Jeg sidder og
spiser nogle Gojibær. Jeg ved egentlig ikke om jeg bryder mig om dem. Nogle
gange smager de godt, andre gange smager det som, hvis du hældte en teposes
indhold ind i din mund uden vand og filter. Jeg spiser dem dog alligevel, men kun
på grund af deres sundhed og deres berigelse på antioxidanter, som skulle være
så godt for os.
Mad. Ordet mad
ligger godt i munden og er noget langt de fleste forbinder med noget godt.
Mad har i flere
århundrede været et symbol på status og overlevelse. Men i dag har det fået en
lidt anden betydning end førhen. Ordet mad er et synonym for føde, og føde står
for overlevelse og kan tillægges mange betydninger, som f.eks. status,
overlevelse, mad som samlingspunkt, noget sensuelt og en oplevelse.
Min første tanke
er; ”Hvad! En smagsoplevelse?” Ser du mad som en smagsoplevelse? Det gør jeg i
hvert fald ikke. I hvert fald ikke sådan umiddelbart. Tænker mere noget nærmere,
at ”det smager godt” eller måske ”WAUW det smager godt” og kan derfor heller
ikke undgå, at blive en smule, eller meget imponeret over, hvordan nogle formår,
at kunne skrive sider om, hvordan de oplever en bid mad. I dette tilfælde
tænkes der på ”Blodige Jordbær” af Kristian Ditlev Jensen. Han formår at skrive
a la noget der minder om 4 imponerende sider af hans oplevelse af, hvordan det
jordbær, han putter i munden, smager. Hvad nu hvis jeg gav ham et Gojibær? Og er det egentlig ikke ligemeget, hvordan andre
ser og smager mad?
”Jeg bider. Tygger. Lader det rulle rundt i munden. Gnasker
lidt. Sutter.” Sådan
starter Ditlev sin overdådige smagsoplevelse af et jordbær. At man kan få så
meget ud af mad og hvordan det smager er vildt, men alligevel, for det er vel
smagen af maden det i sidste ende handler om. Dog har madens betydning ændrede sig
meget gennem tiderne, lige fra de slægtsfokuserede sagatider til, hvad der i dag må minde om, det senmoderne
samfund, hvor vi iscenesætter os selv via diverse medier som bl.a. at lægge
hvad vi spiser ind på Instagram.
I sagatiden var
mad et symbol på status. Hvis du havde meget mad, viste du de andre, at du som
mand var stærk, da du derfor kunne lægge et bytte ned og dermed forsørge din
slægt. Mad som et statussymbol har altid hængt ved, som at det et must, at der
altid skal ost på pizzaen. Sammenligner du f.eks. Mc Donalds-mad med sund mad,
du enten får hjemme eller som mad du får på en restaurant, som f.eks. Restaurant
Noma, er der et tydeligt skel på, hvad du kan vælge imellem af menuer. Man har
tit hørt i medierne, at folk der spiser på Mc Donalds flere gange om ugen, er
folk der ikke har råd til mad og siger vel derfor noget om deres status i
forhold til det økonomiske. Alligevel kunne man tænke, at det bare kan være, at
de der spiser på Mc Donalds, gør det, fordi de godt kan lide deres mad og
egentlig ikke har noget med deres økonomiske status at gøre. Hvis du går ind på
en fin restaurant, er det garanteret en anden oplevelse man får, end den man
får på Mc Donalds. Her vil der nok være lidt mere fokus på, at maden er af
lækker kvalitet, fint anrettet og at man netop får en oplevelse. En
smagsoplevelse.
Mad er vigtig for
menneskets overlevelse og betyder meget for os. Det er noget vi kan lide og er
noget der stimulerer vores sult, samt en nydelse. At mad er så vigtigt for os,
kommer derfor også til udtryk igennem litteraturen, bl.a. det med at smage, som
kommer til udtryk i ”Blodige Jordbær” eller som f.eks. ”Enkle retter, nogle
forslag” af Peter Seeberg. Det udtrykkes i Seebergs tekst, at det at spise er
dejligt, og at følelsen af at spise er rar. Han snakker herom at alle retter er
uforarbejdede af naturen og han beskriver tingene meget konkret. I barokken
f.eks. var maden i litteraturen ”tilberedt” på en lidt anden måde, hvor et
måltid bliver tillagt mere betydning end det egentlige sanselige, som det gør i
1970’erne. Thomas Kingo har skrevet salmen ”Taksigelsen efter Herrens Nadvere”,
hvor der bliver lagt denne merbetydning ned over retten som det religiøse tema.
På en eller anden måde, er det vel lidt langt ude, men giver på den anden side
også god mening, i hvert fald i forhold til den kristne tro og datidens tanker.
I litteraturen
har maden altid haft en plads, enten som et konkret symbol, som f.eks.
syndefaldsæblet i historien om Adam og Eva, eller som jordbærret i Ditlevs
tekst, hvor jordbærret er symbolet for Ditlevs kone som begik selvmord. Dog
kunne jordbærret vel også forstås mere konkret, og dermed kunne være en
oplevelse om, hvordan han smager et jordbær helt generelt og ned til mindste
detalje.
Så uden man måske
tænker over det, så optræder mad i en del litteratur og tillægges en
egentligere dybere mening end som sådan, men det kommer også an på, hvordan man
læser teksten. Mads egentlige betydning kan også ses i metaforer, såkaldte
spisemetafoer, som er noget vi tit bruger i daglig tale, f.eks .”Jeg skal
fordøje mine tanker” eller ”Den scene giver mig noget at tygge på”.
Som at mad kan
forbindes med noget konkret eller som noget religiøst, kan det også tillægges
en mere seksuel betydning. Det er nok noget de fleste også kan relatere til.
Der har egentligt altid ligget denne erotik i mad, som at manden kan forføre en
kvinde med en middag, og at man bare generelt, tillægger maden noget, der har
med det seksuelle at gøre, som f.eks. i
Bjørnvigs, ’ Morgenmørke’ fra 2007, eller sushi som ofte forbindes med
noget sensuelt, i hvert fald set i forhold til at spise en sillemad.
Som maden har
ramt litteraturens mave, har den også ramt kunstens. I barokken er maden
symbolet for forgængelighed og forfængelighed. Maden er ligesom mennesker, på
den måde, at det ikke varer evigt. Derfor får maden i barokken tillagt denne
betydning med, at det vil slippe op eller i sidste ende rådne op og være
uspiselig og derfor også minder os om, at vi skal dø. Tanken om maden som et
vanitassymbol giver god mening, og ligesom en sæbeboble, vil maden efterhånden forsvinde.
Som man bl.a. kan se på billedet af Jan Steen, ”Den tøjleløse husstand”, viser
maden dette statussymbol, hvor de sidder og har frugt og kød samtidig med at en
tigger tigger gennem vinduet. Maden bliver også, i dette billede, tillagt
betydningen af, at det på et eller andet tidspunkt slipper op og dermed også
deres rigdom og vil så i sidste ende, ende på gaden i fattigdom. Eller som et andet barokbillede, billedet af Juan Cotan,
”Kvæde, kål, melon og agurk.” Her tillægges selve den individuelle frugt eller
grønsag en betydning ud fra deres udseende, som bladene på kålen der skal symbolisere,
at man i ungdommen skal udfolde sig. Her bliver billedet i sin helhed til
billede på hvert livsstadie i et liv, et vanitassymbol, da vi til sidst ender
med at blive gamle, og billedet husker os derfor på at vi er forgængelige.
Men hvorfor
skriver vi om mad, for det er vel på sin vis, på en eller anden måde,
ligegyldigt. Maden bliver tillagt en større betydning i et større billede. Det
handler vel ligeså meget også om, hvad man synes om mad individuelt. Nogle
mennesker, som f.eks. kokke, elsker jo mad, og kan derfor, ligesom Ditlev, få
en så voldsom oplevelse ud af noget der er så konkret og egentligt kun burde
smage af en ting, jordbær. Men igen, vi smager vel også forskelligt. Nogle kan
godt lide smagen af jordbær andre kan ikke. Og sådan er det vel også i
litteraturen. Hver person har sin mening til mad og det er måske også derfor,
at maden har så mange betydninger, men det skiller sig vel heller ikke fra alt
muligt andet, eller gør det?
På den ene side
er det vel ligemeget og uden mere betydning at læse om, hvad en anden person
synes om smagen af f.eks. et jordbær, men på den anden side kan der ligge en
dybere mening, som bl.a. ses i litteraturen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar