Husker i dengang, man levede det
dejlige bekymringsløse, simple luksusliv uden pligter og store beslutninger at
forholde sig til? Livet uden forventninger til en? Det gør jeg, og jeg kan ikke
lyve mig fra, at jeg savner det.
Nogle gange kan jeg simpelthen
ikke lade være med at tænke på, hvordan tiden er gået så stærkt. Tænk engang,
at vi går i gymnasiet nu. Jeg har længe vidst, at den her tid ville komme, men
da den endelig kom, kunne jeg slet ikke fatte det. Jeg er ikke længere en lille
pige, der bare kan lægge alle mine bekymringer, pligter og beslutninger over på
mine forældre. Jeg er selv blevet en del af deres verden, og ærlig talt føles
det ret deprimerende. Alt er anderledes, end det var engang. Højtiderne er
heller ikke de samme. For at være helt ærlig, var de da klart bedre, dengang man
var lille. Dengang var gaverne en større del af juleaften. Nu forventes det bare,
at man skal sidde og snakke med de voksne hele aften. Fedt.
Så er der skolen. Gud alle de
lektier! Det er også noget, man efter at være blevet ældre, må tage mere
seriøst. Og pligter og arbejde slipper man heller ikke for mere. Der er
virkelig bare så mange ting, man må sige farvel til i takt med, at man bliver
ældre. Først sin barndom, så skolen, så gymnasiet og for at køre det helt ud
til det ekstreme, kommer den tid, hvor man skal sige farvel til sine forældre
jo også engang. Og jo, jeg kan da godt se nogle af fordelene ved at blive
ældre, men tiden går så frygtelig stærkt og med denne fart, føles det som om,
det allerede så småt er ved at lakke mod enden. Selvfølgelig er det en skør
tanke. Jeg er jo kun 16! Men altså, lige om lidt er jeg 30, så er jeg 60 og
pludselig er jeg her slet ikke mere.
Jeg ved ikke, om jeg er den
eneste, der har det på denne her måde, eller om alle andre bare ønsker at få
ungdommen overstået i en fart og blive voksne så hurtigt som muligt. I så fald tænker jeg bare, ja det er
fedt, at i takt med at vi bliver ældre, får vi mange flere muligheder. Vi kan
bestemme over vores eget liv og vi kan gøre mange flere ting, men er jeg den
eneste, der også bliver en smule skræmt af denne tanke?
Noget andet jeg frygter meget er
også, at jeg ikke når alt det, jeg gerne vil nå i mit liv. At jeg i en stund
glemmer tiden, og pludselig er muligheden der ikke længere. Tænk hvis jeg ikke
opnår de drømme og forventninger jeg har i mit liv? Da jeg var lille, fandt jeg
pludselig ud af, at jeg gerne ville være dyrlæge. Dengang var det intet
problem. Jeg skulle nok blive dyrlæge, hvis det var det, jeg ønskede. Nu skal
jeg pludselig til at tænke på, om jeg overhovedet egner mig til det, og om jeg
har snittet. Livet er bare overhovedet ikke simpelt længere. Det kan være, det
bliver bedre på et tidspunkt, men lige nu virker det meget uoverskueligt.
Endnu en deprimerende tanke jeg
har tænkt er, at alle de minder vi har fået gennem livet må for altid forblive
minder, for som det nok ikke kommer bag på nogen, får vi aldrig de tider tilbage
igen. Men hvis jeg skal være helt ærlig, er det vel også det bedste. Det er
trods alt også en skøn følelse at kunne tænke tilbage på fortiden og tænke
”Gud, hvor var det en dejlig tid!” Når jeg tænker nærmere over det, husker jeg
selv, hvordan jeg i 9. Klasse bare ønskede at komme væk fra min skole og prøve
noget nyt. Vi skal jo videre i livet og
har brug for udvikling, og forandringer. At man så ikke har lyst til at
give slip på en del af disse ting, som man ved, man bliver nød til at give slip
på, er jo så bare en del af livet. Man kan altid komme til at savne trygheden
og livet uden bekymringer og ansvar, men det liv har vi levet, og nu er det
vores tur til at tage ansvar. Derfor har man selvfølgelig lov til at savne det
liv alligevel, det er jeg trods alt nok ikke alene om.
Amalie Nielsen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar