Aladdin/Den forunderlige lampe

Alle mennesker på denne jord, har på et eller andet tidspunkt i deres liv, stiftet bekendtskab med en eller flere personer, der er født med en guldklump oppe i r****. Man kan ikke fordrage, at de skal have det så let, når man selv går og knokler for at komme igennem hverdagen.  De er typen som sidder hver dag på deres flade, ikke laver en skid og så en dag vinder i lotto. Det er måske ikke altid så ekstremt, men jeg håber I forstår min pointe.

Aladdin er en af de personer, som har heldet med sig. For at kunne uddybe dette får I lige et kort resumé af historien.

Hele historien er skrevet som et skuespil, hvilket betyder at alt er beskrevet gennem replikker og handlinger, hvilket selvfølgelig også passer meget godt ind i Adam Oehlenschlägers impressionistiske måde at skrive tingene på.
Det starter med, at vi møder Aladdin - en fattig skræddersøn, som intet laver hele dagen. Aladdin møder troldmanden Noureddin. Noureddin leder efter en bestemt dreng, som kan følge ham på hans rejse ud for at finde den forunderlige lampe. Overraskende nok passer Aladdin til alle de krav, og han tager med ham ud. Aladdin finder lampen, og ender selv ud med at få lampen pga. nogle uoverensstemmelser mellem ham og Noureddin. Aladdin finder hurtigt ud af hvor kraftfuld en genstand, han har fået fingre i, og bruger den derfor til at skaffe sig kongeriet og prinsessen. Noureddin bliver jaloux og forsøger at tage hævn, det lykkedes også og han stjæler lampen, hvorved han overtager slottet og prinsessen. Aladdin kommer, dræber Noureddin og tager det hele tilbage igen. Noureddins bror bliver arrig over dette og forsøger at hævne sig på Aladdin. Historien slutter med en kamp mellem det onde (Noureddins bror) og det gode (Aladdin).

Aladdin og Noureddin er hinandens modsætninger. Aladdin er den her spontane, dovne gadedreng, som er styret af følelser. Noureddin derimod er den flittige, arbejdsomme mand, som er styret af fornuft. Hvis man sætter fornuften og følelsen overfor hinanden, er det hurtigt at konkludere, at det er følelsen, der sejrer. Det er ikke særlig overraskende, da teksten er skrevet i den periode, der betegnes som romantikken, og det er et af grundtrækkende ved tidsperioden. Aladdin tror jeg, er det man vil betragte som geniet under romantikken. En mand der forstår sammenhængen mellem det jordiske og himmelske, hvilket mange ting indikerer, at han gør i teksten.

For at komme tilbage til det med Aladdins held, vil jeg mene, at hvis man ikke har det kendskab til Aladdin, som man får ved konstant af følge ham, havde man nok heller ikke holdt med ham. Hvis jeg skulle se objektivt på det, vil jeg da sige, at Aladdin er noget af en nar, og jeg kan da godt forstå Noureddins arrighed.

Min holdning til om, jeg synes, I skulle læse den, er meget splittet, på den ene side synes jeg, at den er vildt god i forhold til kendskab med romantikken, og selve historien er også god. Men… den er utrolig lang, i forhold til hvor meget handling, der er i den. Det kan selvfølgelig også være for at fange essensen omkring det romantiske, at det bliver trukket så meget i langdrag, men altså hvis du har tiden til det, og du interesserer dig for romantikken, vil jeg varmt anbefale den.

Kongens Fald

Man kan ikke andet end at udvise en smule ærefrygt, når man vælger et værk, hvor den første sætning, der møder en på bagsiden af bogen er: ”Johannes V. Jensen, modtager af nobelprisen i litteratur 1944.” Personligt forventede jeg en masse opslag i den danske ordbog, men til min store glæde er Kongens fald en spændingsfyldt historieroman med kampscener, drama, intriger, vold og magtkampe. Men bogen er ikke kun fyldt af spænding. Den er præget af hovedpersonens ensomme liv.

I kongens fald af Johannes V. Jensen får vi et lille stykke dansk historie fortalt via den sørgelige fortælling om manden Mikkel Thøgersen. Man følger Mikkel fra ”ungdom til grav.” Han oplever alle de store historiske øjeblikke i den periode han lever i, 1497-1535. Alt lige fra Det Stockholmske Blodbad til Kalmarunionens ophør. Man ville umiddelbart tænke, at Mikkels liv må have været indholdsrigt og fyldt med spændende mennesker, når man hører om alle disse interessante ting, han har oplevet, men spørger man Mikkel selv, siger han i kapitel 22, at han er ensom, og at det er hans skæbne at være det resten af livet. Mikkel er endda en respektabel mand, som er en af kongens nærmeste, men han følger desværre et land og en konge i forfald. Kongens fald er en fortælling om Danmarks tab af Sverige og en konges fald fra sin trone. Faktisk er der næsten ikke noget, vi ikke mister i løbet af bogen. Samtlige personer dør på de mest dramatiske måder, under blodige kampe og flere siders udpenslende dødsscener. Vi mister Sverige, dele af Jylland, Mikkel dør selv i slutningen af bogen og kongen sidder i fængsel.

