onsdag den 23. oktober 2013

En ny genre

Jeg sidder hverdag i en bus i næsten en time for at komme hjem fra skole. Det kan godt blive lidt kedeligt at skulle sidde og glo i nakken af en eller anden random person hele tiden. For at undgå sådan nogen kedelige busture har jeg altid en bog liggende i tasken. Det er for det meste altid fantasy-bøger eller en eller anden tøsebog, som min veninde fra folkeskolen har anbefalet, men de sidste par dage har jeg siddet med en helt anden genre end jeg plejer. Bogen har længe ligget på min hylde inde på mit værelse gemt væk bag en masse rod og DHO-skrammel, men i efterårsferien fik jeg endelig tid til at finde bogen frem. Det var en bog illustreret af Mette Dreyer, som indeholdt 6 af Steen Steensen Blichers noveller. Jeg troede aldrig at jeg ville blive så optaget af Blichers noveller, men jeg tog fejl. 



Bogen, Steen Steensen Blicher Noveller, af Mette Dreyer blev udgivet af Gyldendal i 2008. Novellesamlingen indeholder følgende noveller: 
  • Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog 
  • Ak! Hvor forandret
  • Hosekræmmeren
  • Præsten i Vejlbye
  • De tre Helligaftener
  • Bettefanden
Blicher har skrevet alle novellerne med en 1. personsfortæller, hvilket gør fortællingerne mere livagtige. Nogen steder har Blicher forsøgt at forvirre læserne ved at forene fortæller og forfatter i novellen, når han gør det virker fortællingerne også mere troværdige, og med Blichers beskrivelser af miljø og omgivelser, lever man sig helt ind i fortællingerne. 

En Landsbydegns Dagbog handler om Morten Vinge som fortæller brudstykker af sit liv. Han fortæller om sit liv på herregården Tjele, derefter sit liv som soldat, og hans tilbagevenden til Tjele. Som ung forelsker Morten sig i den unge frøken, Sophie, på herregården. Da Morten kun er tjener på gården kan han ikke få sin kærlighed, og må blot se på mens hans ven smutter med frøkenen. Gennem hele fortællingen kan man se hvordan Morten, den fattige dreng, har ambitioner om et bedre liv, men bliver sat tilbage på grund af sin skæbne, trods hans intelligens og mod til at skabe et bedre liv. 

Mens En Landsbydegns Dagbog handler om en dreng med store ambitioner, som han ikke kan udleve, handler Hosekræmmeren om en vandringsmand, som lever sit liv som han lyster. Vandringsmanden drager ud i verden hvor han finder et hus for at slukke sin tørst. Familien består af tre personer, en mor, en far og datteren Cecilie. Cecilie er forelsket i Esben, men på grund af Esbens økonomiske status vil Cecilies far ikke have at de gifter sig, så Esben tager ud for at arbejde, så han kan vinde Cecilies kærlighed. 

Præsten i Vejlbye er skrevet som en krimi, og handler om et mord, som skal opklares. Fortællingen tager udgangspunkt i en rigtig fortælling som foregik i Vejlby. Centrale dele af fortællingen er skrevet i dagbogsform ligesom En Landsbydegns Dagbog. 

Sproget i novellerne er meget gammeldags, og der bliver tit brugt latin. Blicher gør ikke særlig meget brug af direkte tale, men mere indirekte tale. Det gamle sprog gør novellerne lidt sværere at forstå, men det er jo altid godt med lidt udfordring i livet. 

Jeg synes bogen er interessant, da den giver et godt indblik i datidens liv, og Blicher gør fortællingerne lette at indleve sig ved at skrive med en 1. personsfortæller og stadig undlade nogle informationer. De manglende oplysninger gør fortælleren utroværdig, men giver samtidig læseren en mulighed for at fantasere. 

- Breeththa Pathmanathan 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar