søndag den 7. april 2013

Det med de traditioner


Hej alle sammen! Så blev det d. 7 april, og vi kom over påskeferien og endnu en uge på Egaa Gymnasium. Men vent, hvad var nu lige det med Påsken?
Jeg har i løbet af ugen gået og grublet lidt over det med højtider og traditioner. For en uge side var det påskedag, dagen hvor Jesus’ grav blev fundet tom af tre kvinder, der havde fulgt Jesus. En engel fortalte dem, at Jesus var genopstået fra de døde og taget tilbage til byen, hvor han vil møde dem. Det var altså i søndags, at vi fejrede genopstandelsen.
Jeg må dog erkende, at når jeg hører ordet påske, tænker jeg straks på ting som påskeæg, kyllinger, påskeharen og gækkebreve. Jeg tænker på alle de ting og traditioner, som jeg har forbundet med påsken, siden jeg var lille. Er der ikke nogen af jer, der klippede gækkebreve eller malede påskeæg, da I var små? Ellers er jeg sikker på, at nogen af jer før har fået et chokoladeæg af mor og far (mums!).
I ferien var jeg selv til en påskefrokost. Der blev ikke nævnt et ord om Jesus, men jeg tror nu, at det er meget normalt. Det handlede i stedet om at hygge sig med familien og at nyde ferien. Men ordet ”ferie” af det latinske ”feriae” betyder egentlig ”hellige festdage”. Hvad bliver der efterhånden af det hellige?

En tradition defineres som en overlevering af en procedure eller skik fra generation til generation. Samtidig påmindes vi ved traditioner en religiøs højtid eller helligdag.
Jeg synes, at traditioner er noget, der hører sig til. Det er da lidt festligt, når en højtids stemning bredes rundt i gaderne, synes I ik? Jeg elsker især julestemningen i December - dog er det sommeren, jeg ser frem til lige nu.
Men ja, jeg tror ikke, jeg er den eneste, der ved højtider som jul og påske først kommer i tanke om alle traditionerne som maden og legene, og derefter højtidernes egentlige oprindelse.
Det kommer selvfølgelig an på, hvad man er vokset op med. Men den kristne religion fyldte i mange danske familier mere før i tiden, end den gør i dag.
Jeg ved i hvert fald, at påskefrokosten i min familie handler om det sociale. Det handler om at samle familien til god mad og hygge. Traditioner er jo en måde, hvorpå man sikrer familiens overlevelse. Det kan være svært at finde tid til at mødes med hele familien. Især hvis man som jeg har en relativ stor familie. Jeg har nogle venner, hvor traditionerne i familien med tiden er forduftet.
I Danmark er der i højere grad kommet flere familier af typerne ”teamfamilie”, hvor man som familie finder en balance mellem fællesskabet og det enkelte individ, og de to svage familietyper ”svingdørsfamilien” og ”det sociale akvarium”, hvor man blot mødes i ”svingdørene”, men foretager sig intet som familie. De er alle familietyper, hvor man som individ har en større chance for at bryde med generationerne og traditionerne. Hvis nu man tager længere syd på, støder man på flere traditionelle familier, hvor der ses et tydeligt hierarkisk system i familien. Mulighed for at vedligeholde de gamle traditioner er klart større, fordi forældrenes lov ikke er til diskussion, men en naturlig selvfølge i familien.  
Nu må I ikke tro, at jeg mener, at traditioner ses som noget negativt. Ligesom mange andre er jeg glad, for at vi i min familie holder fast i nogle gamle traditioner. Men de kan som så meget andet også ændres med tiden. Og jeg tror, det er godt, at man engang imellem prøver noget nyt.
Jeg har før overvejet at udskifte den traditionelle julemenu, når jeg flytter hjemmefra, udelukkende fordi jeg ikke bryder mig om maden. Men i sidste ende vil jeg nok alligevel gå tilbage til det velkendte. For traditioner handler netop om det forudsigelige. Vi ved alle, hvad man spiser juleaften, og i mange familier er ikke til diskussion.

Traditioner er i høj grad en del af ens kultur. Her i Europa og Vesten har vi dog ladet os inspirere meget af hinanden, bla. med dekoreringen af juletræet, som stammer fra Tyskland.
Men tager man øst på, vil man møde nogle helt anderledes traditioner, der ikke ligner nogle af dem, vi kender herhjemme. Og selvom vi er mange lande, der deler højtider, er der stadig forskellige traditioner for, hvordan de fejres i familien. Jeg vil vædde med, at der er nogen af jer, som har nogle traditioner, der stikker ud fra mængden. Vi skal da have nogle mønsterbrydere, hvis i spørger mig. Vi kommer trods alt fra familier med forskellige normer og værdier.  
Nåh, men traditioner findes jo alle vegne. Globalt, nationalt og lokalt, kan man vel sige?
Her på gymnasiet har vi også mange traditioner, der skal føres videre gennem de kommende klasser. Og selvom vores kageordning er det, man vil kalde en sød vane, vil jeg være så fræk og tillade mig selv at kalde det en hyggetradition i 1.z J


Af Amalie Ling Povlsen

Ingen kommentarer:

Send en kommentar