Soldage

Når der snakkes om Martin Andersen Nexø, vil de fleste nok tænke på bøgerne Pelle Erobreren og Ditte Menneskebarn, der portrætterede, hvordan samfundet så ud tilbage omkring begyndelsen af 1900-tallet. I løbet af Nexøs karriere nåede han dog at skrive mange værker, hvoraf de fleste i dag er overskygget af succesen bag de to meget kendte værker.

Til i dag har jeg læst en af hans tidligere, mindre kendte værker kaldet Soldage. Soldage er ligesom Pelle Erobreren og Ditte Menneskebarn en meget tidstypisk fortælling, der fortæller om, hvordan de sociale vilkår var for datidens samfund. Denne gang er det bare ikke en opdigtet fortælling, og fortællingen foregår heller ikke i Danmark. Nej, Nexø har denne gang selv indtaget rollen som fortælleren, og leder læseren igennem hans egne rejser omkring den sydlige region af Spanien, Andalusien, med et kort spring forbi Marokko i det nordvestlige Afrika.

I løbet af hans årelange rejse beskriver han livet i de elleve forskellige byer, som han kommer forbi. Nævnt i rækkefølge: Málaga, Cádiz, Sevilla, Córdoba, Gibraltar, Ronda, Algeciras, Tanger, Loja, Granada og til sidst Guadix, hvor han efterfølgende slutter fortællingen med at forlade Andalusien på hans videre rejse mod Madrid.

Under denne rejse fortæller Nexø i et farverigt sprog, om hvordan andalusierne adskilte sig fra den verden, man kendte til, og om hvordan de levede i et samfund, hvor man mere blev bedømt efter sine personlige egenskaber, end tykkelsen af sin tegnebog eller ens samfundsmæssige stilling. Men samtidig med at han fascineredes af nogle af andalusiernes sider, væmmedes han også ved nogle af de ting, han oplevede undervejs. Som sagt er hans rejsedagbog er altså meget tidstypisk, og de bevæger sig udover den romantiske synsvinkel og skildrer virkeligheden som den er, hvilket gør den voldsomt spændende, hvis man gerne vil udforske det moderne gennembruds tanker.

Selvom Nexøs beskrivelse af sin rejse dækker over syv år i Andalusien, består rejsedagbogens indhold faktisk af to rejser med flere år i mellem, hvor han i mellemtiden har været tilbage i Danmark. Soldage er altså en sammenfatning af, hvordan Nexø oplevede Andalusien under de to rejser, hvor han beskriver hans indtryk, som var det en enkelt rejse. Men det at Nexø ”snyder” læseren gør dog ingen forskel, da selve rejsen ikke har nogen egentlig betydning. Nexø vil hellere fortælle læseren om hans indtryk og sammenligninger mellem andalusieren og danskeren, og jeg må tilstå, han gør det godt.

Jeg synes, Soldage er en god bog, og man bør bestemt læse den, hvis man er interesseret i dansk litteraturhistorie eller bare ønsker at læse om, hvordan det daværende samfund så ud i forhold til andre steder. Selvom Soldage ikke er lige så kendt som nogle af Nexøs andre værker, er den altså stadig, efter min mening, en læsning værdig.

- Rasmus Bohl Kristensen