Hvad er en god historie egentlig?

En god historie. Ja, hvad skal den i grunden handle om? Det spørgsmål har jeg diskuteret med mig selv en masse gange. Det kan være utrolig svært at sætte ord på hvordan en historie helt præcist skal være, nu hvor der både findes sjove, spændende og fascinerende historier, eller det er i hvert fald de tre kategorier jeg har valgt, at inddele en god historie i, men hvor starter en god historie så henne? og for mig starter de bedste historier altid på den usle fastfood restaurant, MacDonalds som til dagligt bliver tiltalt ”Maccen”.

Den 25/02 – 2013 er det igen blevet tid til den månedlige bustur til ”Maccen”. Vi går i rask tempo fra gymnasiet og ned til bussen. Vejret koldt, og solen prøver desperat på, at snige sig igennem den overskyede himmel, men hvem fanden lægger mærke til det udover mig? Jeg vil godt vædde med, at størstedelen af drenge fra klassen kniber det ene øjenbryn sammen og tænker” Hvaaaaa, er Morten ved at blive bøsse eller hvad?” eller den klassiske sætning ”Ha, gaaaaaaaaaaay”. Mine observationer og betragtninger af naturens gang blev lige pludselig fuldstændig ligegyldig, da Arthur og jeg besluttede os for at bombe Malthes selvtillid med spydige spørgsmål og kommentarer, om f.eks. Malthes nye look med hans læderjakke, som ikke ligefrem matcher den kærlige person, som han jo er. Hvis jeg kender Malthe ret er jeg sikker på, at Malthe har balls nok til at håndtere mig og Arthurs barnligheder, som en mand, men hvem ved? Nu er det vist blevet tid til rette min fokus tilbage på mit emne ”Historier”, så sidesporet ikke fører til et stop i et helt andet land.  Malthe, Arthur og jeg ender så med at ankomme til ”Maccen” og inden historierne rigtigt bliver slynget ud, starter den sædvanlige diskussion om hvem der skal hente cola. Det varer ikke længe før de højlydte grin overrumler den hyggelige små snakken, som altid plejer at være der inden vi kom, og de mange minutter flyver af sted, med sjove historier fra tidligere bedrifter og erindringer der mindes fra datidens fester. Igen i dag er jeg positivt overrasket over MacDonalds evne til, at få mig til at slynge den ene historie ud efter den anden, god som dårlig, men oftest gode.

Nu hvor gode og dårlige historier er på talefod kommer Johan Dissing fra min klasse ind i billedet. Johan Dissing, 18 år, bopæl i Egå og er i mine øjne klassen største kritiker af historier. Jeg har altid været lidt fascineret af den måde Johan i starten kunne lade som om han kunne lide de vilde og ukontrollerede drengerøvs historier, og det skal da ikke være nogen hemmelighed, at efter som Johan begyndte at give vores historier point fra 1-10, har en god historie om weekendens bedrifter ikke været den samme! Nu kan det godt lyde, som om Johan er nederen og kedelig, men det kan jeg love dig for han ikke er! Mht. til hans syn på historier kan godt følge ham lidt hen ad vejen, når han konfronterer os med vores manglende situationsfornemmelse og lamme historier som af og til går over gevind, men Johan når der først er hul på åren er det sgu svært, at stoppe igen.

Efter jeg har skrevet på mit blogindlæg, kan jeg klart konkludere at en ekstrem brandert historie, til hver en tid slår historien om, at have skrevet to SRP opgaver inden for kort tid. Til sidst vil jeg stille alle eleverne i 1.z og helt specielt Johan spørgsmålet, ”hvad er en god historie egentlig?”

af Morten

Sådan noget om lærere

Så blev det godt nok Mathilde den 3. (mit selvopfundne tilnavn)’s tur til at skrive et indlæg til bloggen. Og efter at have gået og grublet lidt over noget relevant, har jeg fundet et emne, som jeg gerne vil dele med jer:

Jeg kan huske for et par måneder siden, i forbindelse med en dansktime i klassen, hvor det blev afsløret at der befinder sig et bordfodboldbord på gymnasiets lærerværelse. Jeg tror at den simple information kom en lille smule bag på os alle sammen. Det er nemlig ikke det første man forestiller sig, når man tænker på hvad lærerne foretager sig i pauserne. Men hvorfor egentlig ikke? Hvad er det der gør, at min forestilling af en gymnasielærer primært viser en kop kaffe og en stor stak matematikbøger? 

Danmark adskiller sig utroligt meget fra nogle lande, når det kommer til skole. I Tyskland er det påkrævet at man tiltaler sin lærer ved efternavn. I Frankrig skal man stille sig op bag stolene, idet læreren træder ind i klasselokalet. På engelske privatskoler må lærerne oven i købet stadig bruge vold overfor eleverne! Generelt er forholdet mellem lærere og elever en del mere køligt og distanceret andre steder, end det er i det danske samfund.
Jeg er venner med flere af mine gamle lærere på Facebook, og sætter mig gerne og småsnakker lidt med nogle af dem, hvis vi støder på hinanden. Jeg kom endda til, engang i tredje klasse, at kalde min lærer for ”Far”. Han var, i mine øjne, en gammel mand, og højt værdsat af hele 3.E. Alligevel husker jeg tydeligt hvordan mit ansigt kogte over, og ønsket om hurtigt og smertefrit at synke i et hul.
Selvom min reaktion ikke ligefrem viste sikkerhed, må man da sige at det kun kan være et tegn på tryghed. Og hvis man sagtens kan opnå sådan en tillid og et kendskab til sin lærer, hvordan kan det så være at en hel klasse kan blive overrasket over det faktum at der er et bordfodboldbord på lærerværelset? Hvorfor kan vi stadig ikke se bort fra fordomme, film og gamle historier fra bedsteforældre, der alle sammen ser læreren som en fremmedgjort alien fra Mars?

Efter at have tænkt lidt over det, er jeg nået frem til en mulig konklusion. Bedømmelsen. Det er enhver lærers job, både gymnasie og folkeskole, at afveje og evaluere enhver elev. Personligt tror jeg at der er denne faktor, der skaber det distancerede forhold mellem en lærer og en elev.
Det er altid hårdt at blive bedømt og kritiseret, hvilket gælder for alle mennesker. Hver eneste dag skal skoleelever være opmærksomme på hver enkelt handling eller udtalelse, for tænkt nu hvis læreren hørte det, og syntes det var dumt?
Jeg tror måske man kan sige, på et eller andet plan, at vi alle sammen en smule bange for at lade en lærer komme ’’for tæt på’’. Frygten for at en lærer pludselig ser sider af én selv, de ikke bryder sig om og bedømmer derefter, er ikke altid til at få øje på, men den er der.

Efter min mening vil sådan noget aldrig ændre sig. Men hvem ved, måske ser jeg selv anderledes på tingene, efter 3 år på Egå Gymnasium? Måske bliver det den stakkels censor til en sidste eksamen, der må stå model til at blive tiltalt som ”Mor”.
Meen, for min vedkommende sker det nok ikke før vi finder en hoppeborg på rektors kontor… J



 Mathilde Thusgaard Kristensen

Akavethed

Hej – Jeg er akavet

Akavet – forekommer upraktisk, forkert eller bagvendt og evt. fremkalder forlegenhed.

Kære venner! Jeg håber, I alle har haft en rigtig dejlig ferie, hvad end I så har lavet i denne uge væk fra skolebænken.

Jeg har i lang tid gået og spekuleret på, hvad jeg i alverden skulle skrive om, når det engang blev min tur til at kreere et blogindlæg til vores fælles blog. For det skal vel både være noget om mig, men samtidig noget, I alle kan relatere til. Gad vide hvordan det kommer til at gå…

Kender I det at blive midtpunktet i en virkelig pinlig situation? Så kender I nok også til det faktum, at det er utrolig underholdende at overvære sådanne situationer fra sidelinjen.

Jeg vil ikke skrive om dem, der overværer eller dem, der bliver pinligt berørte. Jeg vil skrive om den person, der kan være årsag til at folk kommer i en forlegen situation. Det er nemlig ofte mig.

Jeg kan faktisk være vildt meget akavet, hvis jeg beslutter mig for det. Og det beslutter jeg mig tit for at være. Bare for sjov. Nogle gange sker det også, at jeg gør det ubevidst.

Min specialitet, når jeg vil bringe folk i forlegenhed, er at give mig til at kigge på dem med et stort smil uden at fortrække en mine i meget lang tid. Det kan bringe selv de bedste helt ud af fatning (nogle af jer er måske allerede blevet udsat for det).

Det er meget morsomt at udføre i praksis, især fordi jeg er klar over, at det er mig og kun mig, der er skyld i denne akavet stemning, der hurtigt breder sig. Har I prøvet det? Det skulle I faktisk tage at gøre.

Hændelsen skete ikke for tre dage siden, men dog for ganske nylig. Jeg var i drillehumør og trængte til forlegenhed i tilværelsen. Jeg udtænkte mig et bytte, som en ægte jæger på rov! Der var ingen samtale i gang, og bedst af alt kender personen mig ikke helt vildt godt. Jeg satte mig ved siden af personen og kiggede på hende med mit største og bedste smil. Det blev meget hurtigt ret akavet for personen. Det var så tydeligt. Personen kiggede på mig og kiggede hurtigt væk for så at kigge på mig igen, for lige at tjekke om jeg stadig kiggede på personen, og kiggede så hurtigt væk igen. Jeg skraldgrinede indeni!

Jeg joker tit med andre om socialt akavethed, hvor det fremstilles som noget negativt. I samfundet stræber man ikke efter at være akavet, fordi man derefter stemples som at være socialt akavet, der ikke kan begå sig blandt andre mennesker, og måske dømmes til at være mindre intelligent. Derfor stræber vi alle efter at undgå at være akavet, fordi man ikke vil være den, folk griner af.

Men hvis man i stedet for at distancerer sig fra akavethed, tager den til sig, og benytter den som et våben eller underholdning er man netop ikke socialt akavet, fordi man manipulerer med akavethed så man netop er det omvendte af socialt akavet.

Med ovenstående har jeg lige argumenteret for at jeg ikke er socialt akavet, men hvis du er en af dem jeg stirrer på, kan jeg godt forstå, hvis det bare lyder som en undskyldning for at være akavet.

Men nu må I ikke dømme mig - jeg er bevidst omkring det faktum, at jeg er et ondt menneske, hvilket er noget jeg forsøger at bekæmpe hver dag ved at være så flink som muligt og smile lidt for meget - men jeg elsker at bringe folk i forlegenhed!

Mathilde Fjord Svendsen

Spisepauser

Det der med spisepauser

Jeg har tænkt over en ting.
   Hvordan er det muligt at noget som spisepauser, kan føre til så vilde ting som at seks piger nu render rundt med et projekt om at bage 100 fastelavnsboller? Vores spisepauser ender altid ud i store diskussioner om alverdens ting. Et ord kan sætte gang i store projekter. Hvilket egentlig også er grunden til at vi render rundt med dej og kagecreme til halsen lige nu. En helt almindelig spisepause i klassen, hvor en af pigerne lige smed en kommentar som lød ’’Fuck jeg kunne egentlig godt spise en fastelavnsbolle!’’ førte til denne mesterlige plan. Faktisk synes jeg altid vi ender med at snakke kage, hvad der ligger i det, ved jeg nu egentlig ikke lige.

Men nok om det, her er vi så, efter en længere planlægning, i gang med at bage 100 fastelavnsboller.

En typisk spisepause i 1.z, drengene er smuttet i kantinen, pigerne sidder tilbage i klassen. Fordelt over to borde. Allerede nu, ved at vi at det er vores trygge rammer, det er sådan her hver spisepause er. Tænkt engang hvordan det ville være hvis vi ikke sad i vores ’’grupper’’ eller hvis vi rent faktisk bevægede os ned i kantinen? Klassen og de 5 dejlige piger som jeg stort set tilbringer hver eneste spisepause med, er blevet en vane som ikke skal brydes. De dage hvor vi har bioteknologi eller kemi i 2.- og 3. modul, ender vi nu med at sidde i kantinen.  Der bliver altid smidt kommentarer som: ’’ej det er underligt det her… ’’ Kantinen og os, no-go!

Nu sidder jeg selv og siger, den vane skal bare ikke brydes! Men hvad ville der overhovedet ske? Hvordan ville det være hvis vi lige pludselig ikke sad sammen, og sad nye steder… Det er ikke engang noget vi har prøvet, da vi begyndte at sidde sammen, var det bare sådan det skulle være. I princippet kan det være lige så godt at sidde med nogle andre, frygten er vel at det ville være for fjernt. Vi ville mangle at kunne sige de mærkelige ting, som vi ellers ville sige. Fordi, underlige ting, det bliver der i hvert fald sagt! Altså siden man kan sige at man har lyst til fastelavnsboller, og så ende med at bage 100, så må der vel være et eller andet galt.

Spisepausen er højdepunktet på dagen, mest fordi man ved at det er sjovt at sidde med de personer som man er vant til. Personligt ved jeg, at en spisepause aldrig er kedelig! Fordi når  forskellige personligheder samles, hver eneste dag, kommer der nogle ret geniale ting ud af det! Såsom at fire personer lige nu står og ruller dejen ud til vores første fastelavnsboller, hvilket er første skridt på vej mod de 100. Vi tager kampen op og holder stadig humøret højt!

Men måske skulle man prøve at flytte sig et andet sted hen, det kan være at nogle ligeså geniale ting kommer ud af det. Det skader vel ingen at prøve, nu handler det jo bare om at gøre det.

-Maria Louise Køpfli