En stridsmand

Evnen til at være innovativ og nytænkende, er i vores samfund en meget værdifuld kvalitet. Vi havde aldrig været hvor vi er i dag, uden mennesker der turde skille sig ud og udvikle nye ideer. Derfor er det sjovt at tænke på, hvor anderledes det har været for mennesker, for bare hundrede år siden.

Bogen ”En stridsmand” handler om bonden, Søren Brander, der, som den første i sin by, turde bryde normerne og fulgte sine egne værdier.  Forfatteren, Johan Skjoldborg, lægger meget vægt på temaer som traditionsbrud i sin historie. 

Vi følger Søren Brander fra sine ungdomsdage, hvor han lige har besluttet sig for, at købe en grund i klitterne. Han er nygift og forelsket, og er lige blevet far for første gang. Søren er meget ivrig og positiv, men også naiv, og han kommer hurtigt i problemer på gården. 

I løbet af romanen følger man udviklingerne i Søren og konen Anes forhold, og problemstillingerne den lille familie bliver udsat for. Søren har den fordel, at han kan komme på gode ideer, og redder derved flere gange familien fra at gå fallit. Sørens ideer falder dog ikke altid i god jord hos hans naboer. Det lille samfund har stor foragt for Søren, fordi de ikke føler, at han respekterer deres traditioner. 

Man føler stor sympati for Søren, der egentligt ikke gør noget forkert, men alligevel bliver udstødt af selv hans venner. Heldigvis er Søren meget viljestærk, og det er virkelig noget man kan lære af denne bog. Han siger selv mange gange: "Hvor der er en vilje, der er jo også en vej!"

Til sidst bliver Søren Brande så succesfuld med sine innovative ideer, at han endelig overvinder jorden og bliver respekteret af sine naboer. Fire af hans gamle venner kommer endda og beder ham om hjælp. 

Alt synes lykkeligt, indtil Søren endelig bukker under, efter de mange, hårde år med modgang. Søren bliver alvorligt syg, men han når at fortælle sin kone, hvor meget hun har betydet for ham, inden han dør. 

Jeg er meget begejstret for bogen, især på grund af den rørende handling. Bogens gode budskab og tema, har i den grad også været et bærende element for bogen, da sproget var svært at læse. Flere gange skulle jeg næsten analysere siderne, for at forstå handlingen.. Jeg havde måske også lidt forventet det, da bogen er skrevet tilbage i 1896. Det endte lykkeligvis med, at være umagen værd! Jeg kan varmt anbefale denne bog til enhver der (på et eller andet tidspunkt) ønsker, at læse noget lidt anderledes, da det i hvert fald også kan bruges til noget. 

Fie Krogh Sommer

Ved Vejen

Ved vejen… Hvilken vej? Livets vej. Den lange, snoede, snørklede og uforudsigelige vej, vi alle skal betræde. En vej med et utal af sidespor, genveje, omveje, rundkørsler og blindgyder, der hver repræsenterer et valg. Livet er ikke andet end en lang række valg. Vi lever i en tid, hvor det er okay ikke at følge den vej, som alle de andre tager. Ja, det er lige før man får et bifald, hvis man vælger en anden vej. Især hvis den vej fører til noget godt. Pointe: det er okay at gå imod strømmen og bryde med normerne. Vi kalder dem rebeller. Og jeg ville undre mig, hvis det ikke er sandt, når jeg siger, at der nok gemmer sig en lille rebel i maven på os alle sammen. Vi kan tillade jo os det.

Jeg er taknemmelig for at leve i en tid, hvor det er muligt at følge sit hjerte og jagte sine drømme. Og jeg har ondt af Katinka Bai, der ikke kunne holde fast i lykken, da den endelig bankede på døren.

Katinka bor med sin husbond, Stationsforstander Bai, i en lille jysk landsby. De har ingen børn og livet går sin stille gang. En dag kommer en ny forvalter til byen. Han hedder Huus. I løbet af romanen spirer forholdet mellem Katinka og Huus og de bliver lidenskabeligt forelsket i hinanden, men ak, der er intet at gøre. Hun er gift og der er intet at gøre. Huus ender med at rejse og efterfølgende bliver Katinka meget syg og hun dør kort tid efter.

Det var den korte version af Herman Bangs novelle fra 1886. Der er selvfølgelig meget mere til den historie end de seks linjer, jeg lige fik griflet ned ovenfor.

Det er en ulykkelig fortælling om to mennesker, der begge ved, at de elsker hinanden og begge ved, at de aldrig nogen sinde kan få et liv sammen. Katinka er i et ægteskab, der ikke just er det lykkeligste i verden, ej heller er hun ulykkelig. Hun er nærmere bare en tom skal, der udfører sine pligter som en god hustru. Tro mod sit hus. Hun har aldrig oplevet stærke følelser og ved derfor ikke hvad livet har at byde på.

Det er da lige indtil Forvalter Huus kommer ind i billedet og de to tilbringer mange timer sammen og snakker om pasning af blomster og solens skønhed, når den bevæger sig hen over bjergene.

Efter et stykke tid aftaler Huus, Katinka og Bai at lave en heldagstur ind til markedet. Katinka liver ligesom helt op og for første gang i romanen er hun ivrig og livlig og stråler af glæde. På markedet bliver det tydeliggjort, hvor forskellige Bai og Katinka er og hvor meget tilfælles Katinka og Huus har.

En dag efterfølgende er der sammenkomst hos præstefamilien. Katinka, der er en meget stille person, lister væk fra selskabet og sætter sig ind i Lysthuset. Huus kommer ind til hende. Det er på dette sted i bogen, klimaks indtræder, da de romantiske gnister, der har været mellem de to siden start, nå bliver til noget fysisk, da Katinka først tager afsked med Huus for altid og derefter vender sig rundt og beder ham kysse hende. Det er et smukt øjeblik.

Det bliver dog aldrig til mere end det, da Huus kort tid efter rejser væk og Katinka bliver ramt af en sygdom, som hun lider under i måneder. I slutningen af efteråret står det klar, hvor denne sygdom bærer hen og Katinka dør i en ung alder.

Det sidste, der passerer hendes læber, er en bemærkning om solen over bjergene i det fjerne. Ergo er det sidste, der passere hendes sind og tanker, Huus.

Denne kærlighedshistorie har rørt mig mere end jeg havde forestillet mig, da jeg en eftermiddag hev den ned fra hylden på biblioteket. Ja, den er selvfølgelig skrevet på et gammeldags sprog, og jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke et par gange havde fået en god eftermiddagslur i sofaen eller en lille blunder på en cafe, mens jeg læste den. Det ændrer dog ikke på, at jeg var lige ved at fælde en tåre i løbet af den sidste del af Katinkas liv. Så meget vil jeg dog indrømme. Og jeg vil helt klart anbefale jer alle til at læse den, men det er måske også bare spild af tid? Lige meget hvor godt jeg sælger denne her bog, er der nok ikke mange af jer, der frivilligt ville læse en gammeldansk roman i jeres fritid uden at det er skolerelateret…

Selv agter jeg at læse den igen.

Mathilde Fjord

Lykke-Per

Hvad er lykke egentlig? Lykke er et hvidt begreb, som stort set alle har sine individuelle meninger om. Det tager tid at finde sin helt egen individuelle lykke. Meget af det man selv synes er lykke, stammer helt fra dengang man var barn og boede hos sine forældre. Ens barndom ligger altid rigtig dybt i en og det er svært at løsrive sig fra alle ens barndomsminder. Man kan have rigtig mange idéer og forestillinger om hvad der er lykke for en selv, men i takt med at man bliver ældre, kan ens holdninger ændres fuldstændig. Ens tilværelse kan umiddelbart føles perfekt udadtil, mens ens indre har en helt anden mening om lykken. En eksistentiel krise, som gør at man kan føle sig, til tider meget trist, mens andre gange er man fuld af livsglæde. Jeg tror de fleste kender, i hvert fald i mindre grad, til denne eksistentielle krise som man kan gennemgå på et tidspunkt i livet. Dette problem bliver belyst af Henrik Pontoppidan i den meget kendte og ansete roman ”Lykke-Per” fra 1904, som vi stort set alle sammen har hørt om på et eller andet tidspunkt.

Lykke-Per handler om præstesønnen Peter Andreas Sidenius kaldt Per, som helt fra barnsben ikke passede ind. Han var familiens sorte får og troede ikke på Gud, selv om faren var præst og resten af familien var meget troende. Per havde en kæmpe drøm om at blive ingeniør, hvor han havde en god ide til et kanalprojekt som han meget gerne ville føre ud i livet. Det var blandt andet derfor han flyttede til København og begyndte at studere, men droppede dog ud kort tid efter for at realisere sit kanalprojekt, men det var dog ikke så let som man lige skulle tro. I København mødte han den jødiske rigmandsdatter Jakobe Salomon, som han forlovede sig med. Umiddelbart efter forlovelsen tog han ud og rejste, da han fik penge af sin stedfar. Da Per kom hjem begyndte det at gå lidt bedre for ham med hensyn til hans projekt, men han afviste alle tilbud fra folk som ville forsøge at realisere hans projekt.

Efter Pers mors død rejste han til Kærsholm hvor Baronessen og Hofjægermesterinden boede. Dem havde han mødt på sin ferie til Rom og Berlin. Under opholdet hos hofjægermesterinde, begyndte Per at tvivle på sin trosretning. Han begyndte pludselig at tro på Gud. I Kærsholm mødte han også den meget kristne Inger som han giftede sig med og fik børn med. Det endte dog med at han skilles med Inger og flyttede til en lille jysk provins hvor han døde ensom og trist, men lykkelig var han dog alligevel.

Lykke-Per er en 700 siders lang roman, som udspiller sig over hele Pers liv. Man følger ham fra barndommen i hans hjem til han dør ensom og alene. Romanen er skrevet i løbet af århundredeskiftet i det moderne gennembrud. Den beskriver Danmark i denne periode, i det meget klasseopdelte samfund der var den gang. Blandt andet var der er stort skel mellem livet i de små provinsbyer og livet i det store udviklingsprægede København. Disse to ting sås næsten som modsætninger dengang og bliver stillet skarpt op mod hinanden i denne roman. Man læser både om livet på landet og livet i København og drager forskellige forestillinger om disse to ting. Per selv, stræbte efter at komme til København da han var helt ung, fordi han var overbevist om at det her han kunne finde lykken. Han var overbevist om, at komme væk fra alt hvad der mindede om hans barndom med familien, var det bedste for ham. Han mente han ville blive lykkelig af at realisere sit projekt, hans protest mod familien og gifte sig med en rigmandsdatter. Det viser sig så, at jo længere tid der gik, jo mere i tvivl blev Per om det nu var det rigtige for ham. Han var i tvivl om, at det rige liv i storstaden var rigtigt for ham. Samtidig ligger barndommen stærkt inde i ham og han kan ikke slippe den, selvom det er det han helst vil. Derfor ender han med at ende sit liv ensomt i en lille provins by. Han finder nemlig ud af at han er lykkeligst alene med sig selv. Hele romanen igennem har Per en sjælelig kamp med sig selv om hvad der er bedst for ham selv.

Citat: ” Den spøgelsesagtige hånd, der havde villet holde ham tilbage fra denne rejse – og som var den samme, der gennem hele hans liv lønligt havde grebet ind i alle de afgørende øjeblikke for at lede hans skridt, - det var hans instinktmæssige fornemmelse af, at det var i ensomheden, hans sjæl havde hjemme, at det var sorgen og smerten, hans liv tilhørte”

Arv og miljø og den sjælelige udvikling man gennemgår gennem sit liv, er to klare temaer i romanen, som begge tydeligt kommer til udtryk gennem hele romanen.

Jeg vil mene at Pers liv nærmest er en direkte skildring af Henrik Pontoppidans liv. De har begge rigtig mange ting til fælles. Henrik Pontoppidan voksede også op i en religiøs kristen familie, hvor han selv gjorde oprør mod familien ved blandt andet at begynde at læse til ingeniør. Dette gik nemlig helt imod familien. Akkurat det samme skete for Per. Man kan også umiddelbart tro at Henrik Pontoppidan havde lignende eksistentielle problemer, ligesom Per. Han var en rastløs sjæl, ligesom Per.

Denne bog vil jeg mene helt klart er anbefalelsesværdig og værd at læse til hver en tid. Bogen er skrevet rigtig godt og der står en masse som man selv kan relatere til. Selvom bogen er mere end 100 år gammel, kan man stadig relatere til den her i nutiden. For eksempel er der mange unge i dag, som søger ind mod de større byer for at læse og for at opleve storbyen. Det er ikke ret mange der har lyst til at blive hjemme i deres lille barndomsby, de vil simpelthen ud at opleve noget. Akkurat det samme sker med Per. Han stræber efter at komme til København, væk fra sin familien i den lille provins by. Han kan ikke komme til København hurtigt nok. Han vil ud at opleve det ”moderne” liv i storbyen.

Dog er bogen en smule svær at læse, da der er rigtig tit er meget lange og knudrede sætninger, hvor man tit let kan tabe tråden og er derfor nødt til at starte helt forfra i sætningen for at finde ud af hvad det egentlig handlede om. Udover dette er der rigtig mange meget detaljepræget beskrivelser af stort set alle personerne som optræder i bogen. Dette synes jeg dog fungere rigtig godt i bogen, da det er nødvendigt for resten af handlingen. Alt i alt er bogen rigtig god, men man skal dog tage sig god tid til at læse den, da sproget i bogen til tider godt kan være lidt kompliceret at læse hvis man ikke er vant til at læse bøger som denne. Men det er det værd, hvis du spørger mig.

- Anne Mette Gissel Jensen 

En lyksaglig fortælling

Igennem tiderne har vi lært at kende mange fantastisk forfattere, som har givet stor glæde til os alle. H.C. Andersen er en af disse meget kendte forfattere, som jeg ved, at i alle kender. Han har skrevet mange gode og fantastiske eventyr, som vi opvokset med fx Fyrtøjet, Tinsoldaten, Tommelise osv. Jeg har læst en hans roman Lykke Peer, som overordnet set handler om den lykkelige dreng Peer. I romanen kommer det klart til udtryk, at lykken er forskellig for alle, og at et lykkeligt liv er godt liv.

Lykke Peer er H.C. Andersens sidste skrevne roman, som handler om drengen Peer, som er blevet opvokset i en fattig familie, som bor oppe på en rimandgårds loft, også kaldet kvisten. På samme tid er der den meget rige familie, som bor nede i gården, som også får en søn samme dag, som Peer kom til verdenen, som hedder Felix. Peer vokser op, og mister sin far til krigen i en ung alder. Hans farmor flytter nu ind på kvisten, og bor sammen med Peer og hans mor, hvor farmoren ser et kæmpe potentiale i Peer. Hun ser, som den eneste Peer med et guldæble i hånden, som betyder, at han vil vokse op og blive til en stor mand. Peer går gennem en kæmpe udviklingen, hvor han har lykken med sig. Han startede med at være en lille fattig dreng, som begyndte på en balletskole, men fandt ud af at det ikke lige var ham, så han ville hellere være en skuespiller. Med held opdager sangmesteren fra byens teater, at Peer har en fantastisk stemme, især af sin unge alder at være.

Vi kan sagtens se de karakteristiske træk fra H.C. Andersens side, hvor han skriver om at hovedpersonen gradvist bliver mere og mere lykkelig igennem fortællingen. H.C. Andersen viser i gennem Peer at intet er umuligt, og at man bare kæmpe for noget vigtigt, og så skal det nok ske. Peer laver sit eget stykke i al hemmelighed, og viser det til sin sangmester, i håb og at han kan lide det, men han vil lade publikummet afgøre om det er godt eller dårligt. I sidste ende hengiver Peer sig fuldstændig til kunsten, og bliver et med den. Under sit eget stykke i slutningen får han en stor anerkendelse for hans stykke, og hans optræden at hans hjerte brister af lykke midt på scenen.

Jeg føler at H. C. Andersen har beskrevet sit liv i gennem Lykke Peer. Han mistede selv sin far i en ung alder, og er selv opvokset i en fattig familie. Han blev med tiden overladt meget til sig selv, efter hans fars død, og senere hen flyttede han ud for at søge lykken. Her er der klare træk, som viser at H.C. Andersen har illustreret sit liv som Lykke Peer, hvor de begge har hengivet deres liv til kunsten. H.C. Andersen sang selv i et kor, som ung, og kunne lide at skrive skuespil.

Lykke Peer er en fantastisk bog, som man næsten ikke kan undgå at elske. Jeg forstår nu, hvorfor min gamle lærer altid sagde til mig, at Lykke Peer er en bog, som er værd at læse, og hvis jeg en dag fik muligheden for at læse den skulle jeg gøre det. Min lærer havde ret Lykke Peer er en genial bog, som stadig kan fange folk, selvom den er skrevet før 1900-tallet. H.C. Andersen har formået at vise i gennem Lykke Peer, at intet er umuligt. Peer startede med at være en lille dreng, som blev til stor lykkelig mand.

Kun en spillemand

Jeg har læst: Kun en spillemand af H. C. Andersen. Bogen handler om drengen Christian. Han er en fattig skrædderdreng og et musikalsk geni på sin violin. En dag brænder den rige nabos hus ned. Kun pigen Naomi på hans egen alder overlever. Christian er forelsket i Naomi og bogen handler om hans betagelse af hende. Christian og Naomi er dog vidt forskellige. Naomi er en stærk og selvstændig pige og hun vokser op og bliver en fornem frue imens Christian er vattet og handlesvag og vokser op uden at få noget ud af livet.

Med denne roman er H. C. Andersen meget forud for sin tid. For selvom at den er over 150 år gammel, opstiller den problemstillinger som stadig er gældende i dag. Den opstiller nemlig problemet med arv og miljø igennem hans to karakterer Christian og Naomi. Den sætter mange tanker og følelser i gang. Når man læser bogen opdager man hurtigt at der en lighed mellem Christian og H. C. Andersen selv. Det er dog ikke blot Christian men også Naomi som er baseret på H. C. Andersen selv. 

Romanen er meget anderledes i forhold til H. C. Andersens andre historier. H. C. Andersen skrev ofte enten glade historier eller historier som bliver lykkeligere igennem handlingen. Det kan man ikke ligefrem sige om denne historie. Den har rigtig mange mørke sider men også lyse. Hvilket der selvfølgelig skal være, hvis ikke vi skal få en depression. 

Romanen er lidt for kedelig. Første del af bogen er domineret af karakteren Christian. Christian er en utrolig kedelig person, han gør ikke noget usædvanligt. Det er pigen Naomi, som tredje del er domineret af, som løfter hele spændings niveauet op. Hun er en livlig pige, som er meget selvstændig. Hun tør handler og er klar på at leve livet. Handlingen er alt for langtrukket og H. C. Andersen har gjort meget ud af at beskrive vær eneste lille gren. Dette skyldes selvfølgelig også, at den er over 150 år gammel. Den var helt sikkert et vidunder dengang, men det er ikke alle der vil finde den interessant i dag. 

Folk som gerne vil vide meget mere om H. C. Andersen vil klart vær en modtager til denne roman. Man får utrolig meget af vide om H. C. Andersen igennem romanes to hovedpersoner. De er som sagt vidt forskellige, men er begge baseret på H. C. Andersen selv.  Man får mange forskellige syns vinkler og indtryk af H. C. Andersen. Man opdager endda sider af ham, som man ikke kan finde på nettet. Bogen er selvfølgelig også interessant for historisk interesserede og for folk som er interesseret i problemet med arv og miljø. 

Jeg synes romanen er lidt for kedelig til min smag, men jeg kan dog godt lide den. Jeg synes den er god, da det ikke lige var det jeg havde forventet at en H. C. Andersen historie. Jeg må sige at han har overrasket mig. Jeg kan godt lide at selvom at den er over 150 år gammel, er den stadig højaktuel i dagens samfunds og dets problemstillinger.  Jeg kan godt lide den måde som H. C. Andersen har tænkt forud for sin tid på. Derfor vil jeg sige, at det alt i alt er en rigtig god bog, dog lidt langtrukket men med god handling.

Sofie Haulrik

Det bødes der for

Alle kender til at have en skam i livet. Det kan være hvad som helst. Noget man har sagt, noget man har gjort. Hvis man ikke har noget at skamme sig over, har man aldrig bare givet slip og gjort hvad der lige faldt en ind, det øjeblik man stod i situationen. Men skam kommer i to variationer, den gode og den dårlige. Den gode er den man føler efter at have sagt eller gjort noget dumt foran ens venner, men som man stadig kan grine af dagen efter. Den dårlige, kommer som følge af utroskab og dårlige beslutninger i livet. Det er i hvert fald det man altid har hørt. Den dårlige form for skam, er netop den som Martin Andersen Nexø har lagt stor vægt på da han skrev denne roman.

Det bødes der for er en fortælling om et liv med skam og utallige problemer. Hovedpersonen har nedskrevet hele hans liv til ære for sine plejebørn, da han ikke er en person der fortæller folk hvad han føler. Han finder det derfor lettere at skrive. Bogen er en fortælling om hvad han har gennemgået i sit liv og hvordan de forskellige episoder har sat sit præg på ham. Hovedpersonen ser i starten ud til at leve et normalt liv, men som historien udvikler sig, sker der ting i familien, som ikke er til at til redde. Familien opløses og barndommen er pludselig ikke så let som den så ud til at være. Hovedpersonen fører de dårlige episoder med videre i sit liv, indtil han møder en pige som vender op og ned på det hele.

Romanen får en til at tænke over hvor skrøbeligt livet er. Hovedpersonens far træffer en dårlig beslutning, som splitter hele familien og ødelægger flere liv end nødvendigt. Kærlighed er et gennemgående tema i romanen, som man allerede konfronteres med i de første sider. Men man lægger først rigtig mærke til det når man bliver præsenteret for hans forhold sin far. Det er noget vi kan forholde til os, den kærlighed vi har til vores forældre som altid er der for os. Når først den kærlighed svigter, står man alene uden nogle til at hjælpe en videre. Hovedpersonen mister sit forhold til sin far, efter han har opført sig helt anderledes end han plejer. Desværre er det ofte sådan at man nemt bliver påvirket af ens forældre og deres handlinger, det man har set i sin barndom fører man videre i sit liv. Hvis man er blevet svigtet gennem sin barndom, kan det nemt føre til at man i sidste ende, bliver den der svigter. Hovedpersonen bliver i romanen svigtet af sin far, som ikke længere vil være sammen med hans mor. Hovedpersonen skammer sig over sine forældres handlinger og især de valg som faderen tager gennem romanen. Da han bliver ældre er det ham selv han skammer sig over. Han har altid haft en mistanke om at han måske lignede sin far lidt, og da han ser lighederne mellem hans far og ham selv, føler han skam. Han træffer forkerte beslutninger som ender med at ødelægge hans liv, på præcis samme måde som hans far ødelagde sit, da han stadig var i live.

Efter min mening, er det umuligt ikke at blive betaget af romanen. Selvom det er en kort bog er den bygget mesterligt op, med et spændingsmonument som var lige i øjet. Man ved fra starten at fortælleren har noget bøde for, hvilket han præsenterer ved at skrive det ned til sine plejebørn. Men dog er det først på sidste sider hans skam bliver afsløret for læseren.  Man bliver fanget af bogen, mest af alt fordi man aldrig har tænkt over at ting som dette også skete så mange år tilbage. Romanen får en til at se anderledes på de mennesker som skal kæmpe deres vej gennem livet, fordi man måske aldrig har tænkt på hvordan det skader ens sjæl at leve på den måde som fortælleren gør. Jeg er utrolig imponeret over at jeg nu, 114 år efter bogen er skrevet, kan sidde med et anderledes syn på mennesket og vores forældres indflydelse på hvordan vi bliver når vi vokser op og skal starte vores eget liv. Jeg vil helt klart mene at denne roman er værd at læse.

- Maria

Erobrerfølelsen

Jeg kan ikke sige med sikkerhed, at ”erobrerfølelse” egentlig er et rigtigt ord. Slår man op i retskrivningsordbogen, er der intet resultat (hvilket kommer som en stor skuffelse, når man endelig har kastet sig ud i at slå op i sådan en fanden). Det er nu alligevel min intention, at prøve at definere udtrykket. Jeg mener selv, at dette kan gøres gennem læsningen af barndomsdelen af ”Pelle Erobreren” af Martin Andersen Nexø, som jeg for et par måneder siden begyndte på at kæmpe mig igennem. For at være helt ærlig, så var der tidspunkter i processen, hvor jeg ønskede Nexø langt væk, og Stephanie Meyer en smule tættere på. - men nok om det, og til sagen.

Pelle Erobreren handler om den 7-årige Pelle, der efter sin mors død flytter til Bornholm med sin far, Lasse. De påbegynder rejsen med håbefulde drømme om det rige Danmark, hvor arbejderne bliver overdænget med tårnhøje lønninger. Som man måske kan regne ud, er det ikke helt sådan det ser ud i 1800-tallets Bornholm. Pelle og Lasse får med nød og næppe ansættelse på ”Stengården” som bestemt ikke er fest og farver for de laveste i hierarkiet. Selvom de må lade sig takke med at bo i et hjørne af kostalden med lange arbejdsdage og ingen rettigheder, lever Pelle et ganske ubekymret liv, som enhver 7-årig er berettiget til. Da han når konfirmationsalderen, flytter Pelle ind til byen uden sin far.

Det mest omdiskuterede tema i bogen, som går igen i alle analyser, er arbejderklassens kamp. Som en nogenlunde typisk roman fra det moderne gennembrud, går historien om Pelle ind og skildrer noget af det, folket måske ikke er helt stolte af, og helst ikke snakker om. Gennem romanen formår Nexø netop at vise, hvordan det i virkeligheden foregik for den laveste samfundsklasse i den tid. Og hvordan han gerne så, at samfundet blev svejset sammen i stedet for. Selvom dette er vældig interessant, vil jeg dog vælge at vinkle det en lidt anden vej. Nemlig fra Pelles synsvinkel.
Gennem hele romanen hører vi uafbrudt om Pelles store forbilleder. Enhver yngre dreng har brug for en mandlig karakter, at se op til og spejle sig efter. Gerne en mand, som ikke er bange for at ytre sig og gøre oprør. Mellem Pelles mange forbilleder, er allervigtigst hans far og arbejderen Erik. Pelles far, Lasse, forsikrer mange gange sin søn, om at opholdet på gården udelukkende er midlertidigt. At de snart stikker af, og finder noget rigt og godt. Den første gang det går op for Pelle, at hans far måske ikke altid drager handling til sine udtalelser, er en episode efter Pelle er blevet pisket af gårdens elev. Lasse bliver enormt rasende, og forsikrer, at han vil slå eleven ihjel. Senere bukker han dog under for overmagten, og lader sig endda hundse af eleven. 
Arbejderen Erik er en stor stærk mand, der ikke er bange for at fornærme de øvre folk på gården. Han snakker med Pelle, som beundrer ham uden at stille spørgsmålstegn, om at rejse til Amerika og starte et godt liv. Midt i romanen bliver Erik hjerneskadet under et forsøg på at overfalde forvalteren.  

De 7 år Pelle tilbringer på den triste stengård, erfarer han altså noget ud fra dette. Der er langt fra ord til handling. Det er ikke nok bare at konstatere, at tingene ikke er som de burde være, og så vente på, at de ændrer sig. Et citat jeg stødte på i Gyldendals leksikon, som netop omhandlede Pelle Erobreren:
” Der kan være langt fra store ord til handling hos underklassens forkuede Lassefædre”
Det betyder, at hvis man vil drage ønske til handling, er man nødt til at besidde den rette indstilling og modet til at ændre noget. Er man ikke parat til at træde ud af de dårlige, men trykke forhold man lever under, og bevæge sig ud på ukendt territorium, så ændrer tingene sig aldrig. For at kunne opnå noget, som retfærdighed i samfundet eller et liv fyldt med indhold, er man nødt til at besidde den. Erobrerfølelsen.

Efter min mening, er det dette begreb, som gør Pelle Erobreren til en interessant roman den dag i dag. Hvis bogens mest fremtrædende budskab udelukkende handlede om arbejdernes ulykkelige mangel på rettigheder i 1800-tallet, så forstår jeg ærligt talt godt, hvis Twilight-sagaen appellerer en smule mere til en gennemsnits gymnasieelev af hunkøn. Selvfølgelig er emnet spændende rent historisk set, men som værk er det vigtigt, at der er noget andet og mere håndgribeligt at forholde sig til. Netop dette formår Nexø uden tvivl at levere, så jeg som ungt menneske i det 21. århundrede faktisk kan sige, at jeg fik noget ud af en bog fra det moderne gennembrud. Måske ikke fordi det lærte mig, hvordan samfundet var bygget op i den tid, men mere fordi budskabet siger noget relevant og tidløst, som i bund og grund vedrører alle mennesker: At der kræves mere end forhåbninger og tomme ord, hvis man for alvor ønsker en ændring på tilværelsen. 

Mathilde Thusgaard

Ludvigsbakke - Herman Bang

Bogen Ludvigsbakke er ikke lige frem et festeligt indslag, og med bogens baggrund i mente giver det sådan set meget god mening: Herman Bang havde efter en depressiv periode forsøgt selvmord, og var derfor blevet indlagt på kommunehospitalet. Efterfølgende skrev han denne bog, Ludvigsbakke, primært som en tak til sygeplejerskerne på hospitalet.

Bogens hovedperson er den generte, selvopofrende og selvudslettende Ida Brandt. Romanen består af to ”bøger”, den første bog er tæt på at være et langt flash back på Idas tideligere liv. Hendes lyse og glade barndom på godset Ludvigsbakke, faderens og sidenhen den dominerende mors død. Den egentlige handling udspiller sig i anden bog. Efter Idas kontrollerende og lettere hjerteløse mors død, drager Ida til København for at arbejde som plejerske på et (sindsyge-)hospital. Her møder hun barndomsvennen Karl, hvis far var tideligere ejer at godset Ludvigsbakke, hvor Idas far var forvalter og Ida voksede op. For Ida er Ludvigsbakke symbolet på tryghed og gode tider og denne symbolik overfører hun på Karl. Alt virker som fryd og gammen da de begge, tilsyneladende, bliver forelsket i hinanden. Karl, som er en doven mors-dreng-type og egentlig ikke særligt charmerende, fatter dog pludselig interesse for den nye ejer af godset Ludvigsbakke. Som også efter Karls mors mening er bedre for Karl, da hun både er rigere, finere og en del mere fandenivoldsk end Ida.

En ting må jeg give Herman Bang: han kan virkelig noget med ord. Og det kan jeg sige selvom bogen er skrevet ca. 100 år før min fødsel og derfor er mildest talt out-dated. På trods af dette har han stadig en helt fantastisk evne til at kommunikere følelser og stemninger ud mellem linjerne. Faktisk er det praktisk talt alt der skal opfattes indirekte. Man får ikke mange ting foræret. Alligevel skriver han det tilpas tydeligt til at man forstår alle de små hentydninger og det usagte i sproget. Man bliver ikke tabt. Det lykkedes også ret godt for Hr. Bang at lave disse meget dybe personer og ikke mindst at undgå klichéerne.

Når det så er sagt, er den stemning han så kommunikere ud, helt og aldeles deprimerende. Tja, Herman Bang i en nøddeskal. Man sidder som læser og bliver meget frustreret over Ida. Hun er som sagt meget selvudslettende og bliver konstant, gennem hele bogen, tromlet nådesløst hen over af de andre karaktere. Efter sidste side er vendt sidder man tilbage med en meget trist følelse. Hvilket jo helt sikkert er en del af Herman Bangs stil og fuldkommen meningen, men sådan en spand iskold deprimerende vand lige i hovedet er altså ikke lige min kop te. Vil dog sige at Herman Bang holder stilen godt, det kammer ikke på noget tidspunkt over og bliver for meget. Bogen virker realistisk. Det der for mig mangler er nok mest af alt en udvikling af personerne, særligt Ida, at hun på et eller andet tidspunkt vågner op og står op for sig selv. Man venter gennem hele bogen på at dette sker (for det plejer jo at ske), men i denne bog sker det så bare ikke. Og det er måske i virkeligheden her man bliver så nedtrykt.

Noget andet, som jo nok mest af alt skyldes bogens alder, er at handlingen går alt for langsomt til min smag. Jeg ser en del af passagerne i bogen som unødvendige. Diverse samtaler og små selskaber, alt for mange af disse er simpelthen ikke relevante for handlingen, synes jeg. Jeg kan godt se at nogle af dem skal være der, for at beskrive personerne og miljøet, men jeg synes der er for mange. Særligt i første bog synes jeg handlingen er meget langtrukken.

Alt i alt, jeg synes den kære Bang kan sit håndværk, bogen har mange budskaber og sætter en del tanker i gang. Herman Bang beskriver rigtig godt datidens samfund (og kritisere det indirekte) og er en god kilde hvis man ønsker viden om det. Underholdnings værdien vil jeg dog sige er ret begrænset, selvom den sikkert var meget spændende for 100 år siden..

-      - Katrine