Ægtestand

Kærlighed skaber tryghed og tvivl, sikkerhed og forvirring, lykke og ulykke, egoisme og mangfoldighed, troskab og utroskab, og sådan kunne man blive ved i en uendelighed med at beskrive kærlighedsbegrebet, og dertil finde synonymer som ligeledes er et beskrivende ord for kærligheden.  Blot vil jeg påvise at kærlighed er et vidt begreb, som de fleste kan relatere til på den ene eller anden måde. Dette er lige hvad man møde i Thomasine Gyllemborgs novelle ’Ægtestand’, hvor både lykkelige og ulykkelige skæbner bliver beskrevet.

I novellen ’Ægtestand’ beskrives et udadtil idealt hjem, hvor personerne lever i en sand beidermiersteming. Dette er ikke hele sandheden. Sofie og Frands Lindal lever et liv uden mangel på materielle goder, og et liv som bliver beundret af mange. Men Sofie begynder at stille sig kritisk over for deres ægteskab, da hun ikke mener at hendes kærlighed til hendes mand er gengældt.  Hun føler sig overset og ikke værdsæt, og i mødet med Carl Sardes, ven af Lindal, finder hun den kærlighed og forelskelse hun troede var gået tabt for altid. Først da opdager Lindal hvad han havde, og erkender at han er skyld i sin egen ulykke, og ser hvor meget han har at miste. Han beslutter sig for at tage kampen op mod sin ven Carl Sardes, som ikke synes at blive nem, da Carl mener at Sofie er hans livs kærlighed. Efter en periode hvor Sofie er forblændet af denne nye, spændende og ukomplicerede mand, vågner hun op og ser hvad hun er på randen til at smide væk. Ægteparrets åbenbaringer fører til at de genfinder kærligheden, og sammen med deres lille søn lever et endnu lykkeligere liv end før.

Man bliver helt forpustet af al den kærlighed og drama, men ikke mere end når man sidder foran fjernsynet og fryder sig over de ekstremt dramatiske kærlighedsscener der udspiller sig ’Gossip Girl’. Fordi det er jo lige det! Kærlighed er tidsløs, og derfor kan man sidde i dag, og læse en bog som er næsten 200 år gammel, og stadig føle at bogen taler til ens eget liv og erfaringer.

Thomasine Gyllemborg som forfatter er netop kendt for at skrive værk, der omhandler de almindelige hverdagssituationer, og bliver derfor ofte sammenlignet med Jane Austen, som har samme tendens. Bogen er fra 1835 og vi befinder os derfor i Romantikken, hvor den smukke natur ophøjes, og det jordiske liv værdsættes. Kendetegnende for tiden er da også Beidermeier perioden, hvor det idylliske hjem er i fokus, og det dertilhørende nøgleord er ’hygge’. Denne stemning som hører til Beidermeier, ses bestemt også i dette værk, men til tider virke denne ekstremt idylliske stemning overfladisk. ’Ægtestand’ af det værk hvor der kan drages flest paralleller til Thomasines eget liv, dog med forskellige slutninger.  Der forventes af det underholdte publikum, at være en harmonisk balanceret slutning, da man ikke ville kunne bære andet i denne lykkelige tidsperiode. Men dette er jo ikke altid tilfældet i virkeligheden.

Da jeg sad og læste bogen, kunne jeg ikke lade være med at fundere over alle disse problemstillinger der bliver kastet i luften, og mine tanker faldt især på emnerne ægteskab og utroskab. Når man gifter sig lover man evigt troskab, hvor handlingen udelukkende bygger på den kærlighed man har til hinanden. Men så er spørgesmålet, skal man bliver i et ægteskab hvis det ikke er ægte? Og skal man bevare troskabet, hvis der ikke længere er nogen der tror på det?

En god bog er for mig en der fænger, og modvilligt tvinger en til at gruble og tage stilling til bogens omhandlende emner. ’Ægtestand’ fik mig til at tænke og gruble over morale, og kærligheden med dens mange ansigter. Wauw! Tænk at jeg skulle synes om et så gammelt støvbelagt værk, gemt væk på bagerste hylde i den dybeste kælder. Min grublen er ej slut og fænger mig stadig.

L O V E

-        Josefine M. H.

Livet er en Labyrint

Jeg synes, det er sjovt, som folk lever så forskellige liv, beder så forskellige bønner og lever under så forskellige vilkår. Nogen er født i fattige lande, hvor de hverken har mad eller uddannelsessystemer. Andre er født i urbaniserede og globaliserede lande med et samfund, der alle har mulighed tag over hovedet.
Men på trods af det har vi alle en mening med vores liv. – At lære sig selv at kende og udvinde lige netop det du ønsker i dit liv.
Livet er en labyrint. Fyld med snørklede veje, som nogle gange fører frem, men de vil også føre dig tilbage, så du skal finde en ny og større vej frem, som du vil blive stærkere af.

Det har Jens Baggesen netop fundet ud af i sin rejseroman fra 1792-93  ”Labyrinten”.
Rejseromanen blev udgivet i to bind og blev dannet ud fra hans breve og dagbogsoptegnelser, han skrev under rejsen, der var fyldt med stemninger og møder, der tog farve efter omgivelserne, introduktioner af alvorlige situationer, hvor Jens Baggesen er dødeligt syg, men også situationer, hvor rejsen gør ham mere frisk og levende.

Jens Baggesen tog på en rejse igennem Tyskland, Frankrig, ind til Schweiz begyndelse.
Rejsen var ham tiltrængt, da han var svag i sindet og trængte til nye oplevelser, der kunne styrke ham.

Gennem rejseforløbet oplevede Jens Baggesen både medgang og modgang. Han startede sin rejse ud med at dukke op til båden, han skulle sejle med, uden at have et pas.
Efter nogle hastende timer og et pas rigere kom han om bord på båden, men denne gang uden madkurv. Han klarede den med nød og næppe til Kiel, hvor rejsen rigtig gik i gang.
Jens Baggesen blev både overrasket over de fantastisk smukke byer, men det var dog ikke alle byer, der henrykte ham lige meget.
I løbet af rejsen blev han mere og mere syg, men nogle gange var det som om, han fik sin livsglæde tilbage, og noget af det der kunne hjælpe, var en god snak om livet med hans nye rejsende venner og dameselskab.
Rejsen slutter, i hans to bind af bogen, når de træder ind i Basel ”Jeg var alt paa Schweitzersk Grund – vi rullede ind i Basel”.

Jens Baggesen levede i en tid, hvor det ikke var normalt at blive til andet end ens far havde nået. Men Jens Baggesen levede et andet liv end sin far. Han blev optaget på Slagelse Latinskole og dimitterede senere på Københavns Universitet. Han fik i sine tidlige år passionen at skrive prosa, og han var dygtig til det!
Han blev beundret af mange for sin skrive stil, der var en anderledes stil end de fleste andre digtere i hans tid. Jens Baggesen havde nemlig sin storhedstid lige mellem de to store litterær perioder: Oplysningstiden og romantikken. Derfor var hans digte præget af både oplysningstiden men også romantikken, som han fandt interessant i de senere år.

Hans populære værker gav ham mange tilhængere, der tog på samme rejse gennem Tyskland, Frankrig og Schweiz, for at se gense Baggesens syn på naturen.

Jeg synes, Jens Baggesens rejseroman er en tung sag at tygge sig igennem. Hans prosa er fyldt med beskrivelser på beskrivelser og indskudte sætninger i indskudte sætninger, som muligvis giver et godt indblik i hans mange tanker, men det gør den også svær at læse.
Jeg giver ”Labyrinten” 2 stjerner ud af 5, fordi den for mig ikke var specielt fangende, da den var så svær at komme igennem. Jeg måtte flere gange læse sætningerne op til 4 gange, for at forstå meningen, og det synes jeg ødelægger hele flowet i en god bog. Han skal dog have ros for sin forståelse, af at lege med sproget, og jeg ved at hans værker er meget berømte og anderkendte.  

