Bogen
Ludvigsbakke er ikke lige frem et festeligt indslag, og med bogens baggrund i
mente giver det sådan set meget god mening: Herman Bang havde efter en
depressiv periode forsøgt selvmord, og var derfor blevet indlagt på
kommunehospitalet. Efterfølgende skrev han denne bog, Ludvigsbakke, primært som
en tak til sygeplejerskerne på hospitalet.
Bogens hovedperson
er den generte, selvopofrende og selvudslettende Ida Brandt. Romanen består af
to ”bøger”, den første bog er tæt på at være et langt flash back på Idas
tideligere liv. Hendes lyse og glade barndom på godset Ludvigsbakke, faderens
og sidenhen den dominerende mors død. Den egentlige handling udspiller sig i
anden bog. Efter Idas kontrollerende og lettere hjerteløse mors død, drager Ida
til København for at arbejde som plejerske på et (sindsyge-)hospital. Her møder
hun barndomsvennen Karl, hvis far var tideligere ejer at godset Ludvigsbakke,
hvor Idas far var forvalter og Ida voksede op. For Ida er Ludvigsbakke symbolet
på tryghed og gode tider og denne symbolik overfører hun på Karl. Alt virker
som fryd og gammen da de begge, tilsyneladende, bliver forelsket i hinanden.
Karl, som er en doven mors-dreng-type og egentlig ikke særligt charmerende,
fatter dog pludselig interesse for den nye ejer af godset Ludvigsbakke. Som
også efter Karls mors mening er bedre for Karl, da hun både er rigere, finere
og en del mere fandenivoldsk end Ida.
En ting må
jeg give Herman Bang: han kan virkelig noget med ord. Og det kan jeg sige
selvom bogen er skrevet ca. 100 år før min fødsel og derfor er mildest talt out-dated.
På trods af dette har han stadig en helt fantastisk evne til at kommunikere
følelser og stemninger ud mellem linjerne. Faktisk er det praktisk talt alt der
skal opfattes indirekte. Man får ikke mange ting foræret. Alligevel skriver han
det tilpas tydeligt til at man forstår alle de små hentydninger og det usagte i
sproget. Man bliver ikke tabt. Det lykkedes også ret godt for Hr. Bang at lave
disse meget dybe personer og ikke mindst at undgå klichéerne.
Når det så
er sagt, er den stemning han så kommunikere ud, helt og aldeles deprimerende.
Tja, Herman Bang i en nøddeskal. Man sidder som læser og bliver meget
frustreret over Ida. Hun er som sagt meget selvudslettende og bliver konstant,
gennem hele bogen, tromlet nådesløst hen over af de andre karaktere. Efter
sidste side er vendt sidder man tilbage med en meget trist følelse. Hvilket jo
helt sikkert er en del af Herman Bangs stil og fuldkommen meningen, men sådan
en spand iskold deprimerende vand lige i hovedet er altså ikke lige min kop te.
Vil dog sige at Herman Bang holder stilen godt, det kammer ikke på noget
tidspunkt over og bliver for meget. Bogen virker realistisk. Det der for mig
mangler er nok mest af alt en udvikling af personerne, særligt Ida, at hun på
et eller andet tidspunkt vågner op og står op for sig selv. Man venter gennem
hele bogen på at dette sker (for det plejer jo at ske), men i denne bog sker
det så bare ikke. Og det er måske i virkeligheden her man bliver så nedtrykt.
Noget andet,
som jo nok mest af alt skyldes bogens alder, er at handlingen går alt for
langsomt til min smag. Jeg ser en del af passagerne i bogen som unødvendige.
Diverse samtaler og små selskaber, alt for mange af disse er simpelthen ikke
relevante for handlingen, synes jeg. Jeg kan godt se at nogle af dem skal være
der, for at beskrive personerne og miljøet, men jeg synes der er for mange.
Særligt i første bog synes jeg handlingen er meget langtrukken.
Alt i alt,
jeg synes den kære Bang kan sit håndværk, bogen har mange budskaber og sætter
en del tanker i gang. Herman Bang beskriver rigtig godt datidens samfund (og
kritisere det indirekte) og er en god kilde hvis man ønsker viden om det.
Underholdnings værdien vil jeg dog sige er ret begrænset, selvom den sikkert
var meget spændende for 100 år siden..
- - Katrine
Ingen kommentarer:
Send en kommentar