Hej alle sammen :)
Jeg er har fået den ære, at skrive det første blogindlæg til vores blog, og ja, jeg kan mærke presset der hviler på mine skuldre. Men forhåbentlig kan jeg leve op til jeres forventninger og sætte en nogenlunde standard. Jeg har ikke noget stort eller banebrydende at fortælle, men en lille observation fra vores daglige gang på Egå Gym, er det da blevet til:
Kender i det, når man ser alting i et nyt perspektiv? Når det går op for en, at man har stirret ind i en gråzone, og finder ud af, at det er fordi, man befinder sig for tæt på elefanten. Selvom man føler sig lidt dum over ikke at have set noget så simpelt fra starten, er det samtidigt en fed fornemmelse, når man tager et skridt tilbage og noget pludselig giver mening. Det skete for mig i fredags.
Mathilderne og jeg gik, som ofte før, en rundte på Egå Gym for at strække benene. På disse ture har vi mange gange snakket om de forskellige grupperinger i klassen. Når man er så mange i en klasse, er det klart, at man finder sammen med dem, man kan bedst med. Vi har tit diskuteret, hvorfor det lige netop var os der fandt sammen. Nåh, men til den egentlige diskussion. Som vi gik der og samlede ideer til denne blog, faldt snakken på perspektiver. Altså, når man ser noget fra en helt ny vinkel. I kender det nok alle sammen, når man sover med hovedet i fodenden af sengen, eller lægger sig på køkkengulvet, bare for at se, hvordan verden ser ud derfra. Det er altid spændende og nyt at se alting fra en ny vinkel. I anledning af vores samtale besluttede vi at gøre dette med klassen, derfor stillede vi os på et af klassens borde. Det er meget interessant, at se klassen fra oven, man lægger mærke til helt nye ting. For eksempel fik vi muligheden for at se Anders G's skildning, og til alle jer andre der heller ikke nærmer sig Anders' højde, kan jeg fortælle, at "den er ganske nydelig", som den ene af Mathilderne beskrev den. Som vi stod der og spejdede ud over herlighederne, følte jeg for første gang, at jeg havde overblik over klassen.
Anne Mette, Sofie, Christian, Rasmus og Katrine, snakkede grinende sammen. Arthur spise en slikkepind mens han, Johan, Anders G og Malthe af en eller anden mærkelig grund studerede Malthes arm. Laurits, Morten og Heinrich hoppede over et bord. Nina og Amalie tegnede på tavlen, mens Fie, den anden Amalie og Sara stod og snakkede. Oscar og Maria var på facebook. Anders U spillede computer. Emilie og Breeththa snakkede fortroligt i et hjørne af klassen. Camille der i samme øjeblik var trådt ind af døren, søgte hen imod Emma og Josefine der stod og snakkede. Og til sidst os tre på toppen af et bord midt i det hele.
Alle disse observationer var i sig selv helt normale og hverdagsagtige, eller så normale som de kan være i en klasse som vores. Men det var som om, at det nye perspektiv fik mig til rigtig at lægge mærke til det hele. Jeg fik et indblik i alle de andre verdener, der eksisterer rundt omkring mig. Alle de verdener som jeg ikke har lagt mærke til før, fordi jeg indtil da, har befundet mig midt i det hele. Midt i min egen verdens gråzone. Da jeg trådte et skridt tilbage, fik jeg pludselig overblikket. Der er så meget mere at se og forstå i en klasse som vores, så mange muligheder. Så mange synsvinkler og perspektiver at se klassen fra, så meget at udforske og så mange mennesker at forstå. Min pointe er, for blogger skal da helst have en pointe ikke? Ellers ville vores blog være uinteressant, og spild af tid. Min pointe er, at der altid vil være en ny vinkel at se tingende fra. Jeg mener, snart vil mit nyligt fundene perspektiv være forældet og uinteressant eller måske endda glemt. Når det sker er jeg tilbage ved udgangspunktet, tilbage i gråzonen. Igen. Søgende. Men hvad nu, hvis jeg ikke var blevet stående på bordet? Men istedet var sprunget under det, for at se klassen i frøperspektiv? Hvad nu, hvis jeg sprang hen til Laurits, Morten og Heinrich for at hoppe over borde? Eller tegnede en tegning med Nina og Amalie på tavlen. Hvilke nye perspektiver ville så åbne sig for mine øjne? Ville jeg så se verden anderledes? Ville min verden blive rigere? Måske er det på tide, for os alle sammen? På tide rigtig at se hinanden? På tide at åbne grupperne, komme hinanden lidt mere ved, på tide at... Kender i det når man ser alting i et nyt perspektiv? Når det går op for en, at man har stirret ind i en gråzone, og finder ud af at det er fordi man befinder sig for tæt på elefanten...
