Kræftfremkaldende stoffer

Vi bliver konstant bombarderet med artikler om, hvad der er farligt og usundt i vores omverden. Nogle ting som sukker og friturestegning, ved langt de fleste ikke er særlig sundt. Forskerne finder dog hele tiden noget nyt og ender også tit med, at blive modbevist og trække udsagnet tilbage. Det er ret svært, at finde hoved og hale i, og det kan være utrolig svært at forestille sig, hvad der i virkeligheden er farligt for os.

Noget så dansk og sundt som havregryn, blev engang mistænkt for, at være kræftfremkaldende. Forskere påstod at der under nogle kognings- og ristningsprocesser, blev dannet et kræftfremkaldende stof kaldet acrylamid. Det er også sandt, siger andre senere, men det er så lidt, at havregryn stadig er noget af det sundeste, man kan spise. Acrylamid er selvfølgelig farligt, men man undgår langt det meste ved ikke at ryge og undgå fødevarer der er stegt ved høje temperaturer. Desuden er det ikke bevist, at acrylamid skulle være skadeligt for andet end dyr.

Jeg kom i tanke om dette emne en dag i timen, hvor Breeththa trak en bøtte mentos tyggegummi frem fra tasken. De fleste af jer, hørte nok om skandalen med de store mængder kræftfremkaldende og hormonforstyrrende stoffer. Britte havde ikke hørt om det før, men vi sad og snakkede lidt om det i læsegruppen. Dagen efter fortæller Mathilde, at det ikke er farligt alligevel. Jeg har lige selv lavet en smule research og har læst, at den mængde BHA der blev fundet i tyggegummiet slet ikke er nok til, at gøre skade.

I min familie er jeg måske ikke den bedste til, at holde øje med hvad jeg spiser. Det er nok mest min far, som her den seneste måned nærmest ikke har talt om andet end acrylamid. Uha vi skal ikke spise grillmad, men det var alligevel ham der stod ude i haven og grillede her i sidste uge.  

I skolen sad vi nogle piger igen og snakkede om de kræftfremkaldende madvarer. De andre fortalte mig, at riskiks skulle være meget kræftfremkaldende. Jeg ville læse mere om det, til blogindlægget og fandt ud af, at det er ikke kun i riskiks, men faktisk i selve risene , at man fundet det kræftfremkaldende grundstof arsen, som også findes i jord. Det virker især underligt, at det er fuldkornsris (der jo betragtes som rigtig sundt) der indeholder mest af stoffet. Faktisk er der så meget som dobbelt så meget arsen i fuldkornsris, som i hvide ris. Forskere understreger dog, at det stadig er vigtigt, at spise fuldkorn. Man skal spise alt med måde. Det er selvfølgelig bekymrende, at man nu vil spare på risene, da over halvdelen af jordens befolkning har ris som hovedernæring. Faktisk udgør det for mange asiatiske lande for over 80 % af deres samlede fødeindtag.

Når jeg tænker på de asiatiske lande, kommer jeg også i tanke om, at befolkningen er nogle af dem, der lever allerlængst. Hvordan hænger det så sammen med, at størstedelen af det de spiser, skulle forøge risikoen for kræft og dermed en tidligere død?

Måske hænger det sådan sammen, at vi egentligt ikke ved så meget som vi tror endnu. Inden for naturvidenskaben finder forskerne hele tiden på noget nyt. Udvikling og ny viden er godt, men bliver det ikke for meget, når vi nærmest skal være bange for alting. Langt de fleste ting vi omgiver os med, er på en eller anden måde skadelige for vores helbred. Jeg kan godt se, at det er lettere bare at være ligeglad, men burde man så egentligt ikke begrænse det så meget som muligt? Det skal bare ikke være sådan, at vi skal leve i en boble og ikke turde, at prøve noget nyt.  

Tiden er forgængelig

Så er det blevet min tur til at skrive et blogindlæg. Jeg har længe tænkt på, hvad det skulle handle om. Jeg har følt, at tiden har passeret forbi i en umådelig fart, da jeg har skullet træffe et valg. Det gav mig en åbenbaring med et brag. Mit blogindlæg skal da handle om tid.

Tiden, en længde og bevægelse, er et fundamentalt begreb vi alle kender. Alle ved, hvad tid er, indtil man skal give en definition derpå. Tiden består af kostbare timer, minutter og sekunder. Den tid, der er passeret, kan aldrig gøres om. Tiden står aldrig stille! Uret tikker og døden er forgængelig – alt for mange ting skal nås i en al for kort tidsperiode. Nuet eksistere ikke – alt drejer sig om fremtiden; det man skal i morgen, om en uge, om en måned, om et år og resten af livet… Man må blot kaste sig ud i det, og håbe på det bedste.

Vi kender det alle sammen. Man hygger med veninderne, vennerne eller familien, og man kigger på uret – pludselig er tiden bare fløjet af sted.

        Og det kan godt være, at man føler, at der er tid til alt, men inden man får set sig omkring, er man næsten voksen og dernæst borte. Der er så meget man vil nå, men der er så kort tid. Tiden er for mig og sikkert mange andre skræmmende. Men det er forståeligt, da jeg i hvert fald frygter det ukendte. Jeg oplever af og til ting, som jeg aldrig troede ville ske for mig. Tiden afspejler min erfaring og min aldring – jeg har ingen vej tilbage. Hvert skridt jeg tager, bringer mig tættere på min grav. Hvordan kan jeg nå alt, og hvordan kan jeg få alt til at løbe rundt?

Tiden er en gigantisk stressfaktor.

Vi lever i en verden, hvor man fokuserer på, hvad fremtiden bringer, og hvad man skal træffe af valg. Dette gør, at man glemmer at leve i nuet, hvorpå tiden forsvinder endnu mere i mellem hænderne på en. Men hvad skal der til? Hvorfor har man opfundet noget, der viser tidens gang, når det bringer det dårlige frem i os mennesker?

Det ses for eksempel når man shopper i Aarhus. Folk har fuld fart på, og man skal springe til højre og venstre for ikke at blive ramt af stressende og tidsmanglende mennesker. Men hvorfor så bebrejdende? Jeg er ikke bedre selv! Hvis jeg føler, at tiden er ved at løbe fra mig, agerer jeg ligeså. Man bliver til hele verdens centrum, og andre er blot forhindringer i kapløbet med tiden.

Vi kan gøre alt, hvad der står i vores magt, men stadig ikke stoppe tiden. Alting har en ende, og tiden slår hårdt. Den er forudbestemt og ustoppelig. Tiden er og forbliver forgængelig.

Men hvordan kan vi nyde livet, hvis vi stresser hele vejen igennem det? Det kan godt være, at vi har mangel på tid, men til hvad nytte er den tid, vi har, hvis den ikke bliver udnyttet til fulde, og vi lader os fange og nyde øjeblikkene?

-       Helene Hammer