Undervisningsmetoder - hvad nu med det?

Tja..  Nu er det så blevet min tur til at skrive blogindlæg. Jeg har længe gået og tænkt over hvad jeg dog skulle finde på at skrive om når min tur kom, det gjorde den så og efter lang tids overvejen, kom jeg så på en eller anden måde til at tænke over de forskellige undervisningsmetoder, der bliver brugt i de forskellige fag, og hvordan de forskellige lærer bruger vidt forskellige måder at undervise på, og igen hvordan de metoder adskiller sig fra dem der bliver benyttet i folkeskolen og i undervisningen før i tiden.

Da jeg først startede her på gymnasiet blev jeg en smule overrasket over, at vi i nogle fag blev introduceret til nogle helt nye undervisningsmetoder. Et eksempel på dette er min tysklærer, Mathilde, hun bruger nogle helt andre metoder end jeg før har været vant til. Nu ved jeg selvfølgelig ikke hvordan det er på de andre hold, men hos os er det en meget aktiv undervisning med masser af gruppearbejde (matrixgrupper), walk and talks og en enkelt gang har vi også været udsat for at skulle spille skuespil. Nu er Mathilde jo også dramalærer, og det bruger hun meget i vores undervisning.

Nu er det selvfølgelig ikke kun i tysk der er anderledes undervisningsformer end jeg før har været vant til i folkeskolen, men noget jeg synes er meget karakteristisk ved undervisningen på gymnasiet er, at vi arbejder meget i grupper.

I mit tilfælde arbejdede vi i folkeskolen hovedsageligt alene, sad på vores pladser og arbejdede på forskellige lidt ensformige opgaver, det var selvfølgelig forskelligt afhængigt af hvilket fag der var tale om, men det var oftest sådan det foregik. Når vi så en sjælden gang fik lov til at arbejde i grupper, var vi heller ikke så seriøse som vi nok skulle have været, det tog i hvert fald sin tid før vi blev det. Det er mit indtryk at det også fungerede sådan de fleste andre steder, eller jeg er måske helt forkert på den her?

I andre fag som matematik og historie er tilgangen dog en lidt anden, og det er (går jeg ud fra) fordi det er meget besværligt, hvis ikke tæt på det umulige, at undervise på en så aktiv måde i de lidt mere hardcore boglige fag. Her er det en lidt mere slå røven i sædet, og hør efter hvad der bliver sagt metode, dog afløst af opgaver og walk and talks.

I forhold til de undervisningsmetoder der blev brugt tidligere, er der sket en drastisk forandring. Før i tiden skulle eleverne rejse sig når læreren kom ind i klassen, kun sige noget når de blev spurgt, rejse sig op når de sagde noget, der var udenadslære - og ikke noget med gruppearbejde her! Og gjorde man ikke som der blev sagt, så faldt hammeren og man kunne risikere at få en med spanskrøret. 

Som min bedstemor fortalte mig da jeg var lille, så var det en helt anden og meget strengere undervisningsform end vores nutidige mere humane system. 

Den gang var lærerne og eleverne heller dus, så det var hr eller fru lærer! For mig er det næsten ikke til at forestille mig en sådan hverdag. I folkeskolen kaldte min klasselærer, Majbritt, klassens elever for Sweetiepies og hun var næsten som vores anden mor. Hun foreslog mig endda, da hun fandt ud af at jeg skulle flytte til Aarhus midt i niende klasse, at jeg da bare kunne overnatte hjemme hos hende hvis jeg havde behov for det... 

Som afslutning kan jeg fortælle, at jeg syne,s at det system vi har her på gymnasiet helt klart fungerer bedst, det er i hvert fald at foretrække frem for de andre. Det er min mening, hvad synes i?

- Sara Munk Grøndahl 

Hvor er kontakten?

Hej kære venner i 1.z, så blev det min tur til at skrive et blogindlæg. Jeg har i lang tid gået og tænkt på, hvad jeg dog skulle skrive om. Og efter noget tid fandt jeg ud af et ”emne”. Jeg håber I vil finde det interessant, og at I muligvis kan relatere til det.

Kender I det når man mister kontakten til en ven eller veninde? Det gør jeg i hvert fald. Nu hvor jeg er startet på Egå gymnasium, har jeg især lagt mærke til hvor dårlig jeg er til at holde kontakten til mine gamle venner og veninder, og dermed miste dem. I løbet af de 16 år, som jeg har levet i, har jeg mistet kontakten til rigtig mange venner af forskellige grunde. Grundene til at kontakten forsvandt, er bl.a. pga. religion og flytning. 

Jeg havde engang en rigtig god veninde, så god, at jeg på det tidspunkt ville have betegnet hende som min bedste veninde. Vi havde samme interesser og hobbyer, og fungerede i det hele taget ret godt sammen. Indtil den dag, hvor hun fandt ud af, at jeg på ingen måde er kristen. Det endte i et stort skænderi, men vi blev dog alligevel venner igen, men det blev aldrig det samme som før. Det skal lige siges, at det viste sig, at min veninde var ekstrem kristen, og det var altså mere end jeg kunne holde ud. Det er rimelig anstrengende at være venner med en, som kigger underligt på dig, når du f.eks. siger: ”Ej, den er sku flot”, bare fordi at du kommer til at sige sku. Man måtte åbenart ikke bande i hendes nærvær, hvilket er ret svært for mig. Men hun tog heldigvis på efterskole og jeg har ikke snakket med hende ordentligt siden. Jeg har også haft en anden veninde, som jeg var rigtig gode venner med, men uheldigvis flyttede hun, og selvom at hun ikke flyttede særlig langt væk, har jeg kun set hende tilfældigt en gang siden. 

Efter jeg er startet på gymnasiet, har jeg været rigtig dårlig til at holde kontakten til mine venner, som ikke går på gymnasiet. Dem som jeg engang så mindst en gang om ugen, ser jeg nu kun måske en gang hver anden måned. Det er ikke fordi jeg ikke vil se mine gamle venner, det bliver bare ikke rigtig til noget. I dag burde det ellers ikke være så svært at holde kontakten med al den elektronik vi har. Vi har jo alle facebook og mobiler, man skal bare trykke på en enkelt knap, og så har man vennen eller veninden i røret.  Der er egentlig ingen undskyldninger, men jeg får det alligevel ikke gjort. Det er dog noget jeg har tænkt mig at blive bedre til, inden for ikke så længe. Har i samme problem som mig, eller er jeg den eneste, som ikke kan finde ud af, at holde kontakten til mine gamle venner og veninder?

Sofie Haulrik

”Lektier? Det kan vente til i morgen!”

Hej alle sammen! Jeg har for dette blogindlæg besluttet at skrive om noget, vi nok alle et eller andet sted kan relatere til, nemlig strukturering af tiden i vor dagligdag i forhold til en helt bestemt ting - lektier. I har måske bemærket, hvor tidligt dette blogindlæg er blevet lagt op, og dette er der da en overordentlig god grund til! LEKTIER! Vi hader dem, men kan ikke undgå dem (no offense til alle de lærere der nu måtte læse dette - I gør bare jeres job). Det ender typisk altid med, at man bare tænker: ”Det kan vente til i morgen”, men for en gangs skyld har jeg ufatteligt nok taget forskud på disse påtvungne tidsædere – hvilket jeg endda er blevet glad for.

I kender helt sikkert alle sammen følelsen af, at man bare ikke orker lektierne. Så længe der er den mindste smule fritid et senere tidspunkt før deadline, kan man godt liiiiiige skubbe dem der til. Sådan er det i hvert fald foregået gennem hele min skolegang. Afleveringer har altid ventet til dagen før sidste frist. Men hvorfor er det, at vi så tit laver alle de overspringshandlinger med at gå på Facebook og YouTube eller whatever i stedet for bare at tage det sure i en mundfuld og så komme videre? Ville vi så ikke få nemmere ved at sætte tid af til alt det sjove? Det har jeg besluttet at efterprøve!

Hele hurlumhejet omkring min nuværende ”trælse” situation startede så småt i søndags, da jeg endelig tog en ordentlig kigger på, hvordan det så ud med afleveringer til den kommende uge. Jeg vidste, at jeg overhovedet ikke ville have tid i den næste weekend, da jeg skulle til fødselsdag hos en efterskolekammerat og derefter være sammen med andre efterskolehoveder. Det måtte altså derfor hellere gøres klart, hvad der lå i vente for de næste dage. Okaaaay, semi-slem uge. Nå. Tja, det skulle vel nok være nogenlunde overkommeligt. Jeg erfarede dog hurtigt, at dette ikke bare var så lige til, idet den kommende dag havde flere afleveringer ventende. Vores danskaflevering var åbenbart allerede til den næste mandag, og da Rune efter snakken om Ninas indlæg kom hen imod mig, var jeg ikke et øjeblik i tvivl om, hvad han ville sige. ”Det er din tur næste gang”. Pis. Min hjerne gik fuldkommen i selvsving. Jeg fik et strejf af en af de tanker, om bare at droppe ud af skolen og blive professionel næsepiller i stedet – det virkede mere overskueligt. Min panikslagne tanker forårsagede så, at de næste mange minutter gik med at prøve og lave en eller anden distribueringsplan over, hvad der virkede som utroligt mange elevtimer, i stedet for at lytte til Runes snakken om taler og sprog (beklager!). Desværre er panik ikke et særlig godt grundlag at lægge planer på, og det hele blev derfor, rent ud sagt, ikke til en skid.

Senere da jeg sad foran skærmen derhjemme, var jeg ved at overveje, om man måske bare skulle aflyse alt for weekenden, så der var mere tid til afleveringerne. Jeg var så småt gået i gang med den daglige rutine med først at tjekke Fjæsbog, se adskillige latterlige videoer igennem etc., og da gik det op for mig. Hvis nu jeg droppede at bruge så meget tid på ligegyldige ting, og lod være med at udskyde tingene til sidste øjeblik, kunne jeg vel ligesom sagtens få lavet de afleveringer. Hvis jeg bare kunne se at komme i gang i stedet for at lave det hele til noget uoverskueligt, skulle det vel nok blive en realitet? Denne åbenbaring ledte dermed til, at jeg for en gangs skyld nu afprøver, hvordan det er at lade de vigtigere ting komme først i rækken. Jeg sidder derfor og skriver dette indlæg nu, og jeg er hverken stresset eller sur over det på nogen måde. Det er faktisk slet ikke så slemt, som man skulle tro!  

En lektie er populært beskrevet, som noget man lærer noget af, og det vil jeg i hvert fald mene, at jeg har gjort i denne omgang. Jeg er så småt begyndt at forstå, hvordan man egentlig burde strukturere sin tid i gymnasiet – ikke for at sige jeg dermed har lært det endnu. Alle lektierne skal vel et eller andet sted ses som en forberedelse til det senere liv, hvor der også til tider er tusind ting, der skal nås. Jeg tror derfor, at det er en god ting at tænke på lektier som en hjælp i stedet for noget ”lort”, som det så ofte bliver omtalt som. Det gør dem nemmere at gå til i god tid, og bliver det så i sidste ende ikke nemmere at finde tid til alt det sjove? Presset bliver da i hvert fald mindre af det!

Komisk nok kom jeg under min skrivning forbi det gode gamle citat: ”Alt godt kommer til den, der venter”, som fik mig til at tænke lidt… Tja. Nogle gange er det sgu en god ide at tage tingene stille og roligt, men alligevel når det gælder lektier, passer det ikke altid så smart. Man må til tider finde en balancegang. Jeg siger ikke, at der er nogen korrekt måde at lave lektier på, men nogle gange bør man alligevel tvinge sig selv til at få hul på skidtet i god tid. Det kan godt betale sig at ikke ”bare lige vente til i morgen”. Vi har jo trods alt nogle travle år foran os. J

Rasmus Bohl Kristensen          

D-vitamin, sommer og brun hud

Hej alle sammen! I har vel alle lagt mærke til at den store brændende kugle af gas, der hænger over hovedet på os, er kommet frem fra sit skjul bag skyerne. De seneste par dage har solen faktisk været fremme og vi har alle siddet som små koldblodige øgler og suget solen til os. Men når man tænker på at solen praktisk talt ikke har været fremme siden august, så kan man da godt forstå vores kroppe skriger efter D-vitamin.

I går gik det så vidt at nogle piger fra klassen inklusiv mig selv, sad ude og spiste. Man skulle jo tro det var sommer, som vi sad der med vores madpakker, med ansigtet vendt mod himlen og sugede lyset til os. Efter lidt tid gik det dog op for os, at det stadig var slutningen af februar og at der altså ikke var mere end et par få plus grader. Det endte også med vi sad og skuttede os og begyndte at snakke om at trække ind i varmen igen. Man kan også mærke at samtaleemnet blandt pigerne begynder at dreje sig over mod solbadning, brunere hud og lange sommerdage. Som jeg så fint kan citere Amalie D.: ’’ ja jeg bliver sådan i sommerhumør at jeg må have min sommerjakke og solbriller på. EJ skal vi ikke side ude og spise?’’ og Fie får hurtigt svaret: ’’ ja jeg har valgt at tage forårs-farver på.’’ Da vi IGEN sidder ude for at spise, drejer emnet sig igen over på sommer. Katrine snakker om bål og fest ved stranden, mens de andre pige begynder at snakke om deres evner til at blive brun.

Men hvorfor er det lige at brun er den optimale hudfarve? Vores historie lærer, ville sikkert så nydeligt kunne fortælle os, at man i gamle dage forbandt den brune hud med arbejderne der havde gået ude i solen hele dagen, mens de finere folk der sad inde hele dagen var lige så hvide som sne. Men man kan da så sandelig sige at det har ændret sig. I dag er det optimale for unge piger en smuk solbrun hud. Om den så er kommet naturligt eller ej. De fleste danskere er i hvert fald ikke solbrune om vinteren, med mindre de har været nede i sydens sol i juleferien, ligget i solariet eller brugt selv-bruner  Og så er det jeg kunne prædike de næste mange linjer om solarier og hudkraft, men nu er det jo sol, sommer og vores behov for D-vitamin jeg vil snakke om, så det ville jeg ikke gå ind på. 

D-vitamin bruger vi faktisk til at styrke vores immunforsvar, som hjælper med at bekæmpe sygdomsfremkaldende organismer. Ikke at det undrer mig. Personligt har jeg været snottet og halv syg meget af vinteren og man har da også hørt en del snøften i klassen her i vinter. Men vi kæmper os jo i skole for at holde fraværsprocenten nede.

Selv min mor propper mig med D-vitamin piller, som hun siger: ’’ Nina du er for lidt ude… du har brug for sol og du er også så bleg.’’ Og ja. Jeg føler mig også lidt som en vampyr når jeg står op før solen. Sidder indendørs hele dagen for så at tage bussen hjem når solen er ved at gå ned. Hvis der har været sol de seneste par måneder har JEG ikke opdaget det! Endnu en gang kan jeg citere én for et vanvittigt godt citat. Amalie pointere så fint at albedoen på hendes underarme må være mindst 100% og ja, der er ikke meget lys der bliver absorberet på vores hvide underarme. Personligt er jeg ikke en der prøver at blive brun. Nej jeg prøver febrilsk på ikke at blive rød.

Så folkens, har i også tænkt jer at side og suget D-vitamin til jer de næste mange dejlige forårsdage? Personligt er mit mål at gå fra kridhvid til en fin hudfarve. Meeeen pas nu på alle sammen. Kraftens bekæmpelse vil sikkert sige til jer:’’ husk solcreme eller solhat. Huden glemmer aldrig!’’ så find den solcreme frem og undgå at blive solbrændt og prøv så at ligne en arbejder fra gamle dage.

af Nina