En lang beskrivelse eller et budskab?

Jeg sidder med mit selvlæste værker i hånden og funderer over forsiden. Jeg prøver at danne mig et indtryk af hvad det egentlig er at jeg skal til at læse. STUK står der med store bogstaver, men med nogle krøller som var det en overskrift for en cirkusforestilling. Men efter at have læst bogen, ved jeg ikke helt om det ville være det rette indtryk, eller ville det?

I 1887 udgiver Herman Bang romanen Stuk. Vi bliver kastet ind i bogen med et in medias res, hvor vores hovedperson Herluf Berg og hans ven Lange er på vej i byen. Igennem tusinder af beskrivelser, får vi fortalt om deres køretur igennem Københavns gader, på vej hen til det store nybyggede Victoria teater. Alle har set frem til denne forestilling som ”8 dage i Rad af alle blade” var blevet fortalt. Herman Bang opstiller et billede af København i 1880’erne, og et billede af byens liv under højkonjunktur. Vi følger Herluf Bergs synsvinkel igennem første takt. Som var vi der selv, får vi beskrevet alle detaljer af stykket og birollernes reaktioner til stykket. Første akt slutter og Berg og Lange er nu i tivoli. Igen i et væld af beskrivelser oplever vi deres tur igennem tivoli med fyrværkeri og deres medmennesker. Vi kommer tilbage i Victoria teateret og hører om resten af forestillingen, hvor vi til sidst ender tilbage hos Herluf Berg.

Begivenhederne i bogen er som perler på en snor. 113 siders beskrivelse uden nogen form for handling. Mange små øjebliksbilleder uden nogen yderligere sammenhæng, overlapper hinanden igennem hele første del af romanen Stuk, og resten må man selv fortolke sig til.

Herman Bangs fascination af København er ikke til at se bort fra igennem hele teksten, samt den impressionistiske skrivestil som sådan set fører ordet fra start til slut. Romanen er delt op i to dele. Den ene kaldet Regn af Guld, og den anden Regn af Aske. I første del af bogen fokuserer han på den fremgang der sker i København med højkonjunktur, hvor han i den næste del fokuserer på det modsatte. De sættes op imod hinanden som modsætninger. Romanen har ikke den typiske opbygning, da den ikke rigtigt har nogen udvikling. Efter at have læst bogen, sidder jeg tilbage med den følelse at jeg ikke har rykket mig ud af stedet siden jeg startede.

Men hvad med titlen Stuk? Hvad skal vi forstå med det? Stuk er noget let, plastisk gips af marmor og lim. I 1800-tallet byggede man store huse af Stuk. Husene kunne ikke holde til noget, og med det tror jeg at Herman Bang bruger det som et symbol på de falske forhold imellem mennesker. Specielt imellem de fine mennesker i den omgangskreds han befinder sig i. Han signalerer en indre tomhed bag den strålende facade. Også Victoria teateret tror jeg at han prøver at beskrive med Stuk. Teateret har en imponerende facade og fremgang i første del af bogen, men i anden del af bogen hører vi om teaterets nedtur, hvor vi ser at der inde bag den imponerende facade gemmer sig en fordærvet virkelighed.

Da jeg sad med bogen i hånden inden jeg påbegyndte min læsning, sad jeg med en anden følelse end efter. Det virkede som en uoverskuelig opgave, men nu efter at have læst den, har jeg fået et andet syn på tankegangen i Det Moderne Gennembrud. På den måde har det været en positiv overraskelse, selvom at jeg må indrømme at den ikke har været nem at komme igennem. Analyse og fortolkning lå på egne skuldre, hvilket gjorde bogen til et svært stof. Med et vanskeligt sprog, og svære vendinger. 

Og hvad så med den cirkusforestilling? Med de store fascinationer og mange beskrivelser kunne man måske godt se en perspektivering til en cirkusforestilling. København beskrives som noget stort, sprudlende og fantastisk hvilket ikke er langt fra et cirkus, men det er vist kun ud fra fortolkningen. For på den anden side sidder man ikke tilbage med en sprudlende fornemmelse i kroppen. Det tror jeg er fordi at den fascination og de beskrivelser der bliver gjort, ikke bliver gjort med en sådan sprudling, men med et præg af Det Moderne Gennembrud hvor det er realismen der sætter sit præg.

Mathilde Dhejne 

Nåede hun at blødgøre hjerter?

Nåede hun at blødgøre hjerter? Dette er den afsluttende sætning i fortællingen om Ditte Menneskebarn. Spørgsmålet er formet til læseren, hvor jeg som læser overensstemmende kan svare ja, for mit hjerte nåede hun hvert fald at blødgøre.

Ditte Menneskebarn er et af Martin Andersen Nexø’s hovedværker og udkom i 5 selvstændige bøger. Bøgerne er skrevet i perioden 1917-1921. Historien om Ditte Menneskebarn er intet andet end rørende. Ditte Menneskebarn vokser op i strenge kår, og trods megen uretfærdighed og modgang tager den lille gæve pige livet til sig, som det nu engang er og hun kæmper sig igennem det. Hver af værkets fem bøger beskriver en livsfase for Ditte. Jeg har gennem den seneste periode har beskæftiget mig med de to første bøger; I En Barndom og II Lillemor.

En Barndom beskriver Dittes opvækst. Ditte bliver født uden for ægteskab og allerede her er hendes kår afgjort i livet. Hendes mor Sørine vil ikke kendes ved hende og rejser væk, hvilket efterlader Ditte ved hendes bedsteforældre Søren og Maren. Søren dør mens Ditte er meget ung, hvilket fører til at Ditte og Maren, der fra Dittes side går under navnet bedste, knytter et meget tæt bånd. En dag kommer Dittes mor Sørine og vil have Ditte igen. Hun har fået mand og børn, og kan derfor nu bruge Ditte i husholdningen. Ditte slider og slæber for moderen, hvilket går ud over hendes skolegang. Sørine som er meget egennyttig, ved at bedste gemmer på nogle penge, der blev givet som kompensation for manglende faderskab på Ditte. Sørine opsøger derfor bedste for at få fat i pengene og hun ender med at kvæle den gamle dame i dynen. Ditte ser episoden og udvikler et had til Sørine, men trods hadet bliver Ditte boende for hendes søskendes skyld. Sørine bliver senere anholdt og kommer i fængsel, her begynder anden bog II Lillemor. Som titlen beskriver bliver Ditte her Lillemor. Nu hvor Sørine er væk, får Ditte moderrollen for hendes 3 mindre søskende. De resterende tre bøger; III Syndefaldet, IV Skærsilden og V Mod Stjernerne beskæftiger sig med Dittes ungdoms og voksen liv, hvor Ditte selv føder to børn uden for ægteskab, og tager et tredje barn i pleje. Gennem hele hendes liv bliver hun udsat for modgang og strenge kår, og hun kæmper sig gennem tilværelsen for sig selv og børnene. Hun dør i en alder af 25 år, ung men nedslidt og bliver begravet af det offentlige i det fattigste hjørne af kirkegården. Hvorved Nexø kommenterer i en af bogens sidste linjer ” Hun blev begravet på det offentliges bekostning. Det var den eneste æresbevisning der blev vist i hendes liv – og den var ikke frivillig”.

Fortællingen om Ditte er barsk og sørgmodig men jeg ville ikke have været den foruden. Martin Andersen Nexø er grundet hans egen opvækst i det nederste sociale lag helt fantastisk til at formidle historien om en fattig pige med et hjerte af guld. Selvom fortællingen er dyster og kan ses som en undergangsroman, grundet manglen på opgang er romanen samtidig en øjenåbner. I denne roman formidler Martin Andersen Nexø historien om en pige, for hvem at ulykken aldrig vender. Det er en deprimerende men sandfærdig fortælling, og jeg synes det er en fantastisk bog at læse, da den husker én på at  sådanne mennesker findes. Jeg synes det er en modig og vovet fortælling at give sig ud i som forfatter, men også som læser, for man bliver nød til at have en hvis psyke for at kunne kapere så megen lidelse for en så god sjæl. 

Sprogligt syntes jeg at romanen var okay at læse, trods det er en ældre bog. At sproget er ældre kræver tid og fordybelse, men en roman som denne falder også bedst ud ved tid og fordybelse. Jeg kan klart anbefale værket til andre og vil selv kunne finde på at tage Ditte Menneskebarn med mig på ferie, som læsestof i fremtiden.

Line

Enten - Eller

Det var dælens, tænker jeg, da jeg læser overskriften ΔIAΨAΛMATA.

Første bind af ”Enten – Eller” af Søren Kierkegaard er et sammensurium af digte, generaliseringer, argumentationer og analyser, tilsat livsfilosofi fra den lomme der står ”æstetiker” på.

Æstetikeren, som bogen leverer en udførlig beskrivelse af, har et dionysisk livssyn og en kunstnerisk livsførelse baseret på at få størst mulig nydelse på kortest tid. Bogen tilhører romantismen, hvor den store, euforiske lykke nærmest forstærkes af en truende ulykke, der venter i horisonten.

Det førnævnte græske ord, nu sat med latinske bogstaver, er Diapsalmata. Det er et hebraisk tegn, oversat til græsk og derefter brugt i en hjemmelavet flertalsform af Søren Kierkegaard for ”mellemspil”, som han har valgt at kalde sine tekstfragmenter i romanens første afsnit.

I romanens andet afsnit argumenteres der for, at Don Juan er en klassisk opera. Molieres og Holbergs dramatiske versioner af operaen kritiseres, da dialogen gør Don Juan reflekterende og mindre umiddelbar. Fortælleren foretrækker tydeligvis den idealiserede Don Juan fra Mozarts opera.

Herefter følger et afsnit, om forskellen på den antikke og den moderne tragedie, hvori det konkluderes, at det i den moderne tragedie er individet, der er ansvarlig for ulykken, mens skæbnen  spillede den største rolle i antikken. En tragedie opridses også i ”Skyggerids”, romanens fjerde afsnit, der omhandler Elvira, der lader sig forføre af Don Juan. Sådan fortsætter romanen ikke mindre melankolsk, med ”Den ulykkeligste”, der kort fortalt handler om den eksistentialistiske håbløshed og den levende død. Lidenskaben behandles igen i romanens sjette afsnit, og i det syvende: ”Vexeldriften” bliver kedsomheden iscenesat. Den sidste del af ”Enten – Eller” er ”Forførerens dagbog”, hvor læseren følger en forførerens refleksioner under en forførelse.

Hvad Kierkegaard selv mener om æstetikere, kommer til gengæld ikke direkte til udtryk. Han har nemlig distanceret sig, ved at lade en fiktiv person: Victor Eremita udgive nogle papirer, angiveligt fundet i en gammel kommode tilhørende ”A”. Personen A er tydeligvis en æstetiker, hvilket også stilistisk fremgår af de rodede papirer, der på kunstnerisk og lyrisk vis er tvetydige og tankevækkende.

   På en måde er det en meget moderne opsætning. Indholdet viser dog hele tiden tilbage til oldtiden, via referencer til græsk mytologi.

Denne forskel viser tilbage til den første tese, Kierkegaard opstiller: Det udvendige er ikke det samme som det indvendige.

Det er en meget speciel læseoplevelse. Det er spændende at læse noget af en så ikonisk dansk filosof, men det har også været frustrerende: Det er svært at forstå hvad Søren Kierkegaard mener, og der skal slås mange navneord op undervejs. Jeg vil anbefale dig at læse dele af ”Enten – Eller” hvis du enten er fascineret af romantismen, eller hvis du er nysgerrig

- Marine Sølling Ramsing