Hvorfor griner vi?

Hej 1. z’ere, snart 2. z’ere.

Forleden dag faldt jeg over en artikel fra videnskab.dk med overskriften ”Hvorfor griner vi?”. Det var en mand, der havde undret sig over, hvorfor det er, at vi griner, og havde derfor skrevet ind til videnskab.dk for at få svar. Min nysgerrighed blev aktiveret og inden længe havde jeg trykket på linket. 

Jeg tør vædde min hat på, at alle en gang eller flere har prøvet at være ved at dø af grin. Det har jeg i hvert fald mange gange. Og for nylig skete det igen.

Jeg var med min mor inde for at handle i det gamle ’Superbest’ i Løgten. Det er et af de steder, hvor der er en slags ”for-indgang” inden man kommer ind i selve butikken. Nå, men vi var ikke andet end lige trådt ind i denne ”for-indgang” da der en-to-tre helt forvrængede skridt og et forsøg på at holde balancen lød et bump og min mor lå og rodede rundt på gulvet. (Jeg smiler bare ved tanken om det.) Det første jeg gjorde var at kigge rundt for at se, om der var nogle der så det, og da der ikke var nogen, hjalp jeg hende hurtigt op, hvorefter jeg mildest talt skraldgrinede.

Når man griner får man oftest en følelse af tilpashed. Ifølge artiklen ”Hvorfor griner vi?” er det signalstoffet dopamin, som giver en følelse af lykke, der bliver udløst til de følelsesmæssige områder i hjernen. Derudover siger Albert Gjedde »Det viser sig, at latter og grin i virkeligheden er en reaktion på en påvirkning, der er den modsatte af den forventede. Det ses typisk i forbindelse med den klassiske vittighed. Her lægges op til en forventning om et bestemt udfald, og når et fuldstændigt andet udfald opleves, udløses en reaktion, som ved studier af aber viser sig egentlig at være en skrækreaktion,«

»Vi griner altså, når der er et markant misforhold mellem den forventede og den oplevede pointe – så længe denne ikke er af truende karakter.«

Dette er vel også det, der sker i sådan en situation, hvor en person falder helt uventet. Sådan har jeg, og nok stort set alle andre det, når sådan noget sker – jeg tænker ikke på, om vedkommende er kommet til skade, men bruger al min energi på at holde op med at grine. Dette kan, som de fleste nok kender til, være en ulempe, hvis vedkommende rent faktisk har slået sig, og man egentlig burde tage situationen mere alvorligt.

Vi søger ofte det sjove. Når nogen griner kigger vi som regel efter dem for at finde ud af, hvad det er, der er så sjovt. Er det derfor der fortælles jokes og vittigheder? - for at man kan få et godt grin og dermed den gode følelse, som jo bliver frigivet i kroppen når man griner? Tja det ved jeg ikke, men en ting kan man hurtigt nok blive enige om, nemlig at det at grine er en dejlig følelse. Nogen kender måske til, at man er helt nede med flaget, men så kommer der en, der enten siger eller gør noget sjovt og uden nogen form for advarsel, griner man, og pludselig er man i bedre humør.

Et liv uden grin ville være kedeligt, og derfor skal man give sig selv lov til at grine og have det sjovt – det gør bare ens dag meget bedre. Så jeg håber i alle får grinet en masse ovenpå dumme årskarakterer og eksamener, og så vil jeg håbe, at min klodsede mor igen vil give mig chancen for et godt grin. (uden at slå sig selvfølgelig) Hahaha…

http://videnskab.dk/sporg-videnskaben/hvorfor-griner-vi

- Christina Nielsen