Ung Elskov

Ung Elskov

Når jeg ser på titlen ”Ung Elskov” forbinder jeg det med noget uskyldigt og uvidende. Man forelsker sig i hinanden i en tidlig alder, man ser sig selv slentre lange gåture langs vandet med sin eneste ene i hånden. Og børn? Ja, de er der skam også. Der snakkes om ægte kærlighed før man overhovedet ved hvad kærlighed indebærer. Nogle mener, at skæbnen bestemmer, men er det ikke i virkeligheden kun dig selv der bestemmer din egen skæbne? Nogle forhaster sig meget med at finde den eneste ene, mens andre skaber et kærlighedsideal, hvor drifterne skal overgå fornuften.  Når det så er sagt, er det et meget vanskeligt ideal at udleve, når man lever i sin egen lille nøddeskal og er rædselsslagen for at opgive kontrollen over sit eget liv, til fordel for elskov som ofte ender i fiasko. For man skal huske på at i sidste ende har man kun sig selv, men er det ægte lykke? Jens Thyssen som fremtræder som hovedpersonen i Henrik Pontoppidans roman ”Ung Elskov” døjer med et tilsvarende dilemma.

Bogen er skrevet af den samfundskritiske Henrik Pontoppidan, som optrådte som en af ”Det Moderne Gennembruds” forfattere. Henrik Pontoppidan delte samme tankegang som den danske samfundskritiker Georg Brandes, som siges at være teoretikeren bag ”Det Moderne Gennembrud”. Deres tankegang var at realisere litteraturen. Henrik Pontoppidans roman ”Ung Elskov” bærer i den grad præg af kritik i mod de gamle traditioner, som f.eks. romantikken, og Pontoppidan forsøger ihærdigt at lade realismen udvinde romantikken og derved give læseren en opfattelse af hvordan det idéelle samfunds billede ser ud i hans øjne. 

Vi ser romanen ”Ung Elskov” igennem hovedpersonen Jens Thyssens øjne. Jens Thyssen forelsker sig i kromandens datter Ellen, men indser at han tilsyneladende er fanget i sig selv. Gennem hele romanens forløb jagter han anerkendelse, kærlighed og nærhed i form af andre mennesker, men han tør ikke give slip på det har han har i frygt for ikke at kunne kende sig selv. Hans største kærlighed Ellen bliver forført af en anden mand ved navn Jakob. Ellen og Jakob får barnet Martha sammen, og nu hvor hans store kærlighed Ellen er ude af spillet, forsøger Thyssen at påtage sig rollen som Marthas far, selvom han ikke er den rigtige far. Martha vokser op, og Thyssen gør hvad han kan for at fremstå som en faderfigur for Martha. Martha vokser fra Thyssen og kommer ud i noget rod, hvor hun gifter sig med den unge slagsbror Jesper. Martha forelsker sig i en student, men det får fatale følger når den barske og jalousi ramte slagsbror Jesper opdager kærlighedsaffæren. Jesper pågriber Martha, men ender med at blive kvalt af hende. Martha bliver skør efter episoden og tager sit eget liv, og tilbage har vi Jens Thyssen.

Jeg har med denne bog fået et indblik i hvilke idealer Henrik Pontoppidan mener, skal være byggestenene for vores samfund, og Pontoppidan har brugt hovedkarateren Jens Thyssen som en afspejling af realismen. Jens Thyssen står i modsætningen til romantikken, og igennem hans øjne er kærlighed og elskov opstillet som en kliché.

Trods bogens hårde analyse og fortolkning synes jeg alt i alt at det var en udmærket bog, i dét den har gjort mig klogere på hvordan man som ”Det moderne gennembruds” forfatter udfolder sit budskab. Jeg synes til gengæld at sproget til tider kunne være vanskeligt at tyde, når der i bogen vendinger og ord der ikke indgår i den moderne måde at skrive på. Jeg vil anbefale bogen, hvis man har tid og lyst til at tolke gamle ord og vendinger og jeg vil i sær anbefale den, hvis man er glad for bøger der omhandler ”Det Moderne Gennembrud”.

-          Morten Sørensen

Fremmede Takter

Palmer. Store, lange blade der vifter i en vind af stærke krydderier. Tunge dufte der brænder på tungen. Sjove syngende sprog talt med dybe brune øjne. Mærkelige toner og rytmer. Fødder der stamper i jorden i ukendte taktarter. Hænder der griber ud og byder op til fremmed dans. Har du danset før? Alting bobler, du sitrer og det hele kulminerer i en eksplosion af farver og følelser... Er det sådan den føltes? Den fremmede eksotiske kærlighed, som Georg oplever i Romanen "De Frifarvede" af Henrik Hertz. Georg er søn af plantageejeren Fru Graves. Fru Graves er en yderst bestemt dame, der med urokkelig viljestyrke hader mulatter eller frifarvede, som de også kaldes. Det er hendes store skam, at hun igennem sin svogerens giftemål, er beslægtet med dem. Derfor er det ingen overraskelse, at Georg ikke tør indrømme forholdet til sin mulatter kusine Marguerite Hoquesville for moderen. Hun finder i mellemtiden ud af hans fascination af kusinen, og sender ham på en forretningsrejse rundt i Europa. Mens han er afsted, arrangerer hun et ægteskab mellem Georg og det gode parti Heloise Carstensen. De mødes i Norge, hvor moderen bringer dem sammen. Georg bliver hurtigt forelsket i Heloise, og snart har han glemt alt om sine løfter til Marguerite. De to bliver forlovet, men inden brylluppet holdes bliver Georg opsøgt af Arthur Hoquesville, Marguerites bror. Denne beretter at Marguerite har født Georg en søn, og at de opholder sig på en gård tæt ved. Georg smider alt, hvad han har i hænderne og følger med Arthur. I det øjeblik han ser Marguerite, dukker hans gamle følelser op til overfladen. Han fortæller Fru Graves, at han agter at gift sig med Marguerite, nu da han har gjort hende så stor uret. Fru Graves bliver vred og slår hånden af ham. Georg kan ikke holde til det pres, der rammer ham fra både familien Hoquesville og Fru Graves side. Han bliver sindssyg, men når på sit dødsleje at komme til sig selv. Her gifter han sig med Marguerite, og de lever sammen indtil George dør nogle dage efter. Arthur Hoquesville gifter sig med Heloise Carlsen, og Fru Graves flytter tilbage til sin plantage, der ender med at gå konkurs.

Romanen er skrevet i 1836 af Henrik Hertz. Dette placerer den litteraturhistorisk i romantismen. Her passer den godt ind, da den arbejder med begrebet "den svimlende lykke". Georg må igennem meget inden han opdager at hans kærlighed til Marguerite, er det vigtigste af alt. Han ender med at have dette øjeblik af svimlende lykke inden han dør. Herudover arbejder man i romantismen med splittelse, der opleves mellem det intellektuelle og det følelsesmæssige. I bogen ser man det i Georgs valg mellem moderens fordomme og hans store kærlighed til Marguerite. Henrik Hertz er en dansk jødisk forfatter og "De Frifarvede" er en af de få romaner, han har skrevet, ellers har han oftest skrevet digte og lystspil. Hertz skriver romanen efter han er hjemvendt fra en udenlandsrejse i 1934, så man kan forstille sig at en del af inspirationen til romanen kommer herfra. Derudover er ligestillingen mellem danskere og mulatter i de dansk vestindiske øer juridisk set sket et par år forinden, så dette er også en mulig inspirationskilde. Henrik Hertz ser positivt på ligestillingen, og det er også tydeligt i romanen. Den måde både den fremmede natur, og bl.a. Arthur Hoquesville beskrives er både positivt og malende. Eks. beskrivelsen af Arthur efter at han har redet Heloise fra en bjørn, "Han var høi og rank og en af de smukkeste mænd hun havde seet." Her beskrives Arthur som en sand helt, derudover er han i bogen en retfærdig og tilgivende person. Arthur er på mange måder beskrivelsen af den ideelle mand.

Fortælleteknikken i romanen er meget atypisk, og ligger overraskende nok på kanten til den Blicherske novelle. Historiens fortæller indleder historien med at fortælle at han har hørt denne som barn af en mand ved navn Junghans, som har været forretningsmand for familien Graves. Allerede her ligner det den Blicherske novelle, idet man kan stille spørgsmålstegn ved fortællerens pålidelighed. Da der er tale om en mundtlig overleveret historie, er den skrevet i datid. Fortælleren er alvidende og kender derfor personernes tanker, dog er det som om at historien betragtes på afstand. Dette ses på side 50 i bogen "Men - af alle disse Planer skulde ikke ret mange gaae i Opfyldelse" en sådan kommentar understreger, at det ikke er muligt, at ændre i det der er sket i fortællingen. Disse træk er præcis nogle, der kendetegner den Blicherske novelle. Selvom romanens handling cirkulerer om de politiske debatter der vedrører slaveri og sortes rettigheder, er det ikke en politisk roman. Fokus er på kærlighedshistorien ikke på politik, og det er igen et træk der også er genkendeligt i Blichers noveller. 

Personerne i Romanen er alle meget stærke. Vi har Georg, der er både privilegeret, stærk og følsom. Vi har hans mor Fru Graves, der har en del af de samme karaktertræk, men hun har ikke en følsom eller tænksom side. Tvært imod, hun er udspekuleret, hadefuld, arbejdsom og utrolig stædig. I romanen optræder hun på mange måder som mand, bl.a. fordi hun har overtaget forretningen efter Hr. Graves død. Fru Graves er i sandhed et billede på en hård og kontant plantageejer. Eks. s. 12 "Hun Herskede i sit Huus og over sine talrige Undergivende med en mands Bestemthed og en Vestindisk Planters Strenghed." Hun er en meget streng dame, men hendes store fejl er, at hun ikke kan ændre sit synspunkt. Til det sidste er hun farstødt af Marguerite og Georgs forhold, hun ændre ikke mening. Dette straffes hun for i slutningen af bogen, idet hun ender med at gå konkurs og afskære sig fra sin familie. Sønnen George lider en anden skæbne, han vinder kærligheden til sidst, selvom han må gå meget igennem for at få den. Som nævnt tidligere, opnå Georg den svimlende lykke, da han dør i armene på Marguerite. Døden er altså for ham ikke en straf, men en sejer idet han vinder kærligheden.

Komposition i romanen er typisk for dannelsesromaner. Vi ser hjemme ude hjemme princippet, Georg starter hjemme hos Marguerite, drager ud på forretningsrejse og til Norge, hvor han også oplever en anden og mere tilbedende kærlighed, som han føler for Heloise. Til sidst ender han igen "hjemme" i Marguerites arme. Han når aldrig tilbage til de vestindiske øer, men idet Marguerites arme er der han hører til, ender han alligevel hjemme. Romanen er altså en dannelsesroman. Dette ses både i romanenes komposition, men også i måden hvorpå man følger Georgs liv fra barn til voksen. Han går fra at være en naiv dreng, der lader sig friste ude i den store verden og lytter til sin mors fordomme. Til at blive en mand, der vælger kærligheden. Ud over Georgs dannelse har vi også en dannelse af Fru Graves eller mangel på samme. I løbet af romanen får Fru Graves flere gange muligheden for at forstå, hvad den virkelige lykke er. Hun er dog for stædig til at acceptere den, og ender med at blive straffet for det. Igennem historien dannes læseren også, da de to modsatrettede dannelser bliver sat op imod hinanden. Roman er derfor uden tvivl en dannelsesroman. Kærlighed eller ensomhed, sådan lyder valget. Dette valg er samtidig to af tematikkerne i romanen, samt mulatter og sortes rettigheder. Alle tre tematikker er noget, man kan relatere til i dag. Selvfølgelig kærlighed, men også den måde fremmede behandles på er relevant i nutidens Danmark. Alt i alt er ”De Frifarvede” en spændende roman, der både belyser nogle af samtidens tematikker og beretter en kærlighedshistorie, der nok altid vil være relevant.

Selv i forskellige taktarter kan toner være ens.

- Ida Bergholdt Jul Christiansen

Forførerens Dagbog

Forførelsens magt har været velkendt i litteraturen i flere årtusinder. Allerede Biblen beretter om Edens have med forbudte fristelser, og Homer bragte det sidenhen på banen i hans skrifter om det gamle Grækenland. Siden har ikke mindst  Søren Kirkegaard, men også en lang række andre forfattere arbejdet med emnet. Trods et stort tidspænd er fænomenet det samme.  I sociologiens verden beskrives forførelse som en proces, hvorved en person lokker en anden person ind i en akt. Denne akt forbindes ofte med seksualitet og begær. Forførelsens kunst må beherskes til præcision for, at være effektiv . Mange elementer spiller ind i overvejelsen om, hvordan et offer skal forføres. Søren Kirkegaards fiktive karakter Johannes, beherskede netop denne disciplin til præcision, hvorved han også vandt Cordelia.

Bogen er skrevet som Johannes dagbog, hvilket gør det let at følge kronologien, og derved også lettere at leve sig ind i fortællingen. Dette er en klar fordel for nutidige læsere, da det kan være svært at relatere til en fortælling hvis handlig forgår i en anden tid. Kirkegaard gør dog intet let tilgængeligt for læseren. Han gør stor brug fra henvisninger og uddrage af bibelske tekster, og som om det ikke skulle være nok er sproget også gammeldags og kræver derfor lidt ekstra kræftanstrengelser at forstå ordene.

Forførerens dagbog beskriver den proces, hvorved Johannes vinder Cordelias hjerte. Han er en yders velovervejet kynisk ung mand, som er bevidst om betydning af æstetik og erotik. Bogen er dog ikke erotisk i den forstand, da dens omdrejningspunkt er mere psykisk forførelse. Johannes er altså  er velovervejet i den forstand at han formår at planlægge og gennemføre forførelsen af Cordelia. Det handler for Johannes om at trække forførelsen i langdrag, da det er den egentlige nydelse. At se pigen udvikle sige, og blive til en kvinde. Når den erotiske agt er udført, da er pigen ikke af interesse for ham længere. Dette er hvad den unge Cordelia udsættes for. Dette giver et godt billede af Johannes spil, og hvor kynisk han leger forførelsens leg. For hvad er det han vil have ud af dette? I bund og grund ikke pigen, men nærmere en selvanerkendelse af, hvor dygtig han efterhånden er blevet til, at læse og tackle situationer, så de falder til hans fordel.

Under min læsning blev jeg både en smule smigret, men dog også indigneret over Johannes beskrivelser af unge kvinder. For både skriver han, at det er det skønneste gudskabte, men han skriver også, at efter den erotiske akt er kvinden fortabt, og hvis hun skulle reddes, da skulle hun forvandles til en mand. Jeg må dog erkende, at dette blot er præget det daværende kvinde syn, og kvindens samfundsmæssige rolle i romantikkens dage.

Inden jeg påbegyndte min læsning føltes læsning af Kirkegaard som en uoverstigelig opgave, men efter nu at have læst den, mener jeg, at det måske noget, som man på et tidspunkt i livet burde tage sig tid til. Jeg har aldrig før læst så velovervejet og symbolsk en bog som denne. Og tilmed omhandler den tematikker, som også i dag er relevante. Jeg må altså sige at jeg var meget positiv overrasket over bogen, da den gav et godt historisk billede af romantikken som tidsperiode, men dog havde relevans og interesse for mig. Som et typisk romantisk træk omhandler bogen meget psyken, hvilket er meget svarende til det indadvendte fokus i denne periode.

Bogen overlader meget analyse og fortolkning til læseren, hvilket gør det til sværere læsning. Jeg vil dog varmt anbefale den, men med en advarsel om, at den kræver tid og arbejde at forstå. Noter og opslag er til tider nødvendige, men ellers en underholdende bog, som efter min mening giver en udvidet horisont både hvad romantisk litteratur og filosofi angår.  

Emma Grønbæk

Kemi og kærlighed

Det er ren kemi. En kort "googling" ledte mig frem til svaret. Tilstedeværelsen af stoffer som oxytocin, vasopressin og dopamin i kroppen er altafgørende for, hvorvidt vi føler os seksuelt tiltrukket af et andet menneske, og om vi forelsker os. Ja, det lyder skuffende. Kærligheden, lysten til sex, svæveturen på den lyserøde sky, følelserne, der giver dig et sug og en kildren i maven, lysten, der får dig til at glemme tid og sted, og som kan mærkes helt ude i fingerspidserne, er egentlig bare kemiske reaktioner igangsat af et kompliceret samspil mellem hormoner, neurotransmittere og hjerneområder. Evolutionen har udstyret mennesker og dyr med en række kemikalier, som skal hjælpe os gennem befrugtningsprocessen og med udvælgelsen af en partner. Selvom det lyder tørt, så er det alligevel en ret lækker værktøjskasse kroppen besidder, om man vil, og denne kasse kom til at styre Marie Grubbes liv. 

Romanen Fru Marie Grubbe handler om den unge Marie, som i sin søgen efter kærlighed må lide mange nederlag. Hun rejser som ung pige fra Tjele til København. Her ægtes hun til kongesønnen Ulrik Frederik, men forelskelsen varer ikke længe. Ulrik Frederiks lange ophold i Spanien og affæren med en anden kvinde dræber Maries kærlighed til sin ægtemand. Med Sti Høg rejser hun nu til Frankrig for at søge lykken. Marie og Sti forelsker sig i hinanden, men allerede efter et halvt års tid har hun fået nok af Stis kritiske intellekt, og de går hver til sit. Hun vender nu hjem til Tjele, hvor hun voksede op, og bliver gift med adelsmanden Palle Dyre, som tager hende af forretningshensyn. I lang tid ligner det, at Marie skal ende sine dage - ulykkelig og i et hus, hvor faderen og ægtemanden kun synes at have interesse for det materielle, men da møder hun den nye ladefoged på gården, den modige Søren Ladefoged. Han er en stor, stærk og primitiv mand. De finder hurtigt ud af, at de begge er dødeligt forelsket i hinanden og køber et færgested på Falster, hvor Marie ender sine dage. 

Marie er gennem hele romanen styret af sine drifter og drømme. J. P. Jacobsen fremstiller hende som en stærk kvinde, der ender sine dage lykkeligt, omend hendes sociale status er kørt i sænk af hendes seksualdrift. Hendes behov er ikke materielle, de er seksuelle. Hendes første forelskelse bliver i kongens halvbror, Ulrik Christian. Hun mærker hvor stærkt hun drages af det heroiske og mandige i ham. Efterfølgende bliver hun Ulrik Frederiks hustru, hvorved hun opnår status som Danmarks næstfornemmeste dame. Men da hun ikke elsker ham, og hendes seksualdrift er for bestemmende, skilles hun fra Ulrik Frederik, livet som statholderfrue og de mange materielle goder, for i stedet at søge en udlevelse af hendes drifter og seksuelle behov. 

Det skulle dog vise sig at være sværere end som så. Den civiliserede Sti Høg, som efter en slåskamp synes modig, får hun som nævnt et forhold til. Dog trætter Stis melankolske tænkning hurtigt Marie. Han er nu hverken munter eller modig. På sin udlandsrejse møder Marie også den unge Remigius. Han er meget betaget af Marie, hvilket hun synes er meget spændende, men den unge mand dør snart i en ulykke. 

Maries seksuelle drifter har ikke ført hende tættere på tilfredsstillelse. I hele 12 år i ægteskab med Palle Dyre lever hun i en hverdag med endeløse, ligegyldige skænderier. Hun er endt i et materielt helvede, hvor faderen truer med at gøre hende arveløs, og manden har taget hende for pengenes skyld. Hun har intet af det hun ønsker sig, og går tit og drømmer sig væk. 

Men da opstår der brand på gården. Søren Ladefoged redder tappert hestene ud af staldene, mens Marie beundrer hans maskuline, heltemodige gerning. Søren Ladefoged er manden i hendes liv. Han er mandsidealet, den dominerende patriark, som elsker hende og nyder hende. Marie Grubbe rammes for alvor af kærligheden. Hendes krop (det store sammensurium af kemikalier, hormoner og neurotransmittere) har ledt hende til denne.

J. P. Jacobsen, manden bag Fru Marie Grubbe, er dybt fascineret af kvindens seksualitet, og det ses tydeligt i romanen, hvor seksualdrift og udlevelse af egne drømme er tydelige temaer. Som Marie selv udtrykker det i romanen: "Jeg tror, hver menneske lever sit eget liv og dør sin egen død, det tror jeg." 

Jacobsen er naturalist og tror på det rationelle og fornuftige i naturvidenskaben. Han er inspireret af Darwin, hvorved Maries seksualdrift - og i sidste ende også hendes valg af Søren Ladefoged - er forklaret. Naturens udvælgelsesproces, som vi også kender ved udtrykket "survival of the fittest," optager nemlig Jacobsen. Maries valg om at lade kroppens begær bestemme hendes liv er - set med Jacobsens naturalistiske briller - evolutionært set det rigtige valg at træffe. 

Selv om romanen ikke ligner noget af det skønlitteratur, jeg nogensinde har læst, så vælger jeg alligevel at give Fru Marie Grubbe thumbs up. Da romanen udkom, blev den kaldt amoralsk, fordi Marie havde forhold til så mange forskellige mænd. I dag ser samfundet anderledes ud. Folk har flere forhold og bliver ofte gift flere gange i livet. Men romanen er stadig aktuel. I 1600-tallet var det helt uhørt, at Marie gik fra social optur til social nedtur, og faktisk er det stadig sensationelt. Statistikker viser, at kvinder i dag gifter sig opad den sociale rangstige og at jo lavere social status en mand har, des mindre forplanter han sig. 

Eksemplet med Marie Grubbe og Søren Ladefoged var en total modsætning af hvad normerne i samfundet i 1600-tallet tillod og er heller ikke normalt i dag. Det kunne da være spændende at invitere Jacobsen op fra dødsriget, så han kunne få lov til at se, at han egentlig legede med temaer, som er aktuelle i dag. I samme anledning kunne man også fortælle ham om naturvidenskabens udvikling. Det ville sikkert fornøje manden at høre på logiske forklaringer om sammenhængen mellem kemikalierne i hjernen og hjertets kærlighed.

Malthe Wiis

Improvisatoren

Improvisatoren

Improvisatoren er en helt fin bog synes jeg, men sproget er specialt  både på godt og ondt. H.C. Andersens sprog er meget beskrivende og farverigt. Men for fanden, hvor er det svært at forstå! Store dele af bogen skulle læses flere gange, og det er også grunden til, at det har taget mig rigtig lang tid at lave den her fremlæggelse.

Selve historien er meget god og refererer til H.C. Andersens eget liv. Historien er fortalt som et tilbageblik for hovedpersonen Antonio, som levede i Rom. Romanen udspringer fra en rejse, H.C. Andersen tager på ud i verden, hvor han blandt andet ser Italien. Her skriver han den første af 7 rejseskildringer på sin rejse. Improvisatoren er den første egentlige roman, H.C. Andersen skriver, og den bliver udgivet i 1835 i Danmark, men udkom faktisk også andre steder i Europa, blandt andet Italien og han blev således en international forfatter. Det var selvfølgelig stort..

Antonio, vores hovedperson, er både hjemløs og forældreløs, efter at hans mor, på en ganske makaber måde dør. Han elskede sin mor, og H.C. Andersen giver i bogen et meget klart billede på forholdet mellem de to. Moren elskede sin søn meget højt og var en rigtig god mor. Det er derfor meget tragisk, da hun dør, og det viser, hvor skrøbeligt livet er.

Efter en periode hos nogle andre hjemløse, som vil gøre Antonio handicappet for at forøge udbyttet, når de tigger, flytter Antonio hjem til et kærligt ægtepar, som tager ham i deres varetægt, og får ham ind på en jesuiterskole, hvor han skal udbygge sit talent for poesi og i det hele taget få en god uddannelse.

Antonio forelsker sig i den smukke sangerinde, Annuziata, men forelskelsen giver ham store problemer.

Romanen fortæller også noget om H.C. Andersens forhold til kvinder. Når han beskriver dem, beskriver han ikke deres former eller noget seksuelt eller lidenskabeligt, men mere noget varmt, moderligt og behageligt. ””Antonio!” råbte hun, ”dræb mig, dræb mig, men gaae ikke fra mig!” – hendes kinder, hendes øine, blik og udtryk var Lidenskab og dog var hun saa smuk, et skønheds-billede, malet med Flammer, jeg følte en Zittren i alle mine Nerver, og uden svar forlod jeg Værelset, foer ned ad trapperne, som om en ond Aand forfulgte mig.”

Derudover kan han have et forhold til Bernardo på en meget kærlig måde.

””vi ere meget forskjellige, Bernardo!” sagde jeg, ”og dog hænger mit Hjerte forunderligt ved Dig, tidt ønsker jeg, at vi altid kunde være sammen!” – s. 119.

Her ser vi også noget, som kunne fortolkes som et udtryk for H. C. Andersens homoseksualitet hvor han både fortæller om sit hjerte, som gerne ville have Bernardo, og om sin lyst til at være sammen med ham for altid. Trods hans kærlighed til sin ven, skyder han ham lige inden 2. del starter, hvor han drager ud for at rejse rundt i Italien. I Romanen møder han senere Bernardo, men der har Bernardo tilgivet Antonio, til trods for den dramatiske afsked de havde.

”Du er syg, Bernardo! Vanvittig, kom mig ikke nær!” Han trængte ind paa mig, jeg stødte ham bort – da hørte jeg Skuddet, min Haand zittrede, Alt var i Røg rundt om, men et sælsomt Suk, Skrig kan jeg ei kalde det, naaede mit Øre, mit Hjerte. – Min pistol var gaaet af, Bernardo laae foran i sit Blod!” s. 133.

Man kan sige at Antonio og Bernardos forhold går op og ned, som det kan med en kæreste. Der er en lidenskab mellem dem, som går ud over, hvad der normalt er mellem venner.

Bogen er skrevet i 1835. 1835 er en tid, hvor romantikken skifter retning. Man går fra at tænke på individet, til de eksistentielle konflikter, som skønhed og erotik. Alt det mærkelige og uforklarlige skal kunstnerne tænke over og få til at give mening.

Jeg synes bogen er rigtig god, og det er spændende med H.C. Andersens seksualitet, som bliver tydeliggjort i denne roman. Han ved godt. at det er ilde set med homoseksuelle, så derfor gemmer han det lidt, men det er stadigt rigtig tydeligt at se, at han i hvert fald ikke var heteroseksuel.

Det var en hård bog at komme igennem, men når jeg ser tilbage på den, har handlingsforløbet været rigtig betagende.