Kemi og kærlighed

Det er ren kemi. En kort "googling" ledte mig frem til svaret. Tilstedeværelsen af stoffer som oxytocin, vasopressin og dopamin i kroppen er altafgørende for, hvorvidt vi føler os seksuelt tiltrukket af et andet menneske, og om vi forelsker os. Ja, det lyder skuffende. Kærligheden, lysten til sex, svæveturen på den lyserøde sky, følelserne, der giver dig et sug og en kildren i maven, lysten, der får dig til at glemme tid og sted, og som kan mærkes helt ude i fingerspidserne, er egentlig bare kemiske reaktioner igangsat af et kompliceret samspil mellem hormoner, neurotransmittere og hjerneområder. Evolutionen har udstyret mennesker og dyr med en række kemikalier, som skal hjælpe os gennem befrugtningsprocessen og med udvælgelsen af en partner. Selvom det lyder tørt, så er det alligevel en ret lækker værktøjskasse kroppen besidder, om man vil, og denne kasse kom til at styre Marie Grubbes liv. 

Romanen Fru Marie Grubbe handler om den unge Marie, som i sin søgen efter kærlighed må lide mange nederlag. Hun rejser som ung pige fra Tjele til København. Her ægtes hun til kongesønnen Ulrik Frederik, men forelskelsen varer ikke længe. Ulrik Frederiks lange ophold i Spanien og affæren med en anden kvinde dræber Maries kærlighed til sin ægtemand. Med Sti Høg rejser hun nu til Frankrig for at søge lykken. Marie og Sti forelsker sig i hinanden, men allerede efter et halvt års tid har hun fået nok af Stis kritiske intellekt, og de går hver til sit. Hun vender nu hjem til Tjele, hvor hun voksede op, og bliver gift med adelsmanden Palle Dyre, som tager hende af forretningshensyn. I lang tid ligner det, at Marie skal ende sine dage - ulykkelig og i et hus, hvor faderen og ægtemanden kun synes at have interesse for det materielle, men da møder hun den nye ladefoged på gården, den modige Søren Ladefoged. Han er en stor, stærk og primitiv mand. De finder hurtigt ud af, at de begge er dødeligt forelsket i hinanden og køber et færgested på Falster, hvor Marie ender sine dage. 

Marie er gennem hele romanen styret af sine drifter og drømme. J. P. Jacobsen fremstiller hende som en stærk kvinde, der ender sine dage lykkeligt, omend hendes sociale status er kørt i sænk af hendes seksualdrift. Hendes behov er ikke materielle, de er seksuelle. Hendes første forelskelse bliver i kongens halvbror, Ulrik Christian. Hun mærker hvor stærkt hun drages af det heroiske og mandige i ham. Efterfølgende bliver hun Ulrik Frederiks hustru, hvorved hun opnår status som Danmarks næstfornemmeste dame. Men da hun ikke elsker ham, og hendes seksualdrift er for bestemmende, skilles hun fra Ulrik Frederik, livet som statholderfrue og de mange materielle goder, for i stedet at søge en udlevelse af hendes drifter og seksuelle behov. 

Det skulle dog vise sig at være sværere end som så. Den civiliserede Sti Høg, som efter en slåskamp synes modig, får hun som nævnt et forhold til. Dog trætter Stis melankolske tænkning hurtigt Marie. Han er nu hverken munter eller modig. På sin udlandsrejse møder Marie også den unge Remigius. Han er meget betaget af Marie, hvilket hun synes er meget spændende, men den unge mand dør snart i en ulykke. 

Maries seksuelle drifter har ikke ført hende tættere på tilfredsstillelse. I hele 12 år i ægteskab med Palle Dyre lever hun i en hverdag med endeløse, ligegyldige skænderier. Hun er endt i et materielt helvede, hvor faderen truer med at gøre hende arveløs, og manden har taget hende for pengenes skyld. Hun har intet af det hun ønsker sig, og går tit og drømmer sig væk. 

Men da opstår der brand på gården. Søren Ladefoged redder tappert hestene ud af staldene, mens Marie beundrer hans maskuline, heltemodige gerning. Søren Ladefoged er manden i hendes liv. Han er mandsidealet, den dominerende patriark, som elsker hende og nyder hende. Marie Grubbe rammes for alvor af kærligheden. Hendes krop (det store sammensurium af kemikalier, hormoner og neurotransmittere) har ledt hende til denne.

J. P. Jacobsen, manden bag Fru Marie Grubbe, er dybt fascineret af kvindens seksualitet, og det ses tydeligt i romanen, hvor seksualdrift og udlevelse af egne drømme er tydelige temaer. Som Marie selv udtrykker det i romanen: "Jeg tror, hver menneske lever sit eget liv og dør sin egen død, det tror jeg." 

Jacobsen er naturalist og tror på det rationelle og fornuftige i naturvidenskaben. Han er inspireret af Darwin, hvorved Maries seksualdrift - og i sidste ende også hendes valg af Søren Ladefoged - er forklaret. Naturens udvælgelsesproces, som vi også kender ved udtrykket "survival of the fittest," optager nemlig Jacobsen. Maries valg om at lade kroppens begær bestemme hendes liv er - set med Jacobsens naturalistiske briller - evolutionært set det rigtige valg at træffe. 

Selv om romanen ikke ligner noget af det skønlitteratur, jeg nogensinde har læst, så vælger jeg alligevel at give Fru Marie Grubbe thumbs up. Da romanen udkom, blev den kaldt amoralsk, fordi Marie havde forhold til så mange forskellige mænd. I dag ser samfundet anderledes ud. Folk har flere forhold og bliver ofte gift flere gange i livet. Men romanen er stadig aktuel. I 1600-tallet var det helt uhørt, at Marie gik fra social optur til social nedtur, og faktisk er det stadig sensationelt. Statistikker viser, at kvinder i dag gifter sig opad den sociale rangstige og at jo lavere social status en mand har, des mindre forplanter han sig. 

Eksemplet med Marie Grubbe og Søren Ladefoged var en total modsætning af hvad normerne i samfundet i 1600-tallet tillod og er heller ikke normalt i dag. Det kunne da være spændende at invitere Jacobsen op fra dødsriget, så han kunne få lov til at se, at han egentlig legede med temaer, som er aktuelle i dag. I samme anledning kunne man også fortælle ham om naturvidenskabens udvikling. Det ville sikkert fornøje manden at høre på logiske forklaringer om sammenhængen mellem kemikalierne i hjernen og hjertets kærlighed.

Malthe Wiis