Erobrerfølelsen

Jeg kan ikke sige med sikkerhed, at ”erobrerfølelse” egentlig er et rigtigt ord. Slår man op i retskrivningsordbogen, er der intet resultat (hvilket kommer som en stor skuffelse, når man endelig har kastet sig ud i at slå op i sådan en fanden). Det er nu alligevel min intention, at prøve at definere udtrykket. Jeg mener selv, at dette kan gøres gennem læsningen af barndomsdelen af ”Pelle Erobreren” af Martin Andersen Nexø, som jeg for et par måneder siden begyndte på at kæmpe mig igennem. For at være helt ærlig, så var der tidspunkter i processen, hvor jeg ønskede Nexø langt væk, og Stephanie Meyer en smule tættere på. - men nok om det, og til sagen.

Pelle Erobreren handler om den 7-årige Pelle, der efter sin mors død flytter til Bornholm med sin far, Lasse. De påbegynder rejsen med håbefulde drømme om det rige Danmark, hvor arbejderne bliver overdænget med tårnhøje lønninger. Som man måske kan regne ud, er det ikke helt sådan det ser ud i 1800-tallets Bornholm. Pelle og Lasse får med nød og næppe ansættelse på ”Stengården” som bestemt ikke er fest og farver for de laveste i hierarkiet. Selvom de må lade sig takke med at bo i et hjørne af kostalden med lange arbejdsdage og ingen rettigheder, lever Pelle et ganske ubekymret liv, som enhver 7-årig er berettiget til. Da han når konfirmationsalderen, flytter Pelle ind til byen uden sin far.

Det mest omdiskuterede tema i bogen, som går igen i alle analyser, er arbejderklassens kamp. Som en nogenlunde typisk roman fra det moderne gennembrud, går historien om Pelle ind og skildrer noget af det, folket måske ikke er helt stolte af, og helst ikke snakker om. Gennem romanen formår Nexø netop at vise, hvordan det i virkeligheden foregik for den laveste samfundsklasse i den tid. Og hvordan han gerne så, at samfundet blev svejset sammen i stedet for. Selvom dette er vældig interessant, vil jeg dog vælge at vinkle det en lidt anden vej. Nemlig fra Pelles synsvinkel.
Gennem hele romanen hører vi uafbrudt om Pelles store forbilleder. Enhver yngre dreng har brug for en mandlig karakter, at se op til og spejle sig efter. Gerne en mand, som ikke er bange for at ytre sig og gøre oprør. Mellem Pelles mange forbilleder, er allervigtigst hans far og arbejderen Erik. Pelles far, Lasse, forsikrer mange gange sin søn, om at opholdet på gården udelukkende er midlertidigt. At de snart stikker af, og finder noget rigt og godt. Den første gang det går op for Pelle, at hans far måske ikke altid drager handling til sine udtalelser, er en episode efter Pelle er blevet pisket af gårdens elev. Lasse bliver enormt rasende, og forsikrer, at han vil slå eleven ihjel. Senere bukker han dog under for overmagten, og lader sig endda hundse af eleven. 
Arbejderen Erik er en stor stærk mand, der ikke er bange for at fornærme de øvre folk på gården. Han snakker med Pelle, som beundrer ham uden at stille spørgsmålstegn, om at rejse til Amerika og starte et godt liv. Midt i romanen bliver Erik hjerneskadet under et forsøg på at overfalde forvalteren.  

De 7 år Pelle tilbringer på den triste stengård, erfarer han altså noget ud fra dette. Der er langt fra ord til handling. Det er ikke nok bare at konstatere, at tingene ikke er som de burde være, og så vente på, at de ændrer sig. Et citat jeg stødte på i Gyldendals leksikon, som netop omhandlede Pelle Erobreren:
” Der kan være langt fra store ord til handling hos underklassens forkuede Lassefædre”
Det betyder, at hvis man vil drage ønske til handling, er man nødt til at besidde den rette indstilling og modet til at ændre noget. Er man ikke parat til at træde ud af de dårlige, men trykke forhold man lever under, og bevæge sig ud på ukendt territorium, så ændrer tingene sig aldrig. For at kunne opnå noget, som retfærdighed i samfundet eller et liv fyldt med indhold, er man nødt til at besidde den. Erobrerfølelsen.

Efter min mening, er det dette begreb, som gør Pelle Erobreren til en interessant roman den dag i dag. Hvis bogens mest fremtrædende budskab udelukkende handlede om arbejdernes ulykkelige mangel på rettigheder i 1800-tallet, så forstår jeg ærligt talt godt, hvis Twilight-sagaen appellerer en smule mere til en gennemsnits gymnasieelev af hunkøn. Selvfølgelig er emnet spændende rent historisk set, men som værk er det vigtigt, at der er noget andet og mere håndgribeligt at forholde sig til. Netop dette formår Nexø uden tvivl at levere, så jeg som ungt menneske i det 21. århundrede faktisk kan sige, at jeg fik noget ud af en bog fra det moderne gennembrud. Måske ikke fordi det lærte mig, hvordan samfundet var bygget op i den tid, men mere fordi budskabet siger noget relevant og tidløst, som i bund og grund vedrører alle mennesker: At der kræves mere end forhåbninger og tomme ord, hvis man for alvor ønsker en ændring på tilværelsen. 

Mathilde Thusgaard