- Camille Brinch

Lille Rødhætte, Et Portræt

Vi mennesker er meget letpåvirkelige og modtagelige i vores tidlige år. Ifølge Carl Goldberg har sårbarheden overfor oplevelsen af skam en indflydelse på et individ i det voksende liv.
I mit selvlæste værk oplever Thora Von Deken et psykisk overgreb i form af skam. Dette psykiske overgreb resulterer i, at hun udvikler angst og er ulykkelig. Hendes angst bidrager til, at hun er fjendtlig, og at hun ikke rigtig er i stand til at udvikle sociale relationer. Jeg vil mene, at denne fjendtlighed og hendes parade blot er hendes måde at beskytte sig for nye psykiske overgreb.
Jeg tror, at der er andet en skam, der præger Thoras psyke. Nemlig følelsen af at være ubetydelig i sin faders øjne, og blive straffet ved at blive ydmyget foran alle. Dette vækker ubehag i mig. Ingen fortjener, at blive svigtet, og især ikke af de mennesker, der skal være der for en.

Min selvlæste værk har titlen ”Lille Rødhætte: Et Portræt” og er skrevet af Henrik Pontoppidan i 1900. ”Et Portræt” forekommer i titlen, da der er lagt vægt på en karakteranalyse, nemlig Thora, som i hendes barndom kommer til at smage på livets store stygge ulv – først faderens handlinger og dernæst Niels’ erotiske forslugenhed.


Romanen handler om en kvinde, der som barn var glad og naiv. Hendes liv bliver ulykkeligt, idet hendes far kaster familiens formue over styr samt vanære dem. Hun lader sig gifte med en rig godsejer, Niels Engeltoft, og det er hans erotiske forslugenhed, hun er tiltrukket af. Hun frelser sig over det rige ægteskab, men det bliver til sidst en ulykke, som alt andet i hendes liv. Thora bliver herskesyg og nærig og vil sikre deres barn Ester rigdom og succes. Men Thoras nærighed og herskesyghed gør hende forhadt i hele byen. Hun får navne som ”tudsen” og bliver skilt fra sin mand, hvilket hun havde forudset, idet han ofte bragte ordet skilsmisse på bordet. Han må dog købe sig fri fra hende, da han møder en ny kvinde og må ofre en del af sin rigdom. Men dette er ikke nok for Thora, som mener, at hun ikke har oplevet den totale retfærdighed. Hun begiver sig dermed ud på en rejse, hvor hun vil anskaffe sig eksmandens rigdomme på hans dødsleje, nemlig i form af et testemente, hvor han har givet hans store gård væk. Besøget med hendes døende eksmand vækker hendes undertrykte følelser. Hun føler medlidenhed, og ære ham ved at kysse ham på hånden og knæle for ham, idet hun forlader rummet. Hun når dog ikke døren, idet Niels får kramper. Også her vækkes hendes følelser. Hun får angst og råber i vilden sky efter sygeplejersken, men det er for sent. Niels ånder ud. På vejen ud tager hun testamentet.
Dagen efter Niels’ død flytter hun ind på hans gods, Sofiehøj. Rygtet gik, at de inden døden indtraf, havde indgået forlig, hvorpå Thora skulle tilintetgøre testamentet. Da Thora vil tilintetgøre testamentet opdager hendes datter det, hvilket får katastrofale følger.


Mange af Pontoppidans værker er blevet anset for selvbiografiske, men dette er ikke tilfældet. Pontoppidan skriver om det han kender til og ikke sig selv. Dette han gør ud fra sig selv, og hans livsforløb afspejles i mange af hans værker. Af denne grund kan man læse hans værker uden, at kende biografien bag Pontoppidan.

Pontoppidans roman kritiserer skilsmisselovgivningen, som han mener er samfundets kræftskade og en forbryderisk lov. Det ægteskabelige hjem, samfundets fundament, rokkes på, og af denne grund er det ikke så sært, at Thora og Niels’ ægteskab vakler. ”Huset” vakler grundet adskillelige års udhuling af grunden under det. Dog står det fast, at samfundet en dag vil styrte i grus, og af denne grund vil de gamle ægteskabsformer, aldrig kunne genopstå. Af denne grund mener Pontoppidan, at samfundet skal bygges på bredere basis og friere udsigt. Den friere udsigt ses også i forbindelse med den konflikt han bringer på bordet i hans roman. Dette er en konflikt, som alle andre forfattere vil undgå. Konflikten omhandler nemlig forholdet mellem to køn, der lever sammen i ægteskab, og som er vokset op med forskellige syn på ting. Denne konflikt kendetegnes som kvindernes emancipation, og handler om, at kvinder får ligestilling og samme politiske rettigheder og løsrivelsen fra det patriarkalske samfund med manden som overhoved. Af denne grund er bogens hovedperson en kvinde, som er meget fremme i skoen og kæmper for det hun mener, definerer som retfærdighed.


Man kan sige, at Thoras trang efter retfærdighed og penge, som hun definerer det, skyldes hendes oplevelse af skam som barn. Dette bevirker, at den lille uskyldige, Rødhætte, bliver til en mørk og dyster kvinde i hendes voksende liv. Hun tænker kun på sig selv og hendes datter. Hun er så stærkt påvirket af hendes faders valg, at hun ikke er i stand til at føle skyld. Hun retfærdigere såmænd også, at hun har stjålet testamentet, som har ramt andre. Thora bliver på en eller anden måde nøjagtig som hendes far, og af denne grund kunne man nemt tro, at dette er grunden til, at hun affinder sig med sin straf – nemlig en ensom død. Hun har jo netop udsat hendes datter for den skam, som Thora oplevede som barn.


Pontoppidans roman er forbløffende god og fangende. Han formår virkelig at skildre den grusomme virkelig, og konsekvensen af omsorgssvigt og skam. Af denne grund blomstrer en forståelse af påvirkeligheden over for skam, og man fodres med tanker og overvejelser. Jeg ønskede i starten, at Thoras handlinger fik konsekvenser, men dette ændredes. Jeg fik som læser sympati for hende, og ønskede at hendes uretfærdighed, skulle blive retfærdiggjort. Men på den anden side, hvis Thora havde sluppet af sted med sine handlinger, havde det resulteret det i, at hun gik i hendes faders fodspor, og at hun dermed blev det, som hun altid har hadet og skammet sig over.

- Helene Hammer

Tro, loyalitet og kærlighed.

Gud er en meget mægtig figur, som både kristne og muslimske folk dedikerer deres liv til, og har gjort sådan i mange hundrede år. Religionen der fortæller om den almægtige Gud, og hans søn Jesus Kristus kaldes kristendommen, og denne religion spiller en meget stor rolle i B.S. Ingemanns roman "De Underjordiske". I denne historie fortælles der om to slægter som fandtes på Bornholm på Valdemar Atterdags tid. Disse to slægter bliver kaldt henholdsvis Bonahvede og Ulfson slægterne, begge navngivet efter faderen af de respektive slægter. På Bornholm på denne tid, findes der to slags religioner, og Bonahvede tilhører den kristne kirke, mens Ulfson lever i pagt med de underjordiske, og ingen af slægterne kan udstå hinanden. De underjordiske er et dværg- eller nisseagtigt folk som kan finde på at lave en masse ballade. En dag får Ulfson fat i en Alrune, en kraftful talisman som gør ham i stand til at kommandere over elementåndernes verden, deriblandt de underjordiske. Men denne Alrune koster ham hans førstefødte søn, som bliver erstattet af en dværg, senere navngivet Surting til hans kones store sorg. Snart herefter får han en datter, Elna. På dette tidspunkt får også Bonahvede en søn, Rudolph.

Uvidende om umuligheden af deres kærlighed, forelsker Rudolph og Elna sig i hinanden da de uundgåeligt mødtes. På grund af deres forskellige slægter, tillades det ikke at de ses.

En skæbnesvanger dag, bliver Bornholm angrebet af vendiske vikinger, og Bonahvede såres dødeligt i kampen for at forsvare sit hjem. Kort tid efter hjemvender Ulfson fra en af sine eventyr til søs, og han bringer forstærkninger der slår vikingerne på flugt. Ulfson bliver efter dette anset og behandlet som konge over Bornholm. Imens advarer Bonahvede sin søn Rudolph om nogensinde at stole på de underjordiske. Han dør dog snart, og efter et stykke tid møder Rudolph Sigurd, en lyshåret livlig ung mand som han bliver bedste venner med. Sigurd er en lyshåret, livsglad hedning, som intet kender til kristendommen, og som føler den er overflødig. 

De tager begge ud for at drage i krig under Kong Valdemar Atterdag, hvor Rudolphs tre brødre også gør tjeneste. De forulykker dog på vejen, og de skibbrydes på vendernes strande. Her møder de næsten deres ende da Bonahvede brødrene dugger op i deres båd, og jager de vendiske fjender bort. Blandt brødrene findes Halfdan, Eisten og Guttorm. Halfdan, den altid letter sørgmodige harpespiller, Eisten den kæmpemæssige berserkerkriger og Guttorm, ham der altid holder hovedet koldt, og er klar til at give Eisten lænker på, skulle hans raseri skumme over. Nu drager denne kvartet ud i krig og bliver snart slået til riddere, alle sammen. Men Sigurd bliver fristet gang på gang af elementåndernes verden, og brødrene må drage ud og rede ham fra en heks, og senere en gammel eneboer. Imens raser den sorte død hen over Danmark, og Bornholm går ikke fri. Men Elna bliver, efter at have søgt råd hos Surting, bliver inde i huset i mange måneder, og går først ud igen da hun hører den første fugl synge. På dette tidspunkt har Rudolph forsøgt at finde vej hjem til Bornholm, men er blevet taget til fange af maurerne i Spanien, og bliver redet af guds vilje, og det lykkedes ham at vende hjem til sin elskede. Til slut finder også Sigurd og de tre brødere hjem til Bornholm, og både Rudolph og Sigurd bliver gift, mens Halfdan drager ud sammen med Eisten, for aldrig at vende tilbage til Bornholm.

B.S. Ingemann sætter stort fokus på nogle helt enkle ting i denne historie, og det er tro, loyalitet og kærlighed. Alle tre temaer er meget gennemgående igennem hele fortællingen, især tro og kærlighed. B.S. Ingemann var også kendt som en salmedigter, og nogle af de mest kendte er: ”Julen har bragt velsignet bud”, ”Dejlig er jorden” og ”I østen stiger solen op”. Disse salmer sætter enten pris på kristendommen, naturen eller fædrelandet. Det kan også ses som tor, kærlighed og loyalitet.

Bogen var lidt af en udfordring at kæmpe sig igennem, og jeg var lige ved at smide den fra mig på flere tidspunkter. Det ville dog nok ikke have været smart, da jeg læste den som e-bog, og jeg er rimelig sikker på at min PC ikke kan holde til at blive kastet med. Min frustration skyldes at tempoet i fortællingen er så ekstremt langsommeligt, samt sproget var til tider så kringlet at jeg måtte læse sætningen 3-4 gange før jeg helt forstod hvad der stod skrevet. Ærligt talt var historien ikke ligefrem fængende, men det er heller ikke rigtigt den genre af bøger som jeg holder af at læse. Jeg vil vove at påstå at den levede op til mine ret kedelige forventninger. Ikke fordi der intet skete, for det ville være løgn i storstil, men fordi at de tog så lang tid før det rent faktisk skete. Desuden er jeg ikke ligefrem den store fan af religion, det skal ikke være nogen hemmelighed. At historien er så fokuseret på religion gør det derfor også mere uinteressant i min verden. Hvis man er til en god gammeldags fortælling, med lidt af de overnaturlige, og lidt at de lettere aktionprægede middelalder tema, så vil jeg da glædeligt anbefale bogen, men er man ikke til den slags, skal du nok se dig om efter et andet værk.

- Anders Broch Ulsted

HAABLØSE SLÆGTER

Alle nedstammer fra en slægt, men ingen har selv bestemt hvilken slægt de er endt i. Nogle slægter er større end andre og nogle har derfor også noget mere at skulle leve op til, end andre. I Herman Bangs første roman, Haabløse Slægter, nedstammer hovedpersonen, William Høg, fra den, engang, store og rige slægt, Høg. William er oven i købet den sidste i slægten og det afhænger derfor udelukkende af ham og hvad han opnår i livet, om hvorvidt slægten får lov at leve videre. Dette ligger et stort pres på Williams skulde; måske endda for stort for William at håndtere.

Bogen omhandler familien Høg, som består af historiens hovedperson, William Høg, hans far Ludvig Høg, hans mor Stella og hans to søskende Nina og Sofie Høg. William er en meget begavet dreng, som holder af at læse bøger og teaterstykker. Han har i sin barndom et meget tæt forhold til sin mor, som desværre allerede bliver brudt da moren dør, da William kun er 12 år. Faren er blevet erklæret sindssyg og dør, af sin sygdom, kort tid efter moren.
William og hans to søstre står nu tilbage som de sidste i slægten uden nogen arv efterladt dem. William tager på gymnasiet i Sorø. Selvom han er bange for at slægten vil dø forbliver han fast besluttet på at føre den videre og beskytte sine to søstre.
I Sorø møder han den noget ældre Kamilla Falk, som han får et tæt forhold til – bådekærlighedsforhold og som en moder for ham. Kamilla foreslår ham at blive skuespiller og da hans mor også var vild med teater fanges han hurtigt af ideen. Efter gymnasiet flytter han til København med sine to søstre, hvor han ihærdigt kæmper for at blive skuespiller. Han finder sit yndlingsstykke, Aladdin frem og siger ”Jo, når man havde et mål, var det en leg, enhver var Aladdin, når han blot troede.”. Han tror inderligt på at han vil få et liv som skuespiller, og det kommer derfor som en stor skuffelse for ham, da han ved optagelsesprøven bliver afvist.
Efter dette møder han forfatteren og modejournalisten, Bernhard Hoff, som på mange måder ligner William selv. Hoff har dog den egenskab at han kan flyde med strømmen og leve meget mere i nuet end William er i stand til.
Efter hans store nederlag er han sunket i et dybt hul, og som trøst finder han den langt ældre Grevinde Hatzfeldt, som han får et nært kærlighedsforhold til. Hatzfeldt fungerer i en tid som en moderrolle for William. da han finder ud af at hun også har haft et forhold til, hans gode ven, Bernhard Hoff bliver han forarget og ender forholdet.
Herefter foretager William sig ikke meget andet end at ligge i sin seng. Han mener simpelthen ikke han har noget liv at stå op for.
En dag beslutter han sig dog for at skrive en komedie. Denne opføres med held og bogen ender med at han flygter fra sit nuværende liv ved at skifte navn til Høst. Han får herefter en succes som skuespiller.

Den 22 årige Herman Bang skrev i 1880 Haabløse Slægter, som hans første roman. Han brugte ikke mere end nogle få måneder på at skrive den, men dette er nok fordi det meste af historien egentlig var digtet på forhånd. Herman Bang og William Høgs liv ligner nemlig rigtig meget hinanden og det er ikke svært at finde sammenhæng mellem deres 22 første år.

Ligesom William, drømmer Bang også om at videreføre sin slægt, men mister også begge sine forældre i en meget ung alder. Bang lever også i fattigdom og han har en drøm om at blive skuespiller. Da han stiller op til at blive skuespiller bliver han afvist ligesom William. Bang begynder at skrive teaterstykker og begynder en ny start på sit liv. Som 22 årig skriver han Haabløse Slægter og herfra går det kun bedre og bedre for ham. Man får ikke noget at vide om Williams videre liv, men den ender med at han skriver sit første teaterstykke og det tyder på at han har en smule fremgang i hans liv. Måske har det at han ændrer navn fra Høg til Høst noget at gøre med at han starter et helt nyt liv, hvor han vil blive til noget. Og da William Høg lader til at afspejle Herman Bangs liv kunne man forestille sig at han tænker det samme og sit eget liv.

Bogen var noget tung at komme i gang med, men da jeg først var kommet godt ind i den og forstod hvad den egentligt gik ud på blev jeg ret fanget af den og synes egentlig den var ret spændende at læse. Det var sjovt at følge Williams liv, fordi han egentlig var langt mere begavet end de fleste andre i hans alder, men alligevel havde svært ved at blive noget, fordi han var bange for at blive noget der ikke levede op til sit store navn og så af den grund ende med slet ikke at blive noget.

- Laurits Kjær Madsen

Drøm og Virkelighed - To tidsaldre

”Kjære læser!” Sådan begynder den ene af de to hverdagsfortællinger fra Thomasine Gyllembourgs værk ”Drøm og virkelig, To tidsaldre” og sådan har jeg også tænkt mig, at jeg vil starte mit blogindlæg, så derfor…

Kære læser!

Aldrig mindes jeg at have hørt navnet Thomasine Gyllembourg eller nogle af hendes værker. I hvert fald var hun mig ukendt og ligegyldig, inden jeg begyndte min læsning af hendes værk. Dette har, efter at have læst bogen, undret mig, da jeg finder hendes måde at fremstille livet i 1840’erne og perioden omkring den franske revolution på yderst interessant.

Thomasine Gyllembourg har træk fra Biedermeier perioden i sine tekster, hvilket går under tidsperioden romantismen, idet hun bekskriver hverdagslivet, hvor hun kommer ind på familiers forskellige problemer i en borgerkultur, men dog stadig med fokus på det vante, harmoniske og hjemmelige. Idet hun inddrager borgeres forskellige hverdagsproblemer minder det meget om virkeligheden og dermed det realistiske, men stadig med et idealistisk syn. Hun sammensmelter realismen med romantikken som munder ud i en poetisk realisme.

Thomasine Gyllembourg er kendt for sine forskellige skildringer af livet som københavnsk borger tilbage i det forrige århundrede. I fortællingen, To tidsaldre, skildrer hun livet under revolutionstiden, med det formål at vise hvordan historiske begivenheder og forandringer påvirkede samfundets familier og det individuelle liv. F.eks. bliver Claudines store kærlighed nødt til at rejse til Frankrig på grund af revolutionen, hvor Claudine så lever et svært liv uden en mand og kan ikke give slip på ham, hvilket præger hendes efterfølgende kærlighedsliv. Som titlen på den ene af de to noveller ”To tidsaldre” lyder, konfronteres romantikken og realismen i de to opdelinger, der er i novellen.

I Drøm og virkelighed sættes der fokus på en ægteskabshistorie og hvilke normer og moraler der er rigtige, hvor man skal sikre sin families videreførelse og ikke bringe skam over familien. I denne novelle møder vi en Julius, der forelsker sig i en pige under hans stand, hvilket også er imod hans Onkels forventninger. Hans Onkel havde planlagt et ægteskab mellem Julius og hans datter Laura. Men Julius er blændet af Lises seksualitet og bliver ledt på afveje, hvilket får sine konsekvenser, han men finder tilbage på sporet, da han møder Laura, som nu er ældre, smuk og dannet.

I værket tillægger Thomasine kvinden en vigtig rolle idet, det er hende, der præger hjemmet samtidig med, at det er kvindens dannelse, der er grundlag for den borgerlige familie. I Drøm og virkelighed er det kvindes rolle at hjælpe manden ud af de sociale og psykologiske  konflikter, som kærligheden er skyld i. Her er Laura denne kvinde, der skal hjælpe Julius med at holde hovedet højt og sin status så der ikke bliver bragt skam over familien.

I starten var jeg meget kritisk for om jeg ville kunne lide en ”gammel” bog som denne, men efter at have læst den, er jeg kun blevet positivt overrasket. Som skrevet tidligere synes jeg, at det er en forfatter, man bør kende til eller have hørt om, og jeg kan klart anbefale denne bog, da man får et godt indblik i det folkelige liv dengang, og hvad der foregik inde bag husets vægge.

- Christina Dybdahl Nielsen