Lidt om reality-tv

Hvordan kan det være at hver eneste mandag til torsdag aften kl. præcis 22.00, sidder jeg parat foran tv'et for at se Paradise Hotel? Jeg er helt sikker på at jeg ikke er den eneste der gør det, ellers ville der nok ikke være noget der hed Paradise Hotel. Men hvad er det der for os til at se sådan nogen platte reality-programmer? Der findes tusindvis af forskellige reality-programmer, du nærmest kan sidde at se i døgnets 24 timer. De Unge Mødre, For Lækker Til Love, Singleliv, Big Brother og jeg kunne jo blive ved. Disse programmer handler ikke om andet end at følge nogen personers liv, som der i øvrigt ikke er særlig meget indhold i. Det største klimaks vil nok være, at de kom op at skændes med deres mor eller gik fra deres kæreste, som de allerede har gjort så mange gange før. For at det ikke skulle være nok, vil jeg mene at langt de fleste reality-programmer er iscenesatte. Nogen i højere grad end andre. Hvis de ikke var blevet iscenesat, vil der være endnu mindre indhold i programmerne og folk ville slet ikke gide at se dem. Personerne som er medvirkende i programmerne, har fået tildelt en "rolle" de skal spille. En rolle som måske ligger langt, fra deres egentlige jeg. Optagelserne kan sagtens redigeres, tages om eller blive slettet, fra det vi ser i fjernsynet. Det er langt fra virkelighed, det vi ser. Selvom de fleste af os måske godt ved alt dette, er der altså mange der ser programmerne alligevel. Heriblandt mig. 

Der er rigtig mange der mener, at vi ser reality-programmer, for at få det bedre med os selv. Vi kan lide, at se på folk som har det værre end os selv. Men jeg synes ikke, at det er i alle reality-programmer, hvor man ser på folk der har det værre end en selv. Hvis vi nu f.eks. kigger på programmet, For Lækker Til Love, hvor det absolut ikke er folk der har det værre end os. Det er bare en flok mennesker, der selv mener de er for lækre til at få sig en kæreste. Ingen kan simpelthen måle sig med dem, personen skal i hvert fald være helt perfekt fra top til top, og skal passe lige nøjagtig til deres stramme krav. Selvom de ikke ligefrem har det værre end os, er det stadig rigtig sjovt at se, i hvert fald for mit vedkommende. Det er sjovt at se dem gå på flere og flere dates, hvor personerne de har datet aldrig har været gode nok. I programmer som dette har personerne nogen helt specielle personligheder, for det meste er det nogen ret uintelligente folk, der kommer med nogen også ret uintelligente udtalelser en gang i mellem. Det er det vi godt kan lide. Vi kan godt lide at gøre nar og grine af deres knapt så intelligente udtalelser. Man kan dog med ret stor sikkerhed vide, at det er iscenesat, de har fået at vide at de skal sige de ting. Personerne har ikke noget imod at sige de ting, fordi de udemærket godt ved at det er det de kan tjene penge på. Det er jo det folk vil have. 

Nu er det heller ikke fordi jeg siger det er alle der kan lide at se reality-tv, langt fra faktisk. Der er rigtig mange der ikke kan se det sjove i disse programmer. De synes det er overfladisk og opreklameret. Hvilket det på mange punkter også er. Det er jo ikke ligefrem noget formål i at se De Unge Mødre, ikke andet end ren underholdning. Men hvad er det, der er underholdningen i det? Det har jeg spurgt mig selv om i rigtig lang tid. Reality-tv startede allerede i 1990'erne. Allerede dengang var folk interesseret i andre folks liv og kunne lide at sammenligne sig med dem. 

Et af de mest provokerende og grænseoverskridende reality-programmer jeg har set, er et amerikansk program. Det handler om to kærestepar der skal på ferie sammen. To af dem er ekskærester. Ekskæresterne kommer på et luksuriøst hotel sammen, mens deres rigtige kærester kan sidde og overvåge dem på video. De rigtige kærester kan se meget af det de laver på video. Det afsnit jeg så, endte med at ekskæresterne fandt sammen igen og efterlod deres nuværende kærester. Her sætter jeg min grænse, med reality-tv. Det kan da ikke være rigtigt, at et kærestepar er nødt til at gå fra hinanden, for at folk kan blive underholdt. Tv-holdet gjorde ganske vidst også alt for at disse ekskærester skulle få følelser for hinanden igen. Det er dybt latterligt. Så hvordan kan det egentlig være at vi eller i hvert fald nogen af os, holder af at se sådanne slags programmer? Føler vi virkelig en trang til at sammenligne os med folk, der har det værre end os selv, eller er meget mere uintelligente end os? Det kan også være nogen helt andre faktorer der spiller ind. Det kommer an på hvad for et menneske man nu engang er. Nogen ser det måske bare for hyggens skyld. Hvem ved?

- Anne Mette Gissel Jensen.