Havregrød, Rugbrød og Spaghetti med Kødsovs

Havregrød, rugbrød og spaghetti med kødsovs. Tre ø’er der tilsammen udgør en gennemsnitlig dag i mit liv. Selvfølgelig sniger der sig ofte andre små komponenter ind i mellem; en kop kaffe i fjerde modul, en skumfidus i dansktimen og en snack fra køleskabet hvor kun fantasien sætter grænser. Udover dette, tror jeg de fleste mennesker alt i alt klarer hverdagen uden at skænke den kulinariske oplevelse i måltiderne ret mange tanker.
Men når man så en torsdag aften bestemmer sig for at få en oplevelse med det man indtager, er det pludselig en helt anden snak. Rødvin, chokolade og måske en enkelt Gin og Tonic. Menuen ser ganske anderledes ud, og det samme gør smagsindtrykkene. Man kan ikke begrunde det præcist, men i øjeblikket er det ikke vanskeligt at se hvorfor der bliver sendt så mange madprogrammer i fjernsynet – faktisk forstår man pludselig ikke hvorfor der nogensinde bliver vist andet. I øjeblikket er det heller ikke svært at forstå, hvorfor Benny Andersen og utallige andre forfattere holder af at skildre mad i deres litteratur.
Nu er det endnu engang blevet mandag, og mens de tre ø’er plager bevidstheden, ryger tankerne tilbage på meningen med at skrive om mad – og på hvordan de grå og hverdagsagtige menuer nogensinde kan inspirere til kunst.  

Det kommer ikke som nogen overraskelse når man hører, at mad er blevet brugt i utroligt mange andre sammenhænge end at spise, gennem tiden. I sproget, litteraturen og kunsten bruges mad i mange forskellige henseender.
I sproglige sammenhænge, kan man nemt finde eksempler, hvor mad bliver flettet ind. En sætning som ”at have rent mel i posen” er bare et af de uendeligt mange gamle ordsprog hvor mad benyttes til at understrege en pointe med et konkret billedsprog.
Når det så er penslet ud, vil jeg gerne pointere, at dette argument ikke nødvendigvis helt holder vand når man er et ungt menneske i det 21. århundrede. Hvis jeg pludselig en dag bestemte at lufte et par ordsprog med mad blandt vennerne på gymnasiet, ville jeg baseret på deres reaktioner nok hurtigt kunne konkludere, at sådanne ordsprog bestemt ikke blev slynget over den gennemsnitslige attenåriges læber.
Hvis dette er et faktum, kan man efterfølgende stille spørgsmålstegn ved noget af det moderne litteratur der bliver skrevet. For her bliver mad jo hele tiden brugt i alle former for metaforer og billedsprog. Hvis ordsprogene med henvisninger til brød og vin så småt ved at uddø med den sidste standhaftige og lettere gammeldags dansklærer, hvad er så meningen med at bruge det i litteratur? Hvorfor vælger moderne forfattere som Benny Andersen, at skrive om dette emne, når mange mennesker i dag sjældent ser mad som noget andet end det, det helt konkret er?

Digtet med titlen ”Sjælen marineret” af Benny Andersen handler først om fremmest om at marinere kød, og lade det stå til natten over. Der beskrives hvordan kødet krydres med forskellige ingredienser, hvorefter samme opskrift bliver brugt til at beskrive hvilke følelser der kommer frem om natten – altså i drømmene. ”En teskefuld skarp chili” og ”en teskefuld uventet aggression”. Her kan man altså se, hvordan Andersen benytter marineringsprocessen til at beskrive det at drømme. Den konkrete krydring af mad bliver til en abstrakt følelse i individet. Senere hen i digtet bliver det mere tydeligt at digtet handler om drømme. Der beskrives typiske træk fra drømme som de fleste folk kender, fx som at tabe tænderne. Der bliver også fokuseret på de dele af drømmene, der virker fuldstændig uforståelige når man vågner, men som i øjeblikket giver absolut mening.
Til sidst bliver man igen vist tilbage til kødet der skal marineres, og bliver ønsket god appetit i morgen.
Her er altså et digt, som indeholder en tydelig allegori. Selvom det ved første øjekast ligner, at digtet handler om kød der skal marineres, kan man hurtigt se hvad det handler om på et symbolsk plan. Digtet handler altså slet ikke om mad, men mystikken bag at drømme. Dette er også understøttet med passager med volapyk-sætninger, der ikke giver nogen mening, og som skal give et indtryk af den skøre underforståethed der forbindes med at drømme.
Digtet tager altså en ting som alle kender til – at marinere kød – og bruger det til at beskrive noget, som alle også kender – at drømme om natten.
Denne fokus på det håndgribelige i hverdagen kan også ses som typisk karakteristisk for postmodernismens litteratur. Her handler teksterne ofte om de meget banale og hverdagsagtige ting, som afspejler hvordan verden er stykket sammen. I denne sammenhæng giver det derfor også god mening at snakke om mad, da det er noget enhver læser kan relatere sig til. Effekten af at sammenligne drømme med at marinere kød, ligger også i de associationer man forbinder med marinerings-processen. Der sker en forbedring af smagsoplevelsen i kødet når man lader det stå – derfor forbinder digtet også drømme med en positiv indvirkning på menneskets sind.
Så selvom metaforer med mad ikke nødvendigvis bliver brugt ligeså hyppigt i hverdagssproget, som det gjorde for år tilbage, vil det alligevel være relevant at bruge i kunst og litteratur.

Genkendeligheden ved mad giver emnet fantastiske egenskaber til at skabe metaforer og symboler der fører tekster op på et abstrakt og sanseligt plan. Men hvordan kan dette have så god effekt, når hverdagens standard-måltider indeholder sådan en lille grad af nydelse, som det gør?
Måske kan betyder det i virkeligheden ikke så meget, hvilken betydning man lægger mad i sin hverdag. Gennem hele litteraturhistorien har mad haft forskellige betydninger og symbolikker. Det vil altså sige, at når synet på mad ændrer sig i samfundet, så følger litteraturen og kunsten hurtigt med. Nydelsen ved mad forsvinder tilsyneladende aldrig, i hvert fald ikke at dømme efter min egen kulinariske oplevelse, den der bemærkelsesværdige torsdag.
Mad vil altid være til stede hos mennesker, både fordi det er livsnødvendigt i en kedelig og grå hverdag, men også fordi det er noget der kan nydes og opleves i specielle øjeblikke. Netop derfor giver det også mening, at forfattere og kunstnere altid har valgt at skrive om mad, og bruge det til at beskrive noget abstrakt.  

Mathilde Thusgaard