Helligt måltid

Der er mørkt udenfor. Mørket er mørkere end mørkt og suger al lyset ind i sin dunkle favn. Fanger det, fortærer det. Det er spisetid, men det har allerede været nat i et par timer. Vinden rusker i husets ruder, og jeg frygter at de kunne blæse ind hvert øjeblik det skulle være. Den hyler, altså vinden, som en vind nu kan hyle, og selvom det er frygtindgydende ude på den anden side af den mørke duggede rude, er det idyllisk herinde. Duften af mad spreder sig fra køkkenet ud gennem huset, hvilket løfter humøret. Dampen fra den te, der står og trækker, slører min udsigt, danser. Selvom jeg bliver ved med at tænde flere stearinlys, trænger mørket sig mere og mere på. Det ser næsten ud som om, at dampen fra teen kæmper mod den mørklagte skygge. Huset dufter stadig af mad og jeg er sulten. Jeg er sulten efter mad, efter fisk, oksesteg og suppe, jeg har lyst til at spise.

Det er betagende at betragte hvor dominerende mad og sult er ved os mennesker. Helt basalt er mad en nødvendighed for at overleve, og uden mad ville vi syne hen. Men mad er så meget mere end det. Mad er kultur. Mad opfattes meget forskelligt, og det er det der gør maden interessant udover det at den skal kunne mætte os. Også i religion er mad vigtigt, bl.a. ser man religiøse ritualer med maden i centrum, nadveren med brød og vin i kristendommen, hvor man foregiver at indtage Jesu blod og legeme.

Her takkes Jesus for han ofring af hans krop og legeme for at rette op på menneskets synd i paradisets have. Jesus takkes ved at man drikker vin som symbol på hans blod og spiser brød som symbol på hans legeme. Man ærer og takker altså Jesus med et mad-ritual. Et helligt måltid.

Den kristne nadver må være et af de traditionelle hellige måltider der har haft størst indflydelse på den vestlige litteratur og kunsthistorie. Den kristne nadver kan sammen med syndefaldsberetningen betegnes som en intertekstuel referencetekst og forståelsesnøgle. Nadveren er også det der kaldes en prætekst, fordi den er med til at styre langt senere værker og kan bruges til at fortolke disse. Nadver-teksten kan f.eks. bruges til fortolkning af langt senere salmer skrevet at bl.a. Thomas Kingo og N. F. S. Grundtvig, men også tekster af senere forfattere fra det 20. og 21. århundrede som Karen Blixen og Klaus Rifbjerg. Dette er fordi at disse forfattere enten skriver i forlængelse af nadver-teksten eller gør op med den.

Thomas Kingo har skrevet salmen; ”Den X. Sang: Taksigelse efter Herrens Nadvere”, som behandler nadver-temaet og er skrevet som en forlængelse af selve nadverteksten. Han starter med at takke Jesus, for hans ofring og for at rense mennesket. Kingo kommer ind på skabelses beretningen, som også er en intertekstuel referencetekst.

Ikke alle måltider er hellige måltider. Måltider kan også være syndige, og begærende. I skabelsesberetningen fremstilles menneskets synd ved dets begær for mad. Adam og Eva, de to første mennesker, bliver lokket af en snu slange til at spise de ”forbudte” æbler. Denne synd medfører at mennesket bliver oplyst, i stand til at reflektere og kende forskel på godt og ondt. Dette er menneskets hidtil største og mest angrede synd nogensinde ifølge kristendommen.

Det ”hellige” måltid, som udspringer fra nadveren, står i kontrast til det syndige måltid, som selv samme tro beskriver. Disse to tekster er nogle af de traditionelle tekster som har haft stor indflydelse på den vestlige kultur og kunst, og det er i sig selv lidt spøjst da de adskiller sig så meget fra hinanden. Nadveren priser det hellige måltid, og giver maden nogle egenskaber, som ellers ikke er tilegnet mad. Skabelsesberetningen beretter æblet som noget syndigt, som man lader sig begære og friste af. I Bund og grund er det jo bare mad, der bliver skrevet om, men måltidet og maden får givet nogle egenskaber, som det ikke ellers er tilegnet. I kristendommen bruges maden både som et symbol for tak og ærbødighed, i form af de hellige måltider, men også for synd. Mad er et religiøst fænomen men også et erotisk fænomen, som er forbundet med nydelse og behov. Alle mennesker har behov for mad, for ikke at sulte, men nydelsen og fristelsen kan betragtes som en synd.

Jeg erindrer juleanden, flæskestegen og de brune kartofler. Det er den slags mad, der hører mørket og årstiden til, og det der tænder lys i mørket. At være fælles om at lave mad – sågar bage og lave marcipan konfekt. Det sner udenfor, men der er varmt – der er næsten for varmt inden for. Ruderne dugger på grund al den varme og næstekærlighed der findes bag de lukkede døre. Børnene ser til, mens de glæder sig til gaverne juleaften, og de voksne, ja de voksne de glæder sig som små børn til at sætte tænderne i et saftigt andebryst. Er det syndigt at begære mad? Er det ikke netop det vi gør når vi fejrer Jesu fødsel juleaften. Er dette en synd?

Noget andet jeg finder forunderligt er det at vi bruger vinen som en fundamental ting i det religiøse måltid, når det i andre trosretninger er en akt der er strengt forbudt, når man f.eks. ser på Islam. At mad og drikke er essentielt i vores liv ses virkeligt i og med, at vi har tilegnet det så mange forskellige betydninger afhængigt af kultur og ophav. I bund og grund er det vel bare en livsnødvendig ting, som vi ikke kan komme udenom?

Dampen fra min te og lyset fra mine stearinlys kan nu ikke længere kæmpe mod det altomsluttende ukuelige mørke, og snart er nat blevet til nat og maden er klar. Jeg er sulten.

- Line

Mad - En virkelig smagsoplevelse eller bare ligegyldige beskrivelser?

Jeg sidder og spiser nogle Gojibær. Jeg ved egentlig ikke om jeg bryder mig om dem. Nogle gange smager de godt, andre gange smager det som, hvis du hældte en teposes indhold ind i din mund uden vand og filter. Jeg spiser dem dog alligevel, men kun på grund af deres sundhed og deres berigelse på antioxidanter, som skulle være så godt for os.   

Mad. Ordet mad ligger godt i munden og er noget langt de fleste forbinder med noget godt.

Mad har i flere århundrede været et symbol på status og overlevelse. Men i dag har det fået en lidt anden betydning end førhen. Ordet mad er et synonym for føde, og føde står for overlevelse og kan tillægges mange betydninger, som f.eks. status, overlevelse, mad som samlingspunkt, noget sensuelt og en oplevelse.

Min første tanke er; ”Hvad! En smagsoplevelse?” Ser du mad som en smagsoplevelse? Det gør jeg i hvert fald ikke. I hvert fald ikke sådan umiddelbart. Tænker mere noget nærmere, at ”det smager godt” eller måske ”WAUW det smager godt” og kan derfor heller ikke undgå, at blive en smule, eller meget imponeret over, hvordan nogle formår, at kunne skrive sider om, hvordan de oplever en bid mad. I dette tilfælde tænkes der på ”Blodige Jordbær” af Kristian Ditlev Jensen. Han formår at skrive a la noget der minder om 4 imponerende sider af hans oplevelse af, hvordan det jordbær, han putter i munden, smager. Hvad nu hvis jeg gav ham et Gojibær?  Og er det egentlig ikke ligemeget, hvordan andre ser og smager mad?

”Jeg bider. Tygger. Lader det rulle rundt i munden. Gnasker lidt. Sutter.” Sådan starter Ditlev sin overdådige smagsoplevelse af et jordbær. At man kan få så meget ud af mad og hvordan det smager er vildt, men alligevel, for det er vel smagen af maden det i sidste ende handler om. Dog har madens betydning ændrede sig meget gennem tiderne, lige fra de slægtsfokuserede sagatider til,  hvad der i dag må minde om, det senmoderne samfund, hvor vi iscenesætter os selv via diverse medier som bl.a. at lægge hvad vi spiser ind på Instagram.

I sagatiden var mad et symbol på status. Hvis du havde meget mad, viste du de andre, at du som mand var stærk, da du derfor kunne lægge et bytte ned og dermed forsørge din slægt. Mad som et statussymbol har altid hængt ved, som at det et must, at der altid skal ost på pizzaen. Sammenligner du f.eks. Mc Donalds-mad med sund mad, du enten får hjemme eller som mad du får på en restaurant, som f.eks. Restaurant Noma, er der et tydeligt skel på, hvad du kan vælge imellem af menuer. Man har tit hørt i medierne, at folk der spiser på Mc Donalds flere gange om ugen, er folk der ikke har råd til mad og siger vel derfor noget om deres status i forhold til det økonomiske. Alligevel kunne man tænke, at det bare kan være, at de der spiser på Mc Donalds, gør det, fordi de godt kan lide deres mad og egentlig ikke har noget med deres økonomiske status at gøre. Hvis du går ind på en fin restaurant, er det garanteret en anden oplevelse man får, end den man får på Mc Donalds. Her vil der nok være lidt mere fokus på, at maden er af lækker kvalitet, fint anrettet og at man netop får en oplevelse. En smagsoplevelse.

Mad er vigtig for menneskets overlevelse og betyder meget for os. Det er noget vi kan lide og er noget der stimulerer vores sult, samt en nydelse. At mad er så vigtigt for os, kommer derfor også til udtryk igennem litteraturen, bl.a. det med at smage, som kommer til udtryk i ”Blodige Jordbær” eller som f.eks. ”Enkle retter, nogle forslag” af Peter Seeberg. Det udtrykkes i Seebergs tekst, at det at spise er dejligt, og at følelsen af at spise er rar. Han snakker herom at alle retter er uforarbejdede af naturen og han beskriver tingene meget konkret. I barokken f.eks. var maden i litteraturen ”tilberedt” på en lidt anden måde, hvor et måltid bliver tillagt mere betydning end det egentlige sanselige, som det gør i 1970’erne. Thomas Kingo har skrevet salmen ”Taksigelsen efter Herrens Nadvere”, hvor der bliver lagt denne merbetydning ned over retten som det religiøse tema. På en eller anden måde, er det vel lidt langt ude, men giver på den anden side også god mening, i hvert fald i forhold til den kristne tro og datidens tanker.

I litteraturen har maden altid haft en plads, enten som et konkret symbol, som f.eks. syndefaldsæblet i historien om Adam og Eva, eller som jordbærret i Ditlevs tekst, hvor jordbærret er symbolet for Ditlevs kone som begik selvmord. Dog kunne jordbærret vel også forstås mere konkret, og dermed kunne være en oplevelse om, hvordan han smager et jordbær helt generelt og ned til mindste detalje.

Så uden man måske tænker over det, så optræder mad i en del litteratur og tillægges en egentligere dybere mening end som sådan, men det kommer også an på, hvordan man læser teksten. Mads egentlige betydning kan også ses i metaforer, såkaldte spisemetafoer, som er noget vi tit bruger i daglig tale, f.eks .”Jeg skal fordøje mine tanker” eller ”Den scene giver mig noget at tygge på”.

Som at mad kan forbindes med noget konkret eller som noget religiøst, kan det også tillægges en mere seksuel betydning. Det er nok noget de fleste også kan relatere til. Der har egentligt altid ligget denne erotik i mad, som at manden kan forføre en kvinde med en middag, og at man bare generelt, tillægger maden noget, der har med det seksuelle at gøre, som f.eks. i  Bjørnvigs, ’ Morgenmørke’ fra 2007, eller sushi som ofte forbindes med noget sensuelt, i hvert fald set i forhold til at spise en sillemad.        

Som maden har ramt litteraturens mave, har den også ramt kunstens. I barokken er maden symbolet for forgængelighed og forfængelighed. Maden er ligesom mennesker, på den måde, at det ikke varer evigt. Derfor får maden i barokken tillagt denne betydning med, at det vil slippe op eller i sidste ende rådne op og være uspiselig og derfor også minder os om, at vi skal dø. Tanken om maden som et vanitassymbol giver god mening, og ligesom en sæbeboble, vil maden efterhånden forsvinde. Som man bl.a. kan se på billedet af Jan Steen, ”Den tøjleløse husstand”, viser maden dette statussymbol, hvor de sidder og har frugt og kød samtidig med at en tigger tigger gennem vinduet. Maden bliver også, i dette billede, tillagt betydningen af, at det på et eller andet tidspunkt slipper op og dermed også deres rigdom og vil så i sidste ende, ende på gaden i fattigdom.å ti﷽﷽﷽﷽﷽﷽ver også i dette billede tillagt betydningen af det på et eller andet tidspunkt slipper op og dermed og deres rigdom o Eller som et andet barokbillede, billedet af Juan Cotan, ”Kvæde, kål, melon og agurk.” Her tillægges selve den individuelle frugt eller grønsag en betydning ud fra deres udseende, som bladene på kålen der skal symbolisere, at man i ungdommen skal udfolde sig. Her bliver billedet i sin helhed til billede på hvert livsstadie i et liv, et vanitassymbol, da vi til sidst ender med at blive gamle, og billedet husker os derfor på at vi er forgængelige.          

Men hvorfor skriver vi om mad, for det er vel på sin vis, på en eller anden måde, ligegyldigt. Maden bliver tillagt en større betydning i et større billede. Det handler vel ligeså meget også om, hvad man synes om mad individuelt. Nogle mennesker, som f.eks. kokke, elsker jo mad, og kan derfor, ligesom Ditlev, få en så voldsom oplevelse ud af noget der er så konkret og egentligt kun burde smage af en ting, jordbær. Men igen, vi smager vel også forskelligt. Nogle kan godt lide smagen af jordbær andre kan ikke. Og sådan er det vel også i litteraturen. Hver person har sin mening til mad og det er måske også derfor, at maden har så mange betydninger, men det skiller sig vel heller ikke fra alt muligt andet, eller gør det?

På den ene side er det vel ligemeget og uden mere betydning at læse om, hvad en anden person synes om smagen af f.eks. et jordbær, men på den anden side kan der ligge en dybere mening, som bl.a. ses i litteraturen.

Opskrift på livsnydelse?

Forleden dag havde vi gæster på besøg, og derfor ville min søster bage pebernødder. Men ikke sådan nogle tørre og smagløse, som dem man køber i brugsen. Nej, hun bagte skam rigtige pebernødder helt fra bunden med masser af smør og sukker. Sådan nogle gyldenbrune pebernødder, der fylder krop og sjæl med varme og glædelige barndomsminder i en tid, hvor kulden bider i kinderne og det allerede er mørkt klokken fem. Dog er lige netop pebernødder for mig noget ganske særligt, fordi disse småkager er en traditionsspise, der hører sig julen til – en tid jeg hvert år ser frem til, som var jeg et lille barn igen. Jeg glædes blot ved tanken om en pebernød, for det handler nemlig ikke om den fysiologiske smag, men om øjeblikket, hvor associationer tilknyttet denne juleskik bluser op. Netop det, at mad ikke kun er konkret sanselig nydelse, men i høj grad også en kompleks udtryksform for både kultur og identitet, ses helt tilbage i sagatiden, såvel som i år 2014.

Mad har merbetydning, og dette kommer særligt til udtryk i litteraturen og kunsten.

”At tænke på noget velsmagende kan for en stund være en hel lille ret.”

Sådan lyder ottende forslag, og dermed slutningen på Peter Seebergs værk ”Enkle retter, nogle forslag”, der udkom som en del af bogen ”Argumenter for benådning” fra 1976.

I teksten opstilles otte forslag til uforarbejde madretter, taget direkte fra naturen. Heriblandt en gulerod, modne skovjordbær, nødder og et augustæble. Hver råvare præsenteres, som var det en eksklusiv specialitet; ”Rislende vand over sten og især når sollyset falder i det, er en stor luksus”.

Efter jeg første gang læste denne tekst, undrede det mig, hvorfor titlen hentyder til, at teksten indeholder forslag til ”retter”, når ingen af råvarerne kræver direkte tilberedning. Definition på en madret er netop mad, som er tilberedt eller anrettet, og som spises ved et måltid. Men da gik det op for mig, at teksten nok ikke skal læses bogstaveligt som en klassisk opskrift, men derimod som en allegori på en helt central tematik i Seebergs forfatterskab: Eksistentialismen.

Teksten giver i virkeligheden forslag til måder, hvorpå man ved fordybelse kan opnå livsnydelse og få det bedst mulige ud af øjeblikket. Tekstens budskab er kort sagt Carpe diem – grib nuet!

”Enkle retter, nogle forslag” er samtidig et eksempel på, hvordan en forfatters generelle tilgang til livet kan skildres gennem hans personlige tilgang til mad.

Madforslag som opskrift på vejen til livsnydelse er et klart bevis på, at mad fylder utrolig meget gennem hele vores liv. Om det virkelig er vejen til livsnydelse, kan man så diskutere. Men der er ingen tvivl om, at mad er et vitalt grundvilkår for overlevelse, i det at næring er noget, som alle levende organismer behøver.

Mad opfattes dog på mange forskellige måder, der ikke kun er centreret omkring det objektive og mad som et fysisk behov. Det vedrøre derimod også det subjektive og personlige. Mad i litteraturen og kunsten bruges f.eks. til at gengive følelser, sindstilstande og unikke tankemønstre

I ”Enkle retter, nogle forslag” pointerer Seeberg, at man kan betragte mad som en allegori på selveste livsnydelse og det at leve i nuet. Teksten kan i bund og grund læses som et kristent mål, da man her beskæftiger sig med nuet, frem for livet før fødslen eller efter døden, hvilket man primært gør i andre religioner som Islam og Hinduismen.

Det handler grundlæggende om genforening med Gud, samt at erkende hans eksistens. Dog er det ikke genforening i bogstavelig forstand, men i kraft af at Gud findes i alt og er i os alle.

Ved at få det bedste ud af livet nu og her – dvs. ved at leve det jordiske liv og bestræbe sig på at være et godt menneske, der udviser værdier som næstekærlighed – bliver det muligt, at skabe et Gudsrige på jorden. Selvom kristne ønsker en plads hos Gud, når de dør, betragter de altså ikke livet på jorden som en tom overgangsfase til det himmelske. Men tilbage i 1600-tallet, i Barokken, havde man klare idéer om, at dette netop var svaret på, hvordan verden hang sammen; At livet på jorden er eksistentielt meningsløst. Det handler i stedet om at vende sig mod det himmelske og det rigtige liv, som begynder efter døden, når man genforenes med Gud.

Den barokke melankoli udtrykkes især gennem den maleriske tendens stilleben, hvori vanitassymboler særligt gør sig gældende. Her optræder mad som motiv på livets forgængelighed og forfængelighed, i det at mad symboliserer rigdom og status, såvel som noget, der med tiden går i fordærvelse. Et eksempel på dette er ”Kvæde, kål, melon og agurk” (1602), som er et stilleben-maleri af den spanske Juan Cotan. Her danner fire stykker frugt og grønt formen af en hyperbel, som gengivelse af livets faser – fra det modne nyplukkede æble til den rynkede, brogede agurk. Maden er udtryk for ”memento mori”, og alene titlen på maleriet giver beskueren en idé om, at det jordiske liv anses for at være overfladisk og uden dybere mening.

På samme måden optræder mad som vanitassymbol i barokkens litteratur. Det ses eksempelvis i salmen ”Far, verden, far vel” af Thomas Kingo.

”Din skål synes honning, men drikken er led”.

Smagen af honning er sød, men under overfladen gemmer sig en klistret og klæbrig masse.

I Kingos salme bliver honning et symbol på forfængelighed i form af mandens seksuelle begær efter kvinden. Trods erotiske lyster er den del af menneskets natur, blev det i Barokkens tid anset for at være noget lokkende og bedragerisk man skulle tage afstand fra, for ikke at vende Gud ryggen.

Mad kan således tolkes som en metafor for menneskets konkrete møde med virkeligheden og sandheden, hvilket både kan føre til nydelse og lidelse. Særligt før i tiden blev mad som billede på virkeligheden og menneskets natur betragtet som noget negativt, da man dengang havde en mere kritisk tilgang til tilværelsen og meningen med livet.

Et andet sted, hvor mad optræder som en synd, er i den kristne fortælling om syndefaldet, hvor Eva lader sig lokke af slangen til at spise af æblet fra Kundskabens træ. Hun ”smager” på virkeligheden, og trodser dermed Gud. Derfor straffes hun og Adam ved bortvisning fra Edens Have.

Jeg tror delvis at denne mytologiske berettelse har været med til at skabe et tabu omkring det, at være mønsterbrydere og gøre op med normerne. Det har dog heldigvis ændret sig med tiden, og på samme måde er der ingen tvivl om, at mad senere har fået en positiv betydning i kunsten og litteraturen

Vin er indenfor religion et rigtig godt eksempel på, at mad og drikke kan have en dobbeltbetydning;

”Vær ikke blandt dem, der fylder sig med vin og frådser i kød, for drankere og frådsere forarmes, og søvnen klæder dem i pjalter”. Sådan står der skrevet i det gamle testamente.

Her advares der direkte mod at drikke vin, fordi det vækker menneskets destruktive, vilde og ustyrlige sidder. Dette synspunkt kan perspektiveres til hedonisme og dyrkelsen af det dionysiske livssyn indenfor den antikke oldtid. Begge begreber bygger på tanken om, at mennesket lever for nydelse. Her dyrkes menneskefrihed over pietas (det at udvise gudsfrygt og retskaffenhed, dvs. en form for fromhed) hvilket dengang svarede til at sætte verden i ubalance og skabe kaos. Vinen udgjorde altså her en trussel for verdensordenen.

De to begreber står desuden i modsætning til askese og dyrkelsen af det apollinske livssyn, der bygger på idealet: kosmos.

Denne kontrasterende anskuelse af verden gør sig som sagt ikke længere gældende. Vinen serveret ved nadveren er eksempelvis symbol på Jesus’ blod, og ved at indtage dette, forenes man med Gud. Den før djævelske drik ophøjes pludselig til noget guddommeligt. Således er vin gået fra at være en synd til at være en vej, hvorved vi mennesker kan nærme os Gud. Denne tanke fremgår også i kunsten, hvor et konkret eksempel er det symbolistiske maleri ”Primavera” (1901), malet af den danske Harald Slott-Møller. Her repræsenterer den smilende, farveklædte kvinde frugtbarhed, liv og kærlighed, modsat den kedsommelige, mørkklædte mand. Kvinden rækker manden et glas rødvin, hvilket kan fortolkes som et symbol på hans udadtil manglende livsnydelse, eller vejen til Gud, hvis man tror på udtrykket ”in vito veritas”.

Opgøret med tabuet omkring dyrkelsen af menneskets natur kan betragtes som et brud på datidens idealer. Denne epokegørende ændring gengives særligt i kunsten og litteraturen op efter Romantikkens tid, dvs. i perioden kendt som Naturalismen. Her beskæftigede man sig primært med realistiske, synlige fænomener og genstande, frem for det guddommelige. Kunstnere begyndte derfor pludselig at interessere sig for nudisme, som førhen var et nærmest forbudt og uberørt emne, mens forfattere begyndte at gengive mennesket som naturbestemt, dvs. drevet af instinkter og lyster.

I naturalismens kunst og litteratur blev mad også tildelt en vigtig rolle, fordi det konkret er genstande, der afbilder naturlighed og det sanselige. Et eksempel på dette er ”Frokost i det Grønne” (1863) malet af den franske Edouard Manet. Dette motiv afbilleder menneskets konfrontationen med virkeligheden i form af nøgne, realistiske kvindekroppe, og en væltet kurv med frugter, hvilket indikerer bruddet med det ophøjede og idealiserede.

Det er tydeligt, at fremstillingen og brugen af mad i kunst og litteratur afspejler den idéhistoriske periode, værket er skabt i. Netop derfor kan man gennem en forståelse af mad som udtryksform lære rigtig meget om litteratur-og kunsthistorien. Mad er uden tvivl blevet en konkret udtryksform. I dag kan man endda studerer gastronomi, hvilket er en nyere betegnelse for læren om den højere kogekunst, hvor madlavning betragtes som kunst frem for et håndværk. Mad er altså i dag en kunstart i sig selv.

Jeg mener personligt at mad og kunst fungerer godt sammen, fordi de har æstetik som fællesnævner. Det handler her primært om at skabe sanselige indtryk. Når det så er sagt, optræder mad i kunsten og litteraturen også som billede på sjælelivet og følelser.

Et litterært eksempel er Benny Andersens digt ”Dej” (1993). I dette digt bliver kagedej et billede på selve lykken, der indefra oplyste ens mave som festsalen i et eventyrslot. Teksten gengiver samtidig en lille drengs følelse af omsorg, tryghed og velvære.

Mad fylder uden tvivl meget i vores liv og i vores bevidsthed, om vi vil det eller ej. Jeg tænker derfor, at det for os mennesker er helt naturligt, at tildele mad en speciel betydning. Det er i dag blevet noget personligt, i det at man gennem mad kan man opnå selvrealisering, såvel som iscenesætte og promovere sig selv overfor andre. Denne tendens møder man især på offentlige medier som Instagram. Mad er i høj grad status – som det også var helt tilbage i sagatiden –, identitet og kultur, herunder sprog, skikke og traditioner.

Fælles for mad er, at det ofte fører mennesker sammen, hvilket for mig er noget af det vigtigste. Dog er mad også med til at skabe splid og ulighed i verden.

I de fleste velciviliseret samfund, som f.eks. i Danmark, betragtes mad som en selvfølge og sommetider noget lettere overflødigt, da det her er de færreste, der oplever en mangel. Dette er hovedsageligt en positiv ting. Men på den anden side er det som om, at mad af denne grunden gøres til noget overfladisk, sammenlignet med før i tiden og andre steder, hvor man lever efter princippet ”at yde for at nyde”. Jeg tror på, at man under andre levevilkår vil værtsætte, respektere og nyde mad på en anderledes måde, end de fleste af os gør i dag. Hjemme i min familie er indkøb til aftensmad i sig selv en kamp. Spørgsmålet er, hvad vi gider at spise – hvilket efter min mening et ret skræmmende luksusproblem, taget i betragtning af at den tredje verden lever i hungersnød.

Men jeg tror vi må erkende, at vi til dags dato primært spiser for nydelse og lyst, frem for overlevelse. Alle har præferencer og idiosynkrasier indenfor mad.

På den anden side kan man sige, at fordi vi netop har rigeligt mad, er der blevet plads til at eksperimentere indenfor både tilberedning og anretning. Vi har pludselig overskud til at fordybe os i maden og dens kvalitet, samt at dyrke mad som mere end et sanseligt fænomen – en udtryksform.

Spørgsmålet om mad er kunst eller et symbol på vejen til Gud, på menneskets begær, på livet som et forgængeligt fænomen, eller på intet andet end blot mad, finder vi sandsynligvis aldrig et entydigt svar på. Jeg tror dog på, at man gennem mad kan opnå en form for livsnydelse, i det at mad, som permanent integreret i vores kultur, beriger vores liv og giver det kulør. Dette skyldes netop, at vi har forskellige tilgange til og præferencer indenfor mad. Men jeg tror også på, at det primært handler om, at livsnydelse ikke kan opnås ved udelukkende at sanse. Som det fremgår i Seebergs tekst ”Enkle retter, nogle forslag”, kræver det derimod, at man er i stand til at tænke nydelse ind i de små øjeblikke. Lykkedes dette, kan mad gå fra at være sanselig nydelse til også at blive en intellektuel og åndelig nydelse, det skaber både fysisk og psykisk velvære. Det betyder, at hvis man mindes den bedste juleaften som dengang, hvor man bagte pebernødder med sin søster, så kan selv tanken om en hjemmebagt pebernød være en helt lille ret.

- Amalie Ling