Nåede hun at blødgøre hjerter?

Nåede hun at blødgøre hjerter? Dette er den afsluttende sætning i fortællingen om Ditte Menneskebarn. Spørgsmålet er formet til læseren, hvor jeg som læser overensstemmende kan svare ja, for mit hjerte nåede hun hvert fald at blødgøre.

Ditte Menneskebarn er et af Martin Andersen Nexø’s hovedværker og udkom i 5 selvstændige bøger. Bøgerne er skrevet i perioden 1917-1921. Historien om Ditte Menneskebarn er intet andet end rørende. Ditte Menneskebarn vokser op i strenge kår, og trods megen uretfærdighed og modgang tager den lille gæve pige livet til sig, som det nu engang er og hun kæmper sig igennem det. Hver af værkets fem bøger beskriver en livsfase for Ditte. Jeg har gennem den seneste periode har beskæftiget mig med de to første bøger; I En Barndom og II Lillemor.

En Barndom beskriver Dittes opvækst. Ditte bliver født uden for ægteskab og allerede her er hendes kår afgjort i livet. Hendes mor Sørine vil ikke kendes ved hende og rejser væk, hvilket efterlader Ditte ved hendes bedsteforældre Søren og Maren. Søren dør mens Ditte er meget ung, hvilket fører til at Ditte og Maren, der fra Dittes side går under navnet bedste, knytter et meget tæt bånd. En dag kommer Dittes mor Sørine og vil have Ditte igen. Hun har fået mand og børn, og kan derfor nu bruge Ditte i husholdningen. Ditte slider og slæber for moderen, hvilket går ud over hendes skolegang. Sørine som er meget egennyttig, ved at bedste gemmer på nogle penge, der blev givet som kompensation for manglende faderskab på Ditte. Sørine opsøger derfor bedste for at få fat i pengene og hun ender med at kvæle den gamle dame i dynen. Ditte ser episoden og udvikler et had til Sørine, men trods hadet bliver Ditte boende for hendes søskendes skyld. Sørine bliver senere anholdt og kommer i fængsel, her begynder anden bog II Lillemor. Som titlen beskriver bliver Ditte her Lillemor. Nu hvor Sørine er væk, får Ditte moderrollen for hendes 3 mindre søskende. De resterende tre bøger; III Syndefaldet, IV Skærsilden og V Mod Stjernerne beskæftiger sig med Dittes ungdoms og voksen liv, hvor Ditte selv føder to børn uden for ægteskab, og tager et tredje barn i pleje. Gennem hele hendes liv bliver hun udsat for modgang og strenge kår, og hun kæmper sig gennem tilværelsen for sig selv og børnene. Hun dør i en alder af 25 år, ung men nedslidt og bliver begravet af det offentlige i det fattigste hjørne af kirkegården. Hvorved Nexø kommenterer i en af bogens sidste linjer ” Hun blev begravet på det offentliges bekostning. Det var den eneste æresbevisning der blev vist i hendes liv – og den var ikke frivillig”.

Fortællingen om Ditte er barsk og sørgmodig men jeg ville ikke have været den foruden. Martin Andersen Nexø er grundet hans egen opvækst i det nederste sociale lag helt fantastisk til at formidle historien om en fattig pige med et hjerte af guld. Selvom fortællingen er dyster og kan ses som en undergangsroman, grundet manglen på opgang er romanen samtidig en øjenåbner. I denne roman formidler Martin Andersen Nexø historien om en pige, for hvem at ulykken aldrig vender. Det er en deprimerende men sandfærdig fortælling, og jeg synes det er en fantastisk bog at læse, da den husker én på at  sådanne mennesker findes. Jeg synes det er en modig og vovet fortælling at give sig ud i som forfatter, men også som læser, for man bliver nød til at have en hvis psyke for at kunne kapere så megen lidelse for en så god sjæl. 

Sprogligt syntes jeg at romanen var okay at læse, trods det er en ældre bog. At sproget er ældre kræver tid og fordybelse, men en roman som denne falder også bedst ud ved tid og fordybelse. Jeg kan klart anbefale værket til andre og vil selv kunne finde på at tage Ditte Menneskebarn med mig på ferie, som læsestof i fremtiden.

Line