Havregrød, Rugbrød og Spaghetti med Kødsovs

Havregrød, rugbrød og spaghetti med kødsovs. Tre ø’er der tilsammen udgør en gennemsnitlig dag i mit liv. Selvfølgelig sniger der sig ofte andre små komponenter ind i mellem; en kop kaffe i fjerde modul, en skumfidus i dansktimen og en snack fra køleskabet hvor kun fantasien sætter grænser. Udover dette, tror jeg de fleste mennesker alt i alt klarer hverdagen uden at skænke den kulinariske oplevelse i måltiderne ret mange tanker.
Men når man så en torsdag aften bestemmer sig for at få en oplevelse med det man indtager, er det pludselig en helt anden snak. Rødvin, chokolade og måske en enkelt Gin og Tonic. Menuen ser ganske anderledes ud, og det samme gør smagsindtrykkene. Man kan ikke begrunde det præcist, men i øjeblikket er det ikke vanskeligt at se hvorfor der bliver sendt så mange madprogrammer i fjernsynet – faktisk forstår man pludselig ikke hvorfor der nogensinde bliver vist andet. I øjeblikket er det heller ikke svært at forstå, hvorfor Benny Andersen og utallige andre forfattere holder af at skildre mad i deres litteratur.
Nu er det endnu engang blevet mandag, og mens de tre ø’er plager bevidstheden, ryger tankerne tilbage på meningen med at skrive om mad – og på hvordan de grå og hverdagsagtige menuer nogensinde kan inspirere til kunst.  

Det kommer ikke som nogen overraskelse når man hører, at mad er blevet brugt i utroligt mange andre sammenhænge end at spise, gennem tiden. I sproget, litteraturen og kunsten bruges mad i mange forskellige henseender.
I sproglige sammenhænge, kan man nemt finde eksempler, hvor mad bliver flettet ind. En sætning som ”at have rent mel i posen” er bare et af de uendeligt mange gamle ordsprog hvor mad benyttes til at understrege en pointe med et konkret billedsprog.
Når det så er penslet ud, vil jeg gerne pointere, at dette argument ikke nødvendigvis helt holder vand når man er et ungt menneske i det 21. århundrede. Hvis jeg pludselig en dag bestemte at lufte et par ordsprog med mad blandt vennerne på gymnasiet, ville jeg baseret på deres reaktioner nok hurtigt kunne konkludere, at sådanne ordsprog bestemt ikke blev slynget over den gennemsnitslige attenåriges læber.
Hvis dette er et faktum, kan man efterfølgende stille spørgsmålstegn ved noget af det moderne litteratur der bliver skrevet. For her bliver mad jo hele tiden brugt i alle former for metaforer og billedsprog. Hvis ordsprogene med henvisninger til brød og vin så småt ved at uddø med den sidste standhaftige og lettere gammeldags dansklærer, hvad er så meningen med at bruge det i litteratur? Hvorfor vælger moderne forfattere som Benny Andersen, at skrive om dette emne, når mange mennesker i dag sjældent ser mad som noget andet end det, det helt konkret er?

Digtet med titlen ”Sjælen marineret” af Benny Andersen handler først om fremmest om at marinere kød, og lade det stå til natten over. Der beskrives hvordan kødet krydres med forskellige ingredienser, hvorefter samme opskrift bliver brugt til at beskrive hvilke følelser der kommer frem om natten – altså i drømmene. ”En teskefuld skarp chili” og ”en teskefuld uventet aggression”. Her kan man altså se, hvordan Andersen benytter marineringsprocessen til at beskrive det at drømme. Den konkrete krydring af mad bliver til en abstrakt følelse i individet. Senere hen i digtet bliver det mere tydeligt at digtet handler om drømme. Der beskrives typiske træk fra drømme som de fleste folk kender, fx som at tabe tænderne. Der bliver også fokuseret på de dele af drømmene, der virker fuldstændig uforståelige når man vågner, men som i øjeblikket giver absolut mening.
Til sidst bliver man igen vist tilbage til kødet der skal marineres, og bliver ønsket god appetit i morgen.
Her er altså et digt, som indeholder en tydelig allegori. Selvom det ved første øjekast ligner, at digtet handler om kød der skal marineres, kan man hurtigt se hvad det handler om på et symbolsk plan. Digtet handler altså slet ikke om mad, men mystikken bag at drømme. Dette er også understøttet med passager med volapyk-sætninger, der ikke giver nogen mening, og som skal give et indtryk af den skøre underforståethed der forbindes med at drømme.
Digtet tager altså en ting som alle kender til – at marinere kød – og bruger det til at beskrive noget, som alle også kender – at drømme om natten.
Denne fokus på det håndgribelige i hverdagen kan også ses som typisk karakteristisk for postmodernismens litteratur. Her handler teksterne ofte om de meget banale og hverdagsagtige ting, som afspejler hvordan verden er stykket sammen. I denne sammenhæng giver det derfor også god mening at snakke om mad, da det er noget enhver læser kan relatere sig til. Effekten af at sammenligne drømme med at marinere kød, ligger også i de associationer man forbinder med marinerings-processen. Der sker en forbedring af smagsoplevelsen i kødet når man lader det stå – derfor forbinder digtet også drømme med en positiv indvirkning på menneskets sind.
Så selvom metaforer med mad ikke nødvendigvis bliver brugt ligeså hyppigt i hverdagssproget, som det gjorde for år tilbage, vil det alligevel være relevant at bruge i kunst og litteratur.

