Sådan noget om lærere

Så blev det godt nok Mathilde den 3. (mit selvopfundne tilnavn)’s tur til at skrive et indlæg til bloggen. Og efter at have gået og grublet lidt over noget relevant, har jeg fundet et emne, som jeg gerne vil dele med jer:

Jeg kan huske for et par måneder siden, i forbindelse med en dansktime i klassen, hvor det blev afsløret at der befinder sig et bordfodboldbord på gymnasiets lærerværelse. Jeg tror at den simple information kom en lille smule bag på os alle sammen. Det er nemlig ikke det første man forestiller sig, når man tænker på hvad lærerne foretager sig i pauserne. Men hvorfor egentlig ikke? Hvad er det der gør, at min forestilling af en gymnasielærer primært viser en kop kaffe og en stor stak matematikbøger? 

Danmark adskiller sig utroligt meget fra nogle lande, når det kommer til skole. I Tyskland er det påkrævet at man tiltaler sin lærer ved efternavn. I Frankrig skal man stille sig op bag stolene, idet læreren træder ind i klasselokalet. På engelske privatskoler må lærerne oven i købet stadig bruge vold overfor eleverne! Generelt er forholdet mellem lærere og elever en del mere køligt og distanceret andre steder, end det er i det danske samfund.
Jeg er venner med flere af mine gamle lærere på Facebook, og sætter mig gerne og småsnakker lidt med nogle af dem, hvis vi støder på hinanden. Jeg kom endda til, engang i tredje klasse, at kalde min lærer for ”Far”. Han var, i mine øjne, en gammel mand, og højt værdsat af hele 3.E. Alligevel husker jeg tydeligt hvordan mit ansigt kogte over, og ønsket om hurtigt og smertefrit at synke i et hul.
Selvom min reaktion ikke ligefrem viste sikkerhed, må man da sige at det kun kan være et tegn på tryghed. Og hvis man sagtens kan opnå sådan en tillid og et kendskab til sin lærer, hvordan kan det så være at en hel klasse kan blive overrasket over det faktum at der er et bordfodboldbord på lærerværelset? Hvorfor kan vi stadig ikke se bort fra fordomme, film og gamle historier fra bedsteforældre, der alle sammen ser læreren som en fremmedgjort alien fra Mars?

Efter at have tænkt lidt over det, er jeg nået frem til en mulig konklusion. Bedømmelsen. Det er enhver lærers job, både gymnasie og folkeskole, at afveje og evaluere enhver elev. Personligt tror jeg at der er denne faktor, der skaber det distancerede forhold mellem en lærer og en elev.
Det er altid hårdt at blive bedømt og kritiseret, hvilket gælder for alle mennesker. Hver eneste dag skal skoleelever være opmærksomme på hver enkelt handling eller udtalelse, for tænkt nu hvis læreren hørte det, og syntes det var dumt?
Jeg tror måske man kan sige, på et eller andet plan, at vi alle sammen en smule bange for at lade en lærer komme ’’for tæt på’’. Frygten for at en lærer pludselig ser sider af én selv, de ikke bryder sig om og bedømmer derefter, er ikke altid til at få øje på, men den er der.

Efter min mening vil sådan noget aldrig ændre sig. Men hvem ved, måske ser jeg selv anderledes på tingene, efter 3 år på Egå Gymnasium? Måske bliver det den stakkels censor til en sidste eksamen, der må stå model til at blive tiltalt som ”Mor”.
Meen, for min vedkommende sker det nok ikke før vi finder en hoppeborg på rektors kontor… J



 Mathilde Thusgaard Kristensen