Enten - Eller

Det var dælens, tænker jeg, da jeg læser overskriften ΔIAΨAΛMATA.

Første bind af ”Enten – Eller” af Søren Kierkegaard er et sammensurium af digte, generaliseringer, argumentationer og analyser, tilsat livsfilosofi fra den lomme der står ”æstetiker” på.

Æstetikeren, som bogen leverer en udførlig beskrivelse af, har et dionysisk livssyn og en kunstnerisk livsførelse baseret på at få størst mulig nydelse på kortest tid. Bogen tilhører romantismen, hvor den store, euforiske lykke nærmest forstærkes af en truende ulykke, der venter i horisonten.

Det førnævnte græske ord, nu sat med latinske bogstaver, er Diapsalmata. Det er et hebraisk tegn, oversat til græsk og derefter brugt i en hjemmelavet flertalsform af Søren Kierkegaard for ”mellemspil”, som han har valgt at kalde sine tekstfragmenter i romanens første afsnit.

I romanens andet afsnit argumenteres der for, at Don Juan er en klassisk opera. Molieres og Holbergs dramatiske versioner af operaen kritiseres, da dialogen gør Don Juan reflekterende og mindre umiddelbar. Fortælleren foretrækker tydeligvis den idealiserede Don Juan fra Mozarts opera.

Herefter følger et afsnit, om forskellen på den antikke og den moderne tragedie, hvori det konkluderes, at det i den moderne tragedie er individet, der er ansvarlig for ulykken, mens skæbnen  spillede den største rolle i antikken. En tragedie opridses også i ”Skyggerids”, romanens fjerde afsnit, der omhandler Elvira, der lader sig forføre af Don Juan. Sådan fortsætter romanen ikke mindre melankolsk, med ”Den ulykkeligste”, der kort fortalt handler om den eksistentialistiske håbløshed og den levende død. Lidenskaben behandles igen i romanens sjette afsnit, og i det syvende: ”Vexeldriften” bliver kedsomheden iscenesat. Den sidste del af ”Enten – Eller” er ”Forførerens dagbog”, hvor læseren følger en forførerens refleksioner under en forførelse.

Hvad Kierkegaard selv mener om æstetikere, kommer til gengæld ikke direkte til udtryk. Han har nemlig distanceret sig, ved at lade en fiktiv person: Victor Eremita udgive nogle papirer, angiveligt fundet i en gammel kommode tilhørende ”A”. Personen A er tydeligvis en æstetiker, hvilket også stilistisk fremgår af de rodede papirer, der på kunstnerisk og lyrisk vis er tvetydige og tankevækkende.

   På en måde er det en meget moderne opsætning. Indholdet viser dog hele tiden tilbage til oldtiden, via referencer til græsk mytologi.

Denne forskel viser tilbage til den første tese, Kierkegaard opstiller: Det udvendige er ikke det samme som det indvendige.

Det er en meget speciel læseoplevelse. Det er spændende at læse noget af en så ikonisk dansk filosof, men det har også været frustrerende: Det er svært at forstå hvad Søren Kierkegaard mener, og der skal slås mange navneord op undervejs. Jeg vil anbefale dig at læse dele af ”Enten – Eller” hvis du enten er fascineret af romantismen, eller hvis du er nysgerrig

- Marine Sølling Ramsing