Ung Elskov

Ung Elskov

Når jeg ser på titlen ”Ung Elskov” forbinder jeg det med noget uskyldigt og uvidende. Man forelsker sig i hinanden i en tidlig alder, man ser sig selv slentre lange gåture langs vandet med sin eneste ene i hånden. Og børn? Ja, de er der skam også. Der snakkes om ægte kærlighed før man overhovedet ved hvad kærlighed indebærer. Nogle mener, at skæbnen bestemmer, men er det ikke i virkeligheden kun dig selv der bestemmer din egen skæbne? Nogle forhaster sig meget med at finde den eneste ene, mens andre skaber et kærlighedsideal, hvor drifterne skal overgå fornuften.  Når det så er sagt, er det et meget vanskeligt ideal at udleve, når man lever i sin egen lille nøddeskal og er rædselsslagen for at opgive kontrollen over sit eget liv, til fordel for elskov som ofte ender i fiasko. For man skal huske på at i sidste ende har man kun sig selv, men er det ægte lykke? Jens Thyssen som fremtræder som hovedpersonen i Henrik Pontoppidans roman ”Ung Elskov” døjer med et tilsvarende dilemma.

Bogen er skrevet af den samfundskritiske Henrik Pontoppidan, som optrådte som en af ”Det Moderne Gennembruds” forfattere. Henrik Pontoppidan delte samme tankegang som den danske samfundskritiker Georg Brandes, som siges at være teoretikeren bag ”Det Moderne Gennembrud”. Deres tankegang var at realisere litteraturen. Henrik Pontoppidans roman ”Ung Elskov” bærer i den grad præg af kritik i mod de gamle traditioner, som f.eks. romantikken, og Pontoppidan forsøger ihærdigt at lade realismen udvinde romantikken og derved give læseren en opfattelse af hvordan det idéelle samfunds billede ser ud i hans øjne. 

Vi ser romanen ”Ung Elskov” igennem hovedpersonen Jens Thyssens øjne. Jens Thyssen forelsker sig i kromandens datter Ellen, men indser at han tilsyneladende er fanget i sig selv. Gennem hele romanens forløb jagter han anerkendelse, kærlighed og nærhed i form af andre mennesker, men han tør ikke give slip på det har han har i frygt for ikke at kunne kende sig selv. Hans største kærlighed Ellen bliver forført af en anden mand ved navn Jakob. Ellen og Jakob får barnet Martha sammen, og nu hvor hans store kærlighed Ellen er ude af spillet, forsøger Thyssen at påtage sig rollen som Marthas far, selvom han ikke er den rigtige far. Martha vokser op, og Thyssen gør hvad han kan for at fremstå som en faderfigur for Martha. Martha vokser fra Thyssen og kommer ud i noget rod, hvor hun gifter sig med den unge slagsbror Jesper. Martha forelsker sig i en student, men det får fatale følger når den barske og jalousi ramte slagsbror Jesper opdager kærlighedsaffæren. Jesper pågriber Martha, men ender med at blive kvalt af hende. Martha bliver skør efter episoden og tager sit eget liv, og tilbage har vi Jens Thyssen.

Jeg har med denne bog fået et indblik i hvilke idealer Henrik Pontoppidan mener, skal være byggestenene for vores samfund, og Pontoppidan har brugt hovedkarateren Jens Thyssen som en afspejling af realismen. Jens Thyssen står i modsætningen til romantikken, og igennem hans øjne er kærlighed og elskov opstillet som en kliché.

Trods bogens hårde analyse og fortolkning synes jeg alt i alt at det var en udmærket bog, i dét den har gjort mig klogere på hvordan man som ”Det moderne gennembruds” forfatter udfolder sit budskab. Jeg synes til gengæld at sproget til tider kunne være vanskeligt at tyde, når der i bogen vendinger og ord der ikke indgår i den moderne måde at skrive på. Jeg vil anbefale bogen, hvis man har tid og lyst til at tolke gamle ord og vendinger og jeg vil i sær anbefale den, hvis man er glad for bøger der omhandler ”Det Moderne Gennembrud”.

-          Morten Sørensen