Genkendeligheden ved mad giver emnet fantastiske egenskaber til at skabe metaforer og symboler der fører tekster op på et abstrakt og sanseligt plan. Men hvordan kan dette have så god effekt, når hverdagens standard-måltider indeholder sådan en lille grad af nydelse, som det gør?
Måske kan betyder det i virkeligheden ikke så meget, hvilken betydning man lægger mad i sin hverdag. Gennem hele litteraturhistorien har mad haft forskellige betydninger og symbolikker. Det vil altså sige, at når synet på mad ændrer sig i samfundet, så følger litteraturen og kunsten hurtigt med. Nydelsen ved mad forsvinder tilsyneladende aldrig, i hvert fald ikke at dømme efter min egen kulinariske oplevelse, den der bemærkelsesværdige torsdag.
Mad vil altid være til stede hos mennesker, både fordi det er livsnødvendigt i en kedelig og grå hverdag, men også fordi det er noget der kan nydes og opleves i specielle øjeblikke. Netop derfor giver det også mening, at forfattere og kunstnere altid har valgt at skrive om mad, og bruge det til at beskrive noget abstrakt.  

Mathilde Thusgaard

#viædervoresegetlort

Wikipedia er ikke altid den mest pålidelige kilde, men vælger man alligevel at søge på ordet 'mad', giver encyklopædien følgende beskrivelse af begrebet: "Mad er en essentiel energikilde for både mennesker og dyr." Selvom vi ikke stoler fandens meget på hjemmesiden, kan vi godt se, at dette er sandt. Mad er menneskets kilde til energi. Mad er proteiner, kulhydrater og fedt, vitaminer og mineraler. Det er, hvad mad består af. Mad er ikke andet end det. Den betyder alligevel alt muligt andet for os, selvom den blot er kemiske forbindelser som skal spaltes til gavn for kroppens energiniveau og genopbygning.

I julen høres de gamle, kendte julemelodier om og om igen, til jeg får lyst til at høre dødsmetal for at veje op for den sukkersøde, halvkvalme musik, mens jeg igangsætter forberedelserne af den største årlige udvidelse af min mavesæk, der skal finde sted juleaften. Som det eneste ved julen, fryder madtraditionerne mig. Jeg ved, når december måned nærmer sig, at jeg igen skal til at spise flæskesteg, andesteg, rødkål, risengrød med kanelsukker og tilnærmelsesvis drukne mig selv i litervis af brun sovs, hvilket der jo er tradition for her i Danmark.

Julemaden, især flæskestegen, kender vejen til mit hjerte - denne går nemlig gennem min mave i december måned. Sværdenes knæk vækker forløsning og fjerner spændingen i min krop, når jeg som det første efter serveringen af en flæskesteg kaster mig over det sprøde, ovnbagte grisehud, som tidligere omsluttede grisen, da den stod i stalden. Jeg når aldrig at skære den halvblævrende fedtkant af den aflange, rynkede pind af hud, selvom familiemedlemmer gang på gang blander sig i, hvad jeg har på min tallerken og med rynket pande fortæller mig, at den er usund. Jeg har nemlig travlt. Jeg skal videre til selve flæskestegen, som er fantastisk sammen med rødkålen og den brune sovs, der ikke må spares på. De kartofler, der ligger på min tallerken, bader i bogstavligste forstand i væsker fra svinets kød og i sovsen. Havde jeg været alene, ville jeg have spist maden med hænderne, fordi gaflen ikke kan tilføre min mund mad så hurtigt, som jeg vil have den. Det lyder halvvejs frastødende, men jeg finder en lykke i at oparbejde en sult fra klokken ti om morgenen den 24. december, der skal forløses i et ædegilde, når klokken slår aftensmadstid samme dag.

Min bror og jeg bliver altid enige om, at vi er vikinger. Vi er dyr, der spiser dyr. Vi er mænd. Mænd, som dem fra sagatiden, for vi er vilde og ubehøvlede til stor afsky for vores familie, når vi indtager mad den aften Jesus blev født. Ja, vi æder rent ud sagt, som var vi magtfulde mænd fra sagatiden. Maden var dengang symbol på høj status og magt. Det dyriske, mandige og overfloden var noget positivt - jo vildere man flåede kødlunser af et helstegt dyr, des bedre gjorde man det som viking. En holdning, den barokkanske kunstner Jan Steen mener, vikingerne fra sagatiden havde, fordi de ikke vidste bedre. De levede forfængeligt med bekymringer om at overgå hinanden i mandighed, magt og status, der bevirkede, at de aldrig ramte den afgrund af frihed fra de kulturelt pålagte former, som ville have fået dem til at reflektere over livet som menneske. Målet om at opnå magt og status er et iscenesat tidsfordriv, som dækker over, at tilværelsen i bund og grund er tom.

Det er en tomhed Jan Steen prøver at beskrive ved det forfængelige og syndige i mad. I sit maleri 'Den tøjlessløse husstand' giver han et blik ind i et hjem præget af overflod. Familien i hjemmet lever et løssluppent liv. De drikker vin og spiser frugter og skinke, mad og drikke som ikke var allemandseje for 3-400 år siden, og det viser, at familien er rig og nyder tilværelsen. Men gennem symboler som stok og krus, som man ved eftertanke vil forbinde med en fattig tigger, postulerer Jan Steen, at rigdommen er forfængelig, og at den vil forgå. Drengen, der afviser en tigger ved døren, er med til at understrege, hvor forkert og umoralsk familien lever. De tænker ikke på deres næste. Deres liv leves naivt i tomhed for refleksion over det forgængelige liv.

I kontrast til barokkaneren helliger romantikeren Emil Aarestrup den sanselige nydelse ved et godt måltid. Maden er ikke en kilde til synd, som den var, da Adam og Eva spiste af æblet. Tværtimod er maden en kilde til nydelse og glæde. Aarestrups digt 'En middag' er præget af erotik og kærlighed. I digtets første strofe beskrives forellen, en ørred, som sprællende og stiv. Forellen kan betragtes som et fallossymbol. Altså et erotisk, seksuelt symbol. Ligeledes vil appelsinens søde skive i purpurmundens indfatning kunne symbolisere kvindens skede. Aarestrup sætter mad i forbindelse med erotik og nydelse, og ophøjer det jordiske - kvinden i form af maden - til "en guddommelig erstatning". Hans beskrivelse af mad er med andre ord ikke neutral. Den bliver et sanseligt og kunstnerisk motiv. Han sanser maden gennem øjnene, som han sanser kvindens skønhed.

Sansningen af maden gennem øjnene er også en populær ting i dag. Intet mindre end 140 millioner billeder på Instagram er blevet hashtagget '#food'. Taster du 'mad' i søgefeltet på Googles hjemmeside, ledes du videre til et utal af hjemmesider, hvor du kan finde i tusindvis af opskrifter til lækre retter. Tænder du for fjernsynet, når du spiser morgenmad, bliver du mødt af kokke i et køkken på TV2's Godmorgen Danmark, som skal inspirere dig til at lave god og sund mad. Mad fylder meget i det moderne menneskes liv. Udover at være en basal livsnødvendighed og et fysiologisk behov, er mad i dag også en kanal til selvrealisering og selviscenesættelse.

Udtrykket 'du bliver, hvad du spiser' er blevet tvetydigt, fordi man nu ikke kun sundhedsmæssigt kan spejles i sin indtagelse af føde men også kulturelt og socialt er et produkt af den mad, man spiser. Man bliver anerkendt, hvis man kan træffe individuelle valg, og man signalerer via sit personlige valg af mad, hvem man er, som person. Valget mellem discount-juice og dyr økologisk juice har næsten ligeså stor betydning for ens identitet, som valget mellem en Citroën Berlingo og en Audi A6.
Mad har tilmed fået sin egen måleenhed. Mange mennesker går op i eget udseende og sundhed og gør måltider op i mængden af kalorier. De holder regnskab over, hvor meget de har indtaget og overskrider de den grænse, de har sat for dem selv, har de ifølge - ja, dem selv - spist for meget. Det er forfængeligt, om man vil. I en helt anden boldgade findes de mennesker, som følger en "hellere skide det ud end smide det ud"-mentalitet. Mennesker som kunstneren Jan Steen kritiserer for netop at være dem, der lever i forfængelighed. De 'tøjlesløse' laver og spiser alt for store mængder mad, bare fordi der er midler til det. Den materialistiske overflod forblænder disse mennesker, fodrer dem med falsk lykke og leder dem væk fra refleksionen over den dybere mening med livet. Kulturen har formet maden til et komplekst fænomen. Mad er blevet meget mere end mad.

Mad er gået fra blot at være føde til at have merbetydning. Det ellers naturlige fænomen, mad, er blevet til et kulturelt fænomen. Mennesker har gennem tiden tillagt mad merbetydning på baggrund af religion og livssyn. Maden forstås ud fra, hvor vi kommer fra. Mennesker har en kulturbåren forforståelse af mad. Som det klassiske eksempel kan her nævnes brødet og vinen, som indenfor kristendommen er et symbol på Jesu legeme. Det er et symbol, som længe har eksisteret, men som ikke alle kender til. En muslim eller en buddhist ville formentlig næppe kunne associere et stykke brød og en flaske vin med legemet af de kristnes Guds søn. Madens merbetydning og den kulturbårne forforståelse af maden er besværlig at have med at gøre. Per Højholt sammenligner da også brugen af symbolik med at æde sit eget lort.

Det kan næsten med sikkerhed siges, at Jan Steen ville vende sig i graven, hvis han så nutidens teenagepigers Instagram-billeder af dyr café-mad. Forfængelige, det er vi i dag, faktisk lidt ligesom vikingerne var det i sagatiden. Man vinder høj social status i at spise noget mad, lav social status i anden slags mad. Tag for eksempel bare en købe-pizza fra Fakta og sammenlign den med restauranten Noma - der er tusindvis af klasser til forskel, og man er bare meget mere, hvis man spiser på Noma frem for at smide købepizzaen i ovnen.

Mennesket har evolutionært udviklet et belønningssystem, når mad spises, hvilket nok er grunden til at mad er blevet forbundet med så mange ting i kunsten og litteraturen. Djævlen lokker mennesket til synd gennem maden, maden er ligeså skøn som elskov, det er Gud, der har skænket os vort daglige brød, og jo mere og dyrere mad vi spiser, des højere social status opnår vi. Der er mange eksempler på, hvilken betydning maden har haft og har i dag. Men hvorfor ikke bare nyde maden, for hvad den er, og lade være med at æde vores eget lort? Det kan være sværere end som så. Vi kommer nok aldrig af med den forbandede lort, for da jeg spurgte min bror, hvad han havde at sige til mine forklaringer om, at vi føler os som vikinger, når vi spiser flæskesteg, sagde han: "Det er jo ikke engang løgn. Det er det, vi inderst inde tænker, når vi sidder og smovser."

- Malthe

Modstå fristelser i juletid

Smagen af kanel er så gennemtrængende, at den bedøver mine smagsløg. En eksplosion af jul er sket i min mund, det får mig til at tænke på min mormor og julebag. De to ting går for mig hånd i hånd. Der er altid nybagte småkager, boller eller andet, når jeg besøger hende. Mon den også får andre folk til at tænke på julebag og mormor. Måske her i Danmark fordi julen for os er vores hyggeligste højtid, hvor familien er samlet og flæskesteg, brun sovs og kartofler er en del af menuen i en hel måned. Julefrokoster, sild, æg, fiskefileter, karrysalat, rugbrød, franskbrød. 
Jeg tager en bid mere, men denne gang er jeg mere påpasselig. Derfor tager jeg kun en lille bid, og eksplosionen er knapt så stor denne gang. Det skyldes måske at jeg ved, hvad jeg skal forvente af pølsen. Den forventede smag af kanal, som alligevel ikke var så forventet, da der står blodpølse på indpakningen.  

Man skulle tro den smagte af blod. Den smager i hvert fald ikke, som jeg troede, den ville smage. Nogen gange overrasker maden jeg putter i munden mig.
Ikke fordi jeg ville bryde mig om, hvis den smagte af blod, men den lå i det ellers tomme køleskabet hos min bror. Hvorfor det var det eneste pålæg han har, ved jeg ikke.
Jeg tager en bid mere, men denne gang ikke så forsigtigt, for jeg er ved at vænne mig til smagen af den stærke men samtidig søde kanel. Konsistensen er heller ikke om jeg havde forestillet mig. Den er mere blød end forventet. Måske er det fordi, der ikke er ligeså meget kød i, som i en almindelig pølse. Her i er der både tilsat blod og kanel. Gad vide om det gør den sundere end en almindelig pølse. Jeg er egentlig ligeglad, for antallet af kalorier og indholdet af fedt spiller ingen rolle for mig. Bare jeg ikke går hen og sprækker af at spise for meget pøle ligesom Else i digtsamlingen Halfdans ABC fra 1967 af Halfdan Rasmussen.
Hun var så glad for pølse, at hun ikke kunne modstå fristelsen og blev ved med at spise dem dagen lang, indtil hun sprak. Et digt der for mange er kendt fra barndommen. Nok mest for personer med forbogstavet E, men jeg tror, alle har hørt det før og har et forhold til det. For mig har forholdet altid været, at det var et humoristisk digt vi fik læst op i folkeskolen. Ikke et digt jeg har tænkt nærmere over, måske fordi det er et digt fra barndommen, som jeg sjældent hører noget til længere. Ikke fordi det er helt glemt i den danske litteratur, men fordi jeg hverken har mindre søskende eller børn i min omgangskreds.
Jeg ved ikke om Halfdan Rasmussens mening med dette digt har været at gøre det humoristisk og uden noget større budskab, men nu hvor jeg er blevet ældre, kan jeg forstå digtet på flere måder.
En af måderne at forstå digtet på, er at Else er meget glad for pølser. Rettere sagt: hun elsker pølser, det står direkte på de to første linjer. Hun kan ikke få nok og spiser derfor indtil hun sprækker. I overført betydning betyder det, at fristelsen for mad kan være så stor at den fører til død. I virkeligheden kan overspisning også føre til død. Dog ikke fordi man sprækker, men fordi man dør af fedme. Men samtidig kan manglende mad også føre til død.
Derfor er mad både et symbol for liv og død. Men pølsen kan i dette tilfælde også betyde noget helt andet, som jeg ikke vil gå i dybden med. Det eneste jeg vil sige om den læsning på digtet er, at den ikke er passende på et børnedigt. Maden er her et symbol på noget erotisk, ligesom mad har været det i litteraturen lige siden biblen blev skrevet, og Eva tog en bid af æblet i Edens have. Brugen af mad i litteraturen har altid være normalt, da det er noget vi alle kan perspektivere til, derfor er det nemt at få en følelse frem i folk. Som for eksempel at benytte chokolade som et symbol på noget andet man fristes efter. Den søde og runde smag, der får mundvandet til at løbe. Smagen af mere, hvor fristelsen står overfor fornuften.
Maden blev også malet i antikken som stilleben, hvor maden var stillet op på et bord. Maden på disse stilleben symboliserede også andre ting end blot maden i sig selv.

Jeg tager min sidste bid af pølsen, som jeg får tvunget ned. Nu er jeg mæt. Jeg mærker min mave spænde så mæt jeg er, og det føles som om jeg har spist en halv gris før den blev til blodpølse. Den strækkende fornemmelse i mit maveskind for mig til at løfte min trøje og se om jeg er sprækket, selvom jeg godt ved jeg ikke er. Jeg tror ikke engang man kan sprække af at spise for meget.
Eftersmagen af blodpølsen bliver sidende i min mund. Igen mærker jeg julestemningen suse igennem mig. Sneen daler, kulden fryser søen til is, lyskæderne får træerne i parken til at se levende ud. Dansende i den klare, mørke julehimmel med funklende stjerner som de tre vise mænd brugte som GPS. Datidens GPS. Dem ville ingen benytte sig af i dag. Det er egentlig en skam. Jødekager, julekugler og julekage. Magen knurrer og munden løber i vand. Men jeg må ikke. Jeg er mæt. Jeg må modstå fristelsen, så jeg ikke sprækker som Else.

- Camille Brinch