Spisepauser

Det der med spisepauser

Jeg har tænkt over en ting.
   Hvordan er det muligt at noget som spisepauser, kan føre til så vilde ting som at seks piger nu render rundt med et projekt om at bage 100 fastelavnsboller? Vores spisepauser ender altid ud i store diskussioner om alverdens ting. Et ord kan sætte gang i store projekter. Hvilket egentlig også er grunden til at vi render rundt med dej og kagecreme til halsen lige nu. En helt almindelig spisepause i klassen, hvor en af pigerne lige smed en kommentar som lød ’’Fuck jeg kunne egentlig godt spise en fastelavnsbolle!’’ førte til denne mesterlige plan. Faktisk synes jeg altid vi ender med at snakke kage, hvad der ligger i det, ved jeg nu egentlig ikke lige.

Men nok om det, her er vi så, efter en længere planlægning, i gang med at bage 100 fastelavnsboller.

En typisk spisepause i 1.z, drengene er smuttet i kantinen, pigerne sidder tilbage i klassen. Fordelt over to borde. Allerede nu, ved at vi at det er vores trygge rammer, det er sådan her hver spisepause er. Tænkt engang hvordan det ville være hvis vi ikke sad i vores ’’grupper’’ eller hvis vi rent faktisk bevægede os ned i kantinen? Klassen og de 5 dejlige piger som jeg stort set tilbringer hver eneste spisepause med, er blevet en vane som ikke skal brydes. De dage hvor vi har bioteknologi eller kemi i 2.- og 3. modul, ender vi nu med at sidde i kantinen.  Der bliver altid smidt kommentarer som: ’’ej det er underligt det her… ’’ Kantinen og os, no-go!

Nu sidder jeg selv og siger, den vane skal bare ikke brydes! Men hvad ville der overhovedet ske? Hvordan ville det være hvis vi lige pludselig ikke sad sammen, og sad nye steder… Det er ikke engang noget vi har prøvet, da vi begyndte at sidde sammen, var det bare sådan det skulle være. I princippet kan det være lige så godt at sidde med nogle andre, frygten er vel at det ville være for fjernt. Vi ville mangle at kunne sige de mærkelige ting, som vi ellers ville sige. Fordi, underlige ting, det bliver der i hvert fald sagt! Altså siden man kan sige at man har lyst til fastelavnsboller, og så ende med at bage 100, så må der vel være et eller andet galt.

Spisepausen er højdepunktet på dagen, mest fordi man ved at det er sjovt at sidde med de personer som man er vant til. Personligt ved jeg, at en spisepause aldrig er kedelig! Fordi når  forskellige personligheder samles, hver eneste dag, kommer der nogle ret geniale ting ud af det! Såsom at fire personer lige nu står og ruller dejen ud til vores første fastelavnsboller, hvilket er første skridt på vej mod de 100. Vi tager kampen op og holder stadig humøret højt!

Men måske skulle man prøve at flytte sig et andet sted hen, det kan være at nogle ligeså geniale ting kommer ud af det. Det skader vel ingen at prøve, nu handler det jo bare om at gøre det.

-Maria Louise Køpfli