Kærlige dask
Hey folkens. jeg har filosoferet over en ting: Hvorfor
rører vi ved hinanden? Hvordan hilser I på jeres venner? Hvor gode venner skal
I være for at kramme? Kan I kramme en person af det samme køn?
Det er nogle af de spørgsmål, jeg har tænkt over. Hvad er normalt,
og hvordan undgår man den der akavede situation, hvor den ene går frem for at
kramme, og den anden bliver tilbage for at give et håndtryk?
Jeg har altid tænkt, at piger gerne vil kramme, selvom man
ikke kender dem særlig godt. Ved mænd skal man have mere situationsfornemmelse.
Nogle mænd vil kramme, når de hilser, mens det for andre vil det være totalt
mærkeligt. Jeg har en rigtig god ven oppe på gymnasiet som jeg plejer at kramme,
når vi hilser, men når jeg om fredagen tager til fodbold i brydeklubben med min
far og spiller mod nogle andre halvgamle mænd og deres sønner, ville det være
totalt mærkeligt, hvis jeg bare så meget som gav et håndtryk. Når vi hilser, er
det bare med et kort "hej" - og så ind på banen, spille fodbold, skubbe
og tackle, mens stanken af sved og mandeprutter breder sig. Bagefter er der
velfortjente kolde øl, mens ugens strabadser vendes, som var det en fucking
gruppeterapi. Når vi skal hjem, siger min far noget i retningen af: "Nå, Hanse,
vi skal vel også hjem engang", og så pakker vi vores ting, og lige inden
udgangen vender vi os om med et "farvel, vi ses", og så kører vi. Det
er ikke fordi, vi ikke har et personligt forhold til dem - de er vores rigtigt
gode venner. Jeg har kendt dem, siden jeg var 2 år gammel, og de har været der,
da vi 2 gange om ugen trænede brydning. Måske vil de altid se mig som den lille
fyr, der løber i mine storebrødres fodspor.
Jeg havde musik i mit tredje modul og sad for mig selv og
gloede tomt ud i luften. Pludseligt kom en af mine gode veninder og daskede
kærligt til mig. Jeg fik en sjov følelse af accept og glæde. Det var jo bare et
lille dask. Det er som om, det også er nemmere at indlede en samtale med en
pige, der lige har dasket til en. Det var det i hvert fald for mig. Det var som
om, at hun med dasket sagde: "Hej Johan. Jeg vil gerne snakke med
dig". Der er generelt rigtigt mange 'dask', 'high-fives', kram, kærlige
slag og meget mere på mit gymnasium, og vel også alle de andre steder jeg omgås
med mine gode venner. Det er vel både en positiv ting og en negativ ting. Det
er godt, at vi kan lide hinanden, og at vi har overskud til nogle gange at gå
over til en ven, der bare sidder og stirrer tomt ud i luften, og daske til ham.
På den anden side kan jeg ikke lade være med at synes, at det er en mærkelig og
umoden måde at starte en samtale på. Hvorfor er det så svært at gå over til en
pige og sige: "Hej min ven, jeg vil gerne snakke med dig"?
Det har vel rigtigt meget med unges usikkerhed at gøre.
Tænk engang hvis der var en, der sagde: "Jeg gider ikke snakke med
dig", eller: "Skrid, du lugter". Det er der jo ikke nogen, der
gør, men tænk hvis! Jeg tror, at den tanke er så afskrækkende, at mange bare
indleder en samtale med et dask. Jeg vil heller ikke dømme - jeg er selv rigtig
glad for at få et dask engang imellem, og jeg giver også selv rigtig tit et
dask til dem, jeg vil i kontakt med.
Hvorfor krammer jeg ikke de halvgamle, ildelugtende brydere
fra mit fodboldhold? Jeg har tænkt meget over det og har konkluderet, at det
bare ikke er sådan vores interne sprogkode er. Når jeg tænker over, hvem jeg
krammer, er det hovedsagligt unge mennesker på under 25. Når de bliver over 25 år,
skal det være nogle voksne mennesker, jeg stoler rigtigt meget på, hvis jeg
skal kramme dem. Enten en tæt familieven eller et familiemedlem, eller også
skal det være en person, som på et eller andet tidspunkt har haft en forældrerolle
i mit liv, for eksempel mine efterskolelærere eller mine værtsforældre i
England.
Hvad er et kram? Der er mange forskellige definitioner
verden over. I nogle lande kysser de på kinden, når de hilser. Da jeg boede i
England, skulle jeg ALTID kysse en kvinde, som var over min værtsmors alder, på
kinden, og jeg skulle altid give hånd til en anden mand. Det var dog normalt at
kramme de små drenge, som jeg var i ”familie” med, og også min gamle
værts-farfar. I Danmark tror jeg, at det er unormalt at kindkysse en kvinde,
man ikke kender, dog synes jeg ikke det ville være mærkeligt at kramme en mand
på samme måde, som de synes i England. Jeg tror, at min værtsfar vil gå i
baglås, hvis jeg en dag gav ham et kram.
Johan Dissing
Ingen kommentarer:
Send en kommentar