Havregrød, Rugbrød og Spaghetti med Kødsovs

Havregrød, rugbrød og spaghetti med kødsovs. Tre ø’er der tilsammen udgør en gennemsnitlig dag i mit liv. Selvfølgelig sniger der sig ofte andre små komponenter ind i mellem; en kop kaffe i fjerde modul, en skumfidus i dansktimen og en snack fra køleskabet hvor kun fantasien sætter grænser. Udover dette, tror jeg de fleste mennesker alt i alt klarer hverdagen uden at skænke den kulinariske oplevelse i måltiderne ret mange tanker.
Men når man så en torsdag aften bestemmer sig for at få en oplevelse med det man indtager, er det pludselig en helt anden snak. Rødvin, chokolade og måske en enkelt Gin og Tonic. Menuen ser ganske anderledes ud, og det samme gør smagsindtrykkene. Man kan ikke begrunde det præcist, men i øjeblikket er det ikke vanskeligt at se hvorfor der bliver sendt så mange madprogrammer i fjernsynet – faktisk forstår man pludselig ikke hvorfor der nogensinde bliver vist andet. I øjeblikket er det heller ikke svært at forstå, hvorfor Benny Andersen og utallige andre forfattere holder af at skildre mad i deres litteratur.
Nu er det endnu engang blevet mandag, og mens de tre ø’er plager bevidstheden, ryger tankerne tilbage på meningen med at skrive om mad – og på hvordan de grå og hverdagsagtige menuer nogensinde kan inspirere til kunst.  

Det kommer ikke som nogen overraskelse når man hører, at mad er blevet brugt i utroligt mange andre sammenhænge end at spise, gennem tiden. I sproget, litteraturen og kunsten bruges mad i mange forskellige henseender.
I sproglige sammenhænge, kan man nemt finde eksempler, hvor mad bliver flettet ind. En sætning som ”at have rent mel i posen” er bare et af de uendeligt mange gamle ordsprog hvor mad benyttes til at understrege en pointe med et konkret billedsprog.
Når det så er penslet ud, vil jeg gerne pointere, at dette argument ikke nødvendigvis helt holder vand når man er et ungt menneske i det 21. århundrede. Hvis jeg pludselig en dag bestemte at lufte et par ordsprog med mad blandt vennerne på gymnasiet, ville jeg baseret på deres reaktioner nok hurtigt kunne konkludere, at sådanne ordsprog bestemt ikke blev slynget over den gennemsnitslige attenåriges læber.
Hvis dette er et faktum, kan man efterfølgende stille spørgsmålstegn ved noget af det moderne litteratur der bliver skrevet. For her bliver mad jo hele tiden brugt i alle former for metaforer og billedsprog. Hvis ordsprogene med henvisninger til brød og vin så småt ved at uddø med den sidste standhaftige og lettere gammeldags dansklærer, hvad er så meningen med at bruge det i litteratur? Hvorfor vælger moderne forfattere som Benny Andersen, at skrive om dette emne, når mange mennesker i dag sjældent ser mad som noget andet end det, det helt konkret er?

Digtet med titlen ”Sjælen marineret” af Benny Andersen handler først om fremmest om at marinere kød, og lade det stå til natten over. Der beskrives hvordan kødet krydres med forskellige ingredienser, hvorefter samme opskrift bliver brugt til at beskrive hvilke følelser der kommer frem om natten – altså i drømmene. ”En teskefuld skarp chili” og ”en teskefuld uventet aggression”. Her kan man altså se, hvordan Andersen benytter marineringsprocessen til at beskrive det at drømme. Den konkrete krydring af mad bliver til en abstrakt følelse i individet. Senere hen i digtet bliver det mere tydeligt at digtet handler om drømme. Der beskrives typiske træk fra drømme som de fleste folk kender, fx som at tabe tænderne. Der bliver også fokuseret på de dele af drømmene, der virker fuldstændig uforståelige når man vågner, men som i øjeblikket giver absolut mening.
Til sidst bliver man igen vist tilbage til kødet der skal marineres, og bliver ønsket god appetit i morgen.
Her er altså et digt, som indeholder en tydelig allegori. Selvom det ved første øjekast ligner, at digtet handler om kød der skal marineres, kan man hurtigt se hvad det handler om på et symbolsk plan. Digtet handler altså slet ikke om mad, men mystikken bag at drømme. Dette er også understøttet med passager med volapyk-sætninger, der ikke giver nogen mening, og som skal give et indtryk af den skøre underforståethed der forbindes med at drømme.
Digtet tager altså en ting som alle kender til – at marinere kød – og bruger det til at beskrive noget, som alle også kender – at drømme om natten.
Denne fokus på det håndgribelige i hverdagen kan også ses som typisk karakteristisk for postmodernismens litteratur. Her handler teksterne ofte om de meget banale og hverdagsagtige ting, som afspejler hvordan verden er stykket sammen. I denne sammenhæng giver det derfor også god mening at snakke om mad, da det er noget enhver læser kan relatere sig til. Effekten af at sammenligne drømme med at marinere kød, ligger også i de associationer man forbinder med marinerings-processen. Der sker en forbedring af smagsoplevelsen i kødet når man lader det stå – derfor forbinder digtet også drømme med en positiv indvirkning på menneskets sind.
Så selvom metaforer med mad ikke nødvendigvis bliver brugt ligeså hyppigt i hverdagssproget, som det gjorde for år tilbage, vil det alligevel være relevant at bruge i kunst og litteratur.

Genkendeligheden ved mad giver emnet fantastiske egenskaber til at skabe metaforer og symboler der fører tekster op på et abstrakt og sanseligt plan. Men hvordan kan dette have så god effekt, når hverdagens standard-måltider indeholder sådan en lille grad af nydelse, som det gør?
Måske kan betyder det i virkeligheden ikke så meget, hvilken betydning man lægger mad i sin hverdag. Gennem hele litteraturhistorien har mad haft forskellige betydninger og symbolikker. Det vil altså sige, at når synet på mad ændrer sig i samfundet, så følger litteraturen og kunsten hurtigt med. Nydelsen ved mad forsvinder tilsyneladende aldrig, i hvert fald ikke at dømme efter min egen kulinariske oplevelse, den der bemærkelsesværdige torsdag.
Mad vil altid være til stede hos mennesker, både fordi det er livsnødvendigt i en kedelig og grå hverdag, men også fordi det er noget der kan nydes og opleves i specielle øjeblikke. Netop derfor giver det også mening, at forfattere og kunstnere altid har valgt at skrive om mad, og bruge det til at beskrive noget abstrakt.  

Mathilde Thusgaard

#viædervoresegetlort

Wikipedia er ikke altid den mest pålidelige kilde, men vælger man alligevel at søge på ordet 'mad', giver encyklopædien følgende beskrivelse af begrebet: "Mad er en essentiel energikilde for både mennesker og dyr." Selvom vi ikke stoler fandens meget på hjemmesiden, kan vi godt se, at dette er sandt. Mad er menneskets kilde til energi. Mad er proteiner, kulhydrater og fedt, vitaminer og mineraler. Det er, hvad mad består af. Mad er ikke andet end det. Den betyder alligevel alt muligt andet for os, selvom den blot er kemiske forbindelser som skal spaltes til gavn for kroppens energiniveau og genopbygning.

I julen høres de gamle, kendte julemelodier om og om igen, til jeg får lyst til at høre dødsmetal for at veje op for den sukkersøde, halvkvalme musik, mens jeg igangsætter forberedelserne af den største årlige udvidelse af min mavesæk, der skal finde sted juleaften. Som det eneste ved julen, fryder madtraditionerne mig. Jeg ved, når december måned nærmer sig, at jeg igen skal til at spise flæskesteg, andesteg, rødkål, risengrød med kanelsukker og tilnærmelsesvis drukne mig selv i litervis af brun sovs, hvilket der jo er tradition for her i Danmark.

Julemaden, især flæskestegen, kender vejen til mit hjerte - denne går nemlig gennem min mave i december måned. Sværdenes knæk vækker forløsning og fjerner spændingen i min krop, når jeg som det første efter serveringen af en flæskesteg kaster mig over det sprøde, ovnbagte grisehud, som tidligere omsluttede grisen, da den stod i stalden. Jeg når aldrig at skære den halvblævrende fedtkant af den aflange, rynkede pind af hud, selvom familiemedlemmer gang på gang blander sig i, hvad jeg har på min tallerken og med rynket pande fortæller mig, at den er usund. Jeg har nemlig travlt. Jeg skal videre til selve flæskestegen, som er fantastisk sammen med rødkålen og den brune sovs, der ikke må spares på. De kartofler, der ligger på min tallerken, bader i bogstavligste forstand i væsker fra svinets kød og i sovsen. Havde jeg været alene, ville jeg have spist maden med hænderne, fordi gaflen ikke kan tilføre min mund mad så hurtigt, som jeg vil have den. Det lyder halvvejs frastødende, men jeg finder en lykke i at oparbejde en sult fra klokken ti om morgenen den 24. december, der skal forløses i et ædegilde, når klokken slår aftensmadstid samme dag.

Min bror og jeg bliver altid enige om, at vi er vikinger. Vi er dyr, der spiser dyr. Vi er mænd. Mænd, som dem fra sagatiden, for vi er vilde og ubehøvlede til stor afsky for vores familie, når vi indtager mad den aften Jesus blev født. Ja, vi æder rent ud sagt, som var vi magtfulde mænd fra sagatiden. Maden var dengang symbol på høj status og magt. Det dyriske, mandige og overfloden var noget positivt - jo vildere man flåede kødlunser af et helstegt dyr, des bedre gjorde man det som viking. En holdning, den barokkanske kunstner Jan Steen mener, vikingerne fra sagatiden havde, fordi de ikke vidste bedre. De levede forfængeligt med bekymringer om at overgå hinanden i mandighed, magt og status, der bevirkede, at de aldrig ramte den afgrund af frihed fra de kulturelt pålagte former, som ville have fået dem til at reflektere over livet som menneske. Målet om at opnå magt og status er et iscenesat tidsfordriv, som dækker over, at tilværelsen i bund og grund er tom.

Det er en tomhed Jan Steen prøver at beskrive ved det forfængelige og syndige i mad. I sit maleri 'Den tøjlessløse husstand' giver han et blik ind i et hjem præget af overflod. Familien i hjemmet lever et løssluppent liv. De drikker vin og spiser frugter og skinke, mad og drikke som ikke var allemandseje for 3-400 år siden, og det viser, at familien er rig og nyder tilværelsen. Men gennem symboler som stok og krus, som man ved eftertanke vil forbinde med en fattig tigger, postulerer Jan Steen, at rigdommen er forfængelig, og at den vil forgå. Drengen, der afviser en tigger ved døren, er med til at understrege, hvor forkert og umoralsk familien lever. De tænker ikke på deres næste. Deres liv leves naivt i tomhed for refleksion over det forgængelige liv.

I kontrast til barokkaneren helliger romantikeren Emil Aarestrup den sanselige nydelse ved et godt måltid. Maden er ikke en kilde til synd, som den var, da Adam og Eva spiste af æblet. Tværtimod er maden en kilde til nydelse og glæde. Aarestrups digt 'En middag' er præget af erotik og kærlighed. I digtets første strofe beskrives forellen, en ørred, som sprællende og stiv. Forellen kan betragtes som et fallossymbol. Altså et erotisk, seksuelt symbol. Ligeledes vil appelsinens søde skive i purpurmundens indfatning kunne symbolisere kvindens skede. Aarestrup sætter mad i forbindelse med erotik og nydelse, og ophøjer det jordiske - kvinden i form af maden - til "en guddommelig erstatning". Hans beskrivelse af mad er med andre ord ikke neutral. Den bliver et sanseligt og kunstnerisk motiv. Han sanser maden gennem øjnene, som han sanser kvindens skønhed.

Sansningen af maden gennem øjnene er også en populær ting i dag. Intet mindre end 140 millioner billeder på Instagram er blevet hashtagget '#food'. Taster du 'mad' i søgefeltet på Googles hjemmeside, ledes du videre til et utal af hjemmesider, hvor du kan finde i tusindvis af opskrifter til lækre retter. Tænder du for fjernsynet, når du spiser morgenmad, bliver du mødt af kokke i et køkken på TV2's Godmorgen Danmark, som skal inspirere dig til at lave god og sund mad. Mad fylder meget i det moderne menneskes liv. Udover at være en basal livsnødvendighed og et fysiologisk behov, er mad i dag også en kanal til selvrealisering og selviscenesættelse.

Udtrykket 'du bliver, hvad du spiser' er blevet tvetydigt, fordi man nu ikke kun sundhedsmæssigt kan spejles i sin indtagelse af føde men også kulturelt og socialt er et produkt af den mad, man spiser. Man bliver anerkendt, hvis man kan træffe individuelle valg, og man signalerer via sit personlige valg af mad, hvem man er, som person. Valget mellem discount-juice og dyr økologisk juice har næsten ligeså stor betydning for ens identitet, som valget mellem en Citroën Berlingo og en Audi A6.
Mad har tilmed fået sin egen måleenhed. Mange mennesker går op i eget udseende og sundhed og gør måltider op i mængden af kalorier. De holder regnskab over, hvor meget de har indtaget og overskrider de den grænse, de har sat for dem selv, har de ifølge - ja, dem selv - spist for meget. Det er forfængeligt, om man vil. I en helt anden boldgade findes de mennesker, som følger en "hellere skide det ud end smide det ud"-mentalitet. Mennesker som kunstneren Jan Steen kritiserer for netop at være dem, der lever i forfængelighed. De 'tøjlesløse' laver og spiser alt for store mængder mad, bare fordi der er midler til det. Den materialistiske overflod forblænder disse mennesker, fodrer dem med falsk lykke og leder dem væk fra refleksionen over den dybere mening med livet. Kulturen har formet maden til et komplekst fænomen. Mad er blevet meget mere end mad.

Mad er gået fra blot at være føde til at have merbetydning. Det ellers naturlige fænomen, mad, er blevet til et kulturelt fænomen. Mennesker har gennem tiden tillagt mad merbetydning på baggrund af religion og livssyn. Maden forstås ud fra, hvor vi kommer fra. Mennesker har en kulturbåren forforståelse af mad. Som det klassiske eksempel kan her nævnes brødet og vinen, som indenfor kristendommen er et symbol på Jesu legeme. Det er et symbol, som længe har eksisteret, men som ikke alle kender til. En muslim eller en buddhist ville formentlig næppe kunne associere et stykke brød og en flaske vin med legemet af de kristnes Guds søn. Madens merbetydning og den kulturbårne forforståelse af maden er besværlig at have med at gøre. Per Højholt sammenligner da også brugen af symbolik med at æde sit eget lort.

Det kan næsten med sikkerhed siges, at Jan Steen ville vende sig i graven, hvis han så nutidens teenagepigers Instagram-billeder af dyr café-mad. Forfængelige, det er vi i dag, faktisk lidt ligesom vikingerne var det i sagatiden. Man vinder høj social status i at spise noget mad, lav social status i anden slags mad. Tag for eksempel bare en købe-pizza fra Fakta og sammenlign den med restauranten Noma - der er tusindvis af klasser til forskel, og man er bare meget mere, hvis man spiser på Noma frem for at smide købepizzaen i ovnen.

Mennesket har evolutionært udviklet et belønningssystem, når mad spises, hvilket nok er grunden til at mad er blevet forbundet med så mange ting i kunsten og litteraturen. Djævlen lokker mennesket til synd gennem maden, maden er ligeså skøn som elskov, det er Gud, der har skænket os vort daglige brød, og jo mere og dyrere mad vi spiser, des højere social status opnår vi. Der er mange eksempler på, hvilken betydning maden har haft og har i dag. Men hvorfor ikke bare nyde maden, for hvad den er, og lade være med at æde vores eget lort? Det kan være sværere end som så. Vi kommer nok aldrig af med den forbandede lort, for da jeg spurgte min bror, hvad han havde at sige til mine forklaringer om, at vi føler os som vikinger, når vi spiser flæskesteg, sagde han: "Det er jo ikke engang løgn. Det er det, vi inderst inde tænker, når vi sidder og smovser."

- Malthe

Modstå fristelser i juletid

Smagen af kanel er så gennemtrængende, at den bedøver mine smagsløg. En eksplosion af jul er sket i min mund, det får mig til at tænke på min mormor og julebag. De to ting går for mig hånd i hånd. Der er altid nybagte småkager, boller eller andet, når jeg besøger hende. Mon den også får andre folk til at tænke på julebag og mormor. Måske her i Danmark fordi julen for os er vores hyggeligste højtid, hvor familien er samlet og flæskesteg, brun sovs og kartofler er en del af menuen i en hel måned. Julefrokoster, sild, æg, fiskefileter, karrysalat, rugbrød, franskbrød. 
Jeg tager en bid mere, men denne gang er jeg mere påpasselig. Derfor tager jeg kun en lille bid, og eksplosionen er knapt så stor denne gang. Det skyldes måske at jeg ved, hvad jeg skal forvente af pølsen. Den forventede smag af kanal, som alligevel ikke var så forventet, da der står blodpølse på indpakningen.  

Man skulle tro den smagte af blod. Den smager i hvert fald ikke, som jeg troede, den ville smage. Nogen gange overrasker maden jeg putter i munden mig.
Ikke fordi jeg ville bryde mig om, hvis den smagte af blod, men den lå i det ellers tomme køleskabet hos min bror. Hvorfor det var det eneste pålæg han har, ved jeg ikke.
Jeg tager en bid mere, men denne gang ikke så forsigtigt, for jeg er ved at vænne mig til smagen af den stærke men samtidig søde kanel. Konsistensen er heller ikke om jeg havde forestillet mig. Den er mere blød end forventet. Måske er det fordi, der ikke er ligeså meget kød i, som i en almindelig pølse. Her i er der både tilsat blod og kanel. Gad vide om det gør den sundere end en almindelig pølse. Jeg er egentlig ligeglad, for antallet af kalorier og indholdet af fedt spiller ingen rolle for mig. Bare jeg ikke går hen og sprækker af at spise for meget pøle ligesom Else i digtsamlingen Halfdans ABC fra 1967 af Halfdan Rasmussen.
Hun var så glad for pølse, at hun ikke kunne modstå fristelsen og blev ved med at spise dem dagen lang, indtil hun sprak. Et digt der for mange er kendt fra barndommen. Nok mest for personer med forbogstavet E, men jeg tror, alle har hørt det før og har et forhold til det. For mig har forholdet altid været, at det var et humoristisk digt vi fik læst op i folkeskolen. Ikke et digt jeg har tænkt nærmere over, måske fordi det er et digt fra barndommen, som jeg sjældent hører noget til længere. Ikke fordi det er helt glemt i den danske litteratur, men fordi jeg hverken har mindre søskende eller børn i min omgangskreds.
Jeg ved ikke om Halfdan Rasmussens mening med dette digt har været at gøre det humoristisk og uden noget større budskab, men nu hvor jeg er blevet ældre, kan jeg forstå digtet på flere måder.
En af måderne at forstå digtet på, er at Else er meget glad for pølser. Rettere sagt: hun elsker pølser, det står direkte på de to første linjer. Hun kan ikke få nok og spiser derfor indtil hun sprækker. I overført betydning betyder det, at fristelsen for mad kan være så stor at den fører til død. I virkeligheden kan overspisning også føre til død. Dog ikke fordi man sprækker, men fordi man dør af fedme. Men samtidig kan manglende mad også føre til død.
Derfor er mad både et symbol for liv og død. Men pølsen kan i dette tilfælde også betyde noget helt andet, som jeg ikke vil gå i dybden med. Det eneste jeg vil sige om den læsning på digtet er, at den ikke er passende på et børnedigt. Maden er her et symbol på noget erotisk, ligesom mad har været det i litteraturen lige siden biblen blev skrevet, og Eva tog en bid af æblet i Edens have. Brugen af mad i litteraturen har altid være normalt, da det er noget vi alle kan perspektivere til, derfor er det nemt at få en følelse frem i folk. Som for eksempel at benytte chokolade som et symbol på noget andet man fristes efter. Den søde og runde smag, der får mundvandet til at løbe. Smagen af mere, hvor fristelsen står overfor fornuften.
Maden blev også malet i antikken som stilleben, hvor maden var stillet op på et bord. Maden på disse stilleben symboliserede også andre ting end blot maden i sig selv.

Jeg tager min sidste bid af pølsen, som jeg får tvunget ned. Nu er jeg mæt. Jeg mærker min mave spænde så mæt jeg er, og det føles som om jeg har spist en halv gris før den blev til blodpølse. Den strækkende fornemmelse i mit maveskind for mig til at løfte min trøje og se om jeg er sprækket, selvom jeg godt ved jeg ikke er. Jeg tror ikke engang man kan sprække af at spise for meget.
Eftersmagen af blodpølsen bliver sidende i min mund. Igen mærker jeg julestemningen suse igennem mig. Sneen daler, kulden fryser søen til is, lyskæderne får træerne i parken til at se levende ud. Dansende i den klare, mørke julehimmel med funklende stjerner som de tre vise mænd brugte som GPS. Datidens GPS. Dem ville ingen benytte sig af i dag. Det er egentlig en skam. Jødekager, julekugler og julekage. Magen knurrer og munden løber i vand. Men jeg må ikke. Jeg er mæt. Jeg må modstå fristelsen, så jeg ikke sprækker som Else.

- Camille Brinch

Helligt måltid

Der er mørkt udenfor. Mørket er mørkere end mørkt og suger al lyset ind i sin dunkle favn. Fanger det, fortærer det. Det er spisetid, men det har allerede været nat i et par timer. Vinden rusker i husets ruder, og jeg frygter at de kunne blæse ind hvert øjeblik det skulle være. Den hyler, altså vinden, som en vind nu kan hyle, og selvom det er frygtindgydende ude på den anden side af den mørke duggede rude, er det idyllisk herinde. Duften af mad spreder sig fra køkkenet ud gennem huset, hvilket løfter humøret. Dampen fra den te, der står og trækker, slører min udsigt, danser. Selvom jeg bliver ved med at tænde flere stearinlys, trænger mørket sig mere og mere på. Det ser næsten ud som om, at dampen fra teen kæmper mod den mørklagte skygge. Huset dufter stadig af mad og jeg er sulten. Jeg er sulten efter mad, efter fisk, oksesteg og suppe, jeg har lyst til at spise.

Det er betagende at betragte hvor dominerende mad og sult er ved os mennesker. Helt basalt er mad en nødvendighed for at overleve, og uden mad ville vi syne hen. Men mad er så meget mere end det. Mad er kultur. Mad opfattes meget forskelligt, og det er det der gør maden interessant udover det at den skal kunne mætte os. Også i religion er mad vigtigt, bl.a. ser man religiøse ritualer med maden i centrum, nadveren med brød og vin i kristendommen, hvor man foregiver at indtage Jesu blod og legeme.

Her takkes Jesus for han ofring af hans krop og legeme for at rette op på menneskets synd i paradisets have. Jesus takkes ved at man drikker vin som symbol på hans blod og spiser brød som symbol på hans legeme. Man ærer og takker altså Jesus med et mad-ritual. Et helligt måltid.

Den kristne nadver må være et af de traditionelle hellige måltider der har haft størst indflydelse på den vestlige litteratur og kunsthistorie. Den kristne nadver kan sammen med syndefaldsberetningen betegnes som en intertekstuel referencetekst og forståelsesnøgle. Nadveren er også det der kaldes en prætekst, fordi den er med til at styre langt senere værker og kan bruges til at fortolke disse. Nadver-teksten kan f.eks. bruges til fortolkning af langt senere salmer skrevet at bl.a. Thomas Kingo og N. F. S. Grundtvig, men også tekster af senere forfattere fra det 20. og 21. århundrede som Karen Blixen og Klaus Rifbjerg. Dette er fordi at disse forfattere enten skriver i forlængelse af nadver-teksten eller gør op med den.

Thomas Kingo har skrevet salmen; ”Den X. Sang: Taksigelse efter Herrens Nadvere”, som behandler nadver-temaet og er skrevet som en forlængelse af selve nadverteksten. Han starter med at takke Jesus, for hans ofring og for at rense mennesket. Kingo kommer ind på skabelses beretningen, som også er en intertekstuel referencetekst.

Ikke alle måltider er hellige måltider. Måltider kan også være syndige, og begærende. I skabelsesberetningen fremstilles menneskets synd ved dets begær for mad. Adam og Eva, de to første mennesker, bliver lokket af en snu slange til at spise de ”forbudte” æbler. Denne synd medfører at mennesket bliver oplyst, i stand til at reflektere og kende forskel på godt og ondt. Dette er menneskets hidtil største og mest angrede synd nogensinde ifølge kristendommen.

Det ”hellige” måltid, som udspringer fra nadveren, står i kontrast til det syndige måltid, som selv samme tro beskriver. Disse to tekster er nogle af de traditionelle tekster som har haft stor indflydelse på den vestlige kultur og kunst, og det er i sig selv lidt spøjst da de adskiller sig så meget fra hinanden. Nadveren priser det hellige måltid, og giver maden nogle egenskaber, som ellers ikke er tilegnet mad. Skabelsesberetningen beretter æblet som noget syndigt, som man lader sig begære og friste af. I Bund og grund er det jo bare mad, der bliver skrevet om, men måltidet og maden får givet nogle egenskaber, som det ikke ellers er tilegnet. I kristendommen bruges maden både som et symbol for tak og ærbødighed, i form af de hellige måltider, men også for synd. Mad er et religiøst fænomen men også et erotisk fænomen, som er forbundet med nydelse og behov. Alle mennesker har behov for mad, for ikke at sulte, men nydelsen og fristelsen kan betragtes som en synd.

Jeg erindrer juleanden, flæskestegen og de brune kartofler. Det er den slags mad, der hører mørket og årstiden til, og det der tænder lys i mørket. At være fælles om at lave mad – sågar bage og lave marcipan konfekt. Det sner udenfor, men der er varmt – der er næsten for varmt inden for. Ruderne dugger på grund al den varme og næstekærlighed der findes bag de lukkede døre. Børnene ser til, mens de glæder sig til gaverne juleaften, og de voksne, ja de voksne de glæder sig som små børn til at sætte tænderne i et saftigt andebryst. Er det syndigt at begære mad? Er det ikke netop det vi gør når vi fejrer Jesu fødsel juleaften. Er dette en synd?

Noget andet jeg finder forunderligt er det at vi bruger vinen som en fundamental ting i det religiøse måltid, når det i andre trosretninger er en akt der er strengt forbudt, når man f.eks. ser på Islam. At mad og drikke er essentielt i vores liv ses virkeligt i og med, at vi har tilegnet det så mange forskellige betydninger afhængigt af kultur og ophav. I bund og grund er det vel bare en livsnødvendig ting, som vi ikke kan komme udenom?

Dampen fra min te og lyset fra mine stearinlys kan nu ikke længere kæmpe mod det altomsluttende ukuelige mørke, og snart er nat blevet til nat og maden er klar. Jeg er sulten.

- Line

Mad - En virkelig smagsoplevelse eller bare ligegyldige beskrivelser?

Jeg sidder og spiser nogle Gojibær. Jeg ved egentlig ikke om jeg bryder mig om dem. Nogle gange smager de godt, andre gange smager det som, hvis du hældte en teposes indhold ind i din mund uden vand og filter. Jeg spiser dem dog alligevel, men kun på grund af deres sundhed og deres berigelse på antioxidanter, som skulle være så godt for os.   

Mad. Ordet mad ligger godt i munden og er noget langt de fleste forbinder med noget godt.

Mad har i flere århundrede været et symbol på status og overlevelse. Men i dag har det fået en lidt anden betydning end førhen. Ordet mad er et synonym for føde, og føde står for overlevelse og kan tillægges mange betydninger, som f.eks. status, overlevelse, mad som samlingspunkt, noget sensuelt og en oplevelse.

Min første tanke er; ”Hvad! En smagsoplevelse?” Ser du mad som en smagsoplevelse? Det gør jeg i hvert fald ikke. I hvert fald ikke sådan umiddelbart. Tænker mere noget nærmere, at ”det smager godt” eller måske ”WAUW det smager godt” og kan derfor heller ikke undgå, at blive en smule, eller meget imponeret over, hvordan nogle formår, at kunne skrive sider om, hvordan de oplever en bid mad. I dette tilfælde tænkes der på ”Blodige Jordbær” af Kristian Ditlev Jensen. Han formår at skrive a la noget der minder om 4 imponerende sider af hans oplevelse af, hvordan det jordbær, han putter i munden, smager. Hvad nu hvis jeg gav ham et Gojibær?  Og er det egentlig ikke ligemeget, hvordan andre ser og smager mad?

”Jeg bider. Tygger. Lader det rulle rundt i munden. Gnasker lidt. Sutter.” Sådan starter Ditlev sin overdådige smagsoplevelse af et jordbær. At man kan få så meget ud af mad og hvordan det smager er vildt, men alligevel, for det er vel smagen af maden det i sidste ende handler om. Dog har madens betydning ændrede sig meget gennem tiderne, lige fra de slægtsfokuserede sagatider til,  hvad der i dag må minde om, det senmoderne samfund, hvor vi iscenesætter os selv via diverse medier som bl.a. at lægge hvad vi spiser ind på Instagram.

I sagatiden var mad et symbol på status. Hvis du havde meget mad, viste du de andre, at du som mand var stærk, da du derfor kunne lægge et bytte ned og dermed forsørge din slægt. Mad som et statussymbol har altid hængt ved, som at det et must, at der altid skal ost på pizzaen. Sammenligner du f.eks. Mc Donalds-mad med sund mad, du enten får hjemme eller som mad du får på en restaurant, som f.eks. Restaurant Noma, er der et tydeligt skel på, hvad du kan vælge imellem af menuer. Man har tit hørt i medierne, at folk der spiser på Mc Donalds flere gange om ugen, er folk der ikke har råd til mad og siger vel derfor noget om deres status i forhold til det økonomiske. Alligevel kunne man tænke, at det bare kan være, at de der spiser på Mc Donalds, gør det, fordi de godt kan lide deres mad og egentlig ikke har noget med deres økonomiske status at gøre. Hvis du går ind på en fin restaurant, er det garanteret en anden oplevelse man får, end den man får på Mc Donalds. Her vil der nok være lidt mere fokus på, at maden er af lækker kvalitet, fint anrettet og at man netop får en oplevelse. En smagsoplevelse.

Mad er vigtig for menneskets overlevelse og betyder meget for os. Det er noget vi kan lide og er noget der stimulerer vores sult, samt en nydelse. At mad er så vigtigt for os, kommer derfor også til udtryk igennem litteraturen, bl.a. det med at smage, som kommer til udtryk i ”Blodige Jordbær” eller som f.eks. ”Enkle retter, nogle forslag” af Peter Seeberg. Det udtrykkes i Seebergs tekst, at det at spise er dejligt, og at følelsen af at spise er rar. Han snakker herom at alle retter er uforarbejdede af naturen og han beskriver tingene meget konkret. I barokken f.eks. var maden i litteraturen ”tilberedt” på en lidt anden måde, hvor et måltid bliver tillagt mere betydning end det egentlige sanselige, som det gør i 1970’erne. Thomas Kingo har skrevet salmen ”Taksigelsen efter Herrens Nadvere”, hvor der bliver lagt denne merbetydning ned over retten som det religiøse tema. På en eller anden måde, er det vel lidt langt ude, men giver på den anden side også god mening, i hvert fald i forhold til den kristne tro og datidens tanker.

I litteraturen har maden altid haft en plads, enten som et konkret symbol, som f.eks. syndefaldsæblet i historien om Adam og Eva, eller som jordbærret i Ditlevs tekst, hvor jordbærret er symbolet for Ditlevs kone som begik selvmord. Dog kunne jordbærret vel også forstås mere konkret, og dermed kunne være en oplevelse om, hvordan han smager et jordbær helt generelt og ned til mindste detalje.

Så uden man måske tænker over det, så optræder mad i en del litteratur og tillægges en egentligere dybere mening end som sådan, men det kommer også an på, hvordan man læser teksten. Mads egentlige betydning kan også ses i metaforer, såkaldte spisemetafoer, som er noget vi tit bruger i daglig tale, f.eks .”Jeg skal fordøje mine tanker” eller ”Den scene giver mig noget at tygge på”.

Som at mad kan forbindes med noget konkret eller som noget religiøst, kan det også tillægges en mere seksuel betydning. Det er nok noget de fleste også kan relatere til. Der har egentligt altid ligget denne erotik i mad, som at manden kan forføre en kvinde med en middag, og at man bare generelt, tillægger maden noget, der har med det seksuelle at gøre, som f.eks. i  Bjørnvigs, ’ Morgenmørke’ fra 2007, eller sushi som ofte forbindes med noget sensuelt, i hvert fald set i forhold til at spise en sillemad.        

Som maden har ramt litteraturens mave, har den også ramt kunstens. I barokken er maden symbolet for forgængelighed og forfængelighed. Maden er ligesom mennesker, på den måde, at det ikke varer evigt. Derfor får maden i barokken tillagt denne betydning med, at det vil slippe op eller i sidste ende rådne op og være uspiselig og derfor også minder os om, at vi skal dø. Tanken om maden som et vanitassymbol giver god mening, og ligesom en sæbeboble, vil maden efterhånden forsvinde. Som man bl.a. kan se på billedet af Jan Steen, ”Den tøjleløse husstand”, viser maden dette statussymbol, hvor de sidder og har frugt og kød samtidig med at en tigger tigger gennem vinduet. Maden bliver også, i dette billede, tillagt betydningen af, at det på et eller andet tidspunkt slipper op og dermed også deres rigdom og vil så i sidste ende, ende på gaden i fattigdom.å ti﷽﷽﷽﷽﷽﷽ver også i dette billede tillagt betydningen af det på et eller andet tidspunkt slipper op og dermed og deres rigdom o Eller som et andet barokbillede, billedet af Juan Cotan, ”Kvæde, kål, melon og agurk.” Her tillægges selve den individuelle frugt eller grønsag en betydning ud fra deres udseende, som bladene på kålen der skal symbolisere, at man i ungdommen skal udfolde sig. Her bliver billedet i sin helhed til billede på hvert livsstadie i et liv, et vanitassymbol, da vi til sidst ender med at blive gamle, og billedet husker os derfor på at vi er forgængelige.          

Men hvorfor skriver vi om mad, for det er vel på sin vis, på en eller anden måde, ligegyldigt. Maden bliver tillagt en større betydning i et større billede. Det handler vel ligeså meget også om, hvad man synes om mad individuelt. Nogle mennesker, som f.eks. kokke, elsker jo mad, og kan derfor, ligesom Ditlev, få en så voldsom oplevelse ud af noget der er så konkret og egentligt kun burde smage af en ting, jordbær. Men igen, vi smager vel også forskelligt. Nogle kan godt lide smagen af jordbær andre kan ikke. Og sådan er det vel også i litteraturen. Hver person har sin mening til mad og det er måske også derfor, at maden har så mange betydninger, men det skiller sig vel heller ikke fra alt muligt andet, eller gør det?

På den ene side er det vel ligemeget og uden mere betydning at læse om, hvad en anden person synes om smagen af f.eks. et jordbær, men på den anden side kan der ligge en dybere mening, som bl.a. ses i litteraturen.

Opskrift på livsnydelse?

Forleden dag havde vi gæster på besøg, og derfor ville min søster bage pebernødder. Men ikke sådan nogle tørre og smagløse, som dem man køber i brugsen. Nej, hun bagte skam rigtige pebernødder helt fra bunden med masser af smør og sukker. Sådan nogle gyldenbrune pebernødder, der fylder krop og sjæl med varme og glædelige barndomsminder i en tid, hvor kulden bider i kinderne og det allerede er mørkt klokken fem. Dog er lige netop pebernødder for mig noget ganske særligt, fordi disse småkager er en traditionsspise, der hører sig julen til – en tid jeg hvert år ser frem til, som var jeg et lille barn igen. Jeg glædes blot ved tanken om en pebernød, for det handler nemlig ikke om den fysiologiske smag, men om øjeblikket, hvor associationer tilknyttet denne juleskik bluser op. Netop det, at mad ikke kun er konkret sanselig nydelse, men i høj grad også en kompleks udtryksform for både kultur og identitet, ses helt tilbage i sagatiden, såvel som i år 2014.

Mad har merbetydning, og dette kommer særligt til udtryk i litteraturen og kunsten.

”At tænke på noget velsmagende kan for en stund være en hel lille ret.”

Sådan lyder ottende forslag, og dermed slutningen på Peter Seebergs værk ”Enkle retter, nogle forslag”, der udkom som en del af bogen ”Argumenter for benådning” fra 1976.

I teksten opstilles otte forslag til uforarbejde madretter, taget direkte fra naturen. Heriblandt en gulerod, modne skovjordbær, nødder og et augustæble. Hver råvare præsenteres, som var det en eksklusiv specialitet; ”Rislende vand over sten og især når sollyset falder i det, er en stor luksus”.

Efter jeg første gang læste denne tekst, undrede det mig, hvorfor titlen hentyder til, at teksten indeholder forslag til ”retter”, når ingen af råvarerne kræver direkte tilberedning. Definition på en madret er netop mad, som er tilberedt eller anrettet, og som spises ved et måltid. Men da gik det op for mig, at teksten nok ikke skal læses bogstaveligt som en klassisk opskrift, men derimod som en allegori på en helt central tematik i Seebergs forfatterskab: Eksistentialismen.

Teksten giver i virkeligheden forslag til måder, hvorpå man ved fordybelse kan opnå livsnydelse og få det bedst mulige ud af øjeblikket. Tekstens budskab er kort sagt Carpe diem – grib nuet!

”Enkle retter, nogle forslag” er samtidig et eksempel på, hvordan en forfatters generelle tilgang til livet kan skildres gennem hans personlige tilgang til mad.

Madforslag som opskrift på vejen til livsnydelse er et klart bevis på, at mad fylder utrolig meget gennem hele vores liv. Om det virkelig er vejen til livsnydelse, kan man så diskutere. Men der er ingen tvivl om, at mad er et vitalt grundvilkår for overlevelse, i det at næring er noget, som alle levende organismer behøver.

Mad opfattes dog på mange forskellige måder, der ikke kun er centreret omkring det objektive og mad som et fysisk behov. Det vedrøre derimod også det subjektive og personlige. Mad i litteraturen og kunsten bruges f.eks. til at gengive følelser, sindstilstande og unikke tankemønstre

I ”Enkle retter, nogle forslag” pointerer Seeberg, at man kan betragte mad som en allegori på selveste livsnydelse og det at leve i nuet. Teksten kan i bund og grund læses som et kristent mål, da man her beskæftiger sig med nuet, frem for livet før fødslen eller efter døden, hvilket man primært gør i andre religioner som Islam og Hinduismen.

Det handler grundlæggende om genforening med Gud, samt at erkende hans eksistens. Dog er det ikke genforening i bogstavelig forstand, men i kraft af at Gud findes i alt og er i os alle.

Ved at få det bedste ud af livet nu og her – dvs. ved at leve det jordiske liv og bestræbe sig på at være et godt menneske, der udviser værdier som næstekærlighed – bliver det muligt, at skabe et Gudsrige på jorden. Selvom kristne ønsker en plads hos Gud, når de dør, betragter de altså ikke livet på jorden som en tom overgangsfase til det himmelske. Men tilbage i 1600-tallet, i Barokken, havde man klare idéer om, at dette netop var svaret på, hvordan verden hang sammen; At livet på jorden er eksistentielt meningsløst. Det handler i stedet om at vende sig mod det himmelske og det rigtige liv, som begynder efter døden, når man genforenes med Gud.

Den barokke melankoli udtrykkes især gennem den maleriske tendens stilleben, hvori vanitassymboler særligt gør sig gældende. Her optræder mad som motiv på livets forgængelighed og forfængelighed, i det at mad symboliserer rigdom og status, såvel som noget, der med tiden går i fordærvelse. Et eksempel på dette er ”Kvæde, kål, melon og agurk” (1602), som er et stilleben-maleri af den spanske Juan Cotan. Her danner fire stykker frugt og grønt formen af en hyperbel, som gengivelse af livets faser – fra det modne nyplukkede æble til den rynkede, brogede agurk. Maden er udtryk for ”memento mori”, og alene titlen på maleriet giver beskueren en idé om, at det jordiske liv anses for at være overfladisk og uden dybere mening.

På samme måden optræder mad som vanitassymbol i barokkens litteratur. Det ses eksempelvis i salmen ”Far, verden, far vel” af Thomas Kingo.

”Din skål synes honning, men drikken er led”.

Smagen af honning er sød, men under overfladen gemmer sig en klistret og klæbrig masse.

I Kingos salme bliver honning et symbol på forfængelighed i form af mandens seksuelle begær efter kvinden. Trods erotiske lyster er den del af menneskets natur, blev det i Barokkens tid anset for at være noget lokkende og bedragerisk man skulle tage afstand fra, for ikke at vende Gud ryggen.

Mad kan således tolkes som en metafor for menneskets konkrete møde med virkeligheden og sandheden, hvilket både kan føre til nydelse og lidelse. Særligt før i tiden blev mad som billede på virkeligheden og menneskets natur betragtet som noget negativt, da man dengang havde en mere kritisk tilgang til tilværelsen og meningen med livet.

Et andet sted, hvor mad optræder som en synd, er i den kristne fortælling om syndefaldet, hvor Eva lader sig lokke af slangen til at spise af æblet fra Kundskabens træ. Hun ”smager” på virkeligheden, og trodser dermed Gud. Derfor straffes hun og Adam ved bortvisning fra Edens Have.

Jeg tror delvis at denne mytologiske berettelse har været med til at skabe et tabu omkring det, at være mønsterbrydere og gøre op med normerne. Det har dog heldigvis ændret sig med tiden, og på samme måde er der ingen tvivl om, at mad senere har fået en positiv betydning i kunsten og litteraturen

Vin er indenfor religion et rigtig godt eksempel på, at mad og drikke kan have en dobbeltbetydning;

”Vær ikke blandt dem, der fylder sig med vin og frådser i kød, for drankere og frådsere forarmes, og søvnen klæder dem i pjalter”. Sådan står der skrevet i det gamle testamente.

Her advares der direkte mod at drikke vin, fordi det vækker menneskets destruktive, vilde og ustyrlige sidder. Dette synspunkt kan perspektiveres til hedonisme og dyrkelsen af det dionysiske livssyn indenfor den antikke oldtid. Begge begreber bygger på tanken om, at mennesket lever for nydelse. Her dyrkes menneskefrihed over pietas (det at udvise gudsfrygt og retskaffenhed, dvs. en form for fromhed) hvilket dengang svarede til at sætte verden i ubalance og skabe kaos. Vinen udgjorde altså her en trussel for verdensordenen.

De to begreber står desuden i modsætning til askese og dyrkelsen af det apollinske livssyn, der bygger på idealet: kosmos.

Denne kontrasterende anskuelse af verden gør sig som sagt ikke længere gældende. Vinen serveret ved nadveren er eksempelvis symbol på Jesus’ blod, og ved at indtage dette, forenes man med Gud. Den før djævelske drik ophøjes pludselig til noget guddommeligt. Således er vin gået fra at være en synd til at være en vej, hvorved vi mennesker kan nærme os Gud. Denne tanke fremgår også i kunsten, hvor et konkret eksempel er det symbolistiske maleri ”Primavera” (1901), malet af den danske Harald Slott-Møller. Her repræsenterer den smilende, farveklædte kvinde frugtbarhed, liv og kærlighed, modsat den kedsommelige, mørkklædte mand. Kvinden rækker manden et glas rødvin, hvilket kan fortolkes som et symbol på hans udadtil manglende livsnydelse, eller vejen til Gud, hvis man tror på udtrykket ”in vito veritas”.

Opgøret med tabuet omkring dyrkelsen af menneskets natur kan betragtes som et brud på datidens idealer. Denne epokegørende ændring gengives særligt i kunsten og litteraturen op efter Romantikkens tid, dvs. i perioden kendt som Naturalismen. Her beskæftigede man sig primært med realistiske, synlige fænomener og genstande, frem for det guddommelige. Kunstnere begyndte derfor pludselig at interessere sig for nudisme, som førhen var et nærmest forbudt og uberørt emne, mens forfattere begyndte at gengive mennesket som naturbestemt, dvs. drevet af instinkter og lyster.

I naturalismens kunst og litteratur blev mad også tildelt en vigtig rolle, fordi det konkret er genstande, der afbilder naturlighed og det sanselige. Et eksempel på dette er ”Frokost i det Grønne” (1863) malet af den franske Edouard Manet. Dette motiv afbilleder menneskets konfrontationen med virkeligheden i form af nøgne, realistiske kvindekroppe, og en væltet kurv med frugter, hvilket indikerer bruddet med det ophøjede og idealiserede.

Det er tydeligt, at fremstillingen og brugen af mad i kunst og litteratur afspejler den idéhistoriske periode, værket er skabt i. Netop derfor kan man gennem en forståelse af mad som udtryksform lære rigtig meget om litteratur-og kunsthistorien. Mad er uden tvivl blevet en konkret udtryksform. I dag kan man endda studerer gastronomi, hvilket er en nyere betegnelse for læren om den højere kogekunst, hvor madlavning betragtes som kunst frem for et håndværk. Mad er altså i dag en kunstart i sig selv.

Jeg mener personligt at mad og kunst fungerer godt sammen, fordi de har æstetik som fællesnævner. Det handler her primært om at skabe sanselige indtryk. Når det så er sagt, optræder mad i kunsten og litteraturen også som billede på sjælelivet og følelser.

Et litterært eksempel er Benny Andersens digt ”Dej” (1993). I dette digt bliver kagedej et billede på selve lykken, der indefra oplyste ens mave som festsalen i et eventyrslot. Teksten gengiver samtidig en lille drengs følelse af omsorg, tryghed og velvære.

Mad fylder uden tvivl meget i vores liv og i vores bevidsthed, om vi vil det eller ej. Jeg tænker derfor, at det for os mennesker er helt naturligt, at tildele mad en speciel betydning. Det er i dag blevet noget personligt, i det at man gennem mad kan man opnå selvrealisering, såvel som iscenesætte og promovere sig selv overfor andre. Denne tendens møder man især på offentlige medier som Instagram. Mad er i høj grad status – som det også var helt tilbage i sagatiden –, identitet og kultur, herunder sprog, skikke og traditioner.

Fælles for mad er, at det ofte fører mennesker sammen, hvilket for mig er noget af det vigtigste. Dog er mad også med til at skabe splid og ulighed i verden.

I de fleste velciviliseret samfund, som f.eks. i Danmark, betragtes mad som en selvfølge og sommetider noget lettere overflødigt, da det her er de færreste, der oplever en mangel. Dette er hovedsageligt en positiv ting. Men på den anden side er det som om, at mad af denne grunden gøres til noget overfladisk, sammenlignet med før i tiden og andre steder, hvor man lever efter princippet ”at yde for at nyde”. Jeg tror på, at man under andre levevilkår vil værtsætte, respektere og nyde mad på en anderledes måde, end de fleste af os gør i dag. Hjemme i min familie er indkøb til aftensmad i sig selv en kamp. Spørgsmålet er, hvad vi gider at spise – hvilket efter min mening et ret skræmmende luksusproblem, taget i betragtning af at den tredje verden lever i hungersnød.

Men jeg tror vi må erkende, at vi til dags dato primært spiser for nydelse og lyst, frem for overlevelse. Alle har præferencer og idiosynkrasier indenfor mad.

På den anden side kan man sige, at fordi vi netop har rigeligt mad, er der blevet plads til at eksperimentere indenfor både tilberedning og anretning. Vi har pludselig overskud til at fordybe os i maden og dens kvalitet, samt at dyrke mad som mere end et sanseligt fænomen – en udtryksform.

Spørgsmålet om mad er kunst eller et symbol på vejen til Gud, på menneskets begær, på livet som et forgængeligt fænomen, eller på intet andet end blot mad, finder vi sandsynligvis aldrig et entydigt svar på. Jeg tror dog på, at man gennem mad kan opnå en form for livsnydelse, i det at mad, som permanent integreret i vores kultur, beriger vores liv og giver det kulør. Dette skyldes netop, at vi har forskellige tilgange til og præferencer indenfor mad. Men jeg tror også på, at det primært handler om, at livsnydelse ikke kan opnås ved udelukkende at sanse. Som det fremgår i Seebergs tekst ”Enkle retter, nogle forslag”, kræver det derimod, at man er i stand til at tænke nydelse ind i de små øjeblikke. Lykkedes dette, kan mad gå fra at være sanselig nydelse til også at blive en intellektuel og åndelig nydelse, det skaber både fysisk og psykisk velvære. Det betyder, at hvis man mindes den bedste juleaften som dengang, hvor man bagte pebernødder med sin søster, så kan selv tanken om en hjemmebagt pebernød være en helt lille ret.

- Amalie Ling