Tiden er forgængelig

Så er det blevet min tur til at skrive et blogindlæg. Jeg har længe tænkt på, hvad det skulle handle om. Jeg har følt, at tiden har passeret forbi i en umådelig fart, da jeg har skullet træffe et valg. Det gav mig en åbenbaring med et brag. Mit blogindlæg skal da handle om tid.

Tiden, en længde og bevægelse, er et fundamentalt begreb vi alle kender. Alle ved, hvad tid er, indtil man skal give en definition derpå. Tiden består af kostbare timer, minutter og sekunder. Den tid, der er passeret, kan aldrig gøres om. Tiden står aldrig stille! Uret tikker og døden er forgængelig – alt for mange ting skal nås i en al for kort tidsperiode. Nuet eksistere ikke – alt drejer sig om fremtiden; det man skal i morgen, om en uge, om en måned, om et år og resten af livet… Man må blot kaste sig ud i det, og håbe på det bedste.

Vi kender det alle sammen. Man hygger med veninderne, vennerne eller familien, og man kigger på uret – pludselig er tiden bare fløjet af sted.

        Og det kan godt være, at man føler, at der er tid til alt, men inden man får set sig omkring, er man næsten voksen og dernæst borte. Der er så meget man vil nå, men der er så kort tid. Tiden er for mig og sikkert mange andre skræmmende. Men det er forståeligt, da jeg i hvert fald frygter det ukendte. Jeg oplever af og til ting, som jeg aldrig troede ville ske for mig. Tiden afspejler min erfaring og min aldring – jeg har ingen vej tilbage. Hvert skridt jeg tager, bringer mig tættere på min grav. Hvordan kan jeg nå alt, og hvordan kan jeg få alt til at løbe rundt?

Tiden er en gigantisk stressfaktor.

Vi lever i en verden, hvor man fokuserer på, hvad fremtiden bringer, og hvad man skal træffe af valg. Dette gør, at man glemmer at leve i nuet, hvorpå tiden forsvinder endnu mere i mellem hænderne på en. Men hvad skal der til? Hvorfor har man opfundet noget, der viser tidens gang, når det bringer det dårlige frem i os mennesker?

Det ses for eksempel når man shopper i Aarhus. Folk har fuld fart på, og man skal springe til højre og venstre for ikke at blive ramt af stressende og tidsmanglende mennesker. Men hvorfor så bebrejdende? Jeg er ikke bedre selv! Hvis jeg føler, at tiden er ved at løbe fra mig, agerer jeg ligeså. Man bliver til hele verdens centrum, og andre er blot forhindringer i kapløbet med tiden.

Vi kan gøre alt, hvad der står i vores magt, men stadig ikke stoppe tiden. Alting har en ende, og tiden slår hårdt. Den er forudbestemt og ustoppelig. Tiden er og forbliver forgængelig.

Men hvordan kan vi nyde livet, hvis vi stresser hele vejen igennem det? Det kan godt være, at vi har mangel på tid, men til hvad nytte er den tid, vi har, hvis den ikke bliver udnyttet til fulde, og vi lader os fange og nyde øjeblikkene?

-       Helene Hammer