Man kan spørge sig selv om Mikkel så overhovedet fik udrettet noget i sit ensomme liv fyldt med tab, og det korte og enkle svar ville være, ja. Mikkel havde skam udrettet noget. Han havde uden at ville kendes ved det skabt en familie, han havde givet liv til sin ukendte datter Inger, som fandt kærligheden. Selv Mikkels barnebarn, som han i øvrigt også nægter at kendes ved, Ide, der har haft et svært liv som døv, hjemløs og forladt af sine forældre, ender med at finde lykken hos en ung soldat. Så selv om det går ned ad bakke for både Mikkel, Kong Christian 2. og Danmark i bogen, så ved man efter at have læst bogen, at Mikkel udrettede noget i sit liv, selvom han ikke selv kunne se det. Chr. 2.’s kamp var heller ikke forgæves. Hans kamp mod adelen og den katolske kirke fik ideen om oprør til at spire hos bønderne. Alt dette var med til at gøre Danmark til et demokratisk velfærdssamfund, som vi har i dag. Så når man efter et fald har ramt bunden, er der kun en vej, og det er op.

Personligt ville jeg sige, at Kongens fald er klart værd at læse. Selv om man må trække den tyske ordbog op en enkelt gang for at få oversat et tysk digt, er der ikke sparet på blod, krig og kærlighed. Nobelprisen til Johannes V. Jensen er klart fortjent, og han har et sprog, der gør historien levende og interessant. Du lærer om vigtige historiske begivenheder samtidigt med, at man bliver ufatteligt godt underholdt. Så ”Dig in” - det er 208 sider værd at læse.   

-         

             Nina D. Jørgensen 

Sommerglæder

Vi oplever alle glæde i livet. Men hvordan vil man definere ordet glæde? For mig er glæde en lystfølelse, der opstår, når noget er behageligt, sjovt eller godt. Der skal egentlig ikke så meget til, for at glæde mig. Livet er for mig en glæde i sig selv, og jeg tror på, at glæde er det, der netop gør livet vær at leve. Derfor er det vigtigt, at man husker, at sætte pris på livets glæder – såvel store som små – for livet er ikke altid lut og lagkage. Da jeg læste denne lille roman af Herman Bang, havde jeg svært ved at se, hvad den stakkels fru Brasen kunne glæde sig over. Alligevel må jeg sige, at Herman Bang har formået at kreere en bittersød roman af genren ”tragedie og komedie”.

Sommerglæder er en munter lille roman fra år 1902, der skildrer et hektisk døgn på et lille sommerpensionat i provinsen. Bogens handling er centreret omkring Brasens Hotel, der ligger i den østjyske købstad Sæby – der så gerne vil være med på noderne. Hotellet drives af den dovne Hr. Brasen og hans kone. Værelserne står tomme det meste af tiden og ægteparret skylder penge rundt til alle i byen. Hotellets værtinde, fru Brasen, beskrives som en forvirret, sjusket og sølle kvinde. Alligevel holder hun fast i håbet om en blomstrende forretning, idet hun tager ansvaret for forberedelserne til de længeventede sommergæsters ankomst, mens Hr. Brasen holder skansen på sin stol bag den tomme pengekasse. Da sommergæsterne ankommer, opstår der et vældig kaos på hotellet. Hr. og fru Brasen løber forvirret rundt og råber af hinanden og de ansatte, indtil gæsterne om sider får udleveret deres værelser. Men freden varer ikke længe, for nu skal der stables et måltid på benene. Endnu engang er det fru Brasen, der kæmper en brav kamp for at få maden til at strække. Det ender heldigvis ud i en god aften med fest, musik og dans, trods de store kontraster i forsamlingen. Da festen er slut, går gæsterne hver til sit. Men inden Fru Brasen får set sig om, galer hannen i gården.

I bogen møder man vidt forskellige personligheder; Der er de privilegerede gæster, der praler om udlandsrejser og penge, og så er der de provinsielle og bondske indbyggere i Sæby. Ligesom i dag, tales der både med hinanden, om hinanden, forbi hinanden og på tværs af hinanden. Jeg må nok indrømme, at jeg krummer lidt tær over måden, hvorpå Herman Bang udstiller Sæby, indbyggerne og fru Brasen. Men alligevel er handlingen både sjov og underholdende, idet der laves en skildring af mødet mellem overklassen og underklassen.

Det meste af romanen er præget af en hektisk stemning. Derfor har Bang valgt at veksle mellem en snapshot-teknik, hvor der gives øjebliksbilleder uafhængige af hinanden, og den sceniske fremstilling, hvor der dvæles i den enkelte beskrivelse. Fortællerteknikken er et helt centralt element i Bangs impressionistiske stil og i denne roman. Historien udspiller sig hovedsageligt gennem replikker og handlinger, hvilket  giver den fede effekt, at man som læser ikke skal forholde sig til hvad forfatteren vil overbevise en om, men derimod hvordan virkeligheden fremstilles gennem sansninger og øjeblikke.

Efter min mening, formår Bang at gengive et realistisk og humoristisk billede af tidens klasseskæl. Den har i hvert fald fået mig til at tænke over forskellene på land og by og rig og fattig. Bogen adskiller sig samtidig fra Bangs andre værker omkring de stille eksistenser i provinsen, da den er munter. Jeg indrømmer dog, at man ind imellem må holde tungen lige i munden, for at holde styr på alle personerne. Men jeg synes samlet set, at det er en sjov og anderledes roman, der bestemt er værd og læse – om man så griner med eller af personerne.

– Amalie Ling Povlsen