mandag den 7. januar 2013

Åh det dejlige nytår!


Nå, så blev det min tur til at skrive et indlæg til 1.z bloggen, jeg sidder endnu en gang med alle lektierne presset op til sidste afleveringsfrist.. Men det er der vel ikke så meget at gøre ved, de skal jo laves! Og det her er jo ikke ligefrem den værste aflevering vi har haft, det er såmænd en meget hyggelig en. Håber I vil nyde mit indlæg!

Mit indlæg skal handle om noget af min juleferie, nemlig den del, hvor jeg var på skiferie med 17 drenge fra min efterskole. Det var vi fra den 28. december til den 2. januar, og det var en FED tur!

Den 28. december satte jeg mig i en bus, og kunne se frem til omkring 20 timers stillesidden, fra Danmark til skisportsstedet, Bad Gastein, i Østrig - forresten rigtig fedt sted!
Men det er aldrig den fedeste fornemmelse, at vide man skal sidde stille så længe, men denne gang var det endnu værre. Jeg vågnede nemlig om morgenen den 28. og startede dagen ud med, at kaste op 2 gange.. Og efterfølgende havde jeg det heller ikke helt fint, jeg var noget sløj, og havde ingen appetit.. Mens de andre drenge hyggede sig og fik nogle øl i bussen, sad jeg på min egen lille plads, med alt for meget tøj på, og prøvede at sove…
Nej, busturen var ikke det fedeste, men jeg klarede den hele vejen! Og da vi så ankom til Bad Gastein havde jeg fået det bedre, men jeg havde ikke spist noget hele den foregående dag, så jeg startede den nye dag, den 29. december, med at leje mine ski, komme op på toppen af bakken og få mig et godt måltid mad – det hjalp! Resten af dagen gik med at stå på ski og om aftenen på afterski – selvom appetitten stadig ikke helt var i top, så kan man da ikke sige nej til noget afterski, vel? – Men det blev ikke så længe jeg var der, jeg gik i seng klokken 11, fordi jeg er så fornuftig.

Næste dag, den 30. december, stod vi alle tidligt op, og skyndte os op på bakken. Sneen var god på de fleste pister, dog lidt iset nogle steder, men det gik. Vi havde en god dag, hvor vi bl.a. var ude i offpisten og bygge nogle hop. Oscar udførte et vellykket hop, helt nøgen, han frøs lidt, men det var skam sjovt. Oscar og jeg lavede også et hop, hvor man vel og mærke hvis man havde nok fart på, kunne hoppe over et træ på 2-3 meters højde. Men som sagt skulle man have nok fart på, og det var der ingen af os der havde, så vi endte alle med at hoppe ind i træet i stedet for…
Om aftenen havde vi meldt os på noget pubcrawl, hvor vi skulle besøge 4 forskellige barer og have nogle konkurrencer, det levede ikke helt op til hvad vi havde forventet vi ville få for de penge vi havde betalt.. Men vi fik da en god aften ud af det, og endte på en bar som lå lige ved vores hotel. Der blev vi til klokken 5 om natten.

Endelig blev det nytårsaften, den aften vi alle havde glædet os så meget til – nogle var mere kvæstede end andre, men vi fik alle skiende på og havde en god dag på pisten, nogenlunde tilsvarende de andre dage.. Men aftenen var dog lidt anderledes, nok en af mine hidtil bedste nytårsaftener jeg har haft! Den startede lidt sløjt ud, vi var stadig lidt trætte fra dagen inden, men da vi endelig kom ned på baren, så kom der gang i festen‼ Baren var fyldt med glade mennesker, som alle var i vildt festhumør, så det lovede godt!
Da klokken endelig slog 12, stod vi udenfor og kiggede på den flotte himmel, med alt fyrværkeriet, vi ønskede hinanden godt nytår, og drak champagne. Lige præcis sådan en nytårsaften skal være!
Sådan fortsatte festen til klokken 7 om morgenen, med en masse glade og festglade mennesker.
Vi fik os et par timers søvn, og fortsatte så på pisten den 1. januar - nogle blev dog hjemme og havde det knap så godt, men jeg holdt ud, og klarede den sidste dag vi havde på ski.

Om aftenen ventede de 20 timer så i bus hjemad igen.. Denne gang var uden sygdom, men vi var jo selvfølgelig alle sammen godt kvæstede, så turen hjem føltes lidt hurtigere end turen derned.

Nu vil jeg bare gerne sige, lidt forsinket god jul og godt nytår til jer alle sammen fra 1.z, og hvis der skulle være andre der læser det. Håber i får et rigtig godt år 2013, i selvskab med nogle dejlige Egå Gymnasium elever og selvfølgelig i selvskab med 1.z.

Vi ses! 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar