En lang beskrivelse eller et budskab?

Jeg sidder med mit selvlæste værker i hånden og funderer over forsiden. Jeg prøver at danne mig et indtryk af hvad det egentlig er at jeg skal til at læse. STUK står der med store bogstaver, men med nogle krøller som var det en overskrift for en cirkusforestilling. Men efter at have læst bogen, ved jeg ikke helt om det ville være det rette indtryk, eller ville det?

I 1887 udgiver Herman Bang romanen Stuk. Vi bliver kastet ind i bogen med et in medias res, hvor vores hovedperson Herluf Berg og hans ven Lange er på vej i byen. Igennem tusinder af beskrivelser, får vi fortalt om deres køretur igennem Københavns gader, på vej hen til det store nybyggede Victoria teater. Alle har set frem til denne forestilling som ”8 dage i Rad af alle blade” var blevet fortalt. Herman Bang opstiller et billede af København i 1880’erne, og et billede af byens liv under højkonjunktur. Vi følger Herluf Bergs synsvinkel igennem første takt. Som var vi der selv, får vi beskrevet alle detaljer af stykket og birollernes reaktioner til stykket. Første akt slutter og Berg og Lange er nu i tivoli. Igen i et væld af beskrivelser oplever vi deres tur igennem tivoli med fyrværkeri og deres medmennesker. Vi kommer tilbage i Victoria teateret og hører om resten af forestillingen, hvor vi til sidst ender tilbage hos Herluf Berg.

Begivenhederne i bogen er som perler på en snor. 113 siders beskrivelse uden nogen form for handling. Mange små øjebliksbilleder uden nogen yderligere sammenhæng, overlapper hinanden igennem hele første del af romanen Stuk, og resten må man selv fortolke sig til.

Herman Bangs fascination af København er ikke til at se bort fra igennem hele teksten, samt den impressionistiske skrivestil som sådan set fører ordet fra start til slut. Romanen er delt op i to dele. Den ene kaldet Regn af Guld, og den anden Regn af Aske. I første del af bogen fokuserer han på den fremgang der sker i København med højkonjunktur, hvor han i den næste del fokuserer på det modsatte. De sættes op imod hinanden som modsætninger. Romanen har ikke den typiske opbygning, da den ikke rigtigt har nogen udvikling. Efter at have læst bogen, sidder jeg tilbage med den følelse at jeg ikke har rykket mig ud af stedet siden jeg startede.

Men hvad med titlen Stuk? Hvad skal vi forstå med det? Stuk er noget let, plastisk gips af marmor og lim. I 1800-tallet byggede man store huse af Stuk. Husene kunne ikke holde til noget, og med det tror jeg at Herman Bang bruger det som et symbol på de falske forhold imellem mennesker. Specielt imellem de fine mennesker i den omgangskreds han befinder sig i. Han signalerer en indre tomhed bag den strålende facade. Også Victoria teateret tror jeg at han prøver at beskrive med Stuk. Teateret har en imponerende facade og fremgang i første del af bogen, men i anden del af bogen hører vi om teaterets nedtur, hvor vi ser at der inde bag den imponerende facade gemmer sig en fordærvet virkelighed.

Da jeg sad med bogen i hånden inden jeg påbegyndte min læsning, sad jeg med en anden følelse end efter. Det virkede som en uoverskuelig opgave, men nu efter at have læst den, har jeg fået et andet syn på tankegangen i Det Moderne Gennembrud. På den måde har det været en positiv overraskelse, selvom at jeg må indrømme at den ikke har været nem at komme igennem. Analyse og fortolkning lå på egne skuldre, hvilket gjorde bogen til et svært stof. Med et vanskeligt sprog, og svære vendinger. 

Og hvad så med den cirkusforestilling? Med de store fascinationer og mange beskrivelser kunne man måske godt se en perspektivering til en cirkusforestilling. København beskrives som noget stort, sprudlende og fantastisk hvilket ikke er langt fra et cirkus, men det er vist kun ud fra fortolkningen. For på den anden side sidder man ikke tilbage med en sprudlende fornemmelse i kroppen. Det tror jeg er fordi at den fascination og de beskrivelser der bliver gjort, ikke bliver gjort med en sådan sprudling, men med et præg af Det Moderne Gennembrud hvor det er realismen der sætter sit præg.

Mathilde Dhejne