Opskrift på livsnydelse?

Forleden dag havde vi gæster på besøg, og derfor ville min søster bage pebernødder. Men ikke sådan nogle tørre og smagløse, som dem man køber i brugsen. Nej, hun bagte skam rigtige pebernødder helt fra bunden med masser af smør og sukker. Sådan nogle gyldenbrune pebernødder, der fylder krop og sjæl med varme og glædelige barndomsminder i en tid, hvor kulden bider i kinderne og det allerede er mørkt klokken fem. Dog er lige netop pebernødder for mig noget ganske særligt, fordi disse småkager er en traditionsspise, der hører sig julen til – en tid jeg hvert år ser frem til, som var jeg et lille barn igen. Jeg glædes blot ved tanken om en pebernød, for det handler nemlig ikke om den fysiologiske smag, men om øjeblikket, hvor associationer tilknyttet denne juleskik bluser op. Netop det, at mad ikke kun er konkret sanselig nydelse, men i høj grad også en kompleks udtryksform for både kultur og identitet, ses helt tilbage i sagatiden, såvel som i år 2014.

Mad har merbetydning, og dette kommer særligt til udtryk i litteraturen og kunsten.

”At tænke på noget velsmagende kan for en stund være en hel lille ret.”

Sådan lyder ottende forslag, og dermed slutningen på Peter Seebergs værk ”Enkle retter, nogle forslag”, der udkom som en del af bogen ”Argumenter for benådning” fra 1976.

I teksten opstilles otte forslag til uforarbejde madretter, taget direkte fra naturen. Heriblandt en gulerod, modne skovjordbær, nødder og et augustæble. Hver råvare præsenteres, som var det en eksklusiv specialitet; ”Rislende vand over sten og især når sollyset falder i det, er en stor luksus”.

Efter jeg første gang læste denne tekst, undrede det mig, hvorfor titlen hentyder til, at teksten indeholder forslag til ”retter”, når ingen af råvarerne kræver direkte tilberedning. Definition på en madret er netop mad, som er tilberedt eller anrettet, og som spises ved et måltid. Men da gik det op for mig, at teksten nok ikke skal læses bogstaveligt som en klassisk opskrift, men derimod som en allegori på en helt central tematik i Seebergs forfatterskab: Eksistentialismen.

Teksten giver i virkeligheden forslag til måder, hvorpå man ved fordybelse kan opnå livsnydelse og få det bedst mulige ud af øjeblikket. Tekstens budskab er kort sagt Carpe diem – grib nuet!

”Enkle retter, nogle forslag” er samtidig et eksempel på, hvordan en forfatters generelle tilgang til livet kan skildres gennem hans personlige tilgang til mad.

Madforslag som opskrift på vejen til livsnydelse er et klart bevis på, at mad fylder utrolig meget gennem hele vores liv. Om det virkelig er vejen til livsnydelse, kan man så diskutere. Men der er ingen tvivl om, at mad er et vitalt grundvilkår for overlevelse, i det at næring er noget, som alle levende organismer behøver.

Mad opfattes dog på mange forskellige måder, der ikke kun er centreret omkring det objektive og mad som et fysisk behov. Det vedrøre derimod også det subjektive og personlige. Mad i litteraturen og kunsten bruges f.eks. til at gengive følelser, sindstilstande og unikke tankemønstre

I ”Enkle retter, nogle forslag” pointerer Seeberg, at man kan betragte mad som en allegori på selveste livsnydelse og det at leve i nuet. Teksten kan i bund og grund læses som et kristent mål, da man her beskæftiger sig med nuet, frem for livet før fødslen eller efter døden, hvilket man primært gør i andre religioner som Islam og Hinduismen.

Det handler grundlæggende om genforening med Gud, samt at erkende hans eksistens. Dog er det ikke genforening i bogstavelig forstand, men i kraft af at Gud findes i alt og er i os alle.

Ved at få det bedste ud af livet nu og her – dvs. ved at leve det jordiske liv og bestræbe sig på at være et godt menneske, der udviser værdier som næstekærlighed – bliver det muligt, at skabe et Gudsrige på jorden. Selvom kristne ønsker en plads hos Gud, når de dør, betragter de altså ikke livet på jorden som en tom overgangsfase til det himmelske. Men tilbage i 1600-tallet, i Barokken, havde man klare idéer om, at dette netop var svaret på, hvordan verden hang sammen; At livet på jorden er eksistentielt meningsløst. Det handler i stedet om at vende sig mod det himmelske og det rigtige liv, som begynder efter døden, når man genforenes med Gud.

Den barokke melankoli udtrykkes især gennem den maleriske tendens stilleben, hvori vanitassymboler særligt gør sig gældende. Her optræder mad som motiv på livets forgængelighed og forfængelighed, i det at mad symboliserer rigdom og status, såvel som noget, der med tiden går i fordærvelse. Et eksempel på dette er ”Kvæde, kål, melon og agurk” (1602), som er et stilleben-maleri af den spanske Juan Cotan. Her danner fire stykker frugt og grønt formen af en hyperbel, som gengivelse af livets faser – fra det modne nyplukkede æble til den rynkede, brogede agurk. Maden er udtryk for ”memento mori”, og alene titlen på maleriet giver beskueren en idé om, at det jordiske liv anses for at være overfladisk og uden dybere mening.

På samme måden optræder mad som vanitassymbol i barokkens litteratur. Det ses eksempelvis i salmen ”Far, verden, far vel” af Thomas Kingo.

”Din skål synes honning, men drikken er led”.

Smagen af honning er sød, men under overfladen gemmer sig en klistret og klæbrig masse.

I Kingos salme bliver honning et symbol på forfængelighed i form af mandens seksuelle begær efter kvinden. Trods erotiske lyster er den del af menneskets natur, blev det i Barokkens tid anset for at være noget lokkende og bedragerisk man skulle tage afstand fra, for ikke at vende Gud ryggen.

Mad kan således tolkes som en metafor for menneskets konkrete møde med virkeligheden og sandheden, hvilket både kan føre til nydelse og lidelse. Særligt før i tiden blev mad som billede på virkeligheden og menneskets natur betragtet som noget negativt, da man dengang havde en mere kritisk tilgang til tilværelsen og meningen med livet.

Et andet sted, hvor mad optræder som en synd, er i den kristne fortælling om syndefaldet, hvor Eva lader sig lokke af slangen til at spise af æblet fra Kundskabens træ. Hun ”smager” på virkeligheden, og trodser dermed Gud. Derfor straffes hun og Adam ved bortvisning fra Edens Have.

Jeg tror delvis at denne mytologiske berettelse har været med til at skabe et tabu omkring det, at være mønsterbrydere og gøre op med normerne. Det har dog heldigvis ændret sig med tiden, og på samme måde er der ingen tvivl om, at mad senere har fået en positiv betydning i kunsten og litteraturen

Vin er indenfor religion et rigtig godt eksempel på, at mad og drikke kan have en dobbeltbetydning;

”Vær ikke blandt dem, der fylder sig med vin og frådser i kød, for drankere og frådsere forarmes, og søvnen klæder dem i pjalter”. Sådan står der skrevet i det gamle testamente.

Her advares der direkte mod at drikke vin, fordi det vækker menneskets destruktive, vilde og ustyrlige sidder. Dette synspunkt kan perspektiveres til hedonisme og dyrkelsen af det dionysiske livssyn indenfor den antikke oldtid. Begge begreber bygger på tanken om, at mennesket lever for nydelse. Her dyrkes menneskefrihed over pietas (det at udvise gudsfrygt og retskaffenhed, dvs. en form for fromhed) hvilket dengang svarede til at sætte verden i ubalance og skabe kaos. Vinen udgjorde altså her en trussel for verdensordenen.

De to begreber står desuden i modsætning til askese og dyrkelsen af det apollinske livssyn, der bygger på idealet: kosmos.

Denne kontrasterende anskuelse af verden gør sig som sagt ikke længere gældende. Vinen serveret ved nadveren er eksempelvis symbol på Jesus’ blod, og ved at indtage dette, forenes man med Gud. Den før djævelske drik ophøjes pludselig til noget guddommeligt. Således er vin gået fra at være en synd til at være en vej, hvorved vi mennesker kan nærme os Gud. Denne tanke fremgår også i kunsten, hvor et konkret eksempel er det symbolistiske maleri ”Primavera” (1901), malet af den danske Harald Slott-Møller. Her repræsenterer den smilende, farveklædte kvinde frugtbarhed, liv og kærlighed, modsat den kedsommelige, mørkklædte mand. Kvinden rækker manden et glas rødvin, hvilket kan fortolkes som et symbol på hans udadtil manglende livsnydelse, eller vejen til Gud, hvis man tror på udtrykket ”in vito veritas”.

Opgøret med tabuet omkring dyrkelsen af menneskets natur kan betragtes som et brud på datidens idealer. Denne epokegørende ændring gengives særligt i kunsten og litteraturen op efter Romantikkens tid, dvs. i perioden kendt som Naturalismen. Her beskæftigede man sig primært med realistiske, synlige fænomener og genstande, frem for det guddommelige. Kunstnere begyndte derfor pludselig at interessere sig for nudisme, som førhen var et nærmest forbudt og uberørt emne, mens forfattere begyndte at gengive mennesket som naturbestemt, dvs. drevet af instinkter og lyster.

I naturalismens kunst og litteratur blev mad også tildelt en vigtig rolle, fordi det konkret er genstande, der afbilder naturlighed og det sanselige. Et eksempel på dette er ”Frokost i det Grønne” (1863) malet af den franske Edouard Manet. Dette motiv afbilleder menneskets konfrontationen med virkeligheden i form af nøgne, realistiske kvindekroppe, og en væltet kurv med frugter, hvilket indikerer bruddet med det ophøjede og idealiserede.

Det er tydeligt, at fremstillingen og brugen af mad i kunst og litteratur afspejler den idéhistoriske periode, værket er skabt i. Netop derfor kan man gennem en forståelse af mad som udtryksform lære rigtig meget om litteratur-og kunsthistorien. Mad er uden tvivl blevet en konkret udtryksform. I dag kan man endda studerer gastronomi, hvilket er en nyere betegnelse for læren om den højere kogekunst, hvor madlavning betragtes som kunst frem for et håndværk. Mad er altså i dag en kunstart i sig selv.

Jeg mener personligt at mad og kunst fungerer godt sammen, fordi de har æstetik som fællesnævner. Det handler her primært om at skabe sanselige indtryk. Når det så er sagt, optræder mad i kunsten og litteraturen også som billede på sjælelivet og følelser.

Et litterært eksempel er Benny Andersens digt ”Dej” (1993). I dette digt bliver kagedej et billede på selve lykken, der indefra oplyste ens mave som festsalen i et eventyrslot. Teksten gengiver samtidig en lille drengs følelse af omsorg, tryghed og velvære.

Mad fylder uden tvivl meget i vores liv og i vores bevidsthed, om vi vil det eller ej. Jeg tænker derfor, at det for os mennesker er helt naturligt, at tildele mad en speciel betydning. Det er i dag blevet noget personligt, i det at man gennem mad kan man opnå selvrealisering, såvel som iscenesætte og promovere sig selv overfor andre. Denne tendens møder man især på offentlige medier som Instagram. Mad er i høj grad status – som det også var helt tilbage i sagatiden –, identitet og kultur, herunder sprog, skikke og traditioner.

Fælles for mad er, at det ofte fører mennesker sammen, hvilket for mig er noget af det vigtigste. Dog er mad også med til at skabe splid og ulighed i verden.

I de fleste velciviliseret samfund, som f.eks. i Danmark, betragtes mad som en selvfølge og sommetider noget lettere overflødigt, da det her er de færreste, der oplever en mangel. Dette er hovedsageligt en positiv ting. Men på den anden side er det som om, at mad af denne grunden gøres til noget overfladisk, sammenlignet med før i tiden og andre steder, hvor man lever efter princippet ”at yde for at nyde”. Jeg tror på, at man under andre levevilkår vil værtsætte, respektere og nyde mad på en anderledes måde, end de fleste af os gør i dag. Hjemme i min familie er indkøb til aftensmad i sig selv en kamp. Spørgsmålet er, hvad vi gider at spise – hvilket efter min mening et ret skræmmende luksusproblem, taget i betragtning af at den tredje verden lever i hungersnød.

Men jeg tror vi må erkende, at vi til dags dato primært spiser for nydelse og lyst, frem for overlevelse. Alle har præferencer og idiosynkrasier indenfor mad.

På den anden side kan man sige, at fordi vi netop har rigeligt mad, er der blevet plads til at eksperimentere indenfor både tilberedning og anretning. Vi har pludselig overskud til at fordybe os i maden og dens kvalitet, samt at dyrke mad som mere end et sanseligt fænomen – en udtryksform.

Spørgsmålet om mad er kunst eller et symbol på vejen til Gud, på menneskets begær, på livet som et forgængeligt fænomen, eller på intet andet end blot mad, finder vi sandsynligvis aldrig et entydigt svar på. Jeg tror dog på, at man gennem mad kan opnå en form for livsnydelse, i det at mad, som permanent integreret i vores kultur, beriger vores liv og giver det kulør. Dette skyldes netop, at vi har forskellige tilgange til og præferencer indenfor mad. Men jeg tror også på, at det primært handler om, at livsnydelse ikke kan opnås ved udelukkende at sanse. Som det fremgår i Seebergs tekst ”Enkle retter, nogle forslag”, kræver det derimod, at man er i stand til at tænke nydelse ind i de små øjeblikke. Lykkedes dette, kan mad gå fra at være sanselig nydelse til også at blive en intellektuel og åndelig nydelse, det skaber både fysisk og psykisk velvære. Det betyder, at hvis man mindes den bedste juleaften som dengang, hvor man bagte pebernødder med sin søster, så kan selv tanken om en hjemmebagt pebernød være en helt lille ret.

- Amalie Ling