Lille Rødhætte, Et Portræt

Vi mennesker er meget letpåvirkelige og modtagelige i vores tidlige år. Ifølge Carl Goldberg har sårbarheden overfor oplevelsen af skam en indflydelse på et individ i det voksende liv.
I mit selvlæste værk oplever Thora Von Deken et psykisk overgreb i form af skam. Dette psykiske overgreb resulterer i, at hun udvikler angst og er ulykkelig. Hendes angst bidrager til, at hun er fjendtlig, og at hun ikke rigtig er i stand til at udvikle sociale relationer. Jeg vil mene, at denne fjendtlighed og hendes parade blot er hendes måde at beskytte sig for nye psykiske overgreb.
Jeg tror, at der er andet en skam, der præger Thoras psyke. Nemlig følelsen af at være ubetydelig i sin faders øjne, og blive straffet ved at blive ydmyget foran alle. Dette vækker ubehag i mig. Ingen fortjener, at blive svigtet, og især ikke af de mennesker, der skal være der for en.

Min selvlæste værk har titlen ”Lille Rødhætte: Et Portræt” og er skrevet af Henrik Pontoppidan i 1900. ”Et Portræt” forekommer i titlen, da der er lagt vægt på en karakteranalyse, nemlig Thora, som i hendes barndom kommer til at smage på livets store stygge ulv – først faderens handlinger og dernæst Niels’ erotiske forslugenhed.


Romanen handler om en kvinde, der som barn var glad og naiv. Hendes liv bliver ulykkeligt, idet hendes far kaster familiens formue over styr samt vanære dem. Hun lader sig gifte med en rig godsejer, Niels Engeltoft, og det er hans erotiske forslugenhed, hun er tiltrukket af. Hun frelser sig over det rige ægteskab, men det bliver til sidst en ulykke, som alt andet i hendes liv. Thora bliver herskesyg og nærig og vil sikre deres barn Ester rigdom og succes. Men Thoras nærighed og herskesyghed gør hende forhadt i hele byen. Hun får navne som ”tudsen” og bliver skilt fra sin mand, hvilket hun havde forudset, idet han ofte bragte ordet skilsmisse på bordet. Han må dog købe sig fri fra hende, da han møder en ny kvinde og må ofre en del af sin rigdom. Men dette er ikke nok for Thora, som mener, at hun ikke har oplevet den totale retfærdighed. Hun begiver sig dermed ud på en rejse, hvor hun vil anskaffe sig eksmandens rigdomme på hans dødsleje, nemlig i form af et testemente, hvor han har givet hans store gård væk. Besøget med hendes døende eksmand vækker hendes undertrykte følelser. Hun føler medlidenhed, og ære ham ved at kysse ham på hånden og knæle for ham, idet hun forlader rummet. Hun når dog ikke døren, idet Niels får kramper. Også her vækkes hendes følelser. Hun får angst og råber i vilden sky efter sygeplejersken, men det er for sent. Niels ånder ud. På vejen ud tager hun testamentet.
Dagen efter Niels’ død flytter hun ind på hans gods, Sofiehøj. Rygtet gik, at de inden døden indtraf, havde indgået forlig, hvorpå Thora skulle tilintetgøre testamentet. Da Thora vil tilintetgøre testamentet opdager hendes datter det, hvilket får katastrofale følger.


Mange af Pontoppidans værker er blevet anset for selvbiografiske, men dette er ikke tilfældet. Pontoppidan skriver om det han kender til og ikke sig selv. Dette han gør ud fra sig selv, og hans livsforløb afspejles i mange af hans værker. Af denne grund kan man læse hans værker uden, at kende biografien bag Pontoppidan.

Pontoppidans roman kritiserer skilsmisselovgivningen, som han mener er samfundets kræftskade og en forbryderisk lov. Det ægteskabelige hjem, samfundets fundament, rokkes på, og af denne grund er det ikke så sært, at Thora og Niels’ ægteskab vakler. ”Huset” vakler grundet adskillelige års udhuling af grunden under det. Dog står det fast, at samfundet en dag vil styrte i grus, og af denne grund vil de gamle ægteskabsformer, aldrig kunne genopstå. Af denne grund mener Pontoppidan, at samfundet skal bygges på bredere basis og friere udsigt. Den friere udsigt ses også i forbindelse med den konflikt han bringer på bordet i hans roman. Dette er en konflikt, som alle andre forfattere vil undgå. Konflikten omhandler nemlig forholdet mellem to køn, der lever sammen i ægteskab, og som er vokset op med forskellige syn på ting. Denne konflikt kendetegnes som kvindernes emancipation, og handler om, at kvinder får ligestilling og samme politiske rettigheder og løsrivelsen fra det patriarkalske samfund med manden som overhoved. Af denne grund er bogens hovedperson en kvinde, som er meget fremme i skoen og kæmper for det hun mener, definerer som retfærdighed.


Man kan sige, at Thoras trang efter retfærdighed og penge, som hun definerer det, skyldes hendes oplevelse af skam som barn. Dette bevirker, at den lille uskyldige, Rødhætte, bliver til en mørk og dyster kvinde i hendes voksende liv. Hun tænker kun på sig selv og hendes datter. Hun er så stærkt påvirket af hendes faders valg, at hun ikke er i stand til at føle skyld. Hun retfærdigere såmænd også, at hun har stjålet testamentet, som har ramt andre. Thora bliver på en eller anden måde nøjagtig som hendes far, og af denne grund kunne man nemt tro, at dette er grunden til, at hun affinder sig med sin straf – nemlig en ensom død. Hun har jo netop udsat hendes datter for den skam, som Thora oplevede som barn.


Pontoppidans roman er forbløffende god og fangende. Han formår virkelig at skildre den grusomme virkelig, og konsekvensen af omsorgssvigt og skam. Af denne grund blomstrer en forståelse af påvirkeligheden over for skam, og man fodres med tanker og overvejelser. Jeg ønskede i starten, at Thoras handlinger fik konsekvenser, men dette ændredes. Jeg fik som læser sympati for hende, og ønskede at hendes uretfærdighed, skulle blive retfærdiggjort. Men på den anden side, hvis Thora havde sluppet af sted med sine handlinger, havde det resulteret det i, at hun gik i hendes faders fodspor, og at hun dermed blev det, som hun altid har hadet og skammet sig over.

- Helene Hammer