- Ida Bergholdt Jul Christiansen
Jeg er har fået den ære, at skrive det første blogindlæg til vores blog, og ja, jeg kan mærke presset der hviler på mine skuldre. Men forhåbentlig kan jeg leve op til jeres forventninger og sætte en nogenlunde standard. Jeg har ikke noget stort eller banebrydende at fortælle, men en lille observation fra vores daglige gang på Egå Gym, er det da blevet til:
Kender i det, når man ser alting i et nyt perspektiv? Når det går op for en, at man har stirret ind i en gråzone, og finder ud af, at det er fordi, man befinder sig for tæt på elefanten. Selvom man føler sig lidt dum over ikke at have set noget så simpelt fra starten, er det samtidigt en fed fornemmelse, når man tager et skridt tilbage og noget pludselig giver mening. Det skete for mig i fredags.
Mathilderne og jeg gik, som ofte før, en rundte på Egå Gym for at strække benene. På disse ture har vi mange gange snakket om de forskellige grupperinger i klassen. Når man er så mange i en klasse, er det klart, at man finder sammen med dem, man kan bedst med. Vi har tit diskuteret, hvorfor det lige netop var os der fandt sammen. Nåh, men til den egentlige diskussion. Som vi gik der og samlede ideer til denne blog, faldt snakken på perspektiver. Altså, når man ser noget fra en helt ny vinkel. I kender det nok alle sammen, når man sover med hovedet i fodenden af sengen, eller lægger sig på køkkengulvet, bare for at se, hvordan verden ser ud derfra. Det er altid spændende og nyt at se alting fra en ny vinkel. I anledning af vores samtale besluttede vi at gøre dette med klassen, derfor stillede vi os på et af klassens borde. Det er meget interessant, at se klassen fra oven, man lægger mærke til helt nye ting. For eksempel fik vi muligheden for at se Anders G's skildning, og til alle jer andre der heller ikke nærmer sig Anders' højde, kan jeg fortælle, at "den er ganske nydelig", som den ene af Mathilderne beskrev den. Som vi stod der og spejdede ud over herlighederne, følte jeg for første gang, at jeg havde overblik over klassen.
Anne Mette, Sofie, Christian, Rasmus og Katrine, snakkede grinende sammen. Arthur spise en slikkepind mens han, Johan, Anders G og Malthe af en eller anden mærkelig grund studerede Malthes arm. Laurits, Morten og Heinrich hoppede over et bord. Nina og Amalie tegnede på tavlen, mens Fie, den anden Amalie og Sara stod og snakkede. Oscar og Maria var på facebook. Anders U spillede computer. Emilie og Breeththa snakkede fortroligt i et hjørne af klassen. Camille der i samme øjeblik var trådt ind af døren, søgte hen imod Emma og Josefine der stod og snakkede. Og til sidst os tre på toppen af et bord midt i det hele.
Alle disse observationer var i sig selv helt normale og hverdagsagtige, eller så normale som de kan være i en klasse som vores. Men det var som om, at det nye perspektiv fik mig til rigtig at lægge mærke til det hele. Jeg fik et indblik i alle de andre verdener, der eksisterer rundt omkring mig. Alle de verdener som jeg ikke har lagt mærke til før, fordi jeg indtil da, har befundet mig midt i det hele. Midt i min egen verdens gråzone. Da jeg trådte et skridt tilbage, fik jeg pludselig overblikket. Der er så meget mere at se og forstå i en klasse som vores, så mange muligheder. Så mange synsvinkler og perspektiver at se klassen fra, så meget at udforske og så mange mennesker at forstå. Min pointe er, for blogger skal da helst have en pointe ikke? Ellers ville vores blog være uinteressant, og spild af tid. Min pointe er, at der altid vil være en ny vinkel at se tingende fra. Jeg mener, snart vil mit nyligt fundene perspektiv være forældet og uinteressant eller måske endda glemt. Når det sker er jeg tilbage ved udgangspunktet, tilbage i gråzonen. Igen. Søgende. Men hvad nu, hvis jeg ikke var blevet stående på bordet? Men istedet var sprunget under det, for at se klassen i frøperspektiv? Hvad nu, hvis jeg sprang hen til Laurits, Morten og Heinrich for at hoppe over borde? Eller tegnede en tegning med Nina og Amalie på tavlen. Hvilke nye perspektiver ville så åbne sig for mine øjne? Ville jeg så se verden anderledes? Ville min verden blive rigere? Måske er det på tide, for os alle sammen? På tide rigtig at se hinanden? På tide at åbne grupperne, komme hinanden lidt mere ved, på tide at... Kender i det når man ser alting i et nyt perspektiv? Når det går op for en, at man har stirret ind i en gråzone, og finder ud af at det er fordi man befinder sig for tæt på elefanten...
- Ida Bergholdt Jul Christiansen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar