”Lektier? Det kan vente til i morgen!”

Hej alle sammen! Jeg har for dette blogindlæg besluttet at skrive om noget, vi nok alle et eller andet sted kan relatere til, nemlig strukturering af tiden i vor dagligdag i forhold til en helt bestemt ting - lektier. I har måske bemærket, hvor tidligt dette blogindlæg er blevet lagt op, og dette er der da en overordentlig god grund til! LEKTIER! Vi hader dem, men kan ikke undgå dem (no offense til alle de lærere der nu måtte læse dette - I gør bare jeres job). Det ender typisk altid med, at man bare tænker: ”Det kan vente til i morgen”, men for en gangs skyld har jeg ufatteligt nok taget forskud på disse påtvungne tidsædere – hvilket jeg endda er blevet glad for.

I kender helt sikkert alle sammen følelsen af, at man bare ikke orker lektierne. Så længe der er den mindste smule fritid et senere tidspunkt før deadline, kan man godt liiiiiige skubbe dem der til. Sådan er det i hvert fald foregået gennem hele min skolegang. Afleveringer har altid ventet til dagen før sidste frist. Men hvorfor er det, at vi så tit laver alle de overspringshandlinger med at gå på Facebook og YouTube eller whatever i stedet for bare at tage det sure i en mundfuld og så komme videre? Ville vi så ikke få nemmere ved at sætte tid af til alt det sjove? Det har jeg besluttet at efterprøve!

Hele hurlumhejet omkring min nuværende ”trælse” situation startede så småt i søndags, da jeg endelig tog en ordentlig kigger på, hvordan det så ud med afleveringer til den kommende uge. Jeg vidste, at jeg overhovedet ikke ville have tid i den næste weekend, da jeg skulle til fødselsdag hos en efterskolekammerat og derefter være sammen med andre efterskolehoveder. Det måtte altså derfor hellere gøres klart, hvad der lå i vente for de næste dage. Okaaaay, semi-slem uge. Nå. Tja, det skulle vel nok være nogenlunde overkommeligt. Jeg erfarede dog hurtigt, at dette ikke bare var så lige til, idet den kommende dag havde flere afleveringer ventende. Vores danskaflevering var åbenbart allerede til den næste mandag, og da Rune efter snakken om Ninas indlæg kom hen imod mig, var jeg ikke et øjeblik i tvivl om, hvad han ville sige. ”Det er din tur næste gang”. Pis. Min hjerne gik fuldkommen i selvsving. Jeg fik et strejf af en af de tanker, om bare at droppe ud af skolen og blive professionel næsepiller i stedet – det virkede mere overskueligt. Min panikslagne tanker forårsagede så, at de næste mange minutter gik med at prøve og lave en eller anden distribueringsplan over, hvad der virkede som utroligt mange elevtimer, i stedet for at lytte til Runes snakken om taler og sprog (beklager!). Desværre er panik ikke et særlig godt grundlag at lægge planer på, og det hele blev derfor, rent ud sagt, ikke til en skid.

Senere da jeg sad foran skærmen derhjemme, var jeg ved at overveje, om man måske bare skulle aflyse alt for weekenden, så der var mere tid til afleveringerne. Jeg var så småt gået i gang med den daglige rutine med først at tjekke Fjæsbog, se adskillige latterlige videoer igennem etc., og da gik det op for mig. Hvis nu jeg droppede at bruge så meget tid på ligegyldige ting, og lod være med at udskyde tingene til sidste øjeblik, kunne jeg vel ligesom sagtens få lavet de afleveringer. Hvis jeg bare kunne se at komme i gang i stedet for at lave det hele til noget uoverskueligt, skulle det vel nok blive en realitet? Denne åbenbaring ledte dermed til, at jeg for en gangs skyld nu afprøver, hvordan det er at lade de vigtigere ting komme først i rækken. Jeg sidder derfor og skriver dette indlæg nu, og jeg er hverken stresset eller sur over det på nogen måde. Det er faktisk slet ikke så slemt, som man skulle tro!  

En lektie er populært beskrevet, som noget man lærer noget af, og det vil jeg i hvert fald mene, at jeg har gjort i denne omgang. Jeg er så småt begyndt at forstå, hvordan man egentlig burde strukturere sin tid i gymnasiet – ikke for at sige jeg dermed har lært det endnu. Alle lektierne skal vel et eller andet sted ses som en forberedelse til det senere liv, hvor der også til tider er tusind ting, der skal nås. Jeg tror derfor, at det er en god ting at tænke på lektier som en hjælp i stedet for noget ”lort”, som det så ofte bliver omtalt som. Det gør dem nemmere at gå til i god tid, og bliver det så i sidste ende ikke nemmere at finde tid til alt det sjove? Presset bliver da i hvert fald mindre af det!

Komisk nok kom jeg under min skrivning forbi det gode gamle citat: ”Alt godt kommer til den, der venter”, som fik mig til at tænke lidt… Tja. Nogle gange er det sgu en god ide at tage tingene stille og roligt, men alligevel når det gælder lektier, passer det ikke altid så smart. Man må til tider finde en balancegang. Jeg siger ikke, at der er nogen korrekt måde at lave lektier på, men nogle gange bør man alligevel tvinge sig selv til at få hul på skidtet i god tid. Det kan godt betale sig at ikke ”bare lige vente til i morgen”. Vi har jo trods alt nogle travle år foran os. J

Rasmus Bohl Kristensen