Gymnasier med fordomme

Jeg var i weekenden sammen med nogle veninder fra min efterskole. Vi er spredt for alle vinde nu og er gået forskellige veje med vores videre liv. Dog er der en del af pigerne her fra Århus, der også går på gymnasiet. Da vi så var sammen her i weekenden, fik vi som altid en snak om vores respektive gymnasier. Denne snak forgår altid med smådrillerier, om hvordan de enkelte gymnasier er i forhold til hinanden. Som for eksempel menes der, at både Marselisborg og Risskov er snobbede og højrøvede, Langkær og Viby er fyldt med indvandrere, Katedralen er flippet, Statsgymnasiet er der ikke så mange fordomme om egentligt, Rønde er der ingen der kender, og Egaa, ja vi er så nørderne. Efter en af disse snakke kom jeg til at tænke videre over dette, og det endte derfor med at blive mit emne for blogindlægget.

Når jeg hører disse fordomme, om de forskellige gymnasier kan jeg ikke undgå, at undre mig over hvordan sådanne fordomme opstår. Er det bare en krig mellem de konkurrerende gymnasier indbyrdes som skaber dem? Måske, for det handler jo i bund og grund om penge. Gymnasierne får indtægter pr elev, derfor er der stor konkurrence om at tiltrække eleverne. Og hvis man ikke kan overgå de andre, hvad er der så andet at gøre end at nedgøre konkurrenten og derved selv se bedre ud?  Jeg tvivler dog i den grad på, at det kun er derfor gymnasierne har disse ry, jeg tror nemlig at der rent faktisk er noget om dem. Hvorfor skulle de ellers vare ved?

For at få folk til at søge væk fra det nærmeste gymnasium, er man nød til at give andre muligheder . Måske i form af faciliteter eller fag. Jeg valgte for eksempel selv Egaa, af den grund at de havde bioteknologi, hvilket de ikke havde på Risskov, som egentlig er det der ligger nærmest hvor vi bor. Dog valgte jeg også Risskov fra, på grund af min fordom omkring de mennesker der bor der må jeg indrømme. Men hvis man vil ændre dette, så må man tilbyde noget som kan lokke andre typer til.
Dette har langekær for eksempel gjort. Det har aldrig været et særlig eftertragtet gymnasium, men de har nu fået nogle internationale linjer, som har gjort at en helt anden type end tidligere set er begyndt at søge til dette gymnasium. Et gymnasium kan altså også selv påvirke hvem der søger gymnasiet, ved at være aktive og tage stilling til, og ansvar for de fordomme der eksisterer.

Nej jeg tror nærmere, det hænger sammen med gymnasiets geografiske placering. Hvor i byen du bor, siger meget om hvem du er som person. Dette afhænger både af områdets prisklasse, og dermed din indtægt, men ikke mindst den kultur folket i området skaber. Vi bor typisk i områder, med folk vi kan identificere os med, og som har bare nogenlunde samme værdier som en selv. Dette betyder at bestemte grupper af mennesker flokkes, og dette tror jeg er grunden til at gymnasierne bliver pålagt fordomme. Viby og Langkær ligger i et område med mange boligbrokke, hvoraf en stor del af beboerne er indvandre. Dette påvirker så de nærliggende gymnasier, så de får et ry om kun at være for indvandrere. Et andet eksempel kunne være Marselisborg og Risskov.  Her bor folk med god økonomi og en helt anden mentalitet. Uden at virke alt for fordomsfuld, vil jeg påstå at der i disse områder er en helt anden holdning til, hvorvidt det er okay at føle sig lidt hævet over andre. Dette betyder at skolerne fremstår som mere snobbede.

Jeg tror placeringen er altafgørende i forhold til hvilke typer der søger ind. Men hvad gør man for at bryde disse fordomme?

Så hvad vil alt dette så sige. Det vil sige at nogle af de fordomme, der er omkring gymnasierne måske til en vids grad er sande, og egentlig bunder i hvilke område af byen der er tilknyttet. Jeg tror det har stor betydning for de enkelte skoler, og derfor måske også stor vigtighed for rektor at være bevidst om. Jeg tror dog også at det kan være vigtigt som elev, ikke bare at falde i de stereotyper som er kendetegnede ved skolen. Og igen vigtigtig når man selv skal vælge hvilke gymnasier, man kunne tænke sig at søge ind på – hvor forestiller man sig selv at man passer ind? Måske det er mere end en forestilling, men mere en vurdering af værdigrundlag.  

- Emma Grønbæk

Hvorfor griner vi?

Hej 1. z’ere, snart 2. z’ere.

Forleden dag faldt jeg over en artikel fra videnskab.dk med overskriften ”Hvorfor griner vi?”. Det var en mand, der havde undret sig over, hvorfor det er, at vi griner, og havde derfor skrevet ind til videnskab.dk for at få svar. Min nysgerrighed blev aktiveret og inden længe havde jeg trykket på linket. 

Jeg tør vædde min hat på, at alle en gang eller flere har prøvet at være ved at dø af grin. Det har jeg i hvert fald mange gange. Og for nylig skete det igen.

Jeg var med min mor inde for at handle i det gamle ’Superbest’ i Løgten. Det er et af de steder, hvor der er en slags ”for-indgang” inden man kommer ind i selve butikken. Nå, men vi var ikke andet end lige trådt ind i denne ”for-indgang” da der en-to-tre helt forvrængede skridt og et forsøg på at holde balancen lød et bump og min mor lå og rodede rundt på gulvet. (Jeg smiler bare ved tanken om det.) Det første jeg gjorde var at kigge rundt for at se, om der var nogle der så det, og da der ikke var nogen, hjalp jeg hende hurtigt op, hvorefter jeg mildest talt skraldgrinede.

Når man griner får man oftest en følelse af tilpashed. Ifølge artiklen ”Hvorfor griner vi?” er det signalstoffet dopamin, som giver en følelse af lykke, der bliver udløst til de følelsesmæssige områder i hjernen. Derudover siger Albert Gjedde »Det viser sig, at latter og grin i virkeligheden er en reaktion på en påvirkning, der er den modsatte af den forventede. Det ses typisk i forbindelse med den klassiske vittighed. Her lægges op til en forventning om et bestemt udfald, og når et fuldstændigt andet udfald opleves, udløses en reaktion, som ved studier af aber viser sig egentlig at være en skrækreaktion,«

»Vi griner altså, når der er et markant misforhold mellem den forventede og den oplevede pointe – så længe denne ikke er af truende karakter.«

Dette er vel også det, der sker i sådan en situation, hvor en person falder helt uventet. Sådan har jeg, og nok stort set alle andre det, når sådan noget sker – jeg tænker ikke på, om vedkommende er kommet til skade, men bruger al min energi på at holde op med at grine. Dette kan, som de fleste nok kender til, være en ulempe, hvis vedkommende rent faktisk har slået sig, og man egentlig burde tage situationen mere alvorligt.

Vi søger ofte det sjove. Når nogen griner kigger vi som regel efter dem for at finde ud af, hvad det er, der er så sjovt. Er det derfor der fortælles jokes og vittigheder? - for at man kan få et godt grin og dermed den gode følelse, som jo bliver frigivet i kroppen når man griner? Tja det ved jeg ikke, men en ting kan man hurtigt nok blive enige om, nemlig at det at grine er en dejlig følelse. Nogen kender måske til, at man er helt nede med flaget, men så kommer der en, der enten siger eller gør noget sjovt og uden nogen form for advarsel, griner man, og pludselig er man i bedre humør.

Et liv uden grin ville være kedeligt, og derfor skal man give sig selv lov til at grine og have det sjovt – det gør bare ens dag meget bedre. Så jeg håber i alle får grinet en masse ovenpå dumme årskarakterer og eksamener, og så vil jeg håbe, at min klodsede mor igen vil give mig chancen for et godt grin. (uden at slå sig selvfølgelig) Hahaha…

http://videnskab.dk/sporg-videnskaben/hvorfor-griner-vi

- Christina Nielsen

Det med druk

Det med druk

Jeg har tit gået og tænkt over, om det overhovedet er at more sig uden alkohol længere?

Der er dem, som er vokset op med, at de skal være fulde før de kan socialisere sig med andre, og et eller andet sted er det jo dybt godnat. De ankommer til en begivenhed, og hvis de ikke er fulde eller berusede i forvejen, er det den første ting, de har på deres ”to-do liste”.  Det kan jo ikke passe, at vi ikke kan finde ud af at være åbne og imødekomne overfor andre mennesker uden at være fulde, eller hvad?

Alkohol har den virkning, at den går ind og påvirker vores centralnervesystem ved at gå ind og ”beruse” vores nerver. Der er også en teori om, at alkohol frigør nogle signalstoffer som påvirker hjernen. Det er det samme som der sker ved indtagelse af narkotika.

Der er også dem, som fint kan finde ud af at socialisere sig og være imødekommende uden at drikke alkohol eller som ankommer til en fest og måske får en eller to genstande og alligevel skaber nye bekendtskaber. De mennesker har jeg meget stor respekt for, især fordi jeg selv er yderst dårlig til det.

Jeg er meget genert, når det kommer til at snakke med nye mennesker. Derfor tør jeg først rigtigt at snakke med andre mennesker, når min promille når de 1,5+. Det er et ret irriterende problem, da jeg nok ikke helt er mig selv, når jeg er så beruset.  Det er tydeligt at se, hvem der bedst kan kommunikere med ”fremmede”, når de ikke er fulde. Dem som ikke er meget anderledes, når de er fulde, er også typisk dem som er åbne og imødekomne, når de er ædru.

I gymnasiet er det meget populært at gå til fester og mange inkl. mig selv er til fest i næsten hver weekend. Hvis vi skal være fulde til hver fest for at kunne ”klare” os, kan det godt være, at vores lever ikke bliver vildt begejstret.

Man bliver også anset for at være kedelig, hvis man ikke gider drikke. Jeg har selv oplevet at blive kaldt kedelig og nederen, fordi at jeg ikke lige gad drikke.  Havde en episode for ikke så lang tid siden, hvor jeg sad sammen med 2 piger, hvor den ene havde fået så hatten passede. Hun syntes, at det var på sin plads, at jeg blev lige så fuld som hende og skulle derfor drikke det, der svarer til 5 shots i en såkaldt øl-bong. Jeg takkede pænt nej tak, da jeg nu havde det så dejligt og egentlig var på et stadie, hvor jeg selv syntes, jeg var godt kørende. Hun kunne slet ikke forstå det og begyndte at sige, at jeg var en pige, og at jeg skyldte hende alle mulige ting, hvis jeg ikke gjorde det. Det synes jeg måske er lige i overkanten, altså jeg har ikke noget imod, at folk godt kan lide at drikke sig i hegnet, men synes bestemt ikke, at det er noget, som de skal påtvinge andre til at gøre.

Efter min mening synes jeg, at det på en måde er latterligt, fordi det er et problem, der er kommet og altså ikke altid har været der. I gamle dage kunne man mødes til en kop kaffe eller en sodavand og uden nogle hjælpemidler stiftede man bekendtskaber med andre. Men selvfølgelig er der er også de mennesker som har modsat holdning af mig, det er vel helt op til en selv.

Arthur Bak Klausman

Det spøjse ved hobbyer

Hej alle sammen, så er det endelig blevet min tur til at skrive det længe ventede blogindlæg, som jeg ærligt talt kan sige, at jeg ikke har glædet mig til. Jeg har haft det svært ved at vælge et emne, pga. jeg skulle tænke over noget, som jeg har oplevet på det sidste, og noget af det eneste jeg lige kunne komme i tanke om var håndbold, håndbold og atter håndbold. Dermed tænkte jeg, hvorfor ikke skrive om ens hobby? og som i sikkert nok ved, så bruger jeg ufattelig meget tid på egen hobby, som sjovt nok er håndbold.

Mange af os har tit et eller andet, som vi skal skynde os til, så snart vi får fri, hvor det i mit tilfælde er min hobby. Jeg skal hjem, og får noget at spise, og så ud af døren igen for at nå en bus eller blive hentet af en ven, for at jeg kan komme ud til håndboldtræning. Nogle gange kan det selvfølgelig godt være hårdt at nå det hele, og så får jeg at vide fra nogen, at jeg bare kan droppe håndbolden. Men hvorfor skulle jeg dog det, når jeg synes, at det er sjovt, så hvorfor skulle jeg stoppe? Jeg har nydt godt af det i omkring 12 år, hvor jeg har spillet sammen med en af mine meget gode venner, og jeg spiller med ham den dag i dag.

Men hvad er en hobby overordnet set? Hobbyer er noget som man dyrker eller laver i sin fritid, som kan være alt lige fra at samle frimærker til at gå til kor eller noget helt tredje. Hobbyer bliver inddelt i tre hovedgrupper, som er samling, skabende og underholdning.  Helt konkret så er en hobby bare noget, som man laver i sin fritid, som man også har interesse i. Jeg tror, at mange har haft en hobby, hvor de har samlet på en eller anden slags ting. I min gamle klasse, da jeg gik i 1-klasse, så samlede alle pigerne på diddle-papir, og alle drengene på pokemonkort. Selvom det er snart 10 år siden, så mødte jeg for nylig en lille dreng, som samler på dem den dag i dag, sammen med sine venner, og han så ud til at have en meget sjov hobby, ved at samle på pokemonkort.

Men her på Egå-gymnasium, har vi mange forskellige aktiviteter på Egå-Gymnasium, når de sidste moduler er færdige. Det er sjældent at Egå-gymnasium er tomtfor elever før klokken 16, hvor der ofte er nogle elever, som sidder og hygger i lektiecafeen, hvor jeg altid har set den samme person sidde med en aflevering eller to. Så har vi jo også det fantastiske pigekor EVE, hvor der er mange, hvor mange bruger sin fritid på at synge, og have det sjovt. De piger bruger jo sikkert mange timer på, at synge og blive bedre, og på samme tid får de sikkert også en fed oplevelse ud af det, og det er jo selv essensen ved en god hobby.

Vi gør grin med mange mærkelige hobbyer, fx så har jeg altid gjort grin med ridning, selvom min søster har redet i omkring 7 år. Hun synes, måske endda at det er meget mere end bare en hobby, måske er det hendes lidenskab, som har været med til at gøre hende til den hun er i dag. Men hvis man ser det fra min søsters side, så kan hun ikke lide håndbold, og så vidt forskellige er vi mennesker bare. Det er sjældent, at man finder to helt identiske mennesker, som har præcis de samme interesser.

Så hvad er det, der egentlig gør, at vi kan lide at gøre noget ofte i vores fritid, som gør at vi kan kalde det for vores hobby? Og måske endda vores ynglings hobby? I mit tilfælde er det noget, som jeg stræber efter at blive bedre til, imens jeg har det sjovt sammen med mine venner.

Christian Lund

En gave fra himlen

Hej venner!

Har i tænkt på hvor dejlige jeres familiemedlemmer egentlig er? Det har jeg, specielt i dag. Vi kender alle følelsen af en lang 4 modulers dag, specielt når solen skinner udenfor, og vi bare sidder indenfor i et lille lokale. Tanken om at spille lidt bold udenfor eller bare hygge med familien strejfer de fleste i den her tid, men det kan vi ikke på sådan en lang dag hvor vi møder klokken 8:15 og først er hjemme igen 15:10 (eller i mit tilfælde 16:15). Det var på sådan en dag jeg kom til at tænke på hvor dejlige ens familiemedlemmer egentlig er. Vi elsker selvfølgelig alle vores familier, men nogen gange gør familiens medlemmer bare noget, som får enhver til at sætte pris på dem, ligegyldigt hvor irriterende de kan være til tider. Grunden til jeg sidder inde og skriver det her i stedet for at være udenfor i solskinnet, og søge inspiration til mit blogindlæg her i lille Ebeltoft er min ældste storebror. Han gjorde noget af det sødeste en storebror med kørekort kan. Han ringede til mig, og bad mig om at vente, fordi han ville komme og hente mig, og det er netop sådan nogen små gerninger, som får mig til at elske min familie endnu højere. Min bror har været til eksamen i dag, og han var færdig længe før jeg fik fri, men alligevel valgte han at vente på mig og tage mig med. Min storebrors gode gerning gjorde at jeg slap for at skynde mig efter en bus og stå op hele vejen til Rønde for så at skifte til en anden bus.

 Mine brødre og jeg er ikke specielt meget sammen, og når vi så endelig sidder ude i stuen sammen ender det altid med at vi jagter hinanden med puder - bare for hyggens skyld. Pointen er at ligegyldigt hvor meget man jagter hinanden og hvor meget man irriterer hinanden, så er man en familie, og familier holder sammen.  

Hvad er en familie egentlig? Jeg er sikker på at vi alle har forskellige idéer om familien, men vi kan sikkert alle blive enige om at en familie er mere end bare nære personer. De er en stor del af vores liv, og der er virkelig ingen der kan erstatte ens familie. Biologisk familie eller ej, det er ligegyldigt, så længe man føler sig som en familie. Selvom om familien fylder en stor del i vores liv, kan det godt være svært at tilbringe tid med dem fordi vi lever i det senmoderne samfund, hvor begge forældre er på arbejdsmarkedet og tjener til føden. Samfundet er endda udviklet så meget at selv de unge er kommet på arbejdsmarkedet, det var de selvfølgelig også i de gamle dage, men det er anderledes nu. Hele familien render rundt og har så travlt hele tiden, så de knap nok har tid til at sidde hjemme og være sammen, ALLE på samme tid. 

Der findes flere typer af familier i det senmoderne samfund, der er den stærke familie som fungerer som et team og arbejder sig gennem alle op- og nedture som et hold. Den traditionelle stærke familie er en familie med et hierarkisk system, hvor der er én der sætter rammerne for familien. Der findes flere typer af familier, såsom svingdørsfamilien og akvariefamilien, som knap nok har tid til hinanden. Selvom det lyder lidt voldsomt med de forskellige typer, og det godt kan se ud som om at børnene bare bliver efterladt alene, så er det faktisk ikke så slemt, det synes jeg i hvert faldt ikke. Hjemme ved mig står det sådan til at vi er tre børn, som går på HTX eller STX, mens vores forældre arbejder for at forsørge os. Det er ikke så tit vi alle sidder derhjemme og laver noget sammen, men vi ved stadig at vi er der for hinanden, og det er det vigtigste. Det er selvfølgelig lidt trist at skulle sidde alenen og spise aftensmad en fredag aften når man lige er kommet hjem fra arbejde mens resten af familien er på arbejde, men alle de ensomme aftener bliver helt glemt når man ved at ens familie vil være der for en til enhver tid.  

Familien er faktisk ret vigtig. Et barns personlighed og holdninger er da inspireret af resten af familien gennem primær socialisering, og nogen børn er mere sammen med familien end institutioner, så det er ikke altid at den sekundære socialisering spiller en stor rolle. For mig har familien ikke spillet den store rolle dengang jeg var lille, jeg blev sendt i dagpleje ret tidligt fordi min mor skulle på arbejde igen. Dengang var det intet problem for mig, jeg skulle jo bare lege hele dagen og hygge, men i dag ville jeg blive rimelig trist hvis mine forældre og brødre aldrig var der for mig. For mig så er de små skænderier med mine brødre og mine forældre noget af det mest uundværlige i verden, for jeg føler bare at vi er tættere på hinanden når man kan skændes det ene øjeblik og griner det andet. 

Så husk lige at sætte pris på jeres familie, for familien er som grene på et træ, vi vokser alle i hver vores retning, men vores rødder forbliver sammen. 

 - Britte

Lidt om reality-tv

Hvordan kan det være at hver eneste mandag til torsdag aften kl. præcis 22.00, sidder jeg parat foran tv'et for at se Paradise Hotel? Jeg er helt sikker på at jeg ikke er den eneste der gør det, ellers ville der nok ikke være noget der hed Paradise Hotel. Men hvad er det der for os til at se sådan nogen platte reality-programmer? Der findes tusindvis af forskellige reality-programmer, du nærmest kan sidde at se i døgnets 24 timer. De Unge Mødre, For Lækker Til Love, Singleliv, Big Brother og jeg kunne jo blive ved. Disse programmer handler ikke om andet end at følge nogen personers liv, som der i øvrigt ikke er særlig meget indhold i. Det største klimaks vil nok være, at de kom op at skændes med deres mor eller gik fra deres kæreste, som de allerede har gjort så mange gange før. For at det ikke skulle være nok, vil jeg mene at langt de fleste reality-programmer er iscenesatte. Nogen i højere grad end andre. Hvis de ikke var blevet iscenesat, vil der være endnu mindre indhold i programmerne og folk ville slet ikke gide at se dem. Personerne som er medvirkende i programmerne, har fået tildelt en "rolle" de skal spille. En rolle som måske ligger langt, fra deres egentlige jeg. Optagelserne kan sagtens redigeres, tages om eller blive slettet, fra det vi ser i fjernsynet. Det er langt fra virkelighed, det vi ser. Selvom de fleste af os måske godt ved alt dette, er der altså mange der ser programmerne alligevel. Heriblandt mig. 

Der er rigtig mange der mener, at vi ser reality-programmer, for at få det bedre med os selv. Vi kan lide, at se på folk som har det værre end os selv. Men jeg synes ikke, at det er i alle reality-programmer, hvor man ser på folk der har det værre end en selv. Hvis vi nu f.eks. kigger på programmet, For Lækker Til Love, hvor det absolut ikke er folk der har det værre end os. Det er bare en flok mennesker, der selv mener de er for lækre til at få sig en kæreste. Ingen kan simpelthen måle sig med dem, personen skal i hvert fald være helt perfekt fra top til top, og skal passe lige nøjagtig til deres stramme krav. Selvom de ikke ligefrem har det værre end os, er det stadig rigtig sjovt at se, i hvert fald for mit vedkommende. Det er sjovt at se dem gå på flere og flere dates, hvor personerne de har datet aldrig har været gode nok. I programmer som dette har personerne nogen helt specielle personligheder, for det meste er det nogen ret uintelligente folk, der kommer med nogen også ret uintelligente udtalelser en gang i mellem. Det er det vi godt kan lide. Vi kan godt lide at gøre nar og grine af deres knapt så intelligente udtalelser. Man kan dog med ret stor sikkerhed vide, at det er iscenesat, de har fået at vide at de skal sige de ting. Personerne har ikke noget imod at sige de ting, fordi de udemærket godt ved at det er det de kan tjene penge på. Det er jo det folk vil have. 

Nu er det heller ikke fordi jeg siger det er alle der kan lide at se reality-tv, langt fra faktisk. Der er rigtig mange der ikke kan se det sjove i disse programmer. De synes det er overfladisk og opreklameret. Hvilket det på mange punkter også er. Det er jo ikke ligefrem noget formål i at se De Unge Mødre, ikke andet end ren underholdning. Men hvad er det, der er underholdningen i det? Det har jeg spurgt mig selv om i rigtig lang tid. Reality-tv startede allerede i 1990'erne. Allerede dengang var folk interesseret i andre folks liv og kunne lide at sammenligne sig med dem. 

Et af de mest provokerende og grænseoverskridende reality-programmer jeg har set, er et amerikansk program. Det handler om to kærestepar der skal på ferie sammen. To af dem er ekskærester. Ekskæresterne kommer på et luksuriøst hotel sammen, mens deres rigtige kærester kan sidde og overvåge dem på video. De rigtige kærester kan se meget af det de laver på video. Det afsnit jeg så, endte med at ekskæresterne fandt sammen igen og efterlod deres nuværende kærester. Her sætter jeg min grænse, med reality-tv. Det kan da ikke være rigtigt, at et kærestepar er nødt til at gå fra hinanden, for at folk kan blive underholdt. Tv-holdet gjorde ganske vidst også alt for at disse ekskærester skulle få følelser for hinanden igen. Det er dybt latterligt. Så hvordan kan det egentlig være at vi eller i hvert fald nogen af os, holder af at se sådanne slags programmer? Føler vi virkelig en trang til at sammenligne os med folk, der har det værre end os selv, eller er meget mere uintelligente end os? Det kan også være nogen helt andre faktorer der spiller ind. Det kommer an på hvad for et menneske man nu engang er. Nogen ser det måske bare for hyggens skyld. Hvem ved?

- Anne Mette Gissel Jensen. 

Trends, hvad, hvordan og hvornår?

Så blev det min tur og nøj hvor har jeg brugt tid på at finde ud af hvad jeg skulle skrive om. Eller det har jeg faktisk ikke, da jeg fandt ud af det søndag, mens jeg sad og spillede Candy Crush Saga på Facebook. Men her er så mit indlæg.

En trend kan f. eks. være en bestemt måde at klæde sig på, eller i "Facebook-generationens" tilfælde et bestemt spil der pludselig hitter, uden nogen bestemt grund andet end, at alle spiller det. Det er ofte gratis spil som bliver udgivet over Facebook. Mange af dem, som sidder på Facebook en del, kan godt komme til at kede sig når de sidder dér. Så er det jo meget nemt bare lige at hoppe ind på et spil, og hvis der så er ét spil der er et rigtig godt tidsfordriv, kan man blive virkelig fanget af det, og vende tilbage til det gentagne gange. At kunne inddrage andre er et kendetegn for Facebook spil, og kan ske i form af udfordringer og anmodninger.

Jeg kan huske den gang Tetris, et af de ældste spil i historien, pludselig hittede på Facebook, og ALLE spillede det. Tetris var et spil som de fleste kendte, men aldrig havde spillet, så hvordan blev det pludselig så kendt, at alle ville spille det? Der blev lavet forskellige undersøgelser om, hvorfor lige netop det spil blev så populært. Man interviewede spillere, og gjorde svarene op. De fleste spillede Tetris som et tidfordriv, simpelthen for at undgå at kede sig. En del andre spillede det for at konkurrere med deres venner, da dette var et fantastisk spil at gøre det i.

Lige for tiden, er det helt store spil nok Candy Crush Saga, som er et simpelt pusslespil-agtigt spil, hvor man skal forsøge at opnå et bestemt antal point, eller fjerne klodser af forhindringer, ved at få 3 eller flere af den samme slags slik til at ligge på stribe. Hvis det ikke lykkedes mister man et liv, og man kan prøve igen. Man har 5 liv, og hvis man bruger dem alle op, skal man vente på at de bliver gendannet over tid. Sådan nogle spil popper op hele tiden, og nogle af dem bliver hits, mens andre går i glemmebogen.

En trend opstår ikke på noget fastlagt tidspunkt, og kan være lidt svær at definere. Man kan sige at en trend opstår, når en masse mennesker begynder at gøre den samme ting, fordi de finder det interessant, eller sjovt. Der er også dem, der bare hovedløst følger trenden, bare fordi det er populært. Personligt kan jeg godt lide at kalde folk som dem for lemminger, da de bare følger med, uden selv at tænke, eller gøre noget for at skille sig ud som et individ. Man kunne også kalde dem får, da får også bare hovedløst følger den der fører an, ligesom lemminger gør.

Jeg ved ikke om jeg har ret i alt hvad jeg skriver her, men jeg føler at jeg rammer begrebet "Trend" rimelig godt. Det sjove ved en trend er, at den ikke begrænser sig særligt. Der kan være trends inden for alt. Det kan være mode, det kan være spil, det kan være film, det kan være bøger eller sågar mad. Det er mange varianter af trends, alt efter hvilken slags person man er. Trends kan variere lige så meget som personer. Det har nok noget at gøre med, at trends er skabt af forskellige personer, og på den måde er fuldstændig uforudsigelige.

Jeg gad vide hvad den næste trend bliver på Facebook efter Candy Crush Saga. Det kan kun tiden vise. Måske bliver det et platformspil ligesom Mario. Man ved aldrig.

Anders Broch Ulsted