Hvornår skal det ende?

Jeg har længe gået og spekuleret på hvad teknologien gør for os som mennesker, både hvad angår det sociale men også på det personlige plan. Hvad er det, som får os ”misbrugere” til at sidde på Facebook eller hive vores mobil op af lommen for at tage et billede af os selv og sende det til vennerne. Vi kunne bruge tiden på en masse andet konstruktivt - på at udvikle os selv.

Jeg er som person meget interesseret og åben overfor den nye teknologi, men jeg synes, at den er i gang med at tage en for stor drejning. I denne uge har jeg gået og overvejet, om jeg bruger for meget tid på alt det her elektroniske udstyr. Dette udstyr som er med til, at distancerer os fra vores omverden.

Vi sidder i gennemsnit ved computeren i 6 timer i skolen. Jeg ved ikke med jer, men udover det bruger jeg nok også mellem 1-3 timer på lektier og afleveringer om dagen. Jeg vil gætte på, at mange af jer også bruger jeres computer her, har et tv stående tændt eller mobilen liggende lige i nærheden.

Som om det ikke var nok med det? Åbenbart ikke. Jeg bruger nok i gennemsnit en time på at sidde at surfe osv. Hvad kan jeg som person få ud af det?. Jeg tror ikke det er meget andet end et mere distanceret forhold til samfundet. Hvis vi antager, at jeg har brugt 3 timer på lektier og så lige en times tid på at surfe osv. så er jeg oppe på 10 timer blot på computeren. Hvornår er der så tid til alt det sociale?. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan den næste generations brug af teknologien bliver. Synes du også, at du bruger for meget tid med hovedet bundet til skærmen?

Jeg tror på, at de bedste erfaringer man får sig gennem livet er dem, som man oplever på egen hånd. Dem som man lære af ved at begive sig ud i det virkelige liv. Det nytter ikke at sidde foran sin egen lille elektroniske verden hele tiden. Som et eksempel på det med erfaringer, kom jeg til at tænke på kørekort.

Nu er jeg i gang med at tage kørekort og for jer som er igennem det tillykke med det J - Som de erfarne bilister som i er ved at blive, ved i vel også at det nytter ikke noget at man lære det teoretiske hvis man ikke kan finde ud af det praktiske. - det samme med "social cyberspace" i forhold til det "virkelige" sociale liv. 

Fredag da jeg kom hjem fra skole, troede jeg, at jeg var døden nær. Jeg kom hjem og vidste godt hvad weekenden stod på – afleveringer, lektier og uanede mængder af tid med hovedet gravet i computerskærmen. Jeg tror at vi her vil lære mere, af at være sammen i sociale sammenhænge, eller have et fritidsjob, end denne binding til computeren.

Et eksempel på at teknologien er ved, at tage overhånd er i frikvarterene. I frikvarterene hvor nogle sætter sig ved bordene mens andre spæner ned i kantinen for at købe mad og mobilerne langsomt bliver fisket op af lommen på de resterende, fordi de skal til at "snapchatte". Jeg ved ikke om det kun er mig, som har lagt mærke til det, men der er mange situationer, hvor man fanger sig selv i at fiske min mobil op af lommen. Fisker efter mobilen blot fordi, at man er bange for denne akavede situation, der kan forekomme når man ikke har noget at snakke om. Til familie tamtam i min familie begynder hver en enkelt gæst nu også at sidde med en mobil.

Jeg kan især huske en ting fra, da jeg var lille. Jeg fik altid at vide, at når man så for meget tv, kunne man blive skeløjet. Hvor skeløjet bliver vi så ikke af gymnasietidens massive brug af den digitale verden??J

Hvad skal der ske i fremtiden, hvornår siger man stop til teknologiens udvikling?. Da jeg sad og tænkte på det her spørgsmål, slog det mig at vi allerede har passeret denne grænse. Phillips, Sony og andre førende selskaber indenfor den teknologiske udvikling er allerede i gang med, at lave små solbriller med indbygget tv, gps, mobil osv. Det er ingen til at sætte grænser for hvornår det går for vidt.

Vi skulle jo nødig ende som i romanen ”1984” (af George Orwell), som beskriver det ekstreme overvågningssamfund. Heldigvis tror jeg nu, at det ender med at det er det sociale som sejrer - hvad tror du?

Anders Broager Gregersen

Det med de traditioner

Hej alle sammen! Så blev det d. 7 april, og vi kom over påskeferien og endnu en uge på Egaa Gymnasium. Men vent, hvad var nu lige det med Påsken?

Jeg har i løbet af ugen gået og grublet lidt over det med højtider og traditioner. For en uge side var det påskedag, dagen hvor Jesus’ grav blev fundet tom af tre kvinder, der havde fulgt Jesus. En engel fortalte dem, at Jesus var genopstået fra de døde og taget tilbage til byen, hvor han vil møde dem. Det var altså i søndags, at vi fejrede genopstandelsen.

Jeg må dog erkende, at når jeg hører ordet påske, tænker jeg straks på ting som påskeæg, kyllinger, påskeharen og gækkebreve. Jeg tænker på alle de ting og traditioner, som jeg har forbundet med påsken, siden jeg var lille. Er der ikke nogen af jer, der klippede gækkebreve eller malede påskeæg, da I var små? Ellers er jeg sikker på, at nogen af jer før har fået et chokoladeæg af mor og far (mums!).

I ferien var jeg selv til en påskefrokost. Der blev ikke nævnt et ord om Jesus, men jeg tror nu, at det er meget normalt. Det handlede i stedet om at hygge sig med familien og at nyde ferien. Men ordet ”ferie” af det latinske ”feriae” betyder egentlig ”hellige festdage”. Hvad bliver der efterhånden af det hellige?

En tradition defineres som en overlevering af en procedure eller skik fra generation til generation. Samtidig påmindes vi ved traditioner en religiøs højtid eller helligdag.

Jeg synes, at traditioner er noget, der hører sig til. Det er da lidt festligt, når en højtids stemning bredes rundt i gaderne, synes I ik? Jeg elsker især julestemningen i December - dog er det sommeren, jeg ser frem til lige nu.

Men ja, jeg tror ikke, jeg er den eneste, der ved højtider som jul og påske først kommer i tanke om alle traditionerne som maden og legene, og derefter højtidernes egentlige oprindelse.

Det kommer selvfølgelig an på, hvad man er vokset op med. Men den kristne religion fyldte i mange danske familier mere før i tiden, end den gør i dag.

Jeg ved i hvert fald, at påskefrokosten i min familie handler om det sociale. Det handler om at samle familien til god mad og hygge. Traditioner er jo en måde, hvorpå man sikrer familiens overlevelse. Det kan være svært at finde tid til at mødes med hele familien. Især hvis man som jeg har en relativ stor familie. Jeg har nogle venner, hvor traditionerne i familien med tiden er forduftet.

I Danmark er der i højere grad kommet flere familier af typerne ”teamfamilie”, hvor man som familie finder en balance mellem fællesskabet og det enkelte individ, og de to svage familietyper ”svingdørsfamilien” og ”det sociale akvarium”, hvor man blot mødes i ”svingdørene”, men foretager sig intet som familie. De er alle familietyper, hvor man som individ har en større chance for at bryde med generationerne og traditionerne. Hvis nu man tager længere syd på, støder man på flere traditionelle familier, hvor der ses et tydeligt hierarkisk system i familien. Mulighed for at vedligeholde de gamle traditioner er klart større, fordi forældrenes lov ikke er til diskussion, men en naturlig selvfølge i familien.  

Nu må I ikke tro, at jeg mener, at traditioner ses som noget negativt. Ligesom mange andre er jeg glad, for at vi i min familie holder fast i nogle gamle traditioner. Men de kan som så meget andet også ændres med tiden. Og jeg tror, det er godt, at man engang imellem prøver noget nyt.

Jeg har før overvejet at udskifte den traditionelle julemenu, når jeg flytter hjemmefra, udelukkende fordi jeg ikke bryder mig om maden. Men i sidste ende vil jeg nok alligevel gå tilbage til det velkendte. For traditioner handler netop om det forudsigelige. Vi ved alle, hvad man spiser juleaften, og i mange familier er ikke til diskussion.

Traditioner er i høj grad en del af ens kultur. Her i Europa og Vesten har vi dog ladet os inspirere meget af hinanden, bla. med dekoreringen af juletræet, som stammer fra Tyskland.

Men tager man øst på, vil man møde nogle helt anderledes traditioner, der ikke ligner nogle af dem, vi kender herhjemme. Og selvom vi er mange lande, der deler højtider, er der stadig forskellige traditioner for, hvordan de fejres i familien. Jeg vil vædde med, at der er nogen af jer, som har nogle traditioner, der stikker ud fra mængden. Vi skal da have nogle mønsterbrydere, hvis i spørger mig. Vi kommer trods alt fra familier med forskellige normer og værdier.  

Nåh, men traditioner findes jo alle vegne. Globalt, nationalt og lokalt, kan man vel sige?

Her på gymnasiet har vi også mange traditioner, der skal føres videre gennem de kommende klasser. Og selvom vores kageordning er det, man vil kalde en sød vane, vil jeg være så fræk og tillade mig selv at kalde det en hyggetradition i 1.z J

Af Amalie Ling Povlsen

Hvordan er det gået så stærkt?

Husker i dengang, man levede det dejlige bekymringsløse, simple luksusliv uden pligter og store beslutninger at forholde sig til? Livet uden forventninger til en? Det gør jeg, og jeg kan ikke lyve mig fra, at jeg savner det.

Nogle gange kan jeg simpelthen ikke lade være med at tænke på, hvordan tiden er gået så stærkt. Tænk engang, at vi går i gymnasiet nu. Jeg har længe vidst, at den her tid ville komme, men da den endelig kom, kunne jeg slet ikke fatte det. Jeg er ikke længere en lille pige, der bare kan lægge alle mine bekymringer, pligter og beslutninger over på mine forældre. Jeg er selv blevet en del af deres verden, og ærlig talt føles det ret deprimerende. Alt er anderledes, end det var engang. Højtiderne er heller ikke de samme. For at være helt ærlig, var de da klart bedre, dengang man var lille. Dengang var gaverne en større del af juleaften. Nu forventes det bare, at man skal sidde og snakke med de voksne hele aften. Fedt.

Så er der skolen. Gud alle de lektier! Det er også noget, man efter at være blevet ældre, må tage mere seriøst. Og pligter og arbejde slipper man heller ikke for mere. Der er virkelig bare så mange ting, man må sige farvel til i takt med, at man bliver ældre. Først sin barndom, så skolen, så gymnasiet og for at køre det helt ud til det ekstreme, kommer den tid, hvor man skal sige farvel til sine forældre jo også engang. Og jo, jeg kan da godt se nogle af fordelene ved at blive ældre, men tiden går så frygtelig stærkt og med denne fart, føles det som om, det allerede så småt er ved at lakke mod enden. Selvfølgelig er det en skør tanke. Jeg er jo kun 16! Men altså, lige om lidt er jeg 30, så er jeg 60 og pludselig er jeg her slet ikke mere.

Jeg ved ikke, om jeg er den eneste, der har det på denne her måde, eller om alle andre bare ønsker at få ungdommen overstået i en fart og blive voksne så  hurtigt som muligt. I så fald tænker jeg bare, ja det er fedt, at i takt med at vi bliver ældre, får vi mange flere muligheder. Vi kan bestemme over vores eget liv og vi kan gøre mange flere ting, men er jeg den eneste, der også bliver en smule skræmt af denne tanke?

Noget andet jeg frygter meget er også, at jeg ikke når alt det, jeg gerne vil nå i mit liv. At jeg i en stund glemmer tiden, og pludselig er muligheden der ikke længere. Tænk hvis jeg ikke opnår de drømme og forventninger jeg har i mit liv? Da jeg var lille, fandt jeg pludselig ud af, at jeg gerne ville være dyrlæge. Dengang var det intet problem. Jeg skulle nok blive dyrlæge, hvis det var det, jeg ønskede. Nu skal jeg pludselig til at tænke på, om jeg overhovedet egner mig til det, og om jeg har snittet. Livet er bare overhovedet ikke simpelt længere. Det kan være, det bliver bedre på et tidspunkt, men lige nu virker det meget uoverskueligt.

Endnu en deprimerende tanke jeg har tænkt er, at alle de minder vi har fået gennem livet må for altid forblive minder, for som det nok ikke kommer bag på nogen, får vi aldrig de tider tilbage igen. Men hvis jeg skal være helt ærlig, er det vel også det bedste. Det er trods alt også en skøn følelse at kunne tænke tilbage på fortiden og tænke ”Gud, hvor var det en dejlig tid!” Når jeg tænker nærmere over det, husker jeg selv, hvordan jeg i 9. Klasse bare ønskede at komme væk fra min skole og prøve noget nyt. Vi skal jo videre i livet og  har brug for udvikling, og forandringer. At man så ikke har lyst til at give slip på en del af disse ting, som man ved, man bliver nød til at give slip på, er jo så bare en del af livet. Man kan altid komme til at savne trygheden og livet uden bekymringer og ansvar, men det liv har vi levet, og nu er det vores tur til at tage ansvar. Derfor har man selvfølgelig lov til at savne det liv alligevel, det er jeg trods alt nok ikke alene om.

Amalie Nielsen