Palmer. Store, lange blade der vifter i en vind af
stærke krydderier. Tunge dufte der brænder på tungen. Sjove syngende sprog talt
med dybe brune øjne. Mærkelige toner og rytmer. Fødder der stamper i jorden i
ukendte taktarter. Hænder der griber ud og byder op til fremmed dans. Har du
danset før? Alting bobler, du sitrer og det hele kulminerer i en eksplosion af
farver og følelser... Er det sådan den føltes? Den fremmede eksotiske
kærlighed, som Georg oplever i Romanen "De Frifarvede" af Henrik
Hertz. Georg er søn af plantageejeren Fru Graves. Fru Graves er en yderst
bestemt dame, der med urokkelig viljestyrke hader mulatter eller frifarvede,
som de også kaldes. Det er hendes store skam, at hun igennem sin svogerens
giftemål, er beslægtet med dem. Derfor er det ingen overraskelse, at Georg ikke
tør indrømme forholdet til sin mulatter kusine Marguerite Hoquesville for
moderen. Hun finder i mellemtiden ud af hans fascination af kusinen, og sender
ham på en forretningsrejse rundt i Europa. Mens han er afsted, arrangerer hun
et ægteskab mellem Georg og det gode parti Heloise Carstensen. De mødes i
Norge, hvor moderen bringer dem sammen. Georg bliver hurtigt forelsket i
Heloise, og snart har han glemt alt om sine løfter til Marguerite. De to bliver
forlovet, men inden brylluppet holdes bliver Georg opsøgt af Arthur
Hoquesville, Marguerites bror. Denne beretter at Marguerite har født Georg en
søn, og at de opholder sig på en gård tæt ved. Georg smider alt, hvad han har i
hænderne og følger med Arthur. I det øjeblik han ser Marguerite, dukker hans
gamle følelser op til overfladen. Han fortæller Fru Graves, at han agter at
gift sig med Marguerite, nu da han har gjort hende så stor uret. Fru Graves
bliver vred og slår hånden af ham. Georg kan ikke holde til det pres, der
rammer ham fra både familien Hoquesville og Fru Graves side. Han bliver sindssyg,
men når på sit dødsleje at komme til sig selv. Her gifter han sig med
Marguerite, og de lever sammen indtil George dør nogle dage efter. Arthur
Hoquesville gifter sig med Heloise Carlsen, og Fru Graves flytter tilbage til
sin plantage, der ender med at gå konkurs.
Romanen er skrevet i 1836 af Henrik Hertz. Dette
placerer den litteraturhistorisk i romantismen. Her passer den godt ind, da den
arbejder med begrebet "den svimlende lykke". Georg må igennem meget
inden han opdager at hans kærlighed til Marguerite, er det vigtigste af alt. Han
ender med at have dette øjeblik af svimlende lykke inden han dør. Herudover
arbejder man i romantismen med splittelse, der opleves mellem det
intellektuelle og det følelsesmæssige. I bogen ser man det i Georgs valg mellem
moderens fordomme og hans store kærlighed til Marguerite. Henrik Hertz er en
dansk jødisk forfatter og "De Frifarvede" er en af de få romaner, han
har skrevet, ellers har han oftest skrevet digte og lystspil. Hertz skriver
romanen efter han er hjemvendt fra en udenlandsrejse i 1934, så man kan
forstille sig at en del af inspirationen til romanen kommer herfra. Derudover
er ligestillingen mellem danskere og mulatter i de dansk vestindiske øer
juridisk set sket et par år forinden, så dette er også en mulig
inspirationskilde. Henrik Hertz ser positivt på ligestillingen, og det er også
tydeligt i romanen. Den måde både den fremmede natur, og bl.a. Arthur
Hoquesville beskrives er både positivt og malende. Eks. beskrivelsen af Arthur
efter at han har redet Heloise fra en bjørn, "Han var høi og rank og en af
de smukkeste mænd hun havde seet." Her beskrives Arthur som en sand helt,
derudover er han i bogen en retfærdig og tilgivende person. Arthur er på mange
måder beskrivelsen af den ideelle mand.
Fortælleteknikken i romanen er meget atypisk, og
ligger overraskende nok på kanten til den Blicherske novelle. Historiens
fortæller indleder historien med at fortælle at han har hørt denne som barn af
en mand ved navn Junghans, som har været forretningsmand for familien Graves.
Allerede her ligner det den Blicherske novelle, idet man kan stille
spørgsmålstegn ved fortællerens pålidelighed. Da der er tale om en mundtlig
overleveret historie, er den skrevet i datid. Fortælleren er alvidende og
kender derfor personernes tanker, dog er det som om at historien betragtes på
afstand. Dette ses på side 50 i bogen "Men - af alle disse Planer skulde
ikke ret mange gaae i Opfyldelse" en sådan kommentar understreger, at det
ikke er muligt, at ændre i det der er sket i fortællingen. Disse træk er præcis
nogle, der kendetegner den Blicherske novelle. Selvom romanens handling
cirkulerer om de politiske debatter der vedrører slaveri og sortes rettigheder,
er det ikke en politisk roman. Fokus er på kærlighedshistorien ikke på politik,
og det er igen et træk der også er genkendeligt i Blichers noveller.
Personerne i Romanen er alle meget stærke. Vi har
Georg, der er både privilegeret, stærk og følsom. Vi har hans mor Fru Graves,
der har en del af de samme karaktertræk, men hun har ikke en følsom eller
tænksom side. Tvært imod, hun er udspekuleret, hadefuld, arbejdsom og utrolig
stædig. I romanen optræder hun på mange måder som mand, bl.a. fordi hun har
overtaget forretningen efter Hr. Graves død. Fru Graves er i sandhed et billede
på en hård og kontant plantageejer. Eks. s. 12 "Hun Herskede i sit Huus og
over sine talrige Undergivende med en mands Bestemthed og en Vestindisk
Planters Strenghed." Hun er en meget streng dame, men hendes store fejl
er, at hun ikke kan ændre sit synspunkt. Til det sidste er hun farstødt af
Marguerite og Georgs forhold, hun ændre ikke mening. Dette straffes hun for i
slutningen af bogen, idet hun ender med at gå konkurs og afskære sig fra sin
familie. Sønnen George lider en anden skæbne, han vinder kærligheden til sidst,
selvom han må gå meget igennem for at få den. Som nævnt tidligere, opnå Georg
den svimlende lykke, da han dør i armene på Marguerite. Døden er altså for ham
ikke en straf, men en sejer idet han vinder kærligheden.
Komposition i romanen er typisk for dannelsesromaner.
Vi ser hjemme ude hjemme princippet, Georg starter hjemme hos Marguerite,
drager ud på forretningsrejse og til Norge, hvor han også oplever en anden og
mere tilbedende kærlighed, som han føler for Heloise. Til sidst ender han igen
"hjemme" i Marguerites arme. Han når aldrig tilbage til de
vestindiske øer, men idet Marguerites arme er der han hører til, ender han
alligevel hjemme. Romanen er altså en dannelsesroman. Dette ses både i
romanenes komposition, men også i måden hvorpå man følger Georgs liv fra barn
til voksen. Han går fra at være en naiv dreng, der lader sig friste ude i den
store verden og lytter til sin mors fordomme. Til at blive en mand, der vælger
kærligheden. Ud over Georgs dannelse har vi også en dannelse af Fru Graves
eller mangel på samme. I løbet af romanen får Fru Graves flere gange muligheden
for at forstå, hvad den virkelige lykke er. Hun er dog for stædig til at
acceptere den, og ender med at blive straffet for det. Igennem historien dannes
læseren også, da de to modsatrettede dannelser bliver sat op imod hinanden.
Roman er derfor uden tvivl en dannelsesroman. Kærlighed eller ensomhed, sådan
lyder valget. Dette valg er samtidig to af tematikkerne i romanen, samt mulatter
og sortes rettigheder. Alle tre tematikker er noget, man kan relatere til i
dag. Selvfølgelig kærlighed, men også den måde fremmede behandles på er
relevant i nutidens Danmark. Alt i alt er ”De Frifarvede” en spændende roman,
der både belyser nogle af samtidens tematikker og beretter en
kærlighedshistorie, der nok altid vil være relevant.
Selv i forskellige taktarter kan toner være ens.
- Ida Bergholdt Jul Christiansen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar