#viædervoresegetlort

Wikipedia er ikke altid den mest pålidelige kilde, men vælger man alligevel at søge på ordet 'mad', giver encyklopædien følgende beskrivelse af begrebet: "Mad er en essentiel energikilde for både mennesker og dyr." Selvom vi ikke stoler fandens meget på hjemmesiden, kan vi godt se, at dette er sandt. Mad er menneskets kilde til energi. Mad er proteiner, kulhydrater og fedt, vitaminer og mineraler. Det er, hvad mad består af. Mad er ikke andet end det. Den betyder alligevel alt muligt andet for os, selvom den blot er kemiske forbindelser som skal spaltes til gavn for kroppens energiniveau og genopbygning.

I julen høres de gamle, kendte julemelodier om og om igen, til jeg får lyst til at høre dødsmetal for at veje op for den sukkersøde, halvkvalme musik, mens jeg igangsætter forberedelserne af den største årlige udvidelse af min mavesæk, der skal finde sted juleaften. Som det eneste ved julen, fryder madtraditionerne mig. Jeg ved, når december måned nærmer sig, at jeg igen skal til at spise flæskesteg, andesteg, rødkål, risengrød med kanelsukker og tilnærmelsesvis drukne mig selv i litervis af brun sovs, hvilket der jo er tradition for her i Danmark.

Julemaden, især flæskestegen, kender vejen til mit hjerte - denne går nemlig gennem min mave i december måned. Sværdenes knæk vækker forløsning og fjerner spændingen i min krop, når jeg som det første efter serveringen af en flæskesteg kaster mig over det sprøde, ovnbagte grisehud, som tidligere omsluttede grisen, da den stod i stalden. Jeg når aldrig at skære den halvblævrende fedtkant af den aflange, rynkede pind af hud, selvom familiemedlemmer gang på gang blander sig i, hvad jeg har på min tallerken og med rynket pande fortæller mig, at den er usund. Jeg har nemlig travlt. Jeg skal videre til selve flæskestegen, som er fantastisk sammen med rødkålen og den brune sovs, der ikke må spares på. De kartofler, der ligger på min tallerken, bader i bogstavligste forstand i væsker fra svinets kød og i sovsen. Havde jeg været alene, ville jeg have spist maden med hænderne, fordi gaflen ikke kan tilføre min mund mad så hurtigt, som jeg vil have den. Det lyder halvvejs frastødende, men jeg finder en lykke i at oparbejde en sult fra klokken ti om morgenen den 24. december, der skal forløses i et ædegilde, når klokken slår aftensmadstid samme dag.

Min bror og jeg bliver altid enige om, at vi er vikinger. Vi er dyr, der spiser dyr. Vi er mænd. Mænd, som dem fra sagatiden, for vi er vilde og ubehøvlede til stor afsky for vores familie, når vi indtager mad den aften Jesus blev født. Ja, vi æder rent ud sagt, som var vi magtfulde mænd fra sagatiden. Maden var dengang symbol på høj status og magt. Det dyriske, mandige og overfloden var noget positivt - jo vildere man flåede kødlunser af et helstegt dyr, des bedre gjorde man det som viking. En holdning, den barokkanske kunstner Jan Steen mener, vikingerne fra sagatiden havde, fordi de ikke vidste bedre. De levede forfængeligt med bekymringer om at overgå hinanden i mandighed, magt og status, der bevirkede, at de aldrig ramte den afgrund af frihed fra de kulturelt pålagte former, som ville have fået dem til at reflektere over livet som menneske. Målet om at opnå magt og status er et iscenesat tidsfordriv, som dækker over, at tilværelsen i bund og grund er tom.

Det er en tomhed Jan Steen prøver at beskrive ved det forfængelige og syndige i mad. I sit maleri 'Den tøjlessløse husstand' giver han et blik ind i et hjem præget af overflod. Familien i hjemmet lever et løssluppent liv. De drikker vin og spiser frugter og skinke, mad og drikke som ikke var allemandseje for 3-400 år siden, og det viser, at familien er rig og nyder tilværelsen. Men gennem symboler som stok og krus, som man ved eftertanke vil forbinde med en fattig tigger, postulerer Jan Steen, at rigdommen er forfængelig, og at den vil forgå. Drengen, der afviser en tigger ved døren, er med til at understrege, hvor forkert og umoralsk familien lever. De tænker ikke på deres næste. Deres liv leves naivt i tomhed for refleksion over det forgængelige liv.

I kontrast til barokkaneren helliger romantikeren Emil Aarestrup den sanselige nydelse ved et godt måltid. Maden er ikke en kilde til synd, som den var, da Adam og Eva spiste af æblet. Tværtimod er maden en kilde til nydelse og glæde. Aarestrups digt 'En middag' er præget af erotik og kærlighed. I digtets første strofe beskrives forellen, en ørred, som sprællende og stiv. Forellen kan betragtes som et fallossymbol. Altså et erotisk, seksuelt symbol. Ligeledes vil appelsinens søde skive i purpurmundens indfatning kunne symbolisere kvindens skede. Aarestrup sætter mad i forbindelse med erotik og nydelse, og ophøjer det jordiske - kvinden i form af maden - til "en guddommelig erstatning". Hans beskrivelse af mad er med andre ord ikke neutral. Den bliver et sanseligt og kunstnerisk motiv. Han sanser maden gennem øjnene, som han sanser kvindens skønhed.

Sansningen af maden gennem øjnene er også en populær ting i dag. Intet mindre end 140 millioner billeder på Instagram er blevet hashtagget '#food'. Taster du 'mad' i søgefeltet på Googles hjemmeside, ledes du videre til et utal af hjemmesider, hvor du kan finde i tusindvis af opskrifter til lækre retter. Tænder du for fjernsynet, når du spiser morgenmad, bliver du mødt af kokke i et køkken på TV2's Godmorgen Danmark, som skal inspirere dig til at lave god og sund mad. Mad fylder meget i det moderne menneskes liv. Udover at være en basal livsnødvendighed og et fysiologisk behov, er mad i dag også en kanal til selvrealisering og selviscenesættelse.

Udtrykket 'du bliver, hvad du spiser' er blevet tvetydigt, fordi man nu ikke kun sundhedsmæssigt kan spejles i sin indtagelse af føde men også kulturelt og socialt er et produkt af den mad, man spiser. Man bliver anerkendt, hvis man kan træffe individuelle valg, og man signalerer via sit personlige valg af mad, hvem man er, som person. Valget mellem discount-juice og dyr økologisk juice har næsten ligeså stor betydning for ens identitet, som valget mellem en Citroën Berlingo og en Audi A6.
Mad har tilmed fået sin egen måleenhed. Mange mennesker går op i eget udseende og sundhed og gør måltider op i mængden af kalorier. De holder regnskab over, hvor meget de har indtaget og overskrider de den grænse, de har sat for dem selv, har de ifølge - ja, dem selv - spist for meget. Det er forfængeligt, om man vil. I en helt anden boldgade findes de mennesker, som følger en "hellere skide det ud end smide det ud"-mentalitet. Mennesker som kunstneren Jan Steen kritiserer for netop at være dem, der lever i forfængelighed. De 'tøjlesløse' laver og spiser alt for store mængder mad, bare fordi der er midler til det. Den materialistiske overflod forblænder disse mennesker, fodrer dem med falsk lykke og leder dem væk fra refleksionen over den dybere mening med livet. Kulturen har formet maden til et komplekst fænomen. Mad er blevet meget mere end mad.

Mad er gået fra blot at være føde til at have merbetydning. Det ellers naturlige fænomen, mad, er blevet til et kulturelt fænomen. Mennesker har gennem tiden tillagt mad merbetydning på baggrund af religion og livssyn. Maden forstås ud fra, hvor vi kommer fra. Mennesker har en kulturbåren forforståelse af mad. Som det klassiske eksempel kan her nævnes brødet og vinen, som indenfor kristendommen er et symbol på Jesu legeme. Det er et symbol, som længe har eksisteret, men som ikke alle kender til. En muslim eller en buddhist ville formentlig næppe kunne associere et stykke brød og en flaske vin med legemet af de kristnes Guds søn. Madens merbetydning og den kulturbårne forforståelse af maden er besværlig at have med at gøre. Per Højholt sammenligner da også brugen af symbolik med at æde sit eget lort.

Det kan næsten med sikkerhed siges, at Jan Steen ville vende sig i graven, hvis han så nutidens teenagepigers Instagram-billeder af dyr café-mad. Forfængelige, det er vi i dag, faktisk lidt ligesom vikingerne var det i sagatiden. Man vinder høj social status i at spise noget mad, lav social status i anden slags mad. Tag for eksempel bare en købe-pizza fra Fakta og sammenlign den med restauranten Noma - der er tusindvis af klasser til forskel, og man er bare meget mere, hvis man spiser på Noma frem for at smide købepizzaen i ovnen.

Mennesket har evolutionært udviklet et belønningssystem, når mad spises, hvilket nok er grunden til at mad er blevet forbundet med så mange ting i kunsten og litteraturen. Djævlen lokker mennesket til synd gennem maden, maden er ligeså skøn som elskov, det er Gud, der har skænket os vort daglige brød, og jo mere og dyrere mad vi spiser, des højere social status opnår vi. Der er mange eksempler på, hvilken betydning maden har haft og har i dag. Men hvorfor ikke bare nyde maden, for hvad den er, og lade være med at æde vores eget lort? Det kan være sværere end som så. Vi kommer nok aldrig af med den forbandede lort, for da jeg spurgte min bror, hvad han havde at sige til mine forklaringer om, at vi føler os som vikinger, når vi spiser flæskesteg, sagde han: "Det er jo ikke engang løgn. Det er det, vi inderst inde tænker, når vi sidder og smovser."

- Malthe