ildelugtende brydere fra mit fodboldhold? Jeg har tænkt meget over det og har konkluderet, at det bare ikke er sådan vores interne sprogkode er. Når jeg tænker over, hvem jeg krammer, er det hovedsagligt unge mennesker på under 25. Når de bliver over 25 år, skal det være nogle voksne mennesker, jeg stoler rigtigt meget på, hvis jeg skal kramme dem. Enten en tæt familieven eller et familiemedlem, eller også skal det være en person, som på et eller andet tidspunkt har haft en forældrerolle i mit liv, for eksempel mine efterskolelærere eller mine værtsforældre i England.

Hvad er et kram? Der er mange forskellige definitioner verden over. I nogle lande kysser de på kinden, når de hilser. Da jeg boede i England, skulle jeg ALTID kysse en kvinde, som var over min værtsmors alder, på kinden, og jeg skulle altid give hånd til en anden mand. Det var dog normalt at kramme de små drenge, som jeg var i ”familie” med, og også min gamle værts-farfar. I Danmark tror jeg, at det er unormalt at kindkysse en kvinde, man ikke kender, dog synes jeg ikke det ville være mærkeligt at kramme en mand på samme måde, som de synes i England. Jeg tror, at min værtsfar vil gå i baglås, hvis jeg en dag gav ham et kram.

Johan Dissing

Et nyt perspektiv

Hej alle sammen :)
Jeg er har fået den ære, at skrive det første blogindlæg til vores blog, og ja, jeg kan mærke presset der hviler på mine skuldre. Men forhåbentlig kan jeg leve op til jeres forventninger og sætte en nogenlunde standard. Jeg har ikke noget stort eller banebrydende at fortælle, men en lille observation fra vores daglige gang på Egå Gym, er det da blevet til:

Kender i det, når man ser alting i et nyt perspektiv? Når det går op for en, at man har stirret ind i en gråzone, og finder ud af, at det er fordi, man befinder sig for tæt på elefanten. Selvom man føler sig lidt dum over ikke at have set noget så simpelt fra starten, er det samtidigt en fed fornemmelse, når man tager et skridt tilbage og noget pludselig giver mening. Det skete for mig i fredags.

Mathilderne og jeg gik, som ofte før, en rundte på Egå Gym for at strække benene. På disse ture har vi mange gange snakket om de forskellige grupperinger i klassen. Når man er så mange i en klasse, er det klart, at man finder sammen med dem, man kan bedst med. Vi har tit diskuteret, hvorfor det lige netop var os der fandt sammen. Nåh, men til den egentlige diskussion. Som vi gik der og samlede ideer til denne blog, faldt snakken på perspektiver. Altså, når man ser noget fra en helt ny vinkel. I kender det nok alle sammen, når man sover med hovedet i fodenden af sengen, eller lægger sig på køkkengulvet, bare for at se, hvordan verden ser ud derfra. Det er altid spændende og nyt at se alting fra en ny vinkel. I anledning af vores samtale besluttede vi at gøre dette med klassen, derfor stillede vi os på et af klassens borde. Det er meget interessant, at se klassen fra oven, man lægger mærke til helt nye ting. For eksempel fik vi muligheden for at se Anders G's skildning, og til alle jer andre der heller ikke nærmer sig Anders' højde, kan jeg fortælle, at "den er ganske nydelig", som den ene af Mathilderne beskrev den. Som vi stod der og spejdede ud over herlighederne, følte jeg for første gang, at jeg havde overblik over klassen.

Anne Mette, Sofie, Christian, Rasmus og Katrine, snakkede grinende sammen. Arthur spise en slikkepind mens han, Johan, Anders G og Malthe af en eller anden mærkelig grund studerede Malthes arm. Laurits, Morten og Heinrich hoppede over et bord. Nina og Amalie tegnede på tavlen, mens Fie, den anden Amalie og Sara stod og snakkede. Oscar og Maria var på facebook. Anders U spillede computer. Emilie og Breeththa snakkede fortroligt i et hjørne af klassen. Camille der i samme øjeblik var trådt ind af døren, søgte hen imod Emma og Josefine der stod og snakkede. Og til sidst os tre på toppen af et bord midt i det hele. 

Alle disse observationer var i sig selv helt normale og hverdagsagtige, eller så normale som de kan være i en klasse som vores. Men det var som om, at det nye perspektiv fik mig til rigtig at lægge mærke til det hele. Jeg fik et indblik i alle de andre verdener, der eksisterer rundt omkring mig. Alle de verdener som jeg ikke har lagt mærke til før, fordi jeg indtil da, har befundet mig midt i det hele. Midt i min egen verdens gråzone. Da jeg trådte et skridt tilbage, fik jeg pludselig overblikket. Der er så meget mere at se og forstå i en klasse som vores, så mange muligheder. Så mange synsvinkler og perspektiver at se klassen fra, så meget at udforske og så mange mennesker at forstå. Min pointe er, for blogger skal da helst have en pointe ikke? Ellers ville vores blog være uinteressant, og spild af tid. Min pointe er, at der altid vil være en ny vinkel at se tingende fra. Jeg mener, snart vil mit nyligt fundene perspektiv være forældet og uinteressant eller måske endda glemt. Når det sker er jeg tilbage ved udgangspunktet, tilbage i gråzonen. Igen. Søgende. Men hvad nu, hvis jeg ikke var blevet stående på bordet? Men istedet var sprunget under det, for at se klassen i frøperspektiv? Hvad nu, hvis jeg sprang hen til Laurits, Morten og Heinrich for at hoppe over borde? Eller tegnede en tegning med Nina og Amalie på tavlen. Hvilke nye perspektiver ville så åbne sig for mine øjne? Ville jeg så se verden anderledes? Ville min verden blive rigere? Måske er det på tide, for os alle sammen? På tide rigtig at se hinanden? På tide at åbne grupperne, komme hinanden lidt mere ved, på tide at... Kender i det når man ser alting i et nyt perspektiv? Når det går op for en, at man har stirret ind i en gråzone, og finder ud af at det er fordi man befinder sig for tæt på elefanten...

- Ida Bergholdt Jul Christiansen

Velkommen

Velkommen til bloggen. Her skal vi alle skrive...