Improvisatoren

Improvisatoren

Improvisatoren er en helt fin bog synes jeg, men sproget er specialt  både på godt og ondt. H.C. Andersens sprog er meget beskrivende og farverigt. Men for fanden, hvor er det svært at forstå! Store dele af bogen skulle læses flere gange, og det er også grunden til, at det har taget mig rigtig lang tid at lave den her fremlæggelse.

Selve historien er meget god og refererer til H.C. Andersens eget liv. Historien er fortalt som et tilbageblik for hovedpersonen Antonio, som levede i Rom. Romanen udspringer fra en rejse, H.C. Andersen tager på ud i verden, hvor han blandt andet ser Italien. Her skriver han den første af 7 rejseskildringer på sin rejse. Improvisatoren er den første egentlige roman, H.C. Andersen skriver, og den bliver udgivet i 1835 i Danmark, men udkom faktisk også andre steder i Europa, blandt andet Italien og han blev således en international forfatter. Det var selvfølgelig stort..

Antonio, vores hovedperson, er både hjemløs og forældreløs, efter at hans mor, på en ganske makaber måde dør. Han elskede sin mor, og H.C. Andersen giver i bogen et meget klart billede på forholdet mellem de to. Moren elskede sin søn meget højt og var en rigtig god mor. Det er derfor meget tragisk, da hun dør, og det viser, hvor skrøbeligt livet er.

Efter en periode hos nogle andre hjemløse, som vil gøre Antonio handicappet for at forøge udbyttet, når de tigger, flytter Antonio hjem til et kærligt ægtepar, som tager ham i deres varetægt, og får ham ind på en jesuiterskole, hvor han skal udbygge sit talent for poesi og i det hele taget få en god uddannelse.

Antonio forelsker sig i den smukke sangerinde, Annuziata, men forelskelsen giver ham store problemer.

Romanen fortæller også noget om H.C. Andersens forhold til kvinder. Når han beskriver dem, beskriver han ikke deres former eller noget seksuelt eller lidenskabeligt, men mere noget varmt, moderligt og behageligt. ””Antonio!” råbte hun, ”dræb mig, dræb mig, men gaae ikke fra mig!” – hendes kinder, hendes øine, blik og udtryk var Lidenskab og dog var hun saa smuk, et skønheds-billede, malet med Flammer, jeg følte en Zittren i alle mine Nerver, og uden svar forlod jeg Værelset, foer ned ad trapperne, som om en ond Aand forfulgte mig.”

Derudover kan han have et forhold til Bernardo på en meget kærlig måde.

””vi ere meget forskjellige, Bernardo!” sagde jeg, ”og dog hænger mit Hjerte forunderligt ved Dig, tidt ønsker jeg, at vi altid kunde være sammen!” – s. 119.

Her ser vi også noget, som kunne fortolkes som et udtryk for H. C. Andersens homoseksualitet hvor han både fortæller om sit hjerte, som gerne ville have Bernardo, og om sin lyst til at være sammen med ham for altid. Trods hans kærlighed til sin ven, skyder han ham lige inden 2. del starter, hvor han drager ud for at rejse rundt i Italien. I Romanen møder han senere Bernardo, men der har Bernardo tilgivet Antonio, til trods for den dramatiske afsked de havde.

”Du er syg, Bernardo! Vanvittig, kom mig ikke nær!” Han trængte ind paa mig, jeg stødte ham bort – da hørte jeg Skuddet, min Haand zittrede, Alt var i Røg rundt om, men et sælsomt Suk, Skrig kan jeg ei kalde det, naaede mit Øre, mit Hjerte. – Min pistol var gaaet af, Bernardo laae foran i sit Blod!” s. 133.

Man kan sige at Antonio og Bernardos forhold går op og ned, som det kan med en kæreste. Der er en lidenskab mellem dem, som går ud over, hvad der normalt er mellem venner.

Bogen er skrevet i 1835. 1835 er en tid, hvor romantikken skifter retning. Man går fra at tænke på individet, til de eksistentielle konflikter, som skønhed og erotik. Alt det mærkelige og uforklarlige skal kunstnerne tænke over og få til at give mening.

Jeg synes bogen er rigtig god, og det er spændende med H.C. Andersens seksualitet, som bliver tydeliggjort i denne roman. Han ved godt. at det er ilde set med homoseksuelle, så derfor gemmer han det lidt, men det er stadigt rigtig tydeligt at se, at han i hvert fald ikke var heteroseksuel.

Det var en hård bog at komme igennem, men når jeg ser tilbage på den, har handlingsforløbet været rigtig betagende.