En positiv overraskelse

For at være helt ærlig bliver jeg nok nød til at indrømme, at romaner og andre tekster, der er mere end 30 år gamle, normalt ikke falder i min smag. Dette, kan jeg godt høre, lyder en smule forrykt, da mange vil mene, at den bedste litteratur måske endda er endnu ældre. Jeg må dog indrømme, at jeg efter at have været tvunget til at skulle læse et ældre værk, har fået vakt en interesse for den litteratur, som jeg egentlig ikke troede, jeg kunne fordrage. Det kan jeg i hvert fald sige, når det kommer til romanen Familien Frank af Martin Andersen Nexø, som er en komisk fortælling om en familie, der er vendt helt op og ned på i forhold til den kønsrollefordeling, der prægede samfundet i den tid. 

Romanen, jeg snakker om, er skrevet i 1901 og handler om familien Frank, som har nogle store familieproblemer. Anna og Frank er gift og har en søn, Thorvald. Det skal så lige siges, at Thorvald fødes 6 måneder efter, at Frank og Anna møder hinanden, hvilket jo ikke helt stemmer, hvis man tæller efter. Dette fører til et heftigt drikkeri fra Franks side, som fører Anna i dyb frustration, der i mangel på andre ideer begynder at prygle Frank hver aften, når han kommer fordrukken hjem. Thorvald lider af svigt fra sine forældres side og bliver en rigtig lømmel. En aften forsvinder Frank efter en druktur i byen, hvilket bliver til Annas lettelse. Hende og Thorvalds forhold forbedres, og Thorvald bliver den forsørger Anna aldrig har haft.

Jeg har i denne bog tydeligt kunne mærke præget af Nexøs personlige og måske mest af alt politiske holdninger til samfundet. Han tager udgangspunkt i den lavere stillede del af befolkningen, hvilket hænger sammen med hans opvækst i en fattig, socialistisk familie i København. Derudover prøvede han som regel i sit skriveri at male et sympatisk billede af sin far, som var alkoholiker. Her trækker jeg selvfølgelig en tydelig sammenhæng mellem ham og Frank i denne roman. I det hele taget føler jeg, at man får et rigtig godt billede af, hvem Nexø var, og hvilke værdier han lagde vægt på.

Som udgangspunkt er det komiske i denne roman helt klart den ombytning, der er af manden og kvindens rolle i et forhold. Anna er den, som arbejder og forsørger familien, mens Frank er under tøflen og en kujon, der hver dag drikker for sin kones hårdt tjente penge. Han slås aldrig eller taler folk i mod, hvor Anna derimod ikke finder sig i noget, og selv byens stærke mænd tør ikke lægge sig ud med hende. Desuden gør Nexø flittigt brug af billedsprog på en sådan måde, at han får skabt humor. Fx morede jeg mig meget over sætningen; ”Mads Sivertsens ansigt var en vældig mangefarvet kødmaske med et lille bitte barneansigt midt i. Hans fingre, der hang blytunge ned om lænestolens arme, var af tykkelse og farve som hjemmegjorte medisterpølser. Sine egne fødder havde han ikke set i mange år, og i det hele var jorden omkring ham i en rundkreds så stor som manegen i et cirkus ukendt land for ham, da han ikke kunne se ned over sin egen mave.” Dette synes jeg simpelthen er herligt og det var faktisk totalt uforventet. Tænk at en mand som Nexø rent faktisk havde humor, og det, at han oven i købet formåede at flette en metafor og to sammenligninger ind i, er ikke så lidt imponerende.

Alt i alt synes jeg Martin Andersen Nexø, om det så var bevidst eller ej, har været i stand til at skrive en bog, som en typisk teenager som jeg, 112 år senere, kan læse og rent faktisk synes er ret genial. Desuden er noget af det, man får ud af at læse dette værk, at man får en bedre forståelse for, hvem Nexø overhovedet var. Måden den er skrevet på, er med en konstant undertone af humor og satire, der selv den dag i dag, kan frembringe et smil på læben. Jeg vil råde enhver, der ligesom jeg, mener at ældre litteratur kan være noget tungt og kedeligt stof, til at gå i krig men denne roman. Den er ikke specielt lang eller uforståelig at læse, så hvis du har nogle timer fri og ikke har andet at give dig til end at sidde og se vines på facebook, så tag og giv den en chance. 

Amalie Nielsen

                                           Familien Frank, 1901