Modstå fristelser i juletid

Smagen af kanel er så gennemtrængende, at den bedøver mine smagsløg. En eksplosion af jul er sket i min mund, det får mig til at tænke på min mormor og julebag. De to ting går for mig hånd i hånd. Der er altid nybagte småkager, boller eller andet, når jeg besøger hende. Mon den også får andre folk til at tænke på julebag og mormor. Måske her i Danmark fordi julen for os er vores hyggeligste højtid, hvor familien er samlet og flæskesteg, brun sovs og kartofler er en del af menuen i en hel måned. Julefrokoster, sild, æg, fiskefileter, karrysalat, rugbrød, franskbrød. 
Jeg tager en bid mere, men denne gang er jeg mere påpasselig. Derfor tager jeg kun en lille bid, og eksplosionen er knapt så stor denne gang. Det skyldes måske at jeg ved, hvad jeg skal forvente af pølsen. Den forventede smag af kanal, som alligevel ikke var så forventet, da der står blodpølse på indpakningen.  

Man skulle tro den smagte af blod. Den smager i hvert fald ikke, som jeg troede, den ville smage. Nogen gange overrasker maden jeg putter i munden mig.
Ikke fordi jeg ville bryde mig om, hvis den smagte af blod, men den lå i det ellers tomme køleskabet hos min bror. Hvorfor det var det eneste pålæg han har, ved jeg ikke.
Jeg tager en bid mere, men denne gang ikke så forsigtigt, for jeg er ved at vænne mig til smagen af den stærke men samtidig søde kanel. Konsistensen er heller ikke om jeg havde forestillet mig. Den er mere blød end forventet. Måske er det fordi, der ikke er ligeså meget kød i, som i en almindelig pølse. Her i er der både tilsat blod og kanel. Gad vide om det gør den sundere end en almindelig pølse. Jeg er egentlig ligeglad, for antallet af kalorier og indholdet af fedt spiller ingen rolle for mig. Bare jeg ikke går hen og sprækker af at spise for meget pøle ligesom Else i digtsamlingen Halfdans ABC fra 1967 af Halfdan Rasmussen.
Hun var så glad for pølse, at hun ikke kunne modstå fristelsen og blev ved med at spise dem dagen lang, indtil hun sprak. Et digt der for mange er kendt fra barndommen. Nok mest for personer med forbogstavet E, men jeg tror, alle har hørt det før og har et forhold til det. For mig har forholdet altid været, at det var et humoristisk digt vi fik læst op i folkeskolen. Ikke et digt jeg har tænkt nærmere over, måske fordi det er et digt fra barndommen, som jeg sjældent hører noget til længere. Ikke fordi det er helt glemt i den danske litteratur, men fordi jeg hverken har mindre søskende eller børn i min omgangskreds.
Jeg ved ikke om Halfdan Rasmussens mening med dette digt har været at gøre det humoristisk og uden noget større budskab, men nu hvor jeg er blevet ældre, kan jeg forstå digtet på flere måder.
En af måderne at forstå digtet på, er at Else er meget glad for pølser. Rettere sagt: hun elsker pølser, det står direkte på de to første linjer. Hun kan ikke få nok og spiser derfor indtil hun sprækker. I overført betydning betyder det, at fristelsen for mad kan være så stor at den fører til død. I virkeligheden kan overspisning også føre til død. Dog ikke fordi man sprækker, men fordi man dør af fedme. Men samtidig kan manglende mad også føre til død.
Derfor er mad både et symbol for liv og død. Men pølsen kan i dette tilfælde også betyde noget helt andet, som jeg ikke vil gå i dybden med. Det eneste jeg vil sige om den læsning på digtet er, at den ikke er passende på et børnedigt. Maden er her et symbol på noget erotisk, ligesom mad har været det i litteraturen lige siden biblen blev skrevet, og Eva tog en bid af æblet i Edens have. Brugen af mad i litteraturen har altid være normalt, da det er noget vi alle kan perspektivere til, derfor er det nemt at få en følelse frem i folk. Som for eksempel at benytte chokolade som et symbol på noget andet man fristes efter. Den søde og runde smag, der får mundvandet til at løbe. Smagen af mere, hvor fristelsen står overfor fornuften.
Maden blev også malet i antikken som stilleben, hvor maden var stillet op på et bord. Maden på disse stilleben symboliserede også andre ting end blot maden i sig selv.

Jeg tager min sidste bid af pølsen, som jeg får tvunget ned. Nu er jeg mæt. Jeg mærker min mave spænde så mæt jeg er, og det føles som om jeg har spist en halv gris før den blev til blodpølse. Den strækkende fornemmelse i mit maveskind for mig til at løfte min trøje og se om jeg er sprækket, selvom jeg godt ved jeg ikke er. Jeg tror ikke engang man kan sprække af at spise for meget.
Eftersmagen af blodpølsen bliver sidende i min mund. Igen mærker jeg julestemningen suse igennem mig. Sneen daler, kulden fryser søen til is, lyskæderne får træerne i parken til at se levende ud. Dansende i den klare, mørke julehimmel med funklende stjerner som de tre vise mænd brugte som GPS. Datidens GPS. Dem ville ingen benytte sig af i dag. Det er egentlig en skam. Jødekager, julekugler og julekage. Magen knurrer og munden løber i vand. Men jeg må ikke. Jeg er mæt. Jeg må modstå fristelsen, så jeg ikke sprækker som Else.

- Camille